Lommetyven - Nutidens Alladin

Kapitel 1

Jeg løb ned af en sidevej med dem lige i hælene. Natten var helt sort, så det ville være muligt for mig at gemme mig i en skraldespand hvis jeg fik tid nok. Mit trofaste gadekryds af en hund, Rusty, løb foran mig og sagde ikke en lyd. Det havde en efterhånden lært, efter han var endte i hundefangerens bur engang eller to.
Jeg løb ned af en anden vej og havde fuldstændig glemt hvor jeg var kommet fra og hvor jeg var på vej hen. Jeg løb bare. Deres lommelygters kegle sag længere og længere bagud og jeg tog beslutningen og sprang ind til siden bag en stor grøn container og Rusty fortsatte ned af vejen. Han var godt klar over jeg ikke løb bag ham mere, men vi har efterhånden været på så mange politijagter, at han ved hvor han skal finde mig, når politiet ikke er efter ham mere.

Jeg sad stille i den halvfyldte container i lang tid. Der stank virkelig rådendt, men skaldet blev ikke hentet hver uge i den her del af Californien. Jeg kunne hører der var noget andet levende i den her container, sikkert op til flere rotter, men jeg lod som ingenting og holdte tasken jeg havde fyldt i supermarkedet ind til kroppen, så de ikke kunne komme i den. Jeg forlod ikke containeren før Rusty kradsede på ydersiden. Der var fri bane.

Da jeg igen gik ned af gaden jeg havde løbet kort tid forinden, spekulerede jeg på hvor jeg var endt. Jeg havde sikkert været her før, men jeg kunne ikke kende stedet i mørke. Jeg gik bare den vej jeg troede jeg var kommet fra, og fandt over til en lille park med ganske få træer og buske. Under buskene lå der allerede en masse hjemløse mennesker der havde fundet sig en gammel papkasse eller et gammelt hundetæppe. Jeg havde intet lige nu, så jeg måtte tage mig til takke med at sidde under et gammelt halvdødt træ. Rusty lagde sig ved siden af mig med hovedet på mit skød, mens jeg fandt noget mad frem fra tasken. Jeg havde prøvet at få efter de færdiglavede ting, og det var ikke altid det var tøet op, så jeg fandt en pakke pølser frem og en lille baguette frem. Rusty fik en ekstra pølse for det gode job han havde udført i dag. Jeg nulrede hans ører og hældte en lille smule kildevand op i min ene hånd og lod ham drikke. Det var også stjålet, for man kunne ikke drikke vandet i håndvasken på de offentlige toiletter.
Det her var bare en aften som alle andre for mig, en simpel lommetyv i Californiens gader. Men jeg vidste ikke på dette tidspunkt, at en enkelt god handling ville ændre hele mit liv.

Kapitel 2

Dagen efter var jeg den første der vågnede i den lille park. Jeg havde sovet dårligt hele natten og min ryg gjorde abnormt ondt. Jeg havde været på vagt dele af natten, fordi jeg var bange for, at de andre hjemløse kunne finde på at stjæle af min mad fra tasken. Jeg rejste mig op og kiggede mig omkring. En af mændene der lå under buskene havde ikke rørt sig ud af stedet siden jeg kom til parken i går aftes. Jeg var ret sikker på han var død, men det er der ikke nogen der tager sig af alligevel. Almindelige folk går tit rundt i parken med mobiltelefoner i øret eller en barnevogn, og indser ikke at den stakkels sultne mand der ligger på busken måske er død. Folk begynder først at reagere når han begynder at lugte rådendt.

Jeg kunne godt genkende gaden nu hvor den var oplyst. Jeg var et godt stykke fra stranden, mit ynglings sted at opholde mig. Rusty vågnede da jeg havde rejste mig op og begyndte at strække sine bagben. Jeg tog min taske på ryggen og gik ud af parken. Jeg hilste på de fleste der gik forbi mig, uden at jeg kende dem. Nogen hilste igen og smilede, andre ignorerede mig og nogle få bag mig om at skride af helveds til. Jeg var en hjemløs lommetyv og jeg stank sikkert langt væk af det. Endnu en grund til at tage til stranden. Gratis bad!

Det tog lidt tid at komme ned på stranden, men det var det hele værd! Den dejlige havluft rammede mig et godt stykke inden jeg kom der ned, da de fattigere kvarterer altid ligger langt væk fra alt det spændende. Solen varmede allerede dejligt og palmerne der stod på række langs stranden bevægede sig næsten ikke, da denne strand lå i læ for vinden. Jeg gik ned på stranden og tog mine sko og hullede sokker af. Jeg elskede at mærke sandet mellem tærende. Det var en af de få ting der gjorde livet dejligt. Det kan godt være jeg boede på gaden, men øjeblikke som det her var ren luksus. Jeg gik over til omklædningshusende der stod på stranden og tog alt mit tøj af undtagen mine slidte underbukser. På Californiens strande er der små brusere du kan vaske saltvandet af kroppen i, men for mig var det den eneste mulighed for bad og tøjvask.

Kapitel 3

Om aftenen sneg jeg mig ind på en natklub. Ikke en af de fineste, men det var alligevel dørmænd man skulle forbi. Rusty havde lagt sig nede ved stranden da jeg gik, men stod sikkert udenfor når jeg kom ud.
Jeg kom ikke for at drikke mig fuld. Det havde jeg ingen penge til, men når klokken var mange nok og folk havde fået nok at drikke, så efterlod de en masse drinks rundtomkring. De fejlede jo ikke noget og skulle ikke gå til spilde. Jeg susede rundt mellem en masse festglade mennesker som hoppede og dansede.

Jeg stalde mig ude ved væggen og prøvede at få overblik. En gruppe venner sad i en rund sofa omkring et lille bord. Jeg gik langsomt langs væggen for at komme nærmere på dem, uden de opdagede det. Jeg lod som om jeg spejdede ud på dansegulvet, for at finde nogen jeg kendte, men jeg lyttede efter deres samtale. Pigerne prøvede at få drengene med ud og danse. De var så fulde at man ikke kunne forstå hvad de sagde, og sandsynligvis knap kunne stå, men pigerne fik hevet drengene ud på dansegulvet og tilbagelod en masse halve drinks. Jeg slog til med det samme og satte mig ned i sofaen, som om jeg bare ikke var gået med dem, og bare ventede på de kom tilbage. Jeg tog en slurk af den første drink. Den var virkelig sød og smagte af kirsebær, ikke lige det jeg selv ville vælge, men det var gratis.

Da jeg var færdig med den første drink, kunne jeg mærke, at der var nogen der kiggede på mig. En sjette sans som jeg havde udviklet, for at være sikker på jeg ikke blev fanget hver gang jeg prøver på noget. Jeg kiggede mig omkring og fik hurtigt øjenkontakt med en pige gennem mængden af dansere. Hun stod med ryggen til baren og smilede til mig. Jeg smilede igen, og lod som om jeg hørte til. Jeg kunne ikke rigtig se hende så godt, når alle de mennesker hoppede og dansede foran, men jeg kunne se hun var street. Hun lignede noget fra en typisk amerikansk dansefilm. En rigtig hip-hop’er eller hvad nu de hed. Hun havde langt sort hår der var flettet som et pandebånd hen over hendes pande og ende ud i en hestehale sammen med alt det andet hår på den ene side af hovedet. Hun stod bare der og kiggede på mig. Måske vidste hun, at jeg ikke hørte til, så jeg rejste mig op, og gik langs væggen ud af natklubben.

Kapitel 4

Da jeg kom udenfor, råbte dørmanden efter mig. Jeg skyndte mig at løbe et stykke væk, og jeg kunne hører Rustys ånde bag mig. Jeg løb ned af en sidegade nær ved natklubberne og satte mig ind til siden så folk ikke så mig så godt. Ikke fordi jeg troede dørmanden ville bruge sin kostbare tid på at jage mig, men jeg havde en sær fornemmelse af at nogen eller noget kom imod mig. Jeg syntes jeg kunne hører nogen løbe. Jeg stirrede ud på den halvoplyste gade for enden af sidegaden og ventede bare på der skulle komme nogen løbende. Og det gjorde der. En mørk skikkelse kom løbende og jeg krøb mig så meget sammen som muligt og pressede Rusty imod mig, så vi ville være mindre synlig og personen løb også lige forbi mig. Jeg kiggede efter personen og jeg kunne se, at det var en med hestehale ud til den ene side af hovedet. Kunne det være hende fra natklubben?

Jeg blev siddende og kiggede efter hende. Hun løb ned for enden af vejen og forsvandt rundt om hjørnet. Få øjeblikke kunne man hører den velkendte lyd af politiets sirener. Jeg var ved at rejse mig op, da pigen kom løbende tilbage imod mig. Hun kiggede hurtigt på mig da hun løb forbi, et blik der sagde hjælp. Jeg tog det som en ubevidst hentydning og spurtede efter hende. Politibilen kom rundt om hjørnet i samme øjeblik jeg kom op på siden af hende. ”Kom! Den her vej!” råbte jeg til hende. Jeg løb ind af en lille smal sidevej hvor der knap kunne være to ved siden af hinanden. Hun valgte at stole på mig, og løb efter. På trods af et par tændte lamper over hus-dørende, så håber jeg det var mørkt nok, til at vi kunne gemme os lidt. For enden af den smalle gade, var en gade præcis magen til den vi var kommet fra. Jeg stoppede op og kiggede mig omkring. Skulle jeg finde den nærmeste skraldespand og gennem os eller skulle jeg sætte mig inde i den lille gade vi kom fra? Sirenerne var tæt på igen. ”Kom nu. Find på noget!” Opfodrede pigen. Jeg løb ned af den nye gade og fandt en grøn container mangen til den jeg havde gemt mig i den anden dag. Jeg løftede låget og opdagede den var fuld. ”Pis!” udbrød jeg og begyndte at tage et par fylde sort affaldsposer op og satte dem ved siden af. ”Det er der ikke tid til!” Råbte hun af mig, og krøb sammen ved siden af containeren. Politibilen drejede om hjørnet og jeg smækkede låget til containeren i og greb et par affaldsposer og pressede mig tæt ind til pigen, så vi var så små som muligt. Rusty var stoppet op i den lille gyde og lå sikkert der, til den selv syntes at det var tids nok til at komme frem.

Politibilen kørte lige forbi og pigen rørte hurtigt på sig, da den var ude af syne. Hun rejste sig op, og smed affaldsposerne væk fra sig med afsky. ”Det var tæt på.” Sagde jeg og lo lidt for mig selv. ”Tak skal du have. Jeg hedder Alex.” Sagde pigen og rakte mig hånden. Jeg rystede den. ”Liam. Men sig mig, bliver du tit jagtet af politiet?” Sagde jeg og smilet til hende. Selvom det var mørkt, kunne jeg se at hun rødmede. ”Det var ikke min skyld! Jeg…” Hun nåede ikke at sige mere, før et par betjente med lommelygter kom gående fra den lille sidegade vi var løbet fra.

Kapitel 5

Vi blev taget med på stationen, hvor vi blev korpsvisiteret og smidt i et lille rum med to madrasser på gulvet. Jeg satte mig på den ene med det samme og Alex på den anden. Hun så ked ud af det, så jeg tænke på, om jeg kunne sige noget sjovt, for at få hendes humør lidt op. ”Du kommer ikke her tit?” prøvede jeg. Hun kiggede på mig og smilede. Nu hvor vi ikke sad i mørke, kunne jeg se hun havde brune mandelformede øjne. ”Jeg kommer ikke så tit sådan nogen steder, altså natklubben, men det er første gang jeg er endt her. Jeg kunne have vidst bedre, end at hænge ud med folk der havde stoffer på sig. Jeg ville bare ikke have min far på nakken, så jeg var så dum at løbe.” Hun trak knæerne ind til brystet og lagde sin hage på det ene knæ. ”Du har i det mindste en far.” sagde jeg og fortrød straks jeg havde sagt det. Man skal altid forberede sig på folks medlidenhed, når man fyrer sådan noget af. Hun blev også stum som jeg havde forventet. ”Det gør ikke noget. Jeg kan knap nok huske mine forældre, og jeg har også Rusty, min hund. Ham så du da?” Hun nikkede. ”Bor du så alene? Altså, med din hund.” spurgte hun og bed sig i underlæben. ”Nej det kan man vist ikke rigtig sige. Nogen gange er der op til flere der ligger sig og sover på af en. Det vender man sig til.” Jeg lo lidt. Det lød sært når man sagde det højt, men der er aldrig nogen der spørger ind til det. ”Bor du på gaden?” Spurgte hun chokeret. Jeg nikkede og rodede i mit lange sorte hår.

En pinlig tavshed var over os et stykke tid, indtil hun rejse sig op. ”Jeg er ked af, at jeg rodede dig ind i det her. Jeg skal nok sørge for at få os ud.” Hun gik over og bankede på døren og en lille lem blev åbnet få sekunder efter. Hun tog hendes hånd ned i baglommen og tog et kort op og gav den til betjenten. Han tog imod den og lukkede lågen igen. Hvad skulle det hjælpe, tænkte jeg, men spurgte ikke. Hun satte sig ned igen og spurgte ind til livet på gaden.
Et stykke tid efter kunne vi hører lyden af en nøgle i låsen og en herre i jakkesæt trådte ind i rummet. ”Alexandra. Der er en der er kommet for at hente dig.” Hun gik over til døren, men bakkede et skridt tilbage da endnu en jakkesæts beklædt mand rakte ud efter hende. ”Hvad laver du her, Julio?” Spurgte hun ham. Han trådte et skridt nærmere hende, så jeg også kunne se ham. Han var halvmørk i huden og havde kort tilbagestrøget hår. Han smilede venligt til hende, men hun så ikke ud, til at gengælde glæden, så jeg rejste mig op og stalde mig over ved siden af hende. Den mørkere herre kiggede nedladende på mig. ”Hvad er det for nogle typer du færdes omkring, Alexandra?” Spurgte han hende. ”Det er Liam. Han skal med os.” Sagde hun og hev lidt i mit ærme. ”Om ingen omstændigheder. Kom med mig, inden din far finder ud af hvor du er. Du skal være glad for jeg var hjemme ved jeg, så jeg kunne tage telefonen, da den rare politichef ringede!” Sagde han, nikkede til manden i jakkesættet og greb om Alexandras arm og hev hende med sig. Jeg var på vej efter dem, men blev stoppet af manden med jakkesættet. ”Du hørte hvad han sagde. Du kommer til at overnatte her. ”

Kapitel 6

Jeg vågnede ved, at en betjent sparkede til min madras. Jeg blikkede et par gange med øjnene og kiggede op på ham. Hans små øjne nidstirrede mig som om jeg intet var værd. Det var jeg nok heller ikke i hans øjne. ”Du kan godt gå nu.” Sagde han koldt og jeg rejste mig op og rettede på mit tøj. Han gik foran mig og viste vejen helt ud. ”Hav det godt” Sagde han, uden at lyde som om han mente det. De havde åbenbart ikke fået en signalement fra købmanden jeg stjal fra den anden dag. Da jeg kom ud, prøvede jeg at orientere mig om hvor jeg cirka var havnet og fandt hurtigt tilbage til et sted jeg kendte. Jeg havde gået rundt i Californiens gader, siden den dag min far forlod mig. Jeg kan ikke rigtig huske ham alligevel.

Nede ved stranden fandt Rusty mig og han pev af sult. Politiet havde taget maden fra min taske, så jeg havde heller ikke noget på mig mere. Jeg gik rundt mellem folk på stranden, for at finde en pung der stak op af lommen et sted. Folk der boede her, kendte til storbyen og havde altid deres tasker tæt ind til kroppen og kendte reglen med ikke at have noget i baglommen. Det betød desværre at jeg måtte give nogle turister en dårlig ferie og tage nogle punge fra dem, når de tog billeder af stranden og surferne.

De billigste steder at købe mad her omkring, var langt væk fra stranden. Alle turister som skulle købe souvenir gik rundt dernede og mens de køber deres små snekugler med palmer indeni, købte da selvfølgelig også en sandwich eller andre ting der. Jeg gik langt ind i den anden ende af det usle kvarter, end jeg var i, i går. Det ville være dumt at være i nærheden af steder man havde stjålet fra for nylig. Det kunne være de kunne genkende mig, eller havde billeder af mig. Jeg gik rundt mellem de små gader og ventede bare på der dukkede en snask af en købmand, hørte jeg en råbe hjælp. Jeg stod stille lidt, og Rusty udstødte et højt støn. Det var et stykke væk, så jeg begyndte at gå mod stemmen. Det gav genlyd ned gennem gaderne. Der var andre folk på gaden, men de reagerede overhovedet ikke. De havde for travlt med deres eget liv. Jeg lod mig rive med at spændingen og da stemmen blev til flere. Jeg var tæt på nu og da jeg kom rundt om hjørnet, var det for sent at vende om.

Kapitel 7

Da jeg kom rundt om hjørnet havde jeg ikke noget valg. Rusty gav hals og farede mod to mænd der stod og sparkede til en klump på jorden. Rusty bed sig fast i buksebenet på den ene mand, og det fik ham til at vende om. ”Hey!” Råbte han til mig. Han var klædt i sort fra top til tå og det samme var hans makker. De var begge to holdt op med at sparke og klumpen på jorden råbte hjælp med en meget svag stemme. Klumpen var en gammel dame der krøb sammen på jorden og prøvede at beskytte sit hoved med sine arme. Jeg trådte nærmere, meget stille. ”Hvad har i gang i?” Sagde jeg roligt. ”Det rager ikke dig! Skrid pjævs!” Sagde ham der ikke havde problemer med en hund i buksebenet.

Jeg ed godt jeg selv er en tyv, men overfalde en gammel dame på den måde var bare forkert. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre, så jeg gik langsomt bagud og rundt om hjørnet. Rusty fulgte ikke med, men blev ved med at angribe de to mænd. Jeg følte mig som en kujon da jeg bakkede væk, men jeg opdagede at nogle mellem store sten sad løst fra fortovet. Jeg samlede dem op og vægtede dem i hånden et øjeblik. Jeg skulle ramme rigtig, før det havde en større effekt. Jeg kiggede rundt om hjørnet, hvor Rusty hoppede og bed ud efter dem og den gamle dame kiggede på nu. ”Rusty!” kalde jeg og han reagerede med det samme. Mændene løb efter hunden og havde glemt alt om damen. Den ene af dem haltede på grund af Rusty. Det gjorde det bare lettere for mig! Jeg styrtede lige i mod ham der haltede, og knaldede stenen lige i ansigtet. Man kunne hører hans tænder knustes, en væmmelig lyd der fik nakkehårene til at rejse sig.

Han faldt bagover og lyden af kranie mod asfalt var øredøvende. Hans makker stod pludselig stille og kiggede fra sin makker på jorden til mig med endnu en sten i hånden. ”Du er syg i hovedet!” Råbte han af mig og løb sin vej. Jeg stod stille og kiggede efter ham. Mit hjerte pumpede hurtigt og det susede i ørene, så jeg hørte det ikke, da den gamle dame rejste sig op. Jeg havde nær slået hende ned med stenen i min hånd, da hun tog fat i min arm. Jeg vendte mig hurtigt imod hende og gav hende et chok. ”Det må du undskylde. Er du okay?” Spurgte jeg hende. Hun tog sig til hjertet, men smilede til mig. ”Det er okay nu. Tak, unge mand!” Sagde hun med taknemlighed i stemmen. Jeg nikkede til hende og var ved at gå, da hun tog fat i min arm igen. ”Kom med mig. Du har vel ikke andre steder at gå hen?”  Hun kiggede op og ned af mig. Mit tøj snakkede vist for sig selv. Det var hullet, for stort og stjålet. Hun vendte sig om og gik og jeg gik efter hende. Hun gik ind mellem et par gamle etage bygninger og fandt noget frem i hendes posetaske. Den havde de ikke nået at få. Hun gik ned af en trappe til en dør der engang havde et vindue, men var erstattet af en træplade hvorpå der hang et åben/lukket skilt. Hun låste os ind, og jeg kiggede mig omkring i det støvede lokale.

Kapitel 8

Det var som at træde ind i en forretning fra en gammel westernfilm.  Kasseapparatet var gammelt og rusten, men var lavet af træ. På hylderne stod de mærkeligste ting. En masse gamle brune og grønne flasker stod på en hylde til venstre, mens en masse gamle nipsting stod til højre, lige inden for døren. Hun bevægede sig langsomt ned mod baglokalet og jeg gik lige så forsigtigt bag ved hende, hvis nu hun skulle falde. Hun havde jo fået en del slag og spark, og sikkert også inden jeg kom. Hun er en sej gammel dame, tænkte jeg og smilede af mine tanker. I baglokalet havde hun et rum der var køkken og stue i ét. Hendes lænestole kunne næsten ikke være der for det lille spisebord. Rusty begyndte at knurre med det samme vi kom ind i rummet. ”Åh det må være min kat. Skal jeg tage den væk?” Spurgte damen. Jeg rystede på hovedet. ”Nej nej! Jeg får bare Rusty til at opfører sig pænt. Ikke også, Rusty?” Det sidste sagde jeg med en lidt skarpere toneleje, så Rusty holde op med af knurre. Jeg havde ikke selv set katten, men den måtte være her et sted.

Damen bad mig om at sætte mig i en af lænestolene, og gik selv op til hendes køkkenbord og fandt noget mad frem fra et gammeldags isskab. Hun lavede mig nogle madder og jeg delte dem med Rusty. ”Hvad kan jeg gøre for dig til gengæld, unge mand?” Spurgte hun og hældte kaffe op til sig selv. ”Det her er mere end rigeligt! Du behøves ikke at gøre noget til gengæld.” Sagde jeg med munden fuld af mad. Hun klikkuede lidt og tog en slurk af sig kaffe. ”Kan jeg ikke friste med noget i min butik? Jeg har mange fine ting du måske kunne bruge?” Spurgte hun. Jeg stoppede med at tygge. Alle de flasker og pyntedimser jeg havde set, havde jeg ikke nogen steder at gøre af, for jeg har intet hus med en vindueskarm der skulle fyldes op med skrammel, men på den anden side, hvis det var det der kunne gøre den gamle dame glad, så hvorfor så ikke finde noget, som man måske kan sælge videre og få en lille skilling for.

Jeg gik med hende ud i butikken og kiggede på dimser. De så alle ud til at være fra udlandet. Der var katte statuer der havde et egyptisk præg og nogle vaser der lignede en billig souvenir af noget æld græsk. Jeg tog den op og læste i bunden. ’Made in China’. Det tænkte jeg nok. ”Hvad siger du til dem her?” Spurgte hun, og viste mig nogle små krukker der matchede hinanden i mønsteret. Jeg rystede på hovedet og kiggede videre.  ”Hvad med den her?” Sagde damen og tog en gammeldags olielampe frem. Den var helt sort nogle få steder, men man kunne skimte sølvet gennem skidtet. Jeg tog den op og kiggede under bunden. Der stod intet, men var blot dekoreret med et flot symmetrisk mønster. Hvis den var af ægte sølv, kunne jeg pudse den og få nogle penge ud af det. Jeg prøvede at give damen et begejstret ansigt. ”Den er fin, ikke?” Sagde hun og smilede så alle hendes rynker flyttede sig. Jeg tog lampen i min taske, og smuttede ud, før hun forærede mig mere af hendes skrammel.

Kapitel 9

Jeg fandt mig en grøn plet i form af en meget lokal park, i Californiens gader, til at sove for natten. Jeg kom til at tænke på den bløde madras der egentlig var i fængslet. Tænk at folk der har slået folk ihjel eller værre har det bedre end folk der ikke har gjort andet end små kriminaliteter. Jeg havde lagt mig halvt under en busk og brugte min taske som hovedpude.  Jeg kunne ikke ligge ordenligt på grundt af den dumme olielampe, men hvis jeg tog den ud, ville den ikke være her i morgen. Jeg lagde tasken under den ene arm og lagde min anden arm under mit hoved. Jeg kom til at tænke på Alex. Eller Alexandra. Gad vide om ham fyren var hendes kæreste? Eller forlovet? Eller bare en der arbejdede for hendes far? At dømme efter hvor hurtigt hun blev taget ud af politiets varetægt, og hvor stive den mands jakkesæt var, så måtte de have røven fuld af penge.

Gad vide om jeg kom til at se hende igen? Jeg kunne altid komme tilbage til samme natklub og være heldig. Hun var egentlig meget sød.
Uden jeg vidste af det, kom jeg til at ligge mit hoved op på min taske igen i ren refleks og den dumme lampe hamrede mod mit baghoved. Jeg fór op og tog mit til baghovedet. ”Lorte lampe!” Skældte jeg. Jeg satte mig op og tog lampen ud af tasken. Jeg betragtede den lidt. De sorte pletter dækkede over dele af et flot mønster der var formet ned i selve lampen, ikke malet. Jeg prøvede at ridse i de sorte plamager med min negl og det så ud som om det godt kunne komme af. Jeg tog mit ære ned over min hænd og begyndte at gnide på lampens side og et flot mønster kom frem, men samtidig blev den glødende varm. Jeg smed den fra mig af ren overraskelse. Rusty vågnede fra sin søvn og stirrede også på den. Den begynde at udstøde en sitrende lyd og overfladen begyndte af lyse lige så stille og blev langsomt så voldsomt et lys at man måtte klemme øjnene sammen. Jeg havde aldrig set noget lignende før. Et skrig mandigt skrig undslap lampen og den fløj op i luften. Jeg rejste mig for at følge den med øjnene, for den var lige kommet op over trækronen.

Lampen var væk i et øjeblik, så lyset måtte være gået ud, og jeg opdagede den først da den landede foran mine fødder. Rusty snusede til den og jeg tog den op. Den var igen den gamle kedelige lampe. Jeg pudsede den lidt med æret igen og det skete ikke noget denne gang. ”Du behøves ikke at blive ved. Jeg er her allerede.” Lød en stemme oppe fra træet. Jeg kiggede op og en gammel mand sad på en gren oppe i træet med armene over kors. ”Hvor længe har du siddet der oppe?” Spurgte jeg. Jeg stod næsten lige nedenunder ham nu, og stod klar til at gribe ham, hvis han skulle falde ned. ”Længe nok.” Sagde han og hoppede ned. Jeg så ham falde i mod mig og jeg rakte armene ud, men der var intet der falde ned i mine arme. Jeg kiggede op igen. Hvor blev han af? Så mærkede jeg nogen prikke mig på skulderen. Jeg vendte mig om og kiggede lige ind i øjnene på den gamle mand. Han havde langt hvidt skæg og hans tøj var gammeldages og udenlandsk med massere af mønstre i blå, orange og røde farver. ”Jeg er den store Genie. Du har tre ønsker.”

Kapitel 10

Jeg blinkede med øjnene et par gange. ”Hvordan kom du ned fra træet?” Spurgte jeg lavt. Jeg havde selv set ham falde lige i mod mig, og pludselig står han helt stille og rolig bag mig. Han smilede bare til mig og blinkede til mig. ”Hvad ønsker du dig, herre?” Sagde han og rettede ryggen lidt. Herre. Det lød helt sært i mine ører. Der var ingen omkring os, så det var mig han snakkede til. Rusty reagerede heller ikke på ham, som om han var farlig eller noget, han stod bare og kiggede på ham, ligesom mig. ”Mener du det?” Spurgte jeg forsigtigt. ”Hvad er du for en?” Spurgte jeg bagefter. Han lo lidt. ”Jeg er den store Genie, din lampeånd. Det burde du vide. Det var jo dig der gned på lampen og fik mig frem.” Stod den gamle man og prøvede at bilde mig ind, at han kom fra lampen? ”Du må være skør.” Sagde jeg, for jeg kunne ikke tro mine egne ører. Manden trak på skulderen og forsvandt i en støvsky. Jeg kiggede mig omkring, men opdagede at støvskyen lige så stille forsvandt ind gennem tuden på lampen.

”Nej kom tilbage.” Sagde jeg og tog låget af lampen. Jeg var ved at smide lampen af skræk, da manden der stod foran mig før, nu sad nede i lampen i miniature udgave og omgivet af puder. Havde de hele tiden været der? Jeg gned på lampen igen og denne gang smed jeg den ikke fra mig, da den blev varm, men holdte den i hænderne hvor mine ærmer var trukket ned over. Denne gang kom støvskyen frem igen, og manden stod igen foran mig og så sur ud. ”Du skal ikke spilde min tid, hvis du ikke gider ønske noget alligevel!” Sagde han gnavent. ”Jamen jeg ved ikke hvad jeg skal ønske mig.” Sagde jeg og kløede mig selv i håret. ”Er der noget du mangler?” Spurgte Genie og satte sig ned i skrædderstilling.  Jeg satte mig overfor ham, også i skrædderstilling. ”Jeg tror jeg mangler alt.” sagde jeg og sukkede. ”Du kan ikke ønske dig alt. Men du kan ønske dig meget. Regler lyder således: Du må ikke ønske nogen død, du kan ikke ønske dig evigt liv og du kan ikke ønske dig kærlighed.” Sagde ånden og lukkede øjnene og nynnede. Kærlighed. Jeg kom til at tænke på Alex, eller Alexandra som hun hed. ”Hvis jeg ikke kunne ønske at hun elskede mig, så er jeg nød til at finde noget der kan imponere hende” tænkte jeg højt. Genie åbnede det ene øje og kiggede på mig. ”Hvad ville imponere din pige?” Jeg støttede mit hoved mod min hånd mens jeg tænkte. ”Tja. Hun er jo stinkende rig. Hendes far må være en vigtig mand, da det var selveste politimesteren der kom og lukkede hende ud af fængslet, uden at hun blev anklaget for noget.” Jeg sukkede. Genie lo lidt. ”Hun lyder som dyr uartig dame.” Jeg lo lidt, men så gik det op for mig, hvad jeg skulle ønske mig. ”Jeg ønsker at være en rig mand.” Jeg blev indhyllet af en kæmpe støvsky jeg hørte Genie sige ”Som du ønsker.” før alt blev sort omkring mig.

Kapitel 11

Jeg gnubbede mine øjne hårdt da jeg vågende. Det sidste jeg kunne huske var tågen der havde indhyllet mig i mørket og nu lagde jeg i en himmelseng i et oplyst rum. Sengen havde flotte udskæringer og væggene var cremefarvet og havde flotte store malerier på væggene af flotte landskaber. Jeg rejste mig op fra sengen og opdagede at mit gamle slidte tøj var skiftet ud med en silke pyjamas. Jeg gik hen til det store gulv-til-loft spejl og kiggede ordentlig på tøjet. Men det var ikke kun tøjet der var forandret. Mit lange hår var blevet kort og jeg havde ingen skægstubbe overhovedet. Ved siden af det store spejl, stod et kæmpe klædeskab. Jeg åbnede det og tog det første ud der fald mig ind. En lysegul polobluse og et par lysegrå gabardine bukser. Det er åbenbart det rige mennesker går i.

Jeg gik over til vinduet og kiggede ud. En stor sort gitterport var nede for enden af en lang perfekt bueformet flisebelagt privatvej. Græsset var nyklippet og der var ikke noget ukrudt i miles omkreds. Jeg åbnede vinduet og lænede mig ud og kiggede ned. Værelset jeg var i, var på første sal og lige neden for vinduet var et enormt dørparti. Jeg kunne ikke tro mine egne øjne. Jeg lukkede vinduet og gik ud på gangen der var beklædt med blomstret pastel tapet og blomster i vaser og det hele. Genie var virkelig. Alt det her var virkeligt. Jeg kunne ikke se hvorfor der skulle laves os på mit hår, men hele huset og grunden måtte være mit. Jeg kan ikke se hvordan jeg kom herhen, men det måtte Genie også have søret for.

Jeg gik ned af en bred vindeltrappe og en ung mand kom gående forbi trappen med badekåbe på. Han smilede tilfreds til mig. ”Hvem er du?” Spurgte jeg undrende. På få sekunder var den unge mand forvandlet til gamle Genie og tilbage til den unge mand. Jeg lo lidt og gik ned til ham. Rusty kom luntende inde fra en kæmpe stue til højre og jeg fulgte efter Genie ind i et kæmpe køkken og satte mig ved køkkenbordet. ”Er det hele mit?” Spurgte jeg ham. ”Jep.” Sagde han kort og åbnede et fuldt køleskab og tog noget juice ud og fandt et glad frem fra et skab med lige så flotte udskæringer i som sengen. ”Du ligner Keanu Reevess nu. Ved du godt det?” Sagde Genie og pegede på mit nye hår. Jeg kørte min hånd igennem det og det føltes rart og rent, som om jeg på magisk vis også var kommet i bad på vejen mod den pludselig rigdom. ”Er det alt ud ønsker dig?” Spurgte Genie. Jeg trak på skuldrene. ”Nu skal jeg bare have kontakt med pigen.”

Kapitel 12

Efter lang tid på google på den blærede hurtige bærbar på mit værelse, fandt jeg til sidst ud af, at Alex’ far er en international forretningsmand. En af de rige og mest modbydelige en af slagsen. De mange tusinde billeder der kom frem af ham, stod han bare og nidstirrede kameramanden. Gad vide om den man overhoved kunne smile? Jeg fandt en gammel artikel fra en børsrelateret avis. Der var et billede af Ham, med en meget yngre version af Alex på skødet og en kvinde bag ham. Kvinden lignede Alex på mange måder. Med det sorte hår og de øjne, måtte det være Alex mor. Men hvad værre er, at artiklen omhandlede moderens død. Jeg kom til at tænke på min spydige kommentar da vi var i fængslet. Du har i det mindste en far. Hvad tænkte jeg på?

Jeg havde ikke fundet nogen adresse på Alex, men deres hus havde et øgenavn og hvis man gik ud på gaden, ville de fleste nok vide hvor det var. Mansion of Cash lyder alligevel også velkendt for mig og jeg gik ud for at snakke med Genie. Han havde forvandlet sig til en hund og lå på et tæppe i stuen og knurrede og vovede sammen med Rusty. ”Genie. Hvor nøjagtig er jeg? Jeg skal gerne finde ud til den der Mansion of Cash.” Jeg havde printet et billede ud af den super printer der stod ved siden af den bærbare computer. Jeg viste hunde Genie billedet og han forvandlede sig til menneske lige foran mig og tog billedet. ”Du bor da ikke så langt væk derfra. Husk på at du er rig. Så du bor i samme bydel. Det er ikke mere end et par gader væk.” Sagde han og gav mig billedet tilbage. ”Godt. Så kan vi også gå en tur med Rusty, når nu vi alligevel skal ud.” Sagde jeg og var på vej ud til døren. ”Hvorfor gå, når man kan kører?” Spurgte Genie og forvandlede sig til en gammeldages pilot med briller, brun hue og sort cykelstyr overskæg. Han gik ud af en dør under trappen og ned af en gang der slog et knæk og så endte man ude i garagen. Der stod en skinnende sort BMW. Jeg stod med åben mund og polypper og gloede på den. Jeg havde aldrig siddet bag rattet på en bil siden jeg fik mit kørerkort som 16årig, så at komme bag rattet på sådan en skønhed var overvældende. ”Du ville jo gerne imponere hende den rige pige, ikke?” sagde Genie og satte sig ind på passagersædet.

Kapitel 13

 Det var så længe siden jeg havde kørt, at det nær var endt i en bil-mod-brandhane-ulykke, men heldigvis var Genie der til at tage fat i rattet og fører mig den rigtige vej. Jeg holdte meget skævt ind på det lille 5 kantede krusbelagte indgangs parti hvor der var en kæmpe port i grøn. Porten var så stor, at en lastbil ville kunne komme igennem uden besvær. Jeg skulle til at stige ud af bilen, men Genie holdte mig tilbage. ”Hvad?” Spurgte jeg irriteret. ”Hvad vil du sige til hende? De fortalt hende jo at du var en gadedreng, men nu er du pludselig rig?” Han havde en pointe, så jeg lænede mig tilbage i de lysebrune lædersæder og gnubbede mine øjne. Genie sad og så tålmodigt på mig og det distraherede mig. Han nulrede hans overskæg mellem to fingre. ”Ved du hvad? Bare følg efter mig. Jeg skal nok finde på noget.” Sagde han og hoppede ud af bilen. Da jeg også hoppede ud, havde Genie forvandlet sig til en ny mand. Han var en gammel mand med måne, ørnenæse og overskæget var væk. Han havde fået et stribet jakkesæt på og slips. ”Hvad skal du forstille?” Sagde jeg og grinte af ham. Han så overlegent på mig og gik over til mig og hev ud i min polobluse. Jeg kiggede ned af mig selv, og poloblusen og gabardine bukserne var forvandlet til et sort jakkesæt med lyseblåt slips.

Ovre ved porten var en ringeklokken og en speaker. Genie gik over til Speakeren og trykkede på knappen. En knase lyd lød fra speakeren og en mand sagde hallo. ”Hej mig navn er Ludvig von Added. Min Master vil gerne snakke med husets datter.” Sagde Genie med den mest snobbede stemme han kunne lave og jeg var ved at grine over det sære navn han fandt på til sig selv. ”Hvad er din Master?” Sagde en lige så snobbet stemme tilbage. ”Ømh. Liam… øh Harvard.” Sagde Genie og trak på skudrene da jeg slog ham. Han havde lige navngivet mig efter det mest kendte universitet i hele landet. Navnet lød så falsk, at det måtte blive gennemskuet. ”Jeg skal melde din ankomst.” Sagde stemmen og knase lyden lød igen. Denne gang satte Genie sig på førersædet og kørte bilen ind af porten da den åbnede sig.

Kapitel 14

Villaen lignede præcis det billede jeg havde printet ud fra nettet. Haven omkring den var enkel som min nye have var, men nogle enkelte buske formet som forskellige dyr var placeret rundt omkring os på begge sider af vejen op til huset. Det var simpelthen for blærerøvsagtigt men jeg lod være med at sige noget. Da vi kom helt op til huset kom en mand og lukkede døren op til min side af bilen. Jeg steg ud og gav manden et klap på skulderen og et smil. Han så forbavset ud, men han fattede sig hurtigt og lukkede døren og gik om til førersædet hvor Genie sad. ”Skal jeg kører bilen i garagen?” Spurgte manden og åbnede også Genies dør. Genie gav ham nøglen og gik op imod døren. Jeg fulgte pænt efter. Der måtte være masser af videoovervågning, før en anden mand åbnede døren, inden vi nåede at banke. Det var ligesom på en gyserfilm.

Det var en imponerende velkomsthal med en kæmpe lysekrone. Genie trådte til siden, så man kunne se, at det var mig der var masteren. Jeg prøvede at virke selvsikker, men jeg var dødnervøs og havde aldrig været steder som dette, før i går. ”Frøken Alexandra vil være her om et øjeblik.” Sagde manden og lukkede døren efter os. Jeg tog hænderne på ryggen og gik rundt omkring i velkomsthallen og kiggede på pyntegenstandene der stod rundt omkring på små borde. Kiggede mig i spejlet ved garderoben og så at jeg sammentidlig med mit jakkesæt havde fået strøget håret tilbage med lak. Han tænker da også på alt.

Fodtrin lød i hallen og jeg vendte mig om og så Alex. Hun lignede ikke den Alex jeg havde mødt i natklubben. Nu lignede hun den Alexandra det var meningen hun skulle være. Hendes Lange sorte hår hang pænt ned af ryggen på hende, og var strøget væk fra ansigtet med et enkelt spænde. Hun havde almindelige lyse højtaljede jeans og en laksefarvet cardigan ud over en hvid top. Hun var langt fra streetpigen Alex, men hun var stadig smuk. Hun kiggede på mig og løb over og sprang i armene på mig. Jeg tog imod hendes knus og knugede hende ind til mig lidt. ”Hvor er jeg ked af, at jeg fik dig rodet ind i alt det! Men du kom ud, de havde ingen beviser.” Jeg lo bare. Hun trådte et skridt tilbage og kiggede op og ned af mig. Hun blev chokeret og forvirringen stod skrevet hen over hendes ansigt. ”Hvordan er det du ser ud?” Spurgte hun. ”Jeg.. Jeg troede du levede på gaden?” denne gang lød hun en smule vred. ”Jeg..” Sagde jeg, men vidste ikke hvad jeg skulle sige, men heldigvis kom Genie mig til undsætning. ”Min master klæder sig tit i det snuskede tøj, for at komme væk fra alt dette. Det er noget underligt noget.” Sagde Genie med hans snobbede stemme og lød andeles uforstående. Alex lo. ”Du gjorde præcis det sammen som mig! Tænk at vi skulle løbe ind i hinanden. Vi må have en masse til fælles! Kom!” Hun tog min hånd og trak af sted med mig.

Kapitel 15

Hun trak mig igennem det meste af huset – eller en lille del af den, da huset var gigantisk. Hun havde åbenbart hendes egen fløj i huset og hun trak mig ind i et værelse hvor der var minibar og en masse sofaer og sækkestole. Et rigtig teenager-hyggerum. Jeg havde ikke lagt mærke til at Genie var fulgt efter, men Alex nåede at lukke døren, lige før han kom med ind i lokalet. Hun snakkede meget om hendes far og hvor nederen hendes liv altid har været. Hun kunne få en masse ting, men ikke det hun ønskede sig. Hun ville gerne være som alle andre. Hun ville ikke tvinges til at gå i tøj som andre havde købt og ikke noget hun selv kunne lide. Engang i mellem slipper hun af sted med at købe noget tøj selv, eller endda komme ud i byen som den dag vi mødes, men det sker meget sjældent, for hendes far har utrolig meget overvågning på, for at hun skal opfører sig pænt, så han ikke bliver gjort til grin i de finere kredse.

I løbet af hendes lange talestrøm, blev jeg decideret angrebet af en lille flue. Jeg blev ved med at vifte den væk, da den hele tiden ville lande på mit ansigt. Til sidst landede den på mit ører og jeg var ved at få et chok og hoppe op af stolen, da jeg kunne hører den viskede til mig. ”Det er mig Genie. Stop med at prøve at slå mig ihjel!” What the fuck?! Jeg lod ham sidde på mit hår ved siden af øret, da det andet kildede for meget.

Endelig kom hun til det spørgsmål jeg havde frygtet at hun ville stille. Eller en af de mange. ”Hvorfor løb du hjemmefra den dag?” Spurgte hun og smed sig ned i en sækkestol foran den sofa jeg sad i, så hun rigtig kunne lytte. Jeg åbnede min jakke og lagde den ved siden af mig, så jeg virkede mere afslappet og håbede på det hjalp på mig selv. ”Ømh.. det er en lang historie.. det…” begyndte jeg, men så kunne jeg hører Genie fluen viske i mit øre. Han sagde jeg bare skulle gentage efter ham. ”Jo ser du. Jeg sagde jo at jeg ikke havde nogen forældre, ikke? Det passer. Og øm, jeg har arvet et firma efter dem og det er ret hårdt at styre et helt firma alene og sådan. Man har brugt for lidt tid for sig selv, du ved.” jo. Det lød egentlig meget godt i mine ører og det så også ud som om at Alex syntes det lød troværdigt. Hun satte sig op i sofaen ved siden af mig og gav mig et hurtigt kindkys. ”Vi har bare så meget tilfælles!” sagde hun og lænede sig op af mig. Jeg smilede over hele ansigtet mens Genie fluen nynnede bryllupsmelodien i mit andet ører, men så bankede det på døren.

Kapitel 16

”Åh nej… kom ind.” Sagde Alex og himmelvendte sine øjne. Døren åbnede sig og fyren i jakkesæt der havde hentet Alex på politistationen, trådte ind i lokalet. Hans sorte korte hår var redt tilbage med gele og hans hud var mulat og hans attitude var overlegen ”Gider du lige, Julio?” Sagde Alex irriteret og rejste sig for at få ham ud igen. ”Tænk engang. Fyren du mødte i fængslet er kommet for at besøge dig? Denne gang i det stiveste puds.” Julio lo lidt og mens han nidstirrede mig. Hun puffede ham i brystet, for at få ham til at gå ud, men han tog bare hendes hånd i sin og trak hende ind til sig. Hun skubbede sig selv fri og modstod sig selv, i at spytte ham lige i hovedet. ”Så så rolig nu. Din far bliver ikke glad for det her, når jeg fortæller ham det. Men det er alligevel ikke dig jeg er kommet for at snakke med. Det var nu mere din ven her.” Sagde Julio og pegede på mig. Han kom over mod mig og idet han stod foran mig, rejste jeg mig og stirre tilbage på ham. Han kiggede mig an og smilede. Pludselig lød et klask ved mit ene ører og han havde fanget fluen der sad i mit hår med den ene hånd. ”Skal vi?” spurgte han, og lavede en gestus mod døren. ”Jeg er tilbage om lidt Alex.” Sagde jeg og smilte til hende.

”Jeg er tilbage om lidt Alex.” gentog Julio med en hånlig efteraben, da døren var lukket bag os. Han holdte stadig sin ene hånd lukket om flue Genie og begyndte at gå ned af gangen. Jeg fulgte efter, i håbet om at han ville slippe Genie fri igen. ”Hvem er du egentlig?” Spurgte Julio og kiggede overlegent på mig. ”Jeg er Liam Added.” Sagde jeg bestemt og ville ikke lade min maske falde nu. ”Og hvordan har du fået fat i det fine tøj? Da jeg så dig sidst, havde du spraglet tøj og langt uredt hår. Det nærmest en magisk forvandling.” Sagde Julio uden at kigge på mig. Jeg stoppede op, men han gav tegn til at jeg skulle følge med. ”Hvis du er så rig som det skal lyde, hvad laver dig firma så?” Han havde stået og hørt på vores samtale og havde hørt om mit falske firma. Jeg kunne mærke jeg var ved at blive knækket, så jeg skulle finde på noget rigtig genialt som mit firma lavede, men i stedet for sagde jeg; ”Fisk.” Det fik Julio til at stoppe op. ”Fisk?” Han gloede på mig. ”Ja. Vores familie ejer en masse fiskebåde. Og så har vi en masse folk ansat til at fange fisk og sælge dem videre. Du ved, ved en fiskehandler.” Fuck fuck fuck fuck!! Argh!! Hvordan kunne jeg være så dum? Julio trak på skuldrene og fortsatte.

Vi kom ind i et mindre omklædningsrum. Det var lidt spøjst at have i sit hus, men den blev brugt til den pool der var i næste rum. En indendørs pool med familienavnet indgraveret i bunden. Vandet var helt stille.
”Kan du forklare mig hvad det her er?” Julio vendte sig om mod mig, og åbnede først nu sin knyttede hånd med fluen i. Fluen lå godt nok ubevægelig i hans hånd og jeg prøvede at virke upåvirket. ”Det er en flue, så vidt jeg kan se?” Sagde jeg og gav ham et skævt smil. Idet Genie fluen så mig, forvandlede han sig til den røgsky han kom fra i starten og var væk. Julio så det, og chokket stod skrevet i hans ansigt. ”Hvad er det for noget sort magi?” Spurgte han. Han knugede sin hånd igen, som om fluen stadig var der. ”Jeg ved ikke hvad du snakker om!” Sagde jeg bestemt og prøvede at gå, men Julio skubbede til mig og jeg landede pladask i poolen. ”Min Alexandra skal ikke være sammen med sådan en særling!” Udbrød han. Han gik over til stigen og vippede den op, så jeg ikke kunne komme op, med mindre jeg kunne kravle op ved kanten. Han trykkede på en knap på væggen og et overdæk til poolen begyndte at kører ud fra den ene side. ”Du jo syg!” råbte jeg af ham og svømmede over til kanten, men den var for høj til at jeg kunne komme op.

Kapitel 17

Julio stod og så til, mens overdækket kom længere og længere over mod mig.  Jeg svømmede væk fra den og prøvede kanten længere henne, men jeg kunne stadig ikke komme op. ”Så hjælp mig dog!” råbte jeg til Julio, men han stod bare og gloede på mig. ”Ved du hvad, Liam Added. Min familie stammer fra Italien. Vi sætter en ære i at slå ihjel for at få det vi vil have. Jeg vil have Alexandra! Du skal ikke komme i vejen med dit sorte-magi! Desuden kan du bare selv komme op, når nu du er så magisk. Jeg så selv på overvågningen at din assistent forvandlede sig til fluen!” vrissede han. Overvågning. Hvordan kunne jeg være så dum? Selvfølgelig ville der være overvågning i et hus som dette. Der var jo overvågning i en simpel købmand nu til dages.

Jeg kunne snart ikke komme længere hen, og overdækket var snart hele vejen hen. Der var for dybt til at jeg kunne bunde, så mit eneste håb lige nu, var at jeg kunne blive ved med at svømme på samme måde, så jeg kunne holde mit hoved op til den lille luft lomme der var mellem vandet og overdækningen. Nu hvor jeg svømmede her, hvor blev Genie så af? Hvor forsvandt han hen, efter han havde været i Julios hånd? Jeg kunne hører fodtrin der blev svagere og svagere og til sidst forsvandt helt. Jeg var nu alene under overdækket og der var ingen mennesker i nærheden. Jeg prøvede at råbe efter hjælp et par gang, men der kom ingen. Hvor længe skulle jeg være her?

Jeg var ved at være træt. Jeg ved ikke hvor længe jeg havde trådt vande, men jeg kunne mærke mine fødder var ved at gå i krampe. Pludselig kunne jeg hører nogle bobler bag mig. Jeg vendte mig rundt og så noget komme svømmende imod mig, som pustede bobler op til overfladen. Da det kom tættere på, kunne jeg se at det var en dykker, med fuldt dykkerudstyr på. Det kunne ikke være andre end Genie, for hvordan skulle man ellers komme herned uden at kører overdækningen til side? ”Genie. Jeg ønsker at komme op her fra!” nærmest skreg jeg. Og en tommel kom op over vandet og alt blev tåget og det næste jeg oplevede, var at jeg stod oppe ved siden af poolen, mens Genie holdte mig oppe. Mine ben faldt sammen under mig af anstrengelse og Genie lagde et håndklæde hen over mig. ”Tak Genie.” hostede jeg. Han satte sig på huk ved siden af mig og klappede mig på skulderen. ”Hvad du hvad? Jeg begynder at kunne lide dig knægt. Der er nogle krummer i dig.” Sagde han og lo.

Kapitel 18

Efter jeg havde lagt og sundet mig et stykke tid, rejste jeg mig op og gik ud af pool rummet. Genie forvandlede sig til mig assistent igen og gik efter mig med et par ekstra håndklæder. Jeg var sikker på jeg var faret vildt i det store hus, men så kom Alex susende rundt om hjørnet og stod med åben mund og polypper. ”Hvad er der sket med dig? Hvorfor er du så våd?” Sagde hun og tog et håndklæde fra Genie og begyndte at gnubbe mit hår med det. ”Det var Julio! Han smed mig i poolen og trak overdækket over. Jeg var heldig, at min assistent ledte efter mig og hørte mig råbe.” Sagde jeg og lod hende knappe min skjorte op. ”Gjorde Julio det? Hvorfor?!” udbrød hun. Man kunne mærke hun blev mere aggressiv, for knapperne irriterede hende mere og mere jo længere hun kom ned. ”Han sagde, at man i hans familie dræbte de det der kom i vejen. Han syntes åbenbart jeg er i vejen når jeg er sammen med dig.” Hun stoppede brat op og kiggede på mig og derefter tog hun mit ansigt i sine hænder og trak mig ned i et langt kys. Da hun gav slip marcherede hun ned af gangen og råbte; ”Kom!”

Jeg fulgte pænt efter og endte på hendes fars kontor. Han sad ved sig kæmpe mørkegs skrivebord og læste nogle papir igennem. Han kiggede over brillen da vi kom ind, men ellers sad han med hovedet ned i papirerne. ”Far. Julio er en psykopat. Se hvad han gjort ved Liam!” Udbrød hun og pegede på mig. Jeg stod der i en vandpyt fra mit tøj, bar mave og dryppende slips og hår. Det ville have været pinligt, hvis ikke jeg var vant til at tage bad på stranden. ”Hvem er han?” Spurgte hendes far, uden at kigge på mig. ”Han hedder Liam Added. Han ejer faktisk sit eget firma.” Sagde Alex og satte hænderne i siden. Nu blev hendes far interesseret og kiggede dog på mig. ”Udsøgt slips, Added. Hvilket firma er der tale om?” Jeg smilede og kiggede ned i gulvet. Hvad ville imponere en fyr som ham? Denne gang ville jeg ikke sige fisk. Det kan man vel ikke blive så rig på. Jeg gik over mod ham og kiggede rundt på hans skrivebord for at få et hint, til ting der ville imponere ham. Aviser, papir, skrivebordsartikler, computer... Computer! ”Jo ser du. Min far startede et firma der lavede computer programmer. Jeg overtog det, da han døde.” Jeg prøvede at lyde troværdig og det så også ud som om han købte den. ”Hvilke computer programmer?” Spurgte han. Damn! Jeg har aldrig ejet en computer. Kun diskret lånt en på et bibliotek i ny og næ. ”Ømh.. Det er hemmeligt. De er nemlig ikke lavet til hvem som helst!” Sagde jeg og prøvede at virke uimponeret og kiggede på mine negle. ”Interessant, Added. Alexandra, jeg skal nok se om nogen kan finde Julio, i mellemtiden så forstyr mig ikke, når jeg arbejder.”

Kapitel 19

(Dette Kapitel er fra Julos synsvinkel)

Efter jeg havde forladt særlingen i poolen, var jeg overbevist om at han ville komme op derfra og komme efter mig. Hvis han kunne forvandle sin tjener til en flue, hvad ville han så ikke kunne forvandle mig til? Jeg tog mine bilnøgler fra parkeringsdrengen og løb selv ned til min bil og kørte væk. Mens jeg kørte, tastede jeg drengens navn, Liam Added, ind på google. Nogle få resultater blev fundet. Ingen artikler eller hjemmesider om hans fiske firma, blot en personprofil på nogle eksklusive fora hvor kun de der havde råd, kunne debattere om verdenssituationen. Han var blevet tilføjet til alle fora for et døgn siden. En ruteanvisning var også kommet frem til Added Mansion. Jeg besluttede mig for at tage derhen.

Da jeg ankom, var der ingen vagter ved porten. Jeg kunne bare stige ud og åbne den. Jeg kørte helt op til huset og tog fat i hoveddøren. Den var ikke låst. Højst besynderligt. Det kunne være en freak som ham havde et anderledes sikkerhedssystem med mørkt magi. Jeg trådte varsomt ind og så mig omkring.

Det lignede et rigmands hus som alle andre. Den store fladskærm, kaminen og andre elektriske dimser, men en ting skældte sig ud. En gammeldages olielampe stod på bordet i stuen. Igen højest usædvanligt. Der var et eller andet over den lampe, der fik mig til at gå hen i mod den. Alle tingene her var nye, uden støv og top moderne, og alligevel vælger knægten at have en gammel, beskidt og rusten olielampe til at stå.

Kapitel 20

Alex havde fået mig i noget af hendes fars tøj. Hendes var en stor mand, som i meget rundt på midten. Tøjet var alt for stort til en som ikke var vant til at spise mere end højest en gang om dagen. Jeg sad og snakkede med Alex og fik noget at spise. Genie sad på den ene side af mig, mens Alex sad på den anden side af mig. Jeg havde hele tiden øje for Alex, men pludselig begyndte hun at stirre bag mig. Jeg vendte mig om og kiggede på Genie. Han var forvandlet til sig selv og der var begyndte at komme tåge omkring ham. ”Hvad sker der med ham?” Skreg Alex og tog fat i min skulder. ”Jeg ved det ikke.” Sagde jeg og greb ud efter Genie, men han var kun tåge. Da han var helt væk, begyndte Alex at skrige. Jeg trak hende ind til mig og prøvede at trøste hende. Jeg kunne ikke forklare hende hvad der lige var sket. Hun ville nok ikke tro på mig, hvis jeg sagde til hende at han var en lampeånd, og jeg vidste heller ikke selv hvad der lige var sket med ham. Lampeånd…. Lampen!

”Kom med!” Råbte jeg til Alex, da jeg rejste mig, og løb mod udgangen. Jeg løb med nøgledrengen ned for at hente min bil, og var gentleman nok til at åbne døren for Alex der satte sig skræmt ind på passagersædet. ”Hvor skal vi hen?” spurgte hun nervøst da jeg trådte speederen i bund og nåede knap at stoppe, før porten var helt åbnet. ”Vi skal hjem til mig hus. Jeg tror der sker noget i mit hus.” Sagde jeg bare og prøvede at huske vejen jeg var kommet tidligere på dagen.

Da vi ankom til der hvor mit hus plejede at ligge, fik jeg en klump i halsen. For der hvor mit hus lagde da jeg tog af sted, var nu et kæmpe gigantisk slots-lignede palæ. ”Er det virkelig her du bor? Det må være nogle gode computer programmer du laver.” Sagde Alex med åben mund og polypper. ”Det der er ikke mit hus. Men mit hus plejer at ligger her!” Sagde jeg chokkeret. Jeg steg ud af bilen og gik op imod huset. Jeg kunne se at en masse overvågningskameraer fulgte mig, mens jeg gik. De var ikke specielt godt gemt, men det var nok heller ikke meningen. Et par mænd i sort tøj kom ud fra hoveddøren og tog mig under hver arm. Jeg kæmpede ikke imod, men det gik Alex til at hoppe ud af bilen og følge efter. Den ene mand gav slip på mig og for efter hende. Hun havde ikke en chance mod hans hurtighed og blev ligesom mig ført ind i palæet.

Kapitel 21

Husets indretning var også slotslignende. Farven guld var til at se overalt, der var ekstrem højt til lortet og et kæmpe portræt på modsatte væg af hoveddøren, afslørede hvem der boede her. Julio. Han måtte uden tvivl have fundet lampen og givet sig til at gnubbe på den. Genie var nød til at præsentere sig og han var nød til at gøre som Julio sagde. Mændene førte os ind i et rum ved siden af og der sad Julio bag ved et kæmpe sort skrivebord. På bordet stod lampen og på hans højre side, stod Genie i sit eget gang jeg. ”Bare sæt dem ovre i sofaen.” Sagde Julio som om vi var ting der skulle flyttes af et par flyttemænd. Mændene satte os i sofaen der stod langs væggen og stalde sig på hver sin side af den. Julio rejste sig og gik imod os. ”Nu forstår jeg bedre din pludselig rigdom, knægt.” Sagde han og sendte mig et lumsk smil. ”Fiske kan man ikke tjene så meget på!” nærmest råbte han af mig. ”Fisk? Jeg troede du lavede computer programmer?” Spurgte Alex, men jeg svarede hende ikke. ”Alexandra? Min kære. Det er en fornøjelse at se dig her. Velkommen til dig nye hjem.”

Jeg kunne ikke holde mig selv og mine handler ud, når jeg så hvad der skete med Alexandra. Julio havde bedte nogle af hans kvindelige hjælpere om at klæde hende frækt på. Hun var blevet tvunget i gennemsigtig g-streng og BH. Hun var blevet sminket og var med håndjern blevet lænket fast til hans stol, bag ved skrivebordet. Hendes lange sort hår var blevet klippet i en kort skæv page, så hun ikke kunne skjule sit ansigt. Hun græd. Julio var kommet op og skændes med Genie. ”Hvad mener du med, at jeg ikke kan ønske ham død?” Råbte han af Genie. ”Herre, det er en af reglerne. Jeg kan ikke gøre det.” Sagde Genie roligt. Pludselig blev døren ind til lokalet åbnet med et brag og tre mænd kom slæbende med en mand. Det var Alex’ far. Han så sin datter sidder bag ved skrivebordet iført næsten ingenting, kan knep øjnene sammen og vente ansigtet mod gulvet. ”Hvad er der sket med dig, Julio?” Spurgte Alex far sørgmodigt. ”Jeg er såmænd blevet verdens mest magtfulde mand, takket være denne lampeånd!” Sagde Julio og pegede på Genie.

Jeg fik en ide. Han havde været bange for mig, fordi han troede jeg kunne udøve sort magi. ”Hey Julio! Hvorfor nøjes med at være den mægtigste mand i verden, når du kan få alle til at frygte dig, med magi?” Sagde jeg spydigt. Han fattede ikke hvad jeg var i gang med, men rettede sin fulde opmærksomhed mod Genie. ”Lampeånd. Jeg ønsker at blive den mægtigste troldmand i verden!”

Kapitel 22

Genie så opgivende på mig, men gjorde som Julio sagde og lod sin tåge omsvøbe ham. Det knitrede og bragede og Julio kom frem af tågen. Han var mindst to og en halv meter høj og hans øjne lyste faretruende rødt. I hans ene hånd havde han en stav med et ulvehoved for enden, hvis øjne og lyste. Alex begyndte at skrige af rædsel, men det fik kun Julio til at rette sin opmærksomhed imod hende. Han gik over og rettede sin stav imod hende, dens øjne begyndte at lyse kraftigere og Alex mund forsvandt og der blev igen stille. Man kunne se tårende endnu engang trillede ned af hendes kinder. ”Det klæder dig.” Sagde Julio til hende og lo. Jeg kunne ikke kigge på hende, og prøvede at koncentrere mig om Julios trang ting magt. Jeg prøvede at rejse mig op, men mændene der stod ved sofaen kastede mig tilbage i den. ”Nej, bare lad ham komme. Så kan vi se hvem der er stærkest!” Sagde Julio og lo igen. Hans stemme var sandelig også blevet mærkere af at blive stærkere.

Jeg rejste mig og gik imod ham. ”Føles det godt at være det stærkeste menneske på jorden?” Spurgte jeg ham og sendte ham et skævt smil. Han grinte bare højt af mig og nidstirrede mig. ”Det trist at der findes lampeånder som Genie. Han kan forvandle sig til hvad som helst han har lyst til, og jeg vil vædde med at han kan slå dig til hver en tid. Ikke Genie?” Jeg kiggede på Genie, og han så bare nervøst på mig. Jeg blinkede til ham og han forstod måske min hentydning. ”Du har vel kosmiske kræfter? Du kan alt?” Spurgte jeg Genie. ”Ja. Jeg kan alt, undtagen at tvinge folk til at elske og…” han nåede ikke at sige mere, før Julio havde afbrudt ham med et brøl. ”Hvad er det du prøver at sige knægt? At den gamle tosse er stærkere end mig?” Jeg lagde armene over kors. ”Ja. Det vil jeg tro. Du er trodsalt stadig menneske. Du kan stadig slås dø. Hvor gammel er det lige du er Genie?” Spurgte jeg. Jeg havde ingen anelse om hvor gammel han var, men at dømme ud fra tøjet han gik i, måtte han være meget ældre end han så ud. ”Et par tusind år er man vel altid.” Sagde Genie og klukkede. Julio så vredt fra mig til Genie og tilbage igen. ”Genie. Jeg ønsker at blive en lampeånd som dig!”

Kapitel 23

Endnu engang lod Genie, Julio omsvøbe af tåge og denne gang spruttede der gnister ud til alle sider og en mindre hvirvelvind opstod og samlede Julio op fra gulvet og lod ham svæve oppe under loftet. Under ham begyndte en lampe magen til Genies at tage form. Denne lampe var dog guldfarvet og ikke nær så beskidt og rusten som genies. Jeg holdte mine arme op over hovedet og gik langsomt tættere på. Gnisterne ramt mine hænder og det sveg. Gnisterne var nok også grunden til, at Julios mænd ikke fulgte efter mig. Jeg kom ind under ham, og tæt på lampen. Jeg var lige ved at få fat i den, da tågen forsvandt om Julio og hans greb ud efter mig.

Jeg undveg og kom til at hoppe over til Alex. Hun sad og stirrede på mig med bedende øjne. ”Hvad så Alex, kan du lide hvad du ser?” Spurgte Julio hende. ”Det er nemlig en stod løgn du ser på. Han er ikke nogen rig arving, skal vi ikke se hans sande jeg?” Jeg kunne mærke at jeg blev hævet over jorden. Det var en rigtig grim fornemmelse at svæve, men jeg blev hurtigt indhyllet i tåge og få sekunder efter kunne jeg igen se Alex. Hun kiggede stadig bedende på mig, men hendes blik viste også en smugle skuffelse. Jeg kiggede ned af mig selv, og så, at jeg igen havde mit slidte gadedrenge tøj på og jeg kunne se mit førhen værende lange hår var kommet tilbage og lagde sig ned foran mit ene øje. Jeg pustede det hurtigt væk, da jeg igen blev sat ned. Julio tog sig til maven og lo og hans øjebliks fraværen gav mig muligheden for at hoppe ud efter hans guldlampe, men en anden var kommet mig i forkøbet. Min trofaste hund Rusty havde lampen i sin mund og hoppede op af mig for at give mig den, og jeg begyndte at gnide på den. Overraskelsen stod skrevet i Julios ansigtet og han blev indhyllet i tåge og ført hen imod lampen og han var væk.

Kapitel 24

De få sekunder jeg lukkede øjnene og lagde mig på gulvet, var nok til at hele mit hus vendte tilbage. Jeg satte lampen på stue bordet og satte mig op. Rusty stod ved min side og begyndte at slikke mig i ansigtet. Jeg skulle lige til at tage ham i min favn, da jeg hørte nogen hulke. Jeg vendte mig om og så at Alex stadig var i klædt det meget gennemsigtige undertøj. Jeg tog min slidte T-shirt af og gik over til hende. ”Her. Tag den på.” Sagde jeg og hun lod mig trække den ned over hendes arme og hoved. Hun slyngede sine arme omkring halsen på mig og hulkede videre. ”Bare rolig! Der sker ikke mere nu. Det lover jeg dig!” trøstede jeg. Hun trak sig lidt væk og kiggede på mig. Hun gav mit en lussing med flad hånd på den ene side af hovedet. ”Den får du, fordi du løj for mig!” Sagde hun vredt, men lænede sig ind imod mit ansigt og kyssede mig. ”Og den får du, fordi du reddet mig liv.”

Jeg hjalp hende op og stå og satte hende i sofaen. Jeg gik over til hendes far, som lå og skærmede for sig hoved med armene. ”Det er overstået, herre.” Sagde jeg og rakte ham min hånd. Han kiggede forsigtigt op på mig og jeg smilede til ham. ”Du er en utrolig dreng. Ved du godt det? Tak.” Sagde han og tog imod min hånd. Han børstede sit jakkesæt af med hænderne og satte sig over til sin datter og knugede hende ind til sig. Jeg vendte min opmærksomhed mod Genie som stod og så forpint ud, ovre ved kaminen. Jeg tog den rustne lampe op i min hånd og gik over til ham. ”Er der en måde jeg kan sikre mig på, at denne lampe ikke bliver brugt igen?” spurgte jeg ham. Han lyste op. ”Du kunne ønske mig fri fra den. Så ville jeg ikke skulle opfylde flere ønsker.” Han lød meget ivrig efter det, og det kunne jeg godt forstå. ”Vent lidt. Jeg skal lige…” Sagde Genie og forvandlede sig til en flot ung mand på min alder, med lyse øjne og bølgende lysebunt hår. ”Hey. Hvis jeg skal leve i én krop resten af mit liv, må det godt være en flot en, ik’?” Sagde han spøgefuldt. Jeg lo. ”Genie. Jeg ønsker du skal være fri!” Udbrød jeg. Lampen løftede sig fra min hånd og svævede i luften. Den begyndte at lyse kraftigt som første gang jeg rørte ved den, men denne gang kom lyset fra revnerne der kom i den og den splintres og stykkerne dalene ned over rummet som var de lavet af fjer.

Kapitel 25 – en måned senere

En måned senere

Jeg kom gående ned af Californiens gader med Alex og Rusty ved min side. Jeg havde gået her så mange gange før, men aldrig i et par ægte lædersko og en jakke der var mere værd en husene i dette kvarter. Huset som Genie havde givet mig var forduftet sammen med ham, men Alex var ligeglad med, at jeg ikke var rig. Alex’ far havde taget mig til sig, som var jeg hans egen søn, fordi jeg havde reddet ham og hans datters liv. Vi havde taget guldlampen i vores forvaring og havde passet på den indtil nu.

Jeg viste Alex en park jeg engang havde sovet i, og Alex gav hver hjemløs i parken 20 dollars. Jeg viste hende stedet hvor jeg havde reddet den gamle dame fra bøllerne der prøvede at stjæle hendes taske. Vi fulgte ruten som jeg havde gået med den gamle dame og stod nu foran hendes lille butik i kælderen på en faldefærdig bygning. På døren stod et åbenskilt, vi gik ind og en lille klokke ringede. Alex kiggede sig omkring og rynkede på næsen. Den gamle dame kom ud fra baglokalet og genkendte mig straks. ”Nej, ser man det. Min redningsmand er vendt tilbage, og denne gang med en smuk pige, ja ja. Hvad kan jeg gøre for dig?” Hun smilede med alle sine rynker først til Alex og derefter til mig. ”Jeg tænkte faktisk om jeg kunne gøre noget for dig.” Sagde jeg til hende, og Alex tog hendes taske frem og tog guldlampen op af den.  Den gamle dame kiggede på den med store øjne. ”Den er til dig, hvis du lover at lade være med at pudse den. Den er nemlig ikke ægte guld, og farven vil ryge af, så du skal være meget forsigtig med den. Men jeg tænkte på dig, da jeg fik den, fordi den olielampe du gav til mig, bragte mig så meget held, at jeg måtte give dig noget til gengæld.” Alex rakte guldlampen til den gamle dame der kiggede på den. ”Den kan komme over til min samling! Den passer meget bedre ind i resten af mine antikvarer end de anden gjorde.” Sagde hun og satte den over på den hylde hvor vi havde fundet Genie lampe dengang.

”Er det sikkert at efterlade sådan en farlig lampe ved sådan en rar, gammel dame?” Spurgte Alex, da vi havde forladt butikken. ”Slevfølgelig er det det.  Hun sælger aldrig noget alligevel. ” Lo jeg og trak Alex tæt ind til mig.