Man skal ikke kaste med stilletter, hvis man selv går i sneakers

Denne novelle har fået 2. pladsen i en novelle konkurrence på Movellas.dk. 

Jessica Wilson gik på Ohio stats universitet og hendes fremtid så lys ud, da hun er lynende intelligent. Det resulterede desværre i at hun var nørden alle gik til for at betale sig fra at lave lektier. Det bliver lavet om en dag hvor nogle store sorte busser rullede ind foran universitets flotte facade og Juliene Force, en prisvindende desginer, træder ud af bussen og leder efter nye modeltallenter. Hun får øjnene op for Jessicas skjule talent og Jessica bliver kastet ud i en helt anden verden med glamur, stress og spiseforstyrrelser. 

ET

Det var en varm forårs dag i marts da jeg så busserne rullede ind foran den røde murstens facade på Ohio stats universitet der var præget af rød hvide banner. Den stolte skoles farver. Jeg sad på den store græsplæne under træet og læste op til kemi timen senere, mens jeg diskret kiggede over på Cheerleaderne der lavede øvelser ude i solen. Jeg var ekstrem bleg og mit lange kommunefarvede hår hang ned over mine skuldre og jeg var lige begyndt at bruge kontaktlinser for et par måneder siden. Min rolle på skolen har altid været nørden og den man kan betale for at lave sine lektier. Jeg prøvede på at komme ud af rollen ved at skaffe mig af med mine flaskebunds briller.
Busserne var helt sorte uden nogen form for skrift på siderne. Folk vendte sig om da de kom kørende. Selv skaterne stoppede op med den ene ende af boardet i luften og løftede solbrillerne lidt. Min veninde Susan kom med en bog under armen og en vandflaske i den anden og satte sig ned under træet ved siden af mig med øjnene stift på busserne.
Få øjeblikke efter trådte en høj veltrænet mand ud af bussen. Hans bukser var knald røde og sad stramt så man kunne se hver enkelt muskel i hans lår og hans t-shirt med v udskæring var lige så stram og fremhævede let hans sixpack. Han kiggede op med solen og strakte hans arme over hovedet som om han har siddet ned i længere tid. Efter ham kom en meget lav kvinde med lyse krøller og orange rullekrage. Hun røg allerede da hun steg ud af bussen, hvilket er ulovligt i normale busser. Hun tog et ordenligt sug og med cigaretten på jorden og trampede på den med sine høje sorte stilletter.
Cheerleaderne gik nysgerrigt over til damen og begyndte at snakke med damen, men de tabte både ører og mund da en flot, høj og lyshåret modeltype trådte ud af bussen men kæmpe store solbriller alla Paris Hilton. Hun manglede bare den lille hund i en håndtaske. Cheerleaderne gik helt amok over et eller andet med deres sædvanlige skingre skrig der fik damen til at holde sig for ørene. Pigen med solbrillerne smilede bare til dem og vendte sig om for at vise en ny side af sig selv for dem.
Jeg var godt nok nysgerrig, men ikke nok til at stille mig i kø næste frikvarter. I kantinen havde folk fra busserne hængt plakater op om en fotoprøve i bussen. Alle de ”flotte piger” på skolen stod ovre ved plakaten og nedgjorde dem der kiggede på plakaten men ikke syntes var pæne nok til det. Jeg sad og spiste min sandwich mens det hele fandt sted og var bare glad for de ikke irriterede mig i dag.
”Jessica? Hvad er det der forgår der ovre?” spurgte Susan. Hendes sorte krøller fløj om hovedet på hende da hun satte sig ordentlig til rette ved siden af mig med sin bakke, mens hun kiggede over mod pigerne ved plakaten. Jeg trak på skudrene og tog en bid mere af min sandwich.
Efter sidste time gik jeg ud og satte mig under træet igen og nød skyggen for solen. Min hud havde ikke godt af direkte sol i længere tid af gangen, så pladsen under træet er næsten min faste plads året rundt.  Busserne holdte der i nu og der var et rent kaos udenfor dem. Folk kunne ikke finde ud af at stå i kø, og masede sig bare længere og længere hen mod bussen så nogle bogstaveligalt blev klemt op af ruden til bussen. Ruderne var tonede så man ikke kunne se ind, men gad vide om dem inde i bussen kunne se dem udenfor? Jeg trak min bog op af min brune læder taske og satte mig til at læse. Kort efter sprang døren op til den bus hvor folk stod om, og jeg hoppede mindst lige så højt at forskrækkelse som de gjorde. Damen med de lyst krøller stormede ud og råbte et eller andet til menneskemængden. De begyndte langsomt at gå væk fra bussen, mens damen kiggede arrigt omkring sig. Jeg begravede mit hoved i bogen igen og lod som om jeg ikke havde set det pludselige udbrud.
En let vind passerede mit hoved og blæste mit hår væk fra ørene, på den måde kunne jeg hører fodskridt fra en stillet-hæl komme nærmere. Lyden holdte op da hun kom ud på græsset, og blev erstattet af irriterende suk. Damen med de lyse krøller kom marcherende mod mig, men hendes høle sank i jorden cirka for hvert tredje skridt.
”Du!” sagde hun og pegede på mig med en blodrød lakeret negl. Jeg kiggede forskrækket op på hende.
”Mig?” spurgte jeg lige så dumt.
Hun nikkede og tog fat om min hage så hun kiggede mig lige i øjnene mens hendes rynkede læber vente opad i et skævt smil. ”Du er perfekt til min nye kollektion. Vil du komme med mig et øjeblik?”

TO

Jeg tabte min bog ned på gulvet i bussen da jeg så den indeni. Det lignede en blanding af de luksus-campere jeg havde set på sammen med mig mor i Montana og en meget velrustet frisør salon. Nederst i bussen var indrettet som et fotostudie med hvid baggrund og ud fra siderne i bussen sad store projektøre beklædt med hvidt silkepapir for at dæmpe belysningen. Jeg kunne genkende en af Cheerleaderne som sad i en makeup stol, hvor ham den skaldede med sixpack stod og turperede hendes hår, mens hun selv sad og kiggede på hendes negle. Damen skubbede mig videre ind i bussen og tog min skoletaske fra mig og smed den over i hjørnet. Hun stalde sig et stykke væk fra mig og gnubbede sin hage. Jeg stod helt stille og anede ikke om jeg skulle gøre noget eller om hun forventede jeg gjorde noget. ”Kender du mit navn?” spurgte hun mig efter et stykke tid. Jeg rystede på hovedet og strøg en tot hår om bag håret, men hun kom hen til mig og tog den væk fra øret igen. ”Vend dig om.” sagde hun og lavede et tegn med pegefingeren for at vise jeg skulle skynde mig.
Hun piftede til manden selvom han stod lige ved siden af hende og viftede ham over til hende. Hun slap cheerleaderens hår og kom over til hende. De diskuterede et eller andet på fransk et halvt minut og hun klappede for at få mig til at vende mig om igen. Manden gik over og tog i mit hår mens han sagde noget på fransk til damen der fik hende til at råbe af ham.  Jeg forstod intet fransk, da det var et valgfag jeg altid havde undgået. Min mor kunne flydende fransk, men det er kun fordi hun ejer et mega firma der skal kunne kommunikere med folk i hele verden. Min mor var en total cool forretningskvinde som forlod min far allerede da jeg var 2 år gammel. Hun havde alt for travlt til at have en familie, så jeg blev efterladt ved min far i Ohio og var kun sammen med min mor i sommerferien hvor hun alligevel var klistret til sin mobil.
Min far var en helt almindelig gut der arbejdede hårdt for sine penge og som drak i smug. Jeg er meget glad for at jeg kunne flytte på collage ved et rigtig godt universitet for min mors penge. Det er vel det mindste hun kunne gøre.
”Jeg er Juliene Force. Velkommen om bord.” Sagde damen med krøller til mig mens hun knipsede af manden og pegede på cheerleaderen og derefter på døren. Manden gik over til cheerleaderen og viskede noget til hende. Hun fik store øjne, men fulgte med ham og blev ledt ud af døren. ”Hvad er dit navn?” spurgte Juliene og tændte en cigaret. ”Jessica Wilson.” Manden viste mig hen til stolen hvor cheerleaderen før havde siddet og han kiggede på mit ansigt i spejlet foran mig. Jeg var ekstrem bleg i forhold til hans hænder han havde placeret på mine skuldre. Jeg gik ikke med makeup og mit hår hang bare. Hvad ville de overhovedet med mig?
Juliene begyndte at diskutere med ham på fransk mens han begyndte at hive og slide i mit hår. Jeg prøvede at holde mit hoved stille. Jeg havde intet fået at vide hvad jeg skulle, jeg lod dem bare gøre hvad de nu gjorde og prøvede på at slappe af.
Manden arbejdede med mit hår og gik videre med at ligge makeup i mit ansigt med Juliene skrigende bag sig på fransk. Jeg havde lukket øjnene, men jeg kunne lugte at hun havde tændt en ny cigaret. ”Du kan godt åbne øjnene nu!” Sagde manden til mig, og da jeg gjorde det kunne jeg ikke kende mig selv.
Mine lyse blå øjne var blevet fremhævet af en tyk streg eyeliner hele vejen rundt om mine øjne og på en eller anden måde var mine øjenvipper blevet dobbelt så lange uden der var blevet lagt falske ovenpå. Mine læber glinsede af rosa lipgloss og mine kindben var blevet markeret.
”Vi skal have taget nogle billeder. Over til væggen og vis mig det ansigt du lavede da du læste i din bog.” Sagde Juliene og knepsede i fingrene for at sige det skulle gå lidt tjept. Manden tog et kamera og fulgte med mig hen til den hvide væg og gjorde sig klar til at tage billeder af mig.
Jeg stod bare helt stiv og prøvede at huske hvordan jeg ser ud når jeg læser, for jeg havde aldrig lagt mærke til hvordan jeg sad. ”Lad være med at stå der og ligne en stiv gås! Poser!” Råbte Juliene og viftede med hænderne af mig. Jeg satte mine hænder i siden og strakte det ene ben lidt længere foran mig. Det tror jeg engang jeg havde set en skuespiller gøre i en af min mors dameblade. ”stræk halsen lidt mere og løft hagen.” Sagde Juliene rettende og lagde armene over kors. Jeg prøvede at gøre som hun sagde mens manden knipsede billede efter billede. ”Perfekt” nærmest råbte Juliene.

TRE

Jeg er glad for jeg ikke var under atten og boede hos min far mere. Han ville ikke forstå hvilken mulighed dette var for mig og ville forbyde det med det samme han så kontrakten. Jeg ville eller ikke have forstået det og ville overhovedet ikke have taget stilling til det, hvis ikke Juliene havde fortalt mig om hendes fantastiske verden inden for mode. Hun fik mig købt da hun nævnte Paris som en mulig arbejdes plads. Jeg troede aldrig jeg ville komme uden for USA's grænser selvom min mor brugte det meste af hendes vågne timer på at flyve frem og tilbage mellem USA og Europa.
Jeg havde ikke skrevet under i nu. Min fremtid på universitet stod på spil, og selvom jeg skrev under var jeg slet ikke sikker på at komme med til Paris. Jeg ville kun få muligheden for det. Juliene forklarede mig om alle de prøve fotoshoots der skulle til for at bevise mit værd, men hun havde gode fornemmelser for mig.
Jeg låste mig ind på mig og Susans kollegie-værelse og gik hen til køleskabet med det samme. Det så ud til at vi skulle have chokopops til aftensmad igen. Vi havde ikke andet end mælk der nok var ved at være på grænsen af udløbsdatoen og en flaske ketchup som der næsten ikke var taget af. Ingen af os gad handle ind, da der ikke var nogle indkøbscentre på vejen fra universitetet til kollegiet. Jeg satte mig ved mit skrivebord der ar fyldt med bøger om biokemi og latin for begynder. Jeg rodede det bare til siden og gav mig til at læse på kontrakten igen. Det første fotoshoot var ikke længere her fra end jeg kunne kører i bus. Hvis jeg meldte mig syg én enkel dag ville folk ikke bemærke jeg var væk, men jo længere hen i forløbet af denne sæson, skulle vi blandt andet helt til Florida for at fremvise hendes sommer kollektion til et kæmpe mode galla. Hendes tid og dage var perfekt planlagt ned til mindste detalje. Så giver det meget mere mening at hun virkede så stresset hele tiden. Jeg kunne godt forstille mig at hun har et skema for hvornår hun spiser sover og måske hvornår hun børster tænder. Jeg grinte lidt af min egne tanker og kiggede ud af vinduet. Kollegiet ligger længere inde i byen end de officielle kollegiums der var navngivet efter det latinske alfabet og lå lige ud til den lille park der hørte til universitetet, så man ikke behøvede at bevæge sige så lang fra morgen af. Den eneste udsigt fra mit vindue var andre vinduer i et andet kollegium overfor der så lige så træls ud som vores. Susan ville snart komme tilbage fra oldtidskunstskabs lektionen og jeg ville ikke kede hende med alle detaljerne om min mulige fremtid inden for modelkarrieren, så jeg tog en kopi af kontrakten og sende originalen af sted til Juliene Forceog gemte kopien i min aflåste skuffe under skrivebordet.
Jeg lå vågen hele natten og tænkte over mine muligheder. Jeg ville kunne få en god uddannelse ved at fortsætte på universitetet. Jeg havde ingen ide om hvad jeg skulle lave når jeg var færdig, men det ville give masser af muligheder, men hvorfor vente når muligheden allerede stod foran en uden der står universitet student på mit cv? Det ville altid være en risiko for at det ville gå galt og jeg var nød til at starte forfra på universitetet. Havde jeg overhovedet udseendet til at kunne nå det Juliene havde sagt? Jeg havde kun fået taget billeder den ene gang. Det kunne være jeg bare var heldig? Men hun kunne bare annullere kontrakten efter det første fotoshoot. Ja, jeg tror jeg vil give det en chance.

FIRE

Da dagen endelige var kommet til det første fotoshoot, ringede jeg ind til kontoret på universitetet og meldte mig syg. Juliene Force havde modtaget min kontrakt og havde ringet og givet mig præcis tidspunkt og mødested forfotoshootet. Hun bad mig også anskaffe mig en kalender, så jeg havde været ved boghandleren dagen før for at købe en studiekalender. Det var bedre end ingenting.
Jeg tog bussen næsten helt ud til det studie hun havde valgt ud til opgaven. Jeg måtte gå resten af vejen selv, da bussen ikke gik helt der ud, og da jeg ankom lignede mit hår noget der var løgn på grund af vinden. Da jeg blev lukket ind i studiet af en receptionist, var det som at gå direkte ind i en finere skoforretning. Studiet var blevet plastret til med tyndetræplader med his tapet på. Nogle håndværkere stod og placerede sko fra tidligere kollektioner på gladhylderne og i midten af det hele var en ottoman af teaktræ beklædt med rød pels. Der var ekstremt lyst og rent i det falske rum, men hvis man kiggede op, kunne man se ledninger og metalbjælker i loftet, som i en lagerbygning.
Jeg satte min håndtaske ned ved siden af mig da jeg trak min universitets hoodie over hovedet da der var ekstremt varmt. Da jeg kiggede på stod hende der var Paris Hiltons wanna-be foran mig. Hun stod overleget og gloede på mig med hænderne over kors og med tyggegummi i munden. ”Du må være den nye.” Sagde hun kækt og fnøs. Jeg nikkede bare og prøvede at rette lidt på mit hår så jeg var nogenlunde præsentabel. ”Mit navn er Abby, men det behøves jeg nok ikke at fortælle. Jeg har været på forsiden af Vouge.” Sagde hun og løftede et øjenbryn mens hun gav mig elevatorblikket. ”Jessica.” Sagde jeg bare, og spejdede efter et ansigt jeg kendte, men mit blik stoppede på en fyr ovre i hjørnet. Han havde halvlangt lyst hår, stramme jeans og en løs t-shirt med v-udskæring på. Hans ansigt lyste op i et smil så øjnene var lukkede, så jeg kun kunne forstille mig hvilken farve de havde. Han stod og grinede over et eller andet den høje og skaldede fotograf og makeup artist sagde. Jeg gik over til dem og prikkede fotografen på skulderen. ”Aaah. Jessica. Der er du. Vi har vent… hvordan er det du ser ud?!” udbrød han. Han gav mig elevatorblikket og stod med åben mund. ”Kom med mig.” Sagde han og tog fat i min arm og trak mig med ud i et rum bagved. Menneskehøje spejle tornede sig op foran mig, da jeg blev placeret i en stol i midten af rummet. Der var hylde efter hylde fyldt med makeupartikler, cremer og hårprodukter på hylderne til højre og en lang række stativer fyldt med tøj til venstre der var ved at blive pillet ud af plastik af en dame der snakkede med nogen i sine høretelefoner med mikrofon foran munden. Fyren som den skaldede mand snakkede med fulgte spontant efter og satte sig i en stol skråt foran mig og betragtede mig, mens den skaldede mand roede rundt ovre ved makeupartiklerne. Nu kunne jeg så at fyrens øjne var mandelformede og en helt utrolig grøn farve. ”Marcel fald lidt ned. Så galt ser hun da heller ikke ud.” Sagde fyren til en skaldede mand og blinkede engang til mig med det ene øje og sende et smil der gjorde mine kinder flammerøde på et splitsekund. Manden der åbenbart hed Marcel kom over med en masse makeup og placerede det på et rullebord og gik i gang med mit ansigt.
Jeg sad med lukkede øjne og kunne pludselig hører nogle høje hæle mod gulvet komme tættere på mig. Jeg regnede med det var Juliene, men jeg krummede tær da lyden stoppede og jeg kunne hører Abbys tyggegummi-smasken tæt på mit hoved. ”Nååh. Det da en ny version af Fra skrot til slot, hva’?” sagde hun og lo lidt for sig selv.

FEM

”Ej hold nu op Abby.” Sagde fyren stønnende. Jeg lod som ingenting, eller jeg havde ikke rigtig noget valg, da Marcel ikke holde om med at holde mit hoved stille og lagde lag efter lag af øjenskygge og mascara på mine øjne. ”Alle skal jo starte et sted. Du er her jo også selv af den grund.” Sagde fyren til Abby og det fik hende til at fnyse og gå sin vej. Det var i hvert fald det jeg kunne hører på hendes stilletter. ”Undskyld for det. Hun har altid været sådan lidt… du ved.” Sagde fyren til mig. Jeg skulle lige til at svare ham, men Marcel tog fat om min hage og trak mit ansigt op, så han kunne begynde at ligge lipgloss på mine læber. ”Hun har vel allerede fortalt dig at hun var på vouge’s forside? Det sjove er, at hun kun stod i baggrunden. Det glemmer hun bare at fortælle. Hun bliver aldrig hyret mere på grund af manglende aktivitet. Det derfor hun er her ved begynder stadiet igen ligesom mig.” sagde han og lo. Marcel gav slip for mit ansigt et øjeblik så jeg lige kunne nå at sige. ”Mit navn er Jessica. Rart at møde dig!” før Marcel kom igen og begyndte at tegne et omrids om mine læber med en læbepen.
Fyren der hed Damien sad og fortalt om alle hans vidunderlige ture til Europa på alle de fineste hoteller og til alle de store modeshows, mens jeg fik ordnet mit hår. Han gik ud da jeg skulle til at i tøjet ovre fra stativet. Jeg var meget nervøs for om jeg nu kunne passe tøjet. Ikke så meget at jeg var for tyk. På ingen måder. Men når man er så unaturlig tynd som jeg er, følger der ingen barm med på mere end en a-skål. Det havde damen med hørertelefonerne åbenbart allerede tænkt på og gav mig med det samme en push-up BH jeg skulle skifte til, mens hun utålmodig stod og stirrede på mig. Forfængeligheden kom op i mig, og det meste jeg kunne gøre, var at vende mig væk fra hende og tage den på, hurtigst muligt.
Jeg blev placeret i en meget stram blå lag-på-lag silkekjole. Den havde kun en strop i højre side og gik mig kun til midten af låret. Jeg havde aldrig følt mig så nøgen før. Kjolen var godt nok stram, men den var også meget let og føltes som fjer mod min hud, og ikke som ordentlig tøj som mine jeans og bomulds bluser gjorde. Jeg fik en perlekæde om halsen og matchende armbånd bliv viklet flere gange rundt om mit håndled. Jeg fik et par sorte stiletter i hånden og blev placeret på teaktræsottomanen midt i studiet. Jeg fik instrukser om hvordan jeg emotionel skulle virke og hvordan jeg skulle placere mine ben på den mest sexede måde jeg kunne forstille mig. Min mission var at jeg skulle ligne en møgforkælet tøs der sad i en skoforretning og smile stort til kameraet mens Damien skulle placere den ene af de sorte stilletter på min fod, mens den anden dinglede på min pegefinder. Alle mulige sko var blevet spredt ud over studiet, så det så ud som om jeg havde siddet og prøvet sko i hundrede år, og jeg prøvede at følge alle de instrukser der blev givet.
Mine læber gjorde ondt da jeg fik at vide at billederne var blevet taget og de var perfekte. Jeg gik lige så stille ud af billedet og stalde mig op af væggen mens min plads blev indtaget af Abby. Hun smilede med det samme meget overlegent til kameraet. Som model var hun virkelig god, men knap så god som menneske.

SEKS

Et par piger kom senere end mig og var i gang med at få makeup på da jeg gik ud bagved sammen med Damien som skulle have pause, da der var kommet en anden fyr der skulle med på billederne. En pige med kort lysebrunt hår sad i den sminkestol jeg havde siddet i tidligere. Hun var lige så bleg som mig og hendes læber var ved at blive malet en kraftig rød. Hun sad bare og smilede med lukkede øjne der var indrammet af en række meget lange sorte øjenvipper. Hun var tyndere end mig (hvis det efterhånden kunne lade sig gøre) og hendes t-shirt sad løst ned over hendes skuldre. Da hun blev færdig åbnede hun hendes lysebrune øjne op og smilede til os. ”Hej!” Sagde jeg og vinkede, dum som jeg er, for man vinker jo ikke til en person der sidder næsten ved siden af dig. ”Hej. Er i også nye?” Spurgte hun og rettede sig op i stolen. ”Nej jeg er bare dårlig til mit arbejde. Damien Cook.” Sagde Damien og gik over og gav hende hånden. Hun tog hans hånd og smilede til ham. ”Annabell Fox, og du hedder?” Sagde hun og kiggede på mig. ”Jessica Wilson.” Sagde jeg og rejste mig også for at give hende hånden. Damen med hørertelefonerne på gik over og knipsede Annabell ved siden af øret for at få hendes opmærksomhed. Hun var nemlig den næste der skulle ud og fotograferes og hun havde ikke fået tøjet på i nu.
Annabell var ikke genert af sig, og skiftede bare foran både mig og Damien. Hun var helt ekstremt tynd og jeg kunne se på Damiens ansigt at han tænkte det samme da hun tog blusen af og viste sine fremstikkende hofteben. Da hun gik ind kom Abby ud og smilede skævt til Damien. Han lod ikke til at blive påvirket af det, men hun satte sig alligevel i sofaen ved siden af ham og gned sine lår og af hans mens hun førte en hånd gennem hans hår. Jeg blev rystet over hendes opførsel. Sådan som Damien havde snakket om hende tidligere, kunne jeg ikke forestille mig at de havde noget kørende. Han sad dog stadig upåvirket af det og flyttede bare hendes hånd fra hans lår, da hun begyndte at gnubbe det. Jeg prøvede at lade som ingenting og koncentrerede mig om hende den nye pige der sad og skulle have ordnet sit hår.
”Nå. Gad vide hvor hurtige de er til at få fremkaldt de billeder til vores portefølje?” Spurgte Damien da han pludselig rejste sig op og strakte sig. ”Portefølje?” Spurgte jeg åbenbart dumt, for Abby vendte det hvide ud af øjnene og fnøs. ”Er du ikke startet på din portefølje? Det noget af det vigtigste når man skal have model jobs i fremtiden.” Sagde Damien og gik over til sin taske og tog en gummi agtigt mappe om fra tasken. Den var foldet sammen til en A4 størrelse så den kunne være i tasken, men han folede den ud til A3 størrelse og lynede den op i siden. Der var 4 billede af ham på hver side i A5 størrelse. Det første billede var i hvert fald ret gammelt. Han havde et meget mere buttet ansigt og et meget uskyldigt udtryk i øjnene. Hans hår var sat op i noget der lignede Tin Tins frisure og med et reklame-logo nede i hjørnet fra noget tyggegummi jeg kan huske fra da jeg var omkring 10 år gammel. Jeg kunne ikke lade være med at le lidt og bladre videre. De næste par billeder lignede mere og mere ham han er i dag og på nogle af de sidste billeder havde han ikke andet på end underbukser og med et frækt glimt i øjet. Jeg prøvede at virke upåvirket over hans ekstrem tynde men veltrænede krop og nikkede bare af beundring. ”Du kan købe sådan et portefølje i alle isenkram forretninger. Køb en ligesom den her! Den er nem at folde sammen og transportere.. så den også dejlig stor.”

SYV

Jeg sad ved mit skrivebord og studerede de fotos jeg havde fået taget. Jeg havde fået taget mindst 40 billeder og jeg skulle kun vælge en eller to af dem der skulle i min portefølje mappe. Jeg havde fået billeder mindre end 20 minutter efter de blev taget, så de kunne ikke have nået at redigere i billederne, men jeg kunne ikke tro mine egne øjne når jeg så på mine ben. De var slanke som mine ben, men hvordan har de fået dem til at se så lange og flotte ud? Det må have været en dygtig fotograf, for sådan der så jeg ikke ud.
Jeg valgt to billeder og sætte dem i den første lomme og senere på dagen viste jeg dem til Susan. Hun kunne heller ikke tro at det var mig, men hun mente jeg havde talent. Ikke fordi hun ved så meget om det, for hun læste ikke modeblade, men det var nu rart at hører en anden sige det, i stedet for at jeg skulle sidde og overbevise mig selv om at jeg var god til noget. ”Syntes du jeg er god nok til at jeg kan droppe ud af universitetet? Jeg kan jo altid komme tilbage.” Spurgte jeg senere. Susan var ved at tabe sin kæbe ned i sin portion coco pops, som var dagens aftensmad igen. ”What? Vil du droppe ud? Har du glemt hvor svært det var at komme ind? Du er ikke rigtig klog!” Jeg trak på skulderen. ”Jeg tog jo på universitetet for at få et godt job. Nu er jeg blevet tilbudt et godt job allerede. Hvorfor så vente?” Det var ikke fordi jeg var helt vil efter at komme væk, jeg ville bare gerne have noget opbagning fra en anden end mig selv. For jeg var virkelig i tvivl om hvad jeg skulle stille op, men sådan det så ud nu, så havde jeg jo allerede skrevet under på kontrakten og det kunne der ikke laves om på, med mindre jeg blev fyret selvfølgedig. Jeg ville bare blive på skolen så længe som kontrakten tillod det, og jeg skulle til at lave mine lektier i bedre tid end jeg plejede.
Jeg meldte mig syg endnu en gang, for at tage bussen dobbelt så langt væk, end sidst. Vi skulle over i en speciel indelukket eksotisk have, for at tagebilleder. Haven lå inden i en stor rund glaskugle hvor solen bagte ned og der ingen aircondition var, for at beholde det tropiske miljø. Sleve haven var ikke lukket for offentligheden for at vi kunne få taget vores billeder til sommer kollektionen. Ovre mod det ene hjørne var et kamera og en masse lys sat op med fronten vendt mod nogle kæmpe orange og røde blomster. En form for piletræ stod i baggrunden og nogle folk var ved at sætte lianer op i træet. Gad vide om de var ægte? Damen med hørertelefonerne som jeg havde stiftet bekendtskab med tidligere stod og snakkede i sin lille mikrofon foran munden. Da hun så jeg kom, pegede hun ind imod en dør der var gemt bag ved en kæmpe busk. På døren var et skilt der var skjult med et stykke påklistret papir. Marcel susede i mellem to piger der inde. De sad i hver deres stol og var i færd med at blive sminket til ukendelighed. Hende den ene havde fæet malet orange blomster op af begge kinder og hendes læber var knald røde. De anden havde blå og lille blomster i hovedet og hendes læber var tegnet som tilbehørene blade. De var begge iført en kjole der matchede farverne i deres ansigter og det var tydeligt at se, at Juliene Forces sommer kollektion var præget af blomster hele vejen igennem. Hver eneste makeup til kjolerne var velgennemført og jeg blev næsten helt vild efter at se hvilke farver jeg skulle have.

OTTE

”JEG ER ET PILETRÆ! JEG ER ET FUCKING YNDIGT PILETRÆ!!” skreg jeg ud over hele den tropiske have. Folk var standset for længe siden, for at glo på mig. Jeg var blevet placeret i en lortebrun-kjole med barkaftegninger og mit ansigt var farvet samme grumme farve og mit hår sad som en trækrone på mit hoved og spraymalet grønt. Ned af mine arme havde de malet brune striber og jeg var snart på grådens rand. Jeg stod med mine arme oppe for at ligne et træ så meget som muligt – hvilket Marcel og den nye kamera mand ikke syntes jeg gjorde. De havde brugt det sidste kvarter på at rette mig mens Abby stod ude i siden med armene lagt over kors og smilte ondskabsfuldt i mængden af andre tilskuere der var samlet rundt omkring fotoshootet efter mit lille vredesudbrud. ”Føl det! Du er træet! Der er ingen følelse i dine arme! Vis dem! Vær stolt af dine grene!” Jeg var så tæt på at eksplodere, gå hen til kameramanden og smadre hans eget kamera i fjæset på ham. ”Selvfølgedig har jeg ikke nogen følelse i mine arme! DER ER INGEN BLODTILFØRELSE TIL DEM NÅR JEG HOLDER DEM OP I LUFTEN!” Skreg jeg tilbage til fotografen og sendte ham et ondt blik. Han lod som ingenting og sagde jeg skulle tage armene op igen. Tilskuerne begyndte at fnise og det gjorde ikke mit humør bedre, men jeg prøvede at bide det i mig og truttede med munden som kameramanden sagde jeg skulle, bare for at få det overstået.
Da jeg kom ud i makeup rummet efter fotoshoot havde jeg virkelig trang til at smadre noget. Jeg tog fat i et bord og skubbede til det alt det jeg kunne, så det kurede et godt stykke hen af det glatte gulv og ramte en person. ”Shit. Hvad fanden laver du?” Sagde Damien. Han tog sig til benet og han havde smadret hans plastikkrus med vand i ren refleks og havde spildt ud over sit tøj. ”Sig ikke du også skal være blomst?” Sagde jeg og satte mig i den første og bedste stol. Nogle blomster piger der havde været inde før mig sad og gloede på mig ovre fra den anden side af rummet. Hvorfor kunne jeg ikke have været en blomst? ”Nej DET skal jeg ikke. Det ville være direkte pinligt. Jeg bor bare i bussen fortiden. Det meget nemmere end at rejse frem og tilbage fra Californien.”
Damien gik over til vandtanken og hældte et glas op til mig. ”Californien? Det skulle være et skønt sted. Sol året rundt.” Sagde jeg og kom til at se mig selv i spejlet bag den ene blomster-pige. Jeg blev pludselig pinligt berørt over at Damien skulle se mig sådan. Eller rettere – alle der ser en reklame for den grimme kjole jeg havde på. Det var vel en del af jobbet at se latterlig ud engang i mellem. ”Du er et flot træ.” Sagde Damien og fulgte mit blik ind i spejlet. Jeg gibbede med øjnene. What? Jeg rørte mit torperede hår med den ene hånd og den grønne maling smittede af på min hånd. ”Det får jeg aldrig ud af mit hår. Det bliver pinligt på vej hjem i bussen. Hvis jeg da kan komme ind i den uden at farvenen smitter af på begge sider af dørkarmen.” Damien grinte mens blomster pigerne bare sad og gloede. Havde ikke brug for nogen respons fra dem af alligevel. Damiens latter var mere end nok og meget beroligende efter sådan en omgang skrigeri ude i haven.
Beklageligvis kom Abby ind i rummet. ”Åh det var jo det jeg sagde til Marcel. Du ville være den bedste til at være træ!” grinte hun og satte sine hænder på hofterne.

NI

”Hvad mener du med det Abby?” spurgte Damien var kommet over ved siden af mig og jeg kiggede forvirret men ondt på Abby. ”Nåååh du ved. Du har sådan et naturligt tarveligt udseende ligesom et træ. Dit hår hænger bare ned over dine skuldre og det eneste tidspunkt det kommer en smugle op, er når du kommer ud i vinden.” Sagde Abby og kom over til mig og rørte ved mit hår og fik den grønne farve på fingrene. ”Og så vidt jeg har lagt mærke til det, er det altid den dårligste pige i klassen den skal spille træ til skoleskuespillene ikke? Og når nu du har så travlt med at lege model, så kan vi lige så godt få rollerne på plads med det sammen, ik’?” Hun stod og spyttede den sidste sætning lige op i mit ansigt. Meget havde jeg gået igennem i mit liv, men magen til kælling skulle man lede længe efter. Jeg sad et øjeblik og tænkte igennem hvilke kække bemærkninger jeg kunne slynge i hovedet på hende når nu hun alligevel stod og ventede på det, men jeg kunne ikke få mig selv til det og jeg kunne heller ikke nå at standse den tåre det var på nej ned over min kind. Jeg kiggede ned for at gemme mine tåre for Abby, så hun ikke havde mere på mig, men det var for sent. ”Hvis du ikke kan tåle det, må du hellere se at komme væk her fra. Juliene Force har ikke brug for amatører som dig.” Sagde hun og smilede med løftet øjenbryn. ”Nu holder du altså op! Hun er her for at lærer at arbejde som model, hun er ikke blevet det i nu! Og vi skal altså ikke glemme at vi to selv er her fordi vi ikke har nok talent!” Sagde Damien og gik ind mellem mig og Abby. Abby fnøs og gik om bag ved os for at kindkysse og lykkeønske pigerne med blomster makeuppen.
Jeg satte mine hænder op foran øjnene for at dække over tårende der var på vej, samtidig med at jeg prøvede at passe på min makeup ikke blev total spoleret. Godt nok var jeg malet som et træ i ansigtet, men det kunne sikkert godt blive værre. ”Du skal altså slet ikke tage dig af hvad hun siger. Hun er bare sur over at være her sammen med ’de nye’.  Og sikkert også fordi jeg sagde jeg ikke gad hende mere.” Han trak en stol helt hen til min og satte sig og lagde en hånd på min skulder. ”Hvad er der sket?” lød det henne fra døren. Det var Annabell fra sidste fotoshoot. Hun var lige kommet og havde ikke noget makeup eller blomsterkjole på. Jeg kiggede pop på hende og viftede mine hænder foran mit ansigt for at få tårende til at tørre ud. ”Jessica fik bare en ordentlig omgang dulle-høvl.” Sagde Damien og kiggede sig over skulderen for at se om Abby hørte os. Annabell klappede mig på den anden skuldre som Damien ikke holdte ved og smilede til mig. ”Tag det ikke så tungt. Det er kun ord. Det er sikkert ikke noget hun mente noget med. Hvad sagde hun egentlig?” Spurgte hun nysgerrigt og rykkede tættere på. ”Borre i stadig i det? Kom nu over det! Og Annabell? Se at kom noget makeup i det fjæs. Folk skulle nødig blive bange.” Sagde Abby der stoppede op ved siden af os, på din march ud af rummet. Vi kunne hører hendes stilletter udenfor i lang tid efter vi ikke kunne se hende mere. ”Bitch.” Viskede Damien.

TI

Jeg fattede ikke hvordan en person som hende gik mig så meget på nerverne. Den gamle mig ville have ladet hende trampe på mig. Jeg ville have ignoreret hende fuldstændig og fortsætte med hvad jeg end var gang i. Men denne gang trådte hun på mig på det forkerte tidspunkt. Jeg var faktisk i gang med noget jeg holdte af og fik at vide jeg var god til.
Ris og ros her var ikke det samme som at fryde sig over et tal skrevet af en tilfældig lærer på et stykke papir, her fik du direkte at vide om du var god eller ej. Jeg var nybegynder, havde ikke været her længe, men jeg kunne mærke jeg blev bedre.
Jeg havde besluttet mig for at skrive mig ud af skolen og pakkede alle mine ting ned i kasser og flyttede dem ind i en kabine i en af de sorte busser. Jeg fik ikke min egen lille afdeling af bussen som nogle af de dygtigere gjorde, men jeg var sikker på jeg snart ville opgradere. Eller det skulle jeg i hvert fald nok få til at ske. Min far vidste intet, og han måtte selv opdage det-
Jeg valgte at klippe mit hår. Mit lange hår var blevet til en sort page alla Marcel. Ideen var faktisk Juliene Forces. Hun manglede noget mere råt i hendes modeller og jeg var den eneste der meldte mig frivilligt, hvilket fik hende til at give mig en plads i bussen for min entusiasme og Abby vågede over mig som en høg.
Annabell hjalp mig med at vælge makeup der passede til min hudfarve og jeg følte mig som en rigtig lømmel nu.
Jeg ville lærer at få Abby til at græde som hun havde fået mig til at græde. Jeg var blevet høj af modeltilværelsen. Jeg ville smide alt der mindede mig om mit gamle jeg ud af vinduet. Hvor var jeg dog skvattet! Jeg vil til tops og jeg vil gøre alt for at nå det!
Jeg er den nye Jessica Wilson!
Så snart jeg har lært at ballancere i 20 centimeter høje stilletter!

ELLEVE

Hele mit liv var pakket ned i bussen. Jeg skulle sove i en overkøje i et lille rum hvor der kunne være 4, hvis man var uheldig. Sengene var dog speciel lavet til ekstrem høje mennesker - sådan som man gerne vil have sine modeller - og de så helt vandskabte ud fordi de var så lange i forhold til bredden. Der var nogle hylder til højre for sengene der var som vores skrivebord. Det var der vi kunne få lov til at rode og der var en til hver seng. Jeg kunne ikke sidde ved min når nu jeg sov i overkøjen, men jeg er god til at rode alligevel. Jeg havde min klassiske lille kaktus med mig, godt sat fast til bordet med et stykke lærertyggegummi og en masse blade. Jeg havde gemt alle mine skolebøger ned i en kasse og de kom ikke i nærheden af mit lille bord.
En af pigerne der var klædt ud som blomst som over for mig i den nederste køje. Vi var kun to end til videre, men der ville nok snart komme flere, hvis Juliene Force havde øje for flere model talenter. Abby boede heldigvis i en anden bus, men desværre i den samme som Damien. Jeg havde på fornemmelsen af at Abby – på trods af hendes ondskabsfulde ydre – havde et godt øje til Damien. Jeg havde aldrig været god til at svare igen og har jo altid bare ladet folk træde på mig, så jeg vil ramme Abby på et punkt hun ikke havde regnet med, og med mine evner skulle jeg tage mig sammen et stykke tid før jeg angreb. Jeg kunne også tage fejl og bare se totalt dum ud? Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle gøre det i nu, men jeg skulle have ram på hende. Snart.
Endnu en god nyhed var at Annabell flyttede ind i bussen. Hun havde trodset hendes alkoholiske forældre og var sprunget på bussen med dem i hælene. Nu var vi sammen i vores lille bus og kørte rundt i USA for at promovere Juliene Force tøj og ry.

TOLV

Jeg sad i makeup stolen og fik smurt lilla læbestift på læberne af Marcel, mens jeg holdte øje med Abby i spejlet. Hun stod et stykke bag mig med fuld makeup og var ved at blive klædt i en fjerklædt kjole og et par ræderlige stilletter der lignede en påfuglebag med alle de farver. Hun sagde noget fornærmende til damen der klædte hende på der fik damens mund stil at snerpe sig sammen. Det så ud som om hun havde lyst til at råbe Abby op i ansigtet, men det er ikke det hun er ansat til. Desværre.
Jeg løftede et øjenbryn da Damien kom ind i rummet. Abby rettede sig med det samme op og viftede ham over til sig. Hun lod som om hun ikke kunne holde balancen i hendes stilletter, så hun greb fat om hans skuldre og smilede sødt til ham. Hvis jeg var rigtig ond, var det nu jeg skulle ødelægge øjeblikket. Jeg kiggede mig i spejlet og så mit ansigt eksplodere i farver. Jeg ved ikke om Juliene Force havde siddet i en zoo et sted i USA og studeret fuglenes fjerpragt, men jeg lignede jeg havde fået tæsk og var blevet symmetrisk blå, lilla og rød i begge sider af hovedet. Hvis hun endte med at flyve på mig, ville ingen opdage det. Great!
Jeg rejste mig op og gik målrettet over til Damien og prøvede at ignorere Abbys ansigt der blev mere og mere arrig jo tættere på Damien jeg kom. ”hey.” Sagde jeg bare til ham da jeg stoppede op ikke engang en halv meter fra ham. Jeg kunne mærke jeg blev flammerød i hovedet under makeuppen, men jeg prøvede at bevare fatningen og ikke lade mig gå på af min generthed. Damien smilede bare skævt til mig og beholdte øjenkontakten. ”Hvaaa’, vil du ikke komme med ud og se mig gå? Give mig noget respons på min første catwalk?” Spurgte jeg og gik lidt tættere på Damien. Han gik også tættere på, hvilket ikke var en del af min plan, men det virkede perfekt. ”Jeg kan da se på i stedet. Du ville have bedre af at få noget konstruktiv kritik fra en professionel som mig.” Sagde Abby som prøvede at ligge sig i mellem mig og Damien, hvilket ikke lykkes så godt. ”Tak men nej tak, Abby. Jeg har været har længe nok til at kunne gennemskue talent, og jeg tror Damien er den perfekte til at give mig den respons jeg ønsker.” Sagde jeg til Abby, men stadig med øjenkantakt til Damien. Jeg blinkede en enkel gang til ham for at forsegle mine ord, og det fik ham til at vende ryggen til Abby og løfte sin arm mod mig, så han kunne fører mig ud til podiet jeg snart skulle gå på for første gang.
”Jeg vil være lige bag gardinet til højre.” Sagde han.

TRETTEN

Jeg gjorde mig selv unødig nervøs. Jeg stod klar til at gå ud på podiet i den grimmeste kjole og med makeup så tyk at den gemte alle følelser fra mit ansigt. Damien var gået og Annabell stod som den næste bag mig. Jeg vendt mig om og smilte til hende. ”Pas på du ikke ødelægger makeuppen ved det der. Ingen følelser på podiet!” Sagde hun og fniste selv. Musikken udenfor forhænget stoppede og jeg vidste det var ved at være tid. Marcel kom op på siden af mig og rettede et eller andet fjerværk i mit hår. Jeg stirrede bare ligeud som jeg havde fået besked på og koncentrerede mig om at jeg skulle gå ligeud når jeg kom ud. Ikke slentre fra side til side, men virkelig stirre lige frem for mig og stoppe og posere det bedste jeg havde lært.
Det gav et sug i maven da Marcel nærmest pressede mig ud mellem forhænget og jeg skulle holde balancen på mine 20 centimeter høje stilletter. Jeg satte den ene hånd i siden og lod den anden svinge med langs kroppen mens jeg fokuserede på at få den ene fod lige foran den anden, så min bagdel svingede på den helt rigtige måde. Jeg stoppede op for enden og stirrede lige ud i luften, mens jeg poserede med løftet hage. Jeg huskede at lade være med at kigge nogen i øjnene og gik ud i anden posering så den anden side af salen kunne se forsiden af den ræderlige kjole. Jeg stod lidt og ventede på jeg kunne gå tilbage.
Da jeg vendte mig om så jeg Annabell komme vaklende ud mellem forhængende og tog sig til hovedet. Jeg prøvede at gå tilbage som jeg kom ind, men Annabell falde hen over min side af podiet og jeg skyndte mig hen til hende. Hun satte sig op og tog sig til hovedet, mens jeg tog hendes stilletter af hende og fik hende op og stå. Hun vaklede og falde igen. Marcel kom ud fra backstage og hjalp med at samle hende op igen. Folk gispede og viskede omkring os og nogle få havde rejst sig op for at se hvad der skete. Abby kiggede bare fra bag forhænget, uden at fortrække en mine. Sikke en bitch. Vi fik Annabell op på benene men hun vaklede stadig, så vi skulle holde godt fast i hende. Nogle flere backstage folk kom styrende så snart vi kom ud bagved og tog over for mig, da jeg blev hevet over og fik en anden kjole på med det samme. Abby gik ud næsten med det samme vi kom backstage og folk stoppede med at viske og musikken kunne høres tydeligt igen. næsten med det samme vi kom backstage og folk stoppede med at viske og musikken kunne høres tydeligt igen.

FJORTEN

De sendte hende på hospitalet. Jeg nåede ikke at se mere end ambulance folkene kom ind og jeg blev smidt ud mellem forhænget af Marcel og skulle koncentrere mig om at gå uden at træde i den nye kjole jeg havde fået på. Jeg poserede desværre på samme måde som sidst jeg var ude og jeg kom til at se ned på en af de skeptiske tilskuere der sad på første rækker. Hun sad og viskede til manden ved siden af hende og hun så ikke tilfreds ud. Jeg sagde til mig selv at det måtte være kjolen hun ikke brød sig om og gik tilbage med usikre skridt. Jeg kunne ikke lade være med at tænke på det der lige var sket. Heldigvis stod Damien lige ude på den anden side af forhænget og gav mig et kram da jeg kom ud og det hele var overstået for mit vedkommende.
Anoreksi er en grim ting. Det et lille monster der sidder i hovedet på kønne piger og fortæller dem hvor fede de er. Det får folk til at sulte sig selv og det var præcis sådan et monster der sad i hovedet på Annabell.  Hun var simpelthen gået sukkerkold midt på scenen og fik pumpet proteiner i kroppen så snart hun kom på hospitalet. De kunne ikke få hende til at spise så meget, da hun bare gemte noget af maden afvejen alle mulig mærkelige steder. Jeg måtte ikke besøge hende. Jeg skulle fokusere på min karriere og jeg havde fået ros i den nyeste udgave af Bazar. Fotograferne havde rost min måde at posere på, (på trods af jeg ikke kendte så mange forskellige poseringer). Damien viste mig magasinet og jeg skreg af glæde og hoppede op og ned. Vi sad i opholdsbussen og Abby sad i det andet lokale og lignede en der kunne skrige når som helts. Hun lettede sig elegant og satte sig ved siden af Damien i den sorte læder sofa jeg lige var sprunget op af. ”Tillykke stump. Du har fået dine 10 minutters berømmelse. Jeg vil væde med du bare var heldig!” Sagde hun spydigt og nulrede Damien lidt i håret. Jeg kunne ikke lade være med at se han rykkede lidt væk fra hende denne her gang. ”Lad os få fat i nogle af billederne fra showet. Så har du noget guf til din portefølje.” Sagde han og nærmest løb væk fra Abbys gramsen.

FEMTEN

Jeg ved ikke hvad jeg lignede på de billeder. Som om jeg ikke var høj nok i forvejen, og endda har været nederen over det engang, lignede jeg en struds på to meter! Kjolen jeg var ved at falde i lignede det var malet på foran og slæbet bagpå lignede en påfuglebag i farverne. Det var åbenbart det moden dikterede i øjeblikket, men jeg ville aldrig selv komme finde på af gå i det.
Billederne var kommet til mig med en speciel post, da os i bussen ikke har nogen fast adresse når vi rejser rundt, og for det ikke skal være løgn, så skulle vi til Paris til adskillelige modeshows. Der ville vi som modeller komme til at promovere os selv, så hvis vi finder en designer der er bedre at arbejde for, var det der man skulle gøre det. Derfor sørgede Juliene Force for at være til stede. Vi havde næsten ikke set hende de sidste mange uger, men vi er håndplukkede modeller som skulle med hende, så hun ville selvfølgedig gøre alt for at beholde os.
Jeg havde ikke været hjemme siden jeg droppede ud af skolen og tog med bussen. Jeg havde skrevet et brev til min far og forklaret hvor langt jeg kan nå med mit arbejde. Jeg lagde da også et af billederne fra sidste modeshow ned i kuverten før jeg sendte. Et billede der var ment til porteføljen. Jeg skrev jeg nok skulle sende et postkort og jeg ikke behøvede penge, for Juliene ordnede det hele for os.
Det lød rygter om at Annabell ville nå at komme med til Paris. Jeg kunne heller ikke forstille mig en tur til Paris uden en at støtte mig til over for Abby. Damien kunne jeg altid gå til, og det ville jeg også så snart det kunne irritere Abby mest. Det skulle være på et tidspunkt hvor hun var allermest sårbar eller i det mindste nede. Man skulle bare have hende ned først. Jeg skulle bare finde på noget rigtig godt.

SEKSTEN

”Paris er über skønt!” Udbrød jeg, da jeg smed mig ned på sengen på hotelværelset. Vi havde været her i et par dage og Annabell nåede at komme med på en betingelse. Jeg skulle holde øje med hun spiste nok. Ikke bare spise noget, men spise som et normalt menneske. Vi havde allerede opført et par modeshows og jeg syntes allerede de begyndte at ligne hinanden. Det var det samme tøj der skulle vises frem, jeg øvede mig bare i at posere på flere forskellige måder, så magasinerne ikke havde det at sige om mig igen.
Jeg var mere interesseret i selve byen, end modeshows. Vi havde fået en smugle lommepenge/løn som vi kunne shoppe for, og det havde mig og Annabell i den grad gjort. For en smugle i denne underskønne modelverden er mere end jeg fik af min mor at leve og betale husleje for i 4 måneder.
Vi var på vej i vores sorte busser til et nyt modeshow en aften.  Vi holdte uden for bagindgangen til en kæmpe bygning hvor der med snørklet skrift ved døren stod; Fédération française de la Couture, du Prêt à Porter des Couturiers et des Créateurs de Mode. Contribution. (oversat: Fransk sammenslutning af Couture, Klar til brug, Skræddere og modedesignere. Indgang). Det var stedet for alle de store designere! Folk nærmest løb rundt i baglokalerne i hælene på langbenede modeller eller finere herre og fruer der nok var designere. Juliene gik foran alle os andre og følte sig rigtig hjemme. Folk kindkyssede hende og kaldte hende Chérie belle. Vi kom hen til vores omklædnings rum hvor Julienes navn stod på døren. Tøjet var allerede der inde og vi blev med det samme sat i hver vores stol og sminket. Min makeup var skrigende pink og lignede flammer omkring mine øjne. Mine læber blev malet blå og håret sat op så jeg kunne få en skrækkelig mintgrøn paryk på. De andre så lige så hæslige ud, og jeg indså jeg aldrig kom til at forstå mode.
Jeg skulle kun gå to omgang så jeg gjorde det så godt jeg havde lært, så folk ville lægge mærke til mig. Annabell havde haft en pause, så hende kørte de hårdt på den aften. Abby var allerede færdig og havde næsten fået sin makeup af da jeg kom ud og fik afmonteret den sidste grimme kjole med palietter. ”Hvad så taber? Kan du klare mosten i Paris?” Sagde hun mens hun tørrede makeup af kinden med en vådserviet. ”Jeg er ret sikker på du kender svaret. Jeg har ikke fået andet end ros af Marcel.” Sagde jeg og satte mig i stolen ved siden af hende og tog en vådserviet fra holderen og begyndte at tage makeuppen af. ”Nåååh. Hvor mange jobtilbud har du så fået fra designere siden du er så selvsikker?” Sagde hun og smilte for sig selv. Jeg havde ikke fået nogen. Var det meningen man skulle det? Jeg har jo allerede et job jeg var glad for, så jeg ville jo ikke skifte job alligevel, men hvis det betød at tabe ansigt over for Abby, måtte jeg lyve mig til det. ”Øøh, ja et par stykker. Jeg regner ikke med jeg vil skifte arbejdsgiver. Jeg er ret tilfreds med Juliene.” Sagde jeg så selvsikkert jeg kunne. ”Hvor er det skønt at hører!” lød det bag mig. Damien var kommet ind i vores omklædningsrum. Han havde Julienes tøj på og lignede en Ken-dukke med slikhåret og laksko. Shiiit nu brændte det på. ”Jeg har da også fået et par jobtilbud, men nu har jeg jo sagt nej til Chanel før, såå..” Sagde Abby og vippede sine lange øjenvipper i retningen af Damien. Han ignorerede hende og gik over bag min stol og tog fat i ryglænet. ”Hvem har du fået tilbud fra? Det sikkert nogle store modehuse! Du er virkelig dygtig!” Han kiggede mig i øjnene i mit spejlbillede og jeg kiggede hurtigt væk. ”Øøøh..” Sagde jeg og tørrede videre med vådservietten. ”Du har sikkert ikke fået nogen tilbud. Du kan lige så godt indrømme det. Du er jo elendig og du ligner en kamel når du går ned af podiet!” Sagde Abby. Jeg hoppede op af stolen og gik over til hende med løftet finger. Jeg skulle lige til at råbe alle de øgenavne jeg kunne komme i tanke om, men jeg vidste det ikke ville have nogen effekt på hende, så jeg vendte mig om mod Damien og gav ham et ordentligt tyngekys. Han var overrasket i starten, men efter et par sekunder kyssede han tilbage. Abby sagde en underlige pivelyd da Damien tog fat om mine hofter. Da hun marcherede pivende ud af lokalet ret jeg mig løs af Damien og tørrede mig om munden. ”Jeg vidste det!” Sagde Damien. ”Hvad vidste du?” ”Jeg vidste du kunne lide mig!”

SYTTEN

Hvad er det jeg har rodet mig ud i? Den stakkels fyr tror jeg kan lide ham, og alt jeg ville var at hævne mig på Abby og ikke tabe ansigt. Hvad var jeg blevet til? Abbys dobbeltgænger? Og det var Damien der fik mig til at indse det. Den stakkels fyr er forelsket i mig og tror jeg er det i ham, men det eneste jeg har gjort, er at misbruge hans tilstedeværelse. Jeg kan ikke genkende mig selv mere! Jeg var gået fra ham uden at sige et ord. Jeg var gået ud i bussen og havde gemt mig på det lille toilet indtil vi skulle kører. Jeg sad og kiggede mig i spejlet. Mit hår var uldet og sad ud til alle sider. Jeg savnede virkelig mit lange hår og fortryder jeg lod Marcel klippe det til en page. Jeg tog min lille håndtaske op på skødet og fandt mine briller frem. Dem havde jeg ikke haft på i lang tid, men jeg har altid haft dem med mig, hvis nu jeg skulle mist en kontaktlinse i løbet af dagen. Jeg tog mine kontaktliner ud og tog dem på, men jeg lignede stadig ikke mig selv. Rester af makeup var stadig i mit ansigt og jeg prøvede at tage det væk med mit ærme. Jeg ledte efter et pakke lommeletter i min lille ydrelomme på tasken, men fik fat i en lap papir. ”Man skal ikke kaste med stiletter, hvis man selv går i Sneakers. Abby.”
Da jeg kom ud stirrede alle folk på mig. Selv Annabell stirrede på mig kort, men smilede til mig derefter. ”Hvorfor har du ikke dine kontaktlinser på?” Spurgte hun da jeg satte mig ved siden af hende. ”Det bare så lang tid siden jeg har haft mine briller på. Syntes også de klæder mig bedre.” Jeg fik øjenkontakt med Annabell og smilede. ”Har du det godt?” Sagde hun bekymret og aede min ryg. Jeg nikkede. ”jeg skal bare have lavet en masse om i mit liv. Jeg vil gerne være model, men jeg vil ikke være en bitch, hvis du forstår.” Annabell nikkede. ”Hvad vil du lave om?” Spurgte hun og lænede sig ind mod mig. Jeg rakte hende papiret fra Abby og kiggede ud af vinduet mens hun læste og forstod det. ”Hvad skal det sige?” Spurgte Annabell. Jeg lo lidt. ”Hun ved ikke bedre. Man skal ikke kaste med stiletter, hvis man selv går i sneakers, men sneakers er mere behagelige. Så det kan godt være det hende der går i stiletterne her, men det er ikke mine føder der bliver ødelagte!” Sagde jeg spøgefuldt og gav Annabell et kram.