Jamie er en skytsengel og en del af Hebel-klanen - den største og stærkeste klan af skytsengle der blev oprettet kun til ét formål. Ét vædemål, ét spil. Alle skytsengle har hver deres menneske at passe på og jorden er deres spillebræt. Den klan der har de bedste, lykkeligste og mest velhavende mennesker fører spillet. Spillet stopper når deres udvalgte mennesker dør, men forsætter til næste generation. Men Jamie bliver nemt distraheret og en menneske pige der ikke er med i skytsenglenes spil, kommer snart i vejen for hans klans ambitioner.

Prolog

Jeg er en skytsengel. Jeg siger det ikke for at blære mig og helt ærlig, så er det ikke noget at blære sig over. Jeg siger det for at forklare alt hvad der er sket, for hvis den lille detalje med, at jeg har vinger og aldrig har haft mine ben på landjorden, ikke kommer med, så bliver min fortælling måske en smule kompliceret.
Mit navn er Jamie og jeg lever ikke på en sky, som mange mennesker tror. Vi lever oppe i himmelen, men i lige så normale huse som menneskene gør, de er bare for dumme til at lægge mærke til os. De fleste tror ikke engang på os, så hvorfor skulle de se os?
Jeg tilhører Hebel klanen, hvilket er et af de mest højtstående heroppe. Jeg har bedre stamtavle end de fineste hunde der findes på jorden. Dog kan det være meget anstrengende at være det yngste medlem i en klan, for de har som regel det største ansvar. Ser du, der et old gammelt spil i gang heroppe i himmelen som mine forfædre satte i gang og vi skal forsætte på. Hvis vi spoler tiden lidt tilbage til dengang Jesus blev født og i samme område, så kan jeg forklare hvad der skete. I kende vel alle Jesus? Ikke at han har noget med historien at gøre, men han var en form for inspiration. Han gik rundt og helede folk og hjalp alle på hans vej som havde brug for det. Han var en rigtig god fyr som de fleste kunne lide. Måske lige på nær de mennesker som slog ham ihjel, men det taler vi ikke så meget om heroppe mere. Det inspirerede mine forfædre til at gøre et par gode gerninger og indgå et vædemål. Ser i, engle er ikke så gode som alle folk tror. I dag er vi her for at passe på menneskene, men kun de udvalgte, fordi sådan var vædemålet. Det vædemål er efterhånden så gammelt, at ingen kan huske hvad der blev vædet om, men vi fortsætter med vores arbejde, for vi har egentlig ikke så meget andet at lave.

Vædemålet gik ud på at vælge et menneske at holde hånden over og så skulle man se hvis menneske der havde klaret det bedst, når det engang døde. Det gældte om at hold dem i live så længe som mulig og bringe det alt held i verden. Efterhånden som de første par år gik udvidede spillet sig til ikke kun ét menneske men hele deres familie. Flere engle gik sammen i klaner og skabte alliancer og fødte tilmed børn i takt med menneskene, så der var en ny engel, til at tage sig af menneskenes afkom. Klanerne blev større og større. Menneskene spredte sig ud over hele verden og vi var nød til at gøre det samme. Menneskene blev mere avancerede i deres færden og havde næsten ikke brug for beskyttelse mere, kun en ordentlig omgang held.

Min klan holdt hånden over familien Leeds. Det har de selvfølgelig ikke altid heddet. De kom oprindelig fra Mellemøsten, men et enkelt medlem drog i sin tid nord på til Europa og her for et par århundrede drog slægtningene til Amerika, hvor jeg befinder mig nu. Eller i himmelrummet over Amerika. Nærmere betegnet Florida. Folk levede i vildt luksus langs kysten og levede i fattigdom langt inde i byens snævre gader. Jeg havde selvfølgelig ikke noget med de fattige at gøre, da min slægt havde taget sig godt af familien Leeds igennem mange generationer, så min hverdag var for det meste at kigge ned i en himmelblå swimmingpool eller kigge på palmer der svajer i vinden. Leeds familien er meget velhavende og virker lykkelige i alle grene af deres stamtavle, så min klan fører lidt endnu. Yunho klanen førte i mange år, da deres slægt pludselig fik magten i Kina, men med kejserrigets fald, sakkede de også grusomt bagud.

Hele mit liv var dedikeret til den her forfærdelige menneskefamilie. Jeg var kun født fordi Leeds familien ønskede et barn nummer to. Edith og Philip Leeds havde i forvejen den højrøvede Alexander, min storesøster Theas opgave. Thea var en smuk lyshåret engel som lignede de engle, som mennesket altid havde drømt om og havde malet igennem tiderne. Hvis den bebumsede ung voksne Alexander så hende, ville han hoppe på hende med det samme. Heldigvis havde vi ikke haft grund, til at vise os for menneskene i mange år hundrede.
Min opgave hed Tiffany. En møgforkælet teenager pige med leverpostejs farvede krøller og dyrt mærketøj, som var hendes største hobby. Hun festede meget på trods af, at hun kun var 17 år gammel. Hendes forældre var ligeglade, hun kunne gøre som det passede hende, så længe hun ikke blev anholdt. Men det sørgede jeg jo for, at hun ikke gjorde. Det ville helt sikkert ikke se godt ud på vores statistik og så ville jeg få problemer med mine forældre, som om jeg var en helt almindelig teenager fra jorden.

Så mit liv var ikke nogen dans på roser. Mit arbejde var først ovre den dag Tiffany lagde sig til at dø. Eller måske før?

Kapitel 1

”Nu gør han det fanme igen.” Brokkede min søster sig over fra hendes udkikspost. Hendes lange lyse hår begyndte at stritte hist og her ligesom en vred kat. Jeg selv var faldet i staver, så det gav et set i mig, da hun pludselig råbet op.
”Hvad sker der?” Sagde jeg omtumlet og kom på benene. Det gjorde ikke noget at jeg forlod min post i længere tid, alarmen der var forbundet fra Tiffany, min opgave, til mig ville ringe, så snart der ville ske hende noget. Hvilket ikke var ret tit.
”Han lægger an på en ny pige igen. Jeg ved virkelig ikke hvor mange piger han har haft med hjemme de sidste par uger, men jeg er holdt op med at tælle. Jeg er simpelthen ved at få spat af at skulle se på hele tiden.” Thea tog sig til hovedet i frustration og udlede det fine englehår. Jeg selv var den totale modsætning til min søster. Jeg havde kulsort hår der stod ud til alle sider og som aldrig blev redet. Min søster havde de pæneste ravgyldne øjne, mens mine var isblå. Man skulle ikke tro vi var i familie, hvis ikke det var fordi alt andet hos os var meget ens. Vores ansigtsform og ranglede statur. Tøjet som var mørke gråt matchede tilmed, men det var vores klan-farve, så vi var tvunget til at gå i det.
”Du ved godt du ikke er bundet til den stol ikke? De kan rejse dig op og gå så snart du vil? Alarmen skal nok fortælle dig hvis der sker noget.” Jeg hang henover hendes stoleryg og så ned over hendes gennemsigtige bord, hvor et stort close-up billede af Alexander Leeds lyste op. Han var godt i gang med at befamle en latino pige, der nu kun var halvt påklædt.
”Det tør jeg ikke i de her situationer. Kan du ikke huske hende blondinen med kniven?” Thea skar en grimmasse. Jo jeg huskede det tydeligt. Alexander havde taget en pige med hjem fra en tvivlsom del af byen og efter de havde været i seng sammen, ville han bare smide hende ud, for at hans forældre ikke skulle finde ud af noget. Tøsen havde en kniv på sig og havde nær stukket Alexander ned, hvis det ikke var for min søsters alarm. Det havde været så usædvanlig tæt på, at de andre klaner havde lagt mærke til det og vores forældre blev stik tossede og forbød os at forlade vores post i længere tid af gangen. Hvis man ser det med menneskelige øjne, så forstil dig verdens mest kedelige tv-program. Du har ikke behov for søvn eller mad, så der er ingen grund til at forlade fjernsynet og du er egentlig tvunget til at se det.

For det meste kunne jeg ikke koncentrere mig. Jeg sad og stirrede på min bordplade der vist Tiffany Leeds i alle døgnets fireogtyve timer. Jeg kunne zoome ind og ud. Jeg kunne gå hundrede meter foran hende og jeg kunne fokusere på andre ting omkring hende, men jeg kunne ikke slippe hende af syne.
Hun var ikke just intelligens, men jeg hjalp hende med hendes eksamener, uden hun vidste det og hun fik nogenlunde karaktere ud af det. Mine forældre mente ikke jeg prøvede hårdt nok, da hun helst skulle have top karaktere, men jeg orkede hende virkelig ikke. Hun var en flab. Hun pissede hendes lærer af så tit, at jeg ofte måtte holde et vågent øje på hende, når hun var i skole og sørge for at lærende ikke hørte hendes flabede kommentarer om deres påklædning eller spydige bemærkninger om hendes klassekammerater. De store summer af penge og held som vores klan havde tilbudt den familie i årenes løb, har virkelig gjorde dem til dårlige mennesker. Jeg turde selvfølgelig ikke sige det højt, for det her var mine forældres livsværk og egentlig også mit. Jeg var født til at være en tjener for en lille snottet teenager og det samme med mine forældre og deres forældre. Det er totalt latterligt, men jeg ved ikke hvad der ville ske med mig, hvis jeg siger dem imod.
”Skal du ikke tilbage til din post?” Spurgte min søster, mens hun kiggede ned på sit bord med væmmelse. Det var ved at blive noget hedt.
”Jo det skal jeg vel. Hun er bare ude og drikke.” Mumlede jeg og rettede mig op.
”Igen? Er hun ikke kun 17? De må altså først drikke når de er 21 i Amerika, Jamie. Kan du ikke få hende til at stoppe eller noget?”
”På samme måde som du får Alexander til at stoppe, med at udnytte uskyldige piger? I det mindste er Tiffany stadig jomfru!” Sagde jeg drillende og prikkede min søster i siden.
”Skrid med dig!” Sagde hun surt og slog ud efter mig, men jeg var allerede fløjet op over hende, så hun ikke kunne ramme mig. De vinger havde ofte reddet min røv, når min søster blev sur og fik et raseri anfald.
”Jeg gider ikke flyve op efter dig!” Hun sad nu med knyttede næver.
”Så lad være med at slå!”
”Du var provokerende!”
”Jeg sagde bare sandheden!”
”Så er det godt!” Min fars ryst kunne mærkes igennem hele huset. Den store skytsengel og rederen for vores klan i Amerika. Hvis han ikke havde været min far, ville jeg være bange for ham. Han havde et stort sort fuldskæg, på trods af at han var skaldet som et æg. Det var noget han selv valgte, for engle blev normalt ikke skaldet. Han havde et gråt jakkesæt i samme farve som vores tøj, men det stod meget i kontrast til de grå jeans og løse t-shirt jeg havde på. Han udstrålede magt.
”Kom ned derfra!” Kommanderede han og jeg landede straks.
”Hun prøvede at slå mig.” Mumlede jeg og prøvede at tørre skylden af på Thea.
”Jamie startede med at være provokerende.” Hun lød som et lille englebarn i stedet for en ung voksen lige nu. Jeg var teenager, jeg skulle være flabet. Det havde jeg set Tiffany være så mange gange.
”Hvorfor er du ikke på din post, James?” Jeg hadede når min far kaldte mig James. Det var sådan en måde for ham at sætte streng under, at jeg var ved at være voksen. De havde alle dage kaldt mig Jamie, men min far syntes ikke det lød godt til en voksen skytsengle, så de var begyndt at kalde mig James.
”Der sker ikke noget alligevel.” Sagde jeg surt og satte mig over på min stol. Med et enkelt knips med fingrene, forvandlede jeg min kontorstol til en brun læderlænestol med bløde puder. Jeg lænede mig tilbage, mens jeg så Tiffany tage sin niende eller tiende shot den aften.
”Du skal ikke undervurdere en nat i byen. Jeg har fortalt dig om dengang min onkel..”
”Ja ja ja. Jeg har hørt alle skrækhistorierne far.” Sagde jeg gnavent. Jeg kunne høre min far sukke højlydt bag mig, før han knipsede med fingrene og forvandlede min bløde lænestol om til min tavelige kontorstol igen, hvilket fik mig til at falde på gulvet med et brag. Min far gik igen, mens min søster sad og fnisede fra hendes post i den anden side af rummet.
”Ti’ stille!” Knurrede jeg og kom op igen.
”Så kan du lærer det brormand.”

På trods af at Tiffany havde været ude at drikke dagen før, sørgede jeg for at hun vågnede til tiden, så hun kunne komme op og i skole den fredag morgen. Hun lignede noget der var løgn, men jeg kæmpede imod hendes øjnelåg og hun forblev vågen og kom af sted. Jeg fik en af rengøringskonerne til at melde sig frivilligt, til at gøre Tiffany til skole, da jeg tvivlede på at hun var hende ædru endnu, efter de utallige shots hun havde kylet ned dagen før. Jeg forsøgte så godt jeg kunne, at få hendes hovedpine til at gå væk, ved at komme lidt engle smertestillende i luften omkring hende. Kort sag så passede vi skytsengle lidt for godt på vores mennesker.
Tiffany bad hendes rengøringskone om at sætte hende af lidt fra skolen, da hun ikke ville ses i den bil, som deres rengøring havde. Jeg forlod damens sind og kunne mærke hadet imod Tiffany igen, da hun kørte hjem imod deres gigantiske villa igen. Tiffany havde valgt igen at gå imod skolens dresscode. Hun havde en lidt for kort cowboy nederdel på og nogle høje hæle. Hun havde en almindelig t-shirt på i det mindste. Hun slentrede ind af skolens indgangsparti med hendes designer skoletaske som Gucci vidst havde designet specielt til hende og var syet efter målene på de skolebøger hun aldrig tog med alligevel. Folk krøb langs skabene på skolen, for at undgå hendes grimme kommentarer, men hendes to følgesvede – eller slaver – Jessica og Jennifer sluttede sig til hende på hendes færd ned igennem de hvidmalede gange. Jessica og Jennifer var også nogle rigmands døtre. De var ikke i familie, men lignede tvillinger alligevel. De havde begge langt afbleget hår og blå øjne. Deres tøj var lige så udfordrende som Tiffanys og deres sko lige så larmende. De lignede noget fra en af de dårlige teenager film, som de unge mennesker plejede at se. Jeg tror bare ikke, at de selv var klar over, at de var dem som alle hadede. Det var virkelig svært for mig at finde venner til Tiffany. Jeg havde prøvet at få mange påvirket til at kunne lide hende, men det var ikke virket så godt igennem tiden. Kun Jessica og Jennifer var dumme og rige nok til at blive hængende.
Jeg vidste at ingen kunne lide dem. Det var tydeligt. Men hvis de ikke krøb væk, eller lod som om de kunne lide dem, så var de udstødt af resten af skolen. De ville ikke blive inviteret til noget som helst resten af deres skoleliv. Tiffany og Alexander holdt de vildeste fester, når Edith og Philip Leeds var ude på forretnings rejser eller på en af deres mage ferier de tager på, for at slippe for deres eget afkom.

”Flyt dig taber.” Tiffany vrissede til en af hendes klassekammerater, som stod tæt på Tiffanys skab. Jeg himlede med øjnene. Kunne hun ikke bare opføre sig ordentlig bare i én dag? Jeg kunne manipulere med folk, men Tiffany var en umulig opgave. Men hendes klassekammerat undskyldte og flyttede sig, så Tiffany kunne komme over og kigge sig i spejlet, som hun havde fået installeret på indersiden af sin skabslåge.
”Hvordan gik det med Benjamin i går?” Spurgte Jessica og hvinede spændt og klappede med hænderne. Tiffany gav hende et koldt blik, hvilket betød hun måtte kigge væk fra hendes eget spejlbillede i et par sekunder. Så var den gal.
”Han dukkede slet ikke op. Han sad sikkert derhjemme med sin åndsvage guitar eller noget.” Hun himlede med øjnene, før hun lukkede skabet i og bevægede sig imod lokalet hvor de skulle have matematik.
”Så du fandt en anden?” Spurgte Jennifer og så vildt spændt ud, som om Tiffany var en kendt person der skulle til at afsløre sine sliberige historier om deres spædende kendis liv.
”Hvad tror du om mig? Jeg er ikke en der går ud og kysse hvem som helst. Selvom det er fristende.” Det måtte jeg give hende. Hun holdt dig i skindet i forhold til hendes bror. Jeg kastede et blik hen på min søster, der var ved at rive håret ud af hovedet på sig selv. Jeg gætter på at Alexander havde pige problemer her morgenen efter, at han har taget hende med hjem. Noget var i hvert fald galt.
”Jeg hentydede ikke til noget. Benjamin kan bare godt virke lidt.. kedelig.” Jennifer prøvede at redde den igen og stod og viklede en tot af sit hår om din finger.
”Ja du har ret, men han er den lækreste fyr her på skolen og desuden elsker han mig. Det sagde han selv i sidste uge.” Hun kiggede på hendes veninde som hvinede op. En stor fed løgn lige der, men jeg havde ikke nogen at fortælle det til. Benjamin var i en tåge af mine kræfter hver gang han nærmede sig Tiffany. Han ville ikke have kigget hendes vej, hvis det ikke havde været for mig. Jeg kunne gøre mange ting, men jeg kunne ikke tvinge en person til at sige, at de elskede en person, som de egentlig ikke elskede. Det var umuligt. Pigerne fjantede videre og jeg pustede hårdt ud. Det her var hvad jeg var skabt til at gøre. Jeg satte gang på gang spørgsmål om min egen eksistens.

Jeg måtte den time give hendes matematiklærer Mr. Stevens nogle spirituelle øreværn på, for at han ikke skulle høre Tiffany og hendes galpende mund. Hun blev ved med at snakke til Jessica som sad ved siden af hende, så snart Mr. Stevens vendte ryggen til.

Hans time var som altid hammer kedelig og ind i mellem kunne jeg godt forstå, hvorfor Tiffany hang sådan med hovedet i timerne, når hun ikke lige havde travl med at snakke. Jeg drejede rundt på stolen og kiggede på min søster. Hun lavede en masse fagter med armene, hvilket vil sige, at hun var i gang med at udnytte hendes kræfter til et eller andet.
”Hvad sker der søs?” spurgte jeg.
”Ikke nu.” Mumlede hun bare, uden at kigge om på mig. Jeg rejste mig og gik hen til hende og kiggede hende over skulderne. Billedet viste latino pigen fra dagen før, som desperat fulgte efter Alexander igennem gangene på hans universitet. De skændes over et eller andet, men jeg kunne ikke høre hvad, da jeg skulle sidde i Theas stol, for at kunne få den fulde adgang til situationen.
”Hvad sker der?” Spurgte jeg nysgerrigt.
”Han har sendt mig på hårdt arbejde denne gang. Jeg er ret sikker på tøsen bliver gravid en af dagene og det er hun vist også sikker på. Jeg prøver at sørge for, at hun ikke bliver.” Sagde Thea frustreret og jeg kunne ikke lade være med at grine.
”Held og lykke med det!” Jeg kiggede på senariet. Pigen fulgte efter Alexander og hans ven på gangen. Han ignorerede ham totalt, mens hun rev i hans skuldre og råbte et eller andet med tårer i øjnene.
”Du skal ikke stå og hovere, bare fordi Tiffany er et lille englebarn. Ikke bogstaveligt selvfølgelig.”
”Et lille løgnagtigt englebarn.” Grinede jeg.
”Gider du godt gå væk, jeg prøver at koncentrere mig!” Vrissede min søster og hendes hår rejste sig lidt igen af ren arrighed. Jeg grinte, men det blev hurtigt afbrudt af et stød i mit hoved. Jeg troede først at min søster havde slået mig, men hun var stadig dybt koncentreret. Jeg rystede hovedet omtumlet. Jeg havde en smule hovedpine, hvilket ikke var normalt for engle. Først et par sekunder efter gik det op for mig, at det måtte være Tiffany. Jeg løb hen til mit bord og kiggede ned. Den var god nok. Tiffany lå så lang hun var, på gulvet midt i klassen. Hun var faldet over en instrumentkasse der lå på gulvet, ved siden af en anden elevs bord. Alle i klassen var stoppet i det de var i gang med, og enden grinte eller stirrede på hende. Hendes knæ var skrabet men jeg gætte på, at smerten jeg havde følt var hendes selvtillid der havde fået et hårdt slag.
”Skete der noget Jamie?” Spurgte Thea bekymret. Hun sad stadig med ryggen til mig, men hun havde nok lagt mærke til, at jeg var løbet hen til min post igen.
”Ikke noget alvorligt.” Forsikrede jeg hende. Jeg strøg håret tilbage, før jeg udførte et lille healings ritual, så hendes knæ ikke vil få nogen ar, efter de små skrammer. Heller ikke hvis hun piller i de kommende sår. Hendes stolthed ville komme sig på ingen tid. Hun var god til at lege isdronning.
”Hvorfor smed du din dumme mini guitar ud foran mig taber?” Råbte Tiffany ud over klassen. Jeg kunne mærke det stikke i mit hoved, da hendes udbrud var en smule pinligt for hende. Hold nu op for fanden.
”Den har stået der hele tiden.” Mumlede pigen, hvis taske Tiffany havde faldet over. Jeg lagde først da mærke til pigen. Hun havde klare blå øjne der var indrammet i et par tykke sorte streger af mascara. Hendes hår var farvet sort og hun havde hullede jeans på. Hun var den stik modsatte af Tiffany.
”Tydeligvist ikke. Tror du ikke jeg ser hvor jeg går?”
”Åbenbart ikke.” Pigen kiggede op med hendes intetsigende blik. Tiffany stampede i jorden. Ingen skulle få hende til at føle sig flot. Selvom jeg var på den sorthåret piges side, så måtte jeg gøre noget der gavnede Tiffany, for at få min hovedpine til at gå væk. Jeg lavede en lille håndbevægelse imod Mr. Stevens og han sukkede, som om han vidste det var uretfærdigt det han skulle til at sige.
”Summer, jeg er nød til at give dig en eftersidning. Du skal ikke spænde ben for dine klassekammerater.” Pigen der hed Summer sagde ingenting, men sendte Mr. Stevens et koldt blik og lagde armene over kors.
”Det er godt der er retfærdighed til i verden.” Sagde Tiffany tilfreds og fik sat sig ned på sin plads igen. Min hovedpine gik væk og jeg sukkede. Det var ikke retfærdighed. Det var mit skide arbejde.
Jeg kunne ikke lade være med at sætte Tiffany ud af fokus og kigge på pigen der hed summer. Hun måtte altid have været i Tiffanys klasse, men alt omkring Tiffany var sløret, med mindre jeg fokusere på det, så derfor havde jeg aldrig lagt mærke til hende før. Så snart timen begyndte igen, faldt hendes hårdt og iskolde facade og hun kiggede ned på sit kladdehæfte med en trist mine. Jeg havde aldrig set en person være så bedrøvet og jeg havde lige været med til at forværre det. Det stak i hjertet at se Summer sidde og lave små tegninger i kanten af hendes papir. De andre elever kommunikerede med hinanden i løbet af timen, men ikke Summer. Hun sad bare i sin egen, åbenbart misserable, verden. Jeg studerede hver eneste lille detalje af hendes skikkelse og opdagede til min rædsel hendes utallige armbånd på begge arme bar på en hemmelighed. Det var ikke blot navnene på hendes ynglings band og citater på diverse gummiarmbånd, men under dem var lange snitsår der løb på kryds og tværs af hendes håndled. Nogen af dem var blodrøde og andre var gamle ar. Jeg fik en grim smag i munden. Jeg væmmes. Ikke over synet af hendes små skrøbelige håndled, men jeg væmmes over mig selv, fordi jeg sagtens kunne være skyld i, at der snart ville komme flere af de blodrøde mærker på hendes lyse hud. Jeg zoomede ud fra Summer og fokuserede igen på Tiffany der sad og viskede et eller andet til Jessica. De kiggede begge i retningen af Summer og en vrede jeg aldrig havde følg før, brændt i mit bryst.

Kapitel 2

De følgende dage kunne jeg ikke lade være med at tænke på hvor knust Summer havde set ud, da jeg sørger for hun fik eftersidning. Og hun vidste ikke engang at det var min skyld. Hele mit liv var dedikeret til Tiffany og derfor havde jeg slet ikke tænkt så meget hvor den skade, som hun forvoldte andre mennesker. Hele weekenden festede hun igennem med hendes veninde, så min største opgave var at påvirke hende til at gå den vej hjem, hvor der ikke var nogen voldtægtsforbrydere og sørge for at hendes hovedpine var mange gange mindre, end hendes venners. Min søster havde nogenlunde det samme problem, dog var det de færreste fyre der blev voldtaget. Det var nærmere Alexander der var voldtægtsmanden, men det sagde jeg selvfølgelig ikke højt. Dog kunne jeg fornemme vi begge tænkte det. Han udnyttede pigerne, kom ting i deres drinks, så de blev halv bedøvede og uvisse om deres omgivelser. Han slæbte dem derefter hjem til sig selv, eller hen til et hotel, hvor han efterlod dem. Det var noget af et forhold at have til kvinder i en alder af 21, men hans manglende opdragelse og ekstreme held, bar en stor del af skylden. Vores forældre tjekkede op på os mere ofte end de plejede, da deres opgave ikke var den største, når nu Edith og Philip Leeds lagde og solede sig på en sydhavsø. Det eneste mine forældre sørgede for var, at de ikke blev solbrændte.

Da Tiffany skulle i skole om mandagen, pressede jeg på og fik hende i skole til tiden. Hun var ædru nok til at kører selv, så jeg lod hende sætte sig ind i sin sorte chevrolet sportsvogn og tog til skolen. Hun var selv irriteret over, at hun var kommet tidligere end hun plejede og hendes undersåtter var ikke kommet endnu. Folk var begyndt at kigge på hende, da de vidste at skolens prinsesse normalt ikke kom før sidste øjeblik, så kun gik imod pigernes toiletter. Jeg havde ledet hende mod skolen, så jeg måske kunne få et glimt af hende Summer igen. Det var noget underligt noget, men jeg bekymrede mig virkelig om hende, selvom jeg ikke kendte hende. Hun virkede så skrøbelig. Lille og fin. Jeg ønskede inderligt jeg kunne gøre noget for hende, for hun virkede til at være en type, som godt kunne bruge lidt mere held i sin hverdag. Tiffany havde bestemt ikke brug for mere medgang i sit liv, men jeg var nød til at give hende alt det jeg havde i mig.
Jeg så til, mens Tiffany gav genlyd ned af den næsten menneskelomme gang, med hendes høje hæle. Hendes sko havde næsten overdøvet den rolige musik der kom inde fra musiklokalet. Men kun næsten. Musikken fik hende til at stoppe op udenfor pigernes toilet og stå og lytte. Hun hørte normalt ikke den slags musik. Jeg flere gange flygtet fra min poste fordi hun hørte det mest forfærdelige boyband eller en eller anden dame der skreg ind i en mikrofon til en akustisk guitar. Det her var noget andet. Det var en blanding af en stille guitar og en sørgelig melodi på violin. Min hjerte begyndte at slå hurtigere, da jeg kom i tanke om hvem der ejede en violin fra Tiffanys klasse og hvor meget jeg ville ønske Tiffany ikke ville ødelægge hendes smukke melodi. Slevfølgelig er den eneste der får det som hun vil have det – Tiffany. Hun rynkede brynene og gik hen til musiklokalet hvor døren stod på klem. Hun prøvede at kigge ind af sprækken, men kunne ikke se noget derfra, så hun åbnede døren mere, og fik sig et grimt chok. Det ved jeg, for jeg kunne mærke hendes utilfredshed i mit hoved som et stød.
Summer sad ganske vist og spillede violinen, men stoppede da Tiffany smækkede døren helt op. Over for Summer sad Tiffanys kæreste Benjamin. Den høje brunhårede fyr, som jeg havde tvunget til at være sammen med Tiffany.
”Hvad fanden sker der her?” Sagde Tiffany vredt og stirrede olmt på Summer. Summer sagde ikke noget og kiggede bare ned i gulvet.
”Vi spiller bare lidt. Vi har musik sammen og skulle skrive en sang til timen.” Forklarede Benjamin og løftede en hånd, for at stoppe Tiffany i at komme nærmere Summer.
”Hvorfor arbejder ud sammen med hende?” Spyttede Tiffany.
”Hun er en god musikker. Hun er den eneste på holdet der spiller et klassisk instrument og jeg syntes det er spændende.” Benjamin sendte et smil til Summer, men hun opfangede det ikke, da hun bare kiggede ned i gulvet og knugede sin violin ind til sig. Tiffany var rasende. Hun stirrede på Summer og jeg kunne se på hende, at hun overvejede hvad hun skulle gøre ved situationen. Summer skulle ikke slippe af sted med det her. Mine instinkter skreg på mig at jeg skulle vende det her til Tiffanys fordel, så hun blev tilfreds, men noget i mig ville hjælpe Summer. Jeg kunne ikke bare lade Tiffany ødelægge endnu en ting for hende. Jeg brugte mine kræfter på Benjamin og fik ham til at ligge en hånd på Tiffanys skulder.
”Hør her babe. Jeg siger bare til min lære at jeg skal have en anden partner ikke? Jeg skal nok lade være med at nærme mig hende igen. Hun er alligevel ikke så god som jeg troede.” Den sidste kommentar, fik Summer til at rykke sig urolig på stolen. Men Tiffany lyst op og lagde en hånd på Benjamins bryst.
”Du er altså så sød imod mig. Vil du virkelig gøre det for mig?” Spurgte hun med en sukkersød stemme. Jeg kunne mærke på Benjamin han kæmpede imod min vilje, men jeg pressede mere på.
”Alt for dig.” Sagde han lige så sukkersødt og lod hans næse røre Tiffanys. Jeg måtte kigge væk et øjeblik for ikke at få kvalme over alt den nuttethed.
”Du får vist ikke brug for den der mere så.” Det gør hun ikke. Nåede jeg at tænke, men jeg kunne ikke påvirke Tiffany til at lade være med at gøre, det som hun havde tænkt sig. Det var for stor en tilfredsstillelse for hende. Hun gik over og tog violinen ud af Summers hænder og smed den ned på gulvet. Den lavede en underlig hul lyd, før Tiffany sendte hendes hæl ned igennem violinens kasse. Jeg holdt vejret da jeg så Summers knuste ansigtsudtryk. Hendes violin var fuldkommen ødelagt. Det her var gået for vidt. Benjamin så på med en trist mine, men jeg tvang ham til at være stille. Jeg havde lige gjort Summer mere ulykkelig, end hun var før.
”Ups. Du må nok hellere få dig en ny hobby. Eller måske et liv?” Sagde Tiffany grinende og trak Benjamin med sig. Jeg zoomede straks ud og fokuserede så godt jeg kunne på Summer, selvom det næsten var umuligt, når Tiffany var på vej væk fra stedet. Jeg nåede lige at se hvordan tårende væltede op i hendes øjne, da hun bukkede sig ned og samlede resterne af hendes ødelagte violin op.

Jeg bandede og svoglede så meget, at jeg fik min søster til at forlade sin post, for første gange i flere dage.
”Hvad sker der Jamie?” Hun kiggede på mig med vilde øjne. Jeg rejste mig op og sparkede til min stol så den væltede. Jeg fremanede et bord, så jeg kunne vælte det også.
”Hvad går der af dig?” Råbte min søster og tog fat i mig, så jeg ikke kunne fremane flere ting jeg kunne smadre.
”Det er den forbandede lille møgsæk, som gør livet surt for alle andre!” Skældte jeg ud og stirrede vredt på min bordplads som havde zoomet ind på Tiffany og Benjamin igen.
”Hvad snakker du om? Er der nogen der irritere Tiffany? Har du ondt nogen steder?” Min søster så bekymret fra mig til min bordplade. Men Tiffany var godt i gang med at stikke tungen ned i halsen på sin kæreste.
”Nej det er Tiffany jeg snakke om. Hun er en førsteklasses bitch. Hun render kun rundt og gør andre folk miserable.”
”Du skal ikke snakke sådan om vores opgave. Din opgave. Du har fulgt hende fra hun var spæd. Du må da have nok respekt for hende, til at gøre hende glad.”
”Jeg har mistet alt respekt for den lille tøs. Hun har lige smadret en anden piges violin og jeg kunne se på hende, at hun havde det godt med det. Hun er psykopat!”
”Så er det godt! Sæt dig tilbage og udfør dit arbejde.” Min søster greb mig hårdt om håndledet og rejste stolen op med en lille håndbevægelse, og placerede mig på den. Jeg trak vejret dybt, før jeg kiggede ned på min bordplade igen.

Tiffany var på vej til klassen, sammen med hendes veninde nu. Hendes veninde havde taget hende i at snave med hendes kæreste, og de hvinede op, som de plejede.
”Du er simpelthen så heldig! Han er totalt skudt i dig.” Jublede Jennifer.
”Jeg ved det.” Sagde Tiffany bare og kastede med håret, før hun satte sig ned på sin plads bagerst i klassen. Timen gik i gang og jeg ventede på Summer kom ind, men til min skræk, så dukkede hun ikke op. Måske sad hun stadig i musiklokalet og sørgede over sin violin? Eller måske var hun gået hjem igen. Det ville jeg nok også have gjort hvis jeg var hende. Jeg ville ikke kunne holde ud til at være i nærheden af Tiffany nede på jorden. Jeg syntes det var nok, at sidde og stirre på hende fra alle andre vinkeler.
Timen gik og Tiffany fulgte tydeligvis ikke med, men sad bare og snakkede. Jeg var snart træt af, at jeg altid skulle give hendes lærer magiske høreværn på, så jeg sørgede for, at han hørte Jessica, så hun blev strengt bedt om at tie stille, men han havde ikke hørt Tiffany, så hun var stadig fuld tilfreds over, at hun ikke fik skæld ud. Men hun tiede i det mindste stille i et par minutter.
Timen efter frokost dukkede Summer pludselig op. Det susede for mine ører da jeg så hende komme ind i klassen med sine store høretelefoner på. Tiffany lagde også mærke til hun kom ind, men i stedet for at råbe noget til hende, som hun tydeligvis ikke ville kunne høre, på grund af musikken. Så nøjes hun med at vende sig om og sige et eller andet til sine veninder. Jeg zoomede ind på Summer, for at se hendes ansigt. Hendes kinder var rødere end de andre gange jeg havde set hende. Hendes øjne var puffede, hvilet tydede på, at hun havde grædt længe. Hendes makeup sad heller ikke så godt mere, men hun havde da fået tørret noget af det under øjnene væk. Alt i alt så hun knust ud. Opgivende. Hun kiggede ikke op fra hendes papir, før Mr. Stevens kom over, og tog hendes høretelefoner af, og lagde dem på hendes bord, uden at sige noget til hende. Han kunne måske godt se, at man ikke skulle prikke til hende lige nu.
Jeg hvilede mit hoved i min hånd mens jeg betragtede Summer igennem hele timen. Hun var en utrolig klog pige og lavede alle hendes opgaver uden at sige en lyd. Når hun var færdig, begyndte hun at tegne små krydseduller omkring hendes regnestykker. Hun skævede til hendes hovedtelefoner i ny og næ. Musikken måtte være en flygt fra hverdagen for hende. Man kunne se længslen i de opsvulmede blå øjne. Hun sukkede dybt og begyndte at tygge på sin blyant. Først der lagde jeg mærke til det. Det stak i hjertet, ligesom første gang jeg så det. Helt nye snitsår var gemt under hendes mange gummiarmbånd. De var mørkerøde og huen omkring var smurt ind i indtørret blod. Havde hun lige gjort det? Havde hun siddet et sted på skolen og gjort skade på sig selv? Smagen af rust opstod i min mund. Jeg måtte have midt mig selv af ren arrighed. Det var Tiffanys skyld. Nej det var min skyld. Det var min skyld igen. Jeg havde fået hende til at gøre skade på sig selv. En dag vil hun ikke kunne styre, hvad end hun skære sig med, og hun ville skære for dybt. Jeg kendte menneskenes anatomi godt nok til at vide, at det hun gjorde var farligt og kunne bringe hende i livsfare. Jeg måtte stoppe det på en eller anden måde, men jeg var magtesløs. Jeg var bundet til min plads i himmelen. Bundet til Tiffany og tvunget til at gøre hende glad på alle bekostninger.

Kapitel 3

De næste par dage ville jeg sørge for at holde Tiffany væk fra Summer. Det var nemmere end jeg havde regnet med, da hun ikke kom i skole. Det gjorde mig på samme tid meget bekymret. Hvad lavede hun? Var det gået galt for hende? Havde hun nogen til at tage sig af hende eller var hun helt alene? Hvis bare hun vidste, at jeg eksisterede og var bekymret for hende. Så ville hun måske ikke gøre sådan nogen ting ved sig selv. Om onsdagen kom hun endelig i skole og jeg kunne endelig trække vejret lettet. Tiffany havde også lagt mærke til, at Summer var væk. Jeg havde hørt hende snakke med hendes veninde om det. Hun fortalte hvordan Summer havde kastet sig over Benjamin, men han havde skubbet Summer væk fra sig og smadret hendes violin i farten. Jeg missede med øjnene igennem hele samtalen, da jeg vidste at løgnen var så tyk, at man kunne skære i den. Så da Summer endelig satte sig ind i klassen til morgen timen, var det ikke kun Tiffany der lagde mærke til, at hun var kommet tilbage, men også Jennifer og Jessica.
”Har du siddet hjemme og grædt snot, fordi Benjamin har god smag?” Tiffany satte sig på hendes bord og krøllede Summers papir med hendes bagdel. Summer sagde ikke noget og prøvede bare at rette papiret ud igen.
”Hvor vover du at kaste dig over Tiffanys fyr?” Sagde Jessica og prikkede Summer hårdt ved kragebenet.
”Jeg har ikke været i nærheden af ham.” Mumlede Summer uden at se på dem. Hun tog hendes høretelefoner op af tasken og satte dem over det sortfarvede hår, som var ved at få en mindre lys udgroning. Men lige så hurtigt som hun havde fået dem på, rev Jennifer dem af hovedet af hende igen.
”Det er uhøfligt at tage hovedtelefoner på, når der er nogen der snakke med dig!” Jennifer grinte og det samme gjorde de to andre piger. Hvis jeg havde været der, så ville jeg have givet dem alle et par på hovedet. Deres lærer kom ind og Jennifer smed Summers hovedtelefoner på gulvet, før pigerne alle satte sig på plads. Summer rørte sig ikke ud af flækken. Jeg zoomede ind på hendes hængende hoved. Jeg havde virkelig ondt af hende. Efter lidt tid hvor læreren var begyndt at snakke, kunne jeg se hendes skulder bevæge sig lidt. Hun græd. Tårende løb ned over hendes kinder og landede på hendes skoleopgaver og lavede mørke plamager. Tallene på hendes papir der var skrevet med kuglepen, blev langsomt udtværet.
”Ømh Mr. Stevens?” Først der blev jeg opmærksom på Tiffany igen. Hun havde rakt hånden op.
”Ja? Er der noget du gerne vil sige?” Sagde den ranglede gamle mand.
”Jeg tror Summer flæber.” Sagde Tiffany og lo lidt, før hun tog sig selv i det og lagde hendes ansigt i nogle falske bekymrede folder. Mr. Stevens kiggede hen på Summer hvis papir snart var gennemblødt.
”Er der noget du gerne vil sige på klassen eller skal du have lidt luft?” Spurgte han, uden at gå hen til hende. Han fortsatte med at skrive den formel op, som han var i gang med.
”Jeg går ud.” Sagde Summer kort, før hun rejste sig og løb ud af klassen.

Jeg hev mig selv frustreret i håret. Jeg prøvede så vidt muligt at følge Summer på mit billede, men det kæmpede hele tiden imod, og prøvede at komme tilbage og fokusere på Tiffany. Summer løb op af trapperne på skolen og forbi pedellen i den blå kedeldragt, der råbte at hun ikke måtte løbe på gangene. Hun løb længere op, til et sted på skolen jeg aldrig havde set. Tiffany havde ingen timer på de øverste etager og derfor vidste jeg at Summer heller ikke havde. Hvad havde hun tænkt sig? Hun løb forbi alle toiletterne, så hun var ikke på vej ud, for at vaske den løbende makeup af ansigtet. Hun stoppede op ved en dør med et rødt skilt på. Ingen adgang stod der. Hun kiggede til begge sider for at være sikker på hun var alene og så tog hun i håndtaget. Døren var ikke låst. Hun skyldte sig ind og på den anden side af døren var en ståltrappe. Jeg zoomede ud for at se, hvor hun var på vej hen. På den anden side af døren, for enden af trappen, var taget. Jeg panikkede, da jeg indså hvad hun havde i sinde. Jeg kiggede rundt og over på min søster, men hun sad og var faldet i staver. Alexander havde sikkert også time nu. Hvad skulle jeg også med min søster? Hun ville sikkert sige det var tragisk, men ikke mit ansvar. Jeg var en skytsengel for helved. Jeg kunne ikke bare se på.

Hun var nået op på taget nu og stod stille uden for døren. Hun trak vejret dybt et par gange. Vinden rev i hendes tøj. Hendes hullede jeans måtte ikke give meget varme og hendes t-shirt som var alt for stor, blafrede så voldsomt, at huden på hendes mave kom til syne. Hun begyndte at gå hen imod kanten af taget og det var der jeg tog en beslutning som de færreste skytsengle tager. Jeg ville ned på jorden. Uden at advare min søster eller nogen anden, kravlede jeg op på min stol og lavede mit bord om til en portal med en enkel håndbevægelse og sprang igennem. Jeg foldede mine vinger ud så snart jeg mærkede vinden omkring mig og landede midt på taget. Summer var nået helt hen til kanten nu og hun stod og stirrede ned. Jeg løb hen til hende og nåede at få fat i hendes håndled, idet hun havde taget beslutningen og var trådt et skridt frem. Jeg lettede fra taget, så hendes ben ikke ville ramme kanten og hev hende ind til mig. Hun udstødte et lille skrig, før jeg udsendte min beroligende aura, for at få hende til at slappe af. Efter hun gav efter og blev rolig i min arme, landede jeg igen på taget. Jeg ville ikke give slip på hende, men holdt hende ind til mit bryst. Hun var så lille og skrøbelig.
”Hvem er du?” Spurgte hun efter lidt tid. Jeg er glad for, at det første spørgsmål ikke var ’hvad er du’.
”Mit navn er Jamie. Jeg er her for at passe på dig.” Mumlede jeg imod hendes hår. Der gik lidt før hun rykkede på sig. Da hun trak sig væk, kunne jeg se hvordan hendes sorte makeup havde lavet mærker på min grå bluse, men jeg var ligeglad, for Summer var i live.
”Hvorfor stoppede du mig?” Var hendes andet spørgsmål. Jeg smilede opmuntrende til hende.
”Du har et langt liv foran dig. Det er måske ikke nemt nu, men jeg skal nok sørge for det bliver nemmere. Du skal ikke lade Tiffany gå dig på.” Hun stirrede blankt på mig. Min beroligende aura var ved at tage af og hendes øjne blev pludselig fyldt med rædsel.
”Hvorfor har du vinger? Hvad er du for en? Hvem er du? Og hvorfra kender du Tiffany?” Hun for sammen og var på vej hen imod kanten af taget igen, men denne gang vidste jeg, at det var fordi hun var bange for mig.
”Du skal ikke være bange for mig! Jeg gør ikke noget. Det hele kræver en lang forklaring og jeg skal nok fortælle dig det så godt jeg kan, hvis du lover mig at holde dig væk fra den kant.” Jeg holdt mine hænder op, som om jeg havde overgivet mig. Hun kiggede skeptisk på mig. Hendes læbe bævrede stadig efter at hun havde grædt så meget, mens hendes øjne virkede ikke sørgmodige mere.
”Hvad vil du så have mig til at gøre?”
”Vi kunne sætte os ned?” Forslog jeg og satte mig ned. Jeg måtte brede mine vinger en smule ud til siden, for de ikke skulle rage imod det beskidte betontag. Jeg lagde mine ben over kors og lavede en gestus med armen, for at få hende til at sætte sig over for mig. Hun kom langsomt nærmere, men stoppede et par meter væk og satte sig og trak knæene op under hagen.
”Er de ægte?” Var det første hun sagde, efter hun var færdig med at stirre på mig. Jeg blev ført forvirret, men forstod hurtigt, at det var vingerne hun hentydede til.
”Lige så ægte som dine fingre og tæer.” Sagde jeg smilene.
”Så de gror bare ud af din ryg?”
”De vokser sammen med mig. De bliver nok ikke større end de er nu.” Jeg rakte om på ryggen og mærkede på mine bløde hvide vinger. De havde altid været der, så jeg havde aldrig rigtig tænkt over dem, som anderledes.
”Prøv at bred dem ud.” Sagde hun og lagde sit hoved på skrå. Jeg gjorde som hun sagde og bredte mine vinger ud i fuld længde. Min vingevide var cirka lige så lang som jeg var høj. Hun kiggede på mine vinger med klare øjne og jeg kunne godt lide, at jeg ikke behøvedes at gøre andet end at vise hende mine vinger, før hun blev helt tryllebundet og glemte for en stund at hun havde prøvet at tage sit eget liv.
”Må.. må jeg røre dem?” Spurgte hun stille. Jeg nikkede til hende og strøg mit hår væk fra øjnene. Hendes hår var vindblæst og hendes makeup var tværet ud rundt om hendes øjne, men hun så stadig umådelig smuk ud med hendes store nysgerrige øjne. Hun kom på benene og gik om bag ved mig. Jeg holdt vejret da hendes finger rørte ved min højre vinge. Hun rørte mig knap nok, men det sendte stadig en kuldegysning igennem min krop, da hun strøg mine vinger langs fjerne.
”De er virkelig pæne. Og bløde.” Tilføjede hun til sidst. Jeg rødmede en smule. Jeg havde aldrig fået en kompliment før.
”Så du er ikke bange for dem?”
”Hvordan skulle jeg kunne være bange for noget der er så smukt?” Jeg mørkede varmen i hele mit ansigt nu og jeg kiggede ned, for at hun ikke skulle se det. Hun forsatte over den venstre vinge og kørte fingrene ned over fjerdragten. Jeg gav dem et halvhjertet blaf, så hun kunne se at de var ægte. Hun gav et lille spjæt, hvilket fik mig til at le.

”Hvordan fungere det hele så?” Spurgte hun og kom op foran mig igen. Hun satte sig ned, men denne gang så tæt på, at jeg ville kunne røre hendes knæ, hvis jeg rakte armen ud. Hun stolede altså på mig.
”Hvad mener du?”
”Alt det der engle halløj? Hvorfor redde du mig? Er du en form for skytsengle? Ville jeg være blevet ligesom dig hvis jeg…” Hun kiggede ned og trak knæene op under hagen, som hun gjorde før. Jeg kunne se tårende begyndte at arbejde sig frem i hendes øjenkrog igen, så jeg skyndte mig at svare hende.
”Jeg er ikke død. Jeg er født sådan her. Ligesom du er født som menneske. Og ja jeg er en form for skytsengle, men…” Jeg stoppede. Havde jeg virkelig lyst til at fortælle Summer, at jeg egentlig var sat i verden, til at tage mig af hende som havde mobbet Summer så groft, at hun havde overvejet selvmord.
”Men hvad?” Spurgte hun. Igen med nysgerrighed i øjnene. Hun trak sit ærme ud over hånden og tørrede sine øjne med det.
”Jeg er ikke din skytsengel.” Sagde jeg og bed mig i læben. Jeg ville ikke afsløre for meget.
”Oh.” Sagde hun bare og blev ved med at tørre sine øjne. Det gjorde kun hendes makeup værre og værre. Jeg rakte min hånd frem imod hendes ansigt og ventede på at hun ville vige væk fra den, men hun stolene nok på mig på daværende tidspunkt, til at hun blev siddende og kiggede spørgende på mig.
”Skal jeg hjælpe dig med din øjenmakeup? Den er ved at være lidt… udtværet.” Hun stirrede bare på min hånd, hvilket jeg tog som et ja. Jeg lod min tommeltot røre hendes bløde hud under øjnene og med nogle få englekræfter, kørte jeg tomlen langs hende øje, og fik det overskuddene makeup af, så der ikke var spor af gråd. Min mave slog kolbøtte så længe jeg rørte ved hende. Jeg havde aldrig haft det sådan før. Jeg gjorde det ved det andet øje også og lænede mig tilbage.
”Sådan.” Mumlede jeg. Hun kørte en finger langs hendes øje og undrede sig over, at der ikke kom noget på hendes finger.
”Har du fjernet alt mit makeup?” Hun så ikke særlig tilfreds ud.
”Ikke det hele. Bare rolig. Der er cirka det der plejer at være.” Hun kiggede undrende på mig. Det er nok fordi jeg sagde plejer, selvom det her var første gang vi mødtes. Hun vidste ikke, at jeg har kunnet kigge ned på hende, fra min post i himmelen.
”Hvis du ikke er min skytsengel, hvorfor holder du så øje med mig?”
”Det er svært at forklare, Summer.” Jeg lænede mig tilbage på håndfladerne. Jeg kunne lige så komme ud med det hele og bruge hendes navn, når jeg allerede var afsløret som en stalker, så selvom hun ikke.
”Hvor meget ved du egentlig om mig, Jamie?” Hun bed mærke i, at jeg kendte hendes navn, på trods af, at hun ikke havde fortalt mig det. Hun pillede ved et af de flossede huller i sine bukser. Hendes armbånd kørte op og ned på hendes håndled, og tværrede i det størknede blod.
”Nok til at jeg ved, at nogen burde være din skytsengel.”
”Det med at springe fra taget, har jeg ikke forsøgt før.” Indrømmede hun. Denne gang var hun ikke generet over det, men kiggede mig lige i øjnene da hun sagde det.
”Det ved jeg skam godt. Det er mere dine håndled jeg snakkede om.” Hun tog straks om sit ene håndled og dækkede hendes armbånd og ar.
”Det er noget meget privat.”
”Det burde det ikke være. Tiffany og hendes slaver burde have at vide, hvad det er de gør ved dig. Desværre tror jeg ikke, at sådan nogen som dem, kan føle skyld.” Jeg slog frustreret ud i luften med en knyttet næse. Jeg ønskede inderst inde at det var Tiffanys ansigt, i stedet for luften.
”Hvor mange her på skolen kender du egentlig?”
”Ikke så mange faktisk. Men masse kedelige folk og så dig.”
”Så jeg går ikke ind under kategorien kedelig mere, når nu jeg prøvede at tage mit eget liv?”
”Du går ikke ind under den kategori, fordi du er speciel.” Jeg kiggede hende lige i øjnene. Jeg ville ikke have hun blev ved med at køre sig selv ned på den måde. Hendes blå øjne så dog stadig skeptiske ud.
”Og speciel er en god ting?”
”For mig er det i hvert fald. Et hvert normalt kedeligt menneske ville nok være løbet skrigende bort, så snart jeg havde blafret med vingerne.” Hun lo lidt og trak på skulderne.
”Jeg må indrømme jeg var bange til at starte med, men nysgerrigheden overvandt mig.”
”Og det er jeg glad for.” Jeg flyttede mig lidt på stedet, så jeg kunne række over og lagde min hånd på hendes knæ. Hun rødmede lidt.
”Du er måske ikke farlig, men hvad mon det næste spændende, som falder ned fra himmelen er? Min nysgerrighed skal nok få mig slået ihjel en dag.” Jokede hun.
”Det skal jeg nok sørge for ikke sker.”
”Jamen du er jo ikke min skytsengel.” Jeg blev stille lidt, før jeg fandt på et svar.
”Måske ikke, men jeg kan påvirke andre, til at lade være med at dræbe dig. Det vil måske ikke virke så længe, men det vil vinde dig tid nok, til at slippe væk.” Jeg trak på skulderen og smilede til hende. Hun smilede genert igen og kiggede ned på min hånd, som stadig hvilede på hendes knæ.
”Så du kan påvirke folk til at gøre ting?”
”Til en hvis grad, ja.”
”Påvirker du mig lige nu?”
”Hvordan skulle jeg dog påvirke dig lige nu?” Jeg skulle til at sige, at hun i den grad påvirkede mig. Hele den her situation var noget af et adrenalinsus for mig og hendes nærvær fik min mave til at knude. Det gjorde en smule ondt, men på samme tid, var det den mest behagelige følelse i hele verden.
”Jeg har for øjeblikke siden prøvet at tage mit eget liv, og nu sidder jeg her og smiler som en idiot.” Hun pillede ved sin sorte neglelak, som var ved at falde af hendes negle i flager.
”Det er ikke noget jeg gør bevidst.” Min kommentar fik hende bare til at rødme mere og jeg elskede det. Hun var ved at åbne munden for at sige noget, da vi blev afbrudt af skoleklokken der ringede. Jeg havde helt glemt tid og sted, mens jeg havde siddet på taget sammen med Summer.
”Shit! Jeg skal tilbage!” Sagde jeg og slog en gang med vingerne, for at komme op og stå. Jeg havde ikke tænkt mig om to gange, før jeg var suset ned på jorden, for at redde Summer, men spørgsmålet var nu; Hvordan kom jeg egentlig tilbage?
”Skal du op i himmelen igen?” Spurgte Summer og så straks ked ud af det. Hun rejste sig op og greb ud efter min bluse, som om hun var bange for, at jeg ville forsvinde for øjnene af hende.
”Ja desværre. Jeg har et arbejde der skal gøres, men jeg kunne ikke risikere at du gjorde noget, som du ville fortryde.” Jeg tog hendes hånd fra min bluse.
”Du er den første som har bekymret sig sådan om mig. Vil jeg se dig igen?” Hun kiggede på mig med håbefulde øjne, mens hun holdt stramt om min hånd.
”Selvfølgelig. Jeg skal nok være her engang, men jeg kan ikke sige hvornår. Men jeg skal nok holde øje med dig, så tit jeg nu kan, okay?”
”Okay.” Var det eneste hun sagde, før hun gav slip på min hånd og gik imod døren bag mig. Jeg trak vejret dybt, før jeg vendt mig om og så hendes ryg.
”Summer? Vil du ikke godt love mig, at du ikke skader dig selv igen?” Hun vendte sig om, og tog automatisk om sit ene håndled.
”Jeg håber ikke jeg får behov for det igen.”

Da hun havde lukket døren efter sig, stod jeg lidt og kiggede ud over taget. Skolen havde store grønne områder på alle sider, som blev brugt enden til fodbold eller andre idræts aktiviteter. En flok af sportsklædt elever var på vej hen imod en lære, som stod med en masse bolde. Hvis jeg lettede fra taget, ville de så se mig? Jeg havde aldrig prøvet at påvirke folk, til ikke at se mig før, når nu jeg aldrig havde været på jorden før. Spørgsmålet var så også, om det at jeg lettede og fløj opad ville hjælpe? Ville jeg komme hjem? Ville mit hjem være lige oppe? Der var ikke en sky på himmelen på det her tidspunkt, når jeg kiggede op, så jeg kun blåt. Måske var jeg lige så dum som et menneske og kunne derfor ikke se det? Kunne det passe. Hvorfor havde de lært os hvordan vi kom ned på jorden, uden at vise os hvordan man kommer tilbage? Var det for at afskrække os? Eller havde jeg glemt at høre efter, da mine forældre lærte mig op? Jeg spekulerede på, hvor mange mennesker der var omkring mig. Jeg forstillede mig en beskyttende aura, som ville gøre mig usynlig for menneskene. Det havde bare at virke. Jeg lettede så let som ingenting fra taget og fløj lige op. Det gik pænt hurtigt og skolen var snart en lille brik under mig. Jeg måtte kigge ned, for at holde øje med, om jeg stadig fløj lige op, for der var ikke andet end blåt omkring mig og jeg kunne hurtigt miste orienteringen. Jeg kunne mærke på mine lunger, at luften blev tyndere og jeg blev en smule svimmel. Hvor langt var der op? Jeg kom i tanke om, at jeg ikke havde nogen ide om, hvor jeg egentlig boede og hvor langt det var oppe. Jeg sidder konstant på min post og kigger på et billede af Tiffany som var zoomet ekstremt ind, men hvor meget egentlig? Jeg havde aldrig prøvet at zoome helt ud. Jeg stoppede på et tidspunkt, for at få luft. Mine lunger skreg efter at komme ned igen, til noget tykkere luft, men jeg kunne da ikke bare blive på jorden? Men måske var jeg nød til det?

Kapitel 4

Jeg landede på taget igen, da mine lunger ikke længere kunne holde ud til at være i det tynde lugtlag. Jeg satte mig frustreret ned på det kolde betontag og gik igennem alt jeg havde lært af mine forældre. De havde fortalt hvor ekstremt sjældent det var, at en engel havde vist sig for et menneske. Det var mange hundrede år siden sidst og der var ikke kommet noget godt ud af det. Personen blev stemplet som skør og var vist blev brændt på bålet, fordi folk troede han var besat af en eller anden djævel.
Hvis engle virkelig ikke havde vist sig for menneskene i så mange hundrede år, så var metoden til at komme tilbage måske ikke blevet levet videre og selvom den var, ville folk nok glemme den, siden ingen havde haft brug for den viden. Jeg sukkede dybt. Min søster ville ret hurtigt finde ud af at jeg var væk. Måske ville hun hente mine forældre og få mig tilbage på en eller anden måde. Jeg kunne kun håbe.
Jeg begyndte at lege lidt med tanken om, at jeg kunne tænke mig derop, ligesom jeg kunne påvirke folk til at gøre noget bestemt, ved blot af tænke det og lave en lille bevægelse med min hånd. Så kunne jeg måske påvirke mig selv, til at være i himmelen igen? Jeg lukkede øjnene og forstillede mig min post i himmelen og ønskede mig dertil. Jeg mærkede vinden omkring mig tage en smule til, men da jeg var ved at tro, at det faktisk virkede, blev min tankestrøm afbrudt af en skarp fløjtelyd. Jeg åbnede forskrækket øjnene og kiggende ned på den store fodboldbane hvor spillerne var ved at samles rundt om deres træner, efter en omgang træning. Der var altså gået endnu en time.

Jeg blev siddende oppe på taget og så alle eleverne gå hjem. Jeg lænede mig forsigtigt ud, så jeg kunne se eleverne komme ud af hovedindgangen med taskerne på ryggen og de snakkede muntert sammen. Jeg håbede på at få et glimt af Summer igen, men hun kom ikke ud, i den tid jeg sad og kiggede. Til gengæld lagde jeg mærke til Tiffany. Jeg kunne ikke undgå at spotte hende med det samme. Der var ikke en person i verden jeg kendte bedre end hende. Desværre. Hun var i gang med at fortælle et eller andet om Benjamin til hendes veninder og de fnisede og hvinede. Jeg rullede med øjnene. Jeg håber virkelig ikke hun skulle have for meget med ham at gøre de næste par dage. Jeg vidste ikke hvor tæt på jeg skulle være på dem, for at jeg kunne blive ved med at påvirke ham til at kunne lide ham. Jeg kunne ikke sidde på min post og zoome inde. Jeg måtte på sin vis følge efter dem. Heldigt for mig, så jeg Tiffany træde ind i sin dyre bil alene og køre væk med taget nede og højt boyband musik.

Da jeg så pedellen forlade skolen, var det ved at blive mørkt udenfor. Jeg kunne mærke på vinden at den var kølig, men jeg var engel, så jeg frøs ikke. Måske skulle jeg finde mig et andet sted at hænge ud, indtil der kom nogen og fik mig tilbage til min post? Jeg lettede fra taget og prøvede at tænke mig usynlig igen, mens jeg fløj væk fra skolens område. Lige i nærheden lå nogle store dyre villaer med kæmpe haver. Nogen af dem havde tilmed pools og tennisbaner. Jeg kunne lugte havet i luften, hvilket jeg ikke syntes var den mest behagelige lugt, men det betød at jeg kunne følge vandet, og ende ved familien Leeds hus. Jeg begyndte at flyve imod vandet da en tanke strøg mig. Ville jeg finde familien Leeds hus? Jeg kunne jo ikke bare gå hen og banke på deres dør og introducere mig som deres datters skytsengle og så få ly, indtil mine forældre kom og hentede mig. Jeg kiggede mig omkring på jorden, og så et hus der lagde hen i mørke. Måske var der ikke nogen hjemme? Jeg fløj ned i haven, der lå ned til vandet og kiggede ind af et vindue. Jeg kiggede direkte ind i noget der lignede en lige så luksuriøs stue, som den familien Leeds havde. Et kæmpe fladskærm var smasket op på væggen i den ene ende, så det lignede en biograf, men de havde blå løvefods sofaer til at stå rundt om et keramikstuebord. De havde virkelig dårlig smag, men det skulle vel bare så luksus ud. Jeg tog i terrassedøren men den var selvfølgelig låst. Jeg havde heller ikke tænkt mig at bryde ind, for sådan noget gjorde engle ikke. Jeg kiggede mig omkring i den store have og bed mærke i, at der lå småbørnslegetøj rundt omkring. Hvis ikke de havde et par små børn, så måtte de have en ekstremt hyper hund. Jeg ville egentlig gerne se den hund tygge sig igennem alt det legetøj. Jeg havde før set hunde oppe fra himmelen. Tiffany hadede hunde, så hver gang jeg så en, var fordi hun ikke havde set den og ikke nåede at gå en stor bue udenom. Jeg gad godt vi kunne have kæledyr deroppe. Det ville gøre en hverdag lidt mere spændende.
Desværre for mig, var der ikke nogen hunde i haven. Til gengæld blev det med de små børn bekræftet, da jeg oppe i et af de store træer langs hækken imod naboerne, fik øje på et stort legehus. Det var skrigende rødt, så det var også meget tydeligt, selv nu hvor solen var ved at være gået helt ned.

Jeg fløj op til det og var ved at få mine vinger til at sidde fast i de tætte grene. Den så meget professionelt bygget ud. Der var en lang stige op til indgangen af det røde hus og ved siden af det, hang et tykt klatretov med knuder på, så det var nemmere at klatre op. Jeg landede neden for træet og måtte klatre op, da der ikke var plads til mine vinger oppe under grenene. Jeg blev overrasket over hvordan det lille træhus så ud indeni. Der var nogen der havde formået at få en to persons sofa derop. Det stribede betræk så ikke engang slidt ud. Ved siden af var der et lille sengebord i mørkt træ. Jeg åbnede den lille skuffe og fandt en lommelygte og nogle små plastikfigurer børnene nok plejede at lege med. Jeg satte mig i sofaen son knagede under mig. Jeg kunne nok godt tillade mig at sove her, bare en enkel nat. Jeg fik fremanet et tæppe jeg kunne trække over mig og trak benene op under mig, så jeg kunne være på den lille sofa. Jeg havde aldrig i mit liv haft brug for at sove, men alligevel følte jeg mig træt mens jeg lå der. Jeg kunne selvfølgelig ikke sove, for det var jeg ikke skabt til, men jeg lukkede øjnene og lod som om. Jeg kunne høre vinden suse igennem træværet på det lille træhus. Hvordan bølgerne slog ind over kysten et stykke herfra og jeg tror der var nogle dyr af en art, som rodede sig igennem buske og blade neden for mit træ.

Da solen var ved at stå op, satte jeg mig endelig op som et hvert andet menneske ville, med mindre de havde drukket dagen før – som Tiffany -, og kiggede ud af døren på træhuset. Jeg kunne se naboens have, hvor et par måger havde landet og hakkede i jorden, ellers var der meget stille omkring mig. Ingen mennesker i nærheden. Jeg kravlede ned fra træet og lettede igen. Ikke så højt oppe, som egentlig ville have været bedst, men jeg måtte ikke blive set. Jeg fløj ned på stranden og landede med mine bare fødder i sandet. Det føltes køligt imod min hud, men jeg kunne ikke fryse, så det påvirkede mig ikke. Jeg tænkte, at jeg nok snart måtte finde noget andet tøj at gå i, mens jeg var her på jorden. Jeg kunne ikke gå rundt i mørkegrå fra top til tå og bare fødder. Alle de folk der var omkring mig bar en masse farverigt tøj, på nær Summer. Summer havde altid sort tøj på og det klædte hende umådelig godt. Jeg fik fremanet mig et par jeans, som lignede dem jeg havde på i forvejen, men i sort. Så langt strakte min fantasi sig. Jeg valgte at skifte den grå bluse ud med en hvid t-shirt og en sort læderjakke. Jeg havde set Summer i en læderjakke og hvis jeg gik i noget tøj der mindede om hendes, så ville det måske vise, at jeg gerne ville være med i hendes klan eller hvad menneskene ville kalde det, ligesom jeg med det gråt tøj, viste at jeg var en del af Hebel klanen. Skoene havde jeg heller ikke fantasi til, men alle de elever jeg havde kigget på oppe fra taget, var i gang med en idræts time, så jeg fik mig et par farverige kondisko, som jeg havde set nogle andre have på. Jeg lettede igen og fløj højt for at finde ud af hvilken retning Tiffany boede. Jeg kunne ikke se hendes hus derfra, så jeg måtte vel gå efter det næstbedste. Skolen. Hun ville komme der på et tidspunkt, så det var bare med at vente. Jeg landede igen og begyndt at gå. Jeg havde aldrig gået så meget i mit liv, men jeg kunne ikke bare flyve over et hold villakvarterer sådan uden videre. Det er svære at gøre mig helt usynlig for mennesker, end det er bare at få dem til at undgå at se mine vinger, så jeg tog den nemme løsning og måtte bide tænderne sammen og gå det stykke hen til skolen.

De unge mennesker var ved at ankomme, da jeg endelig nåede hen til skolen. Diverse dyre biler holdt langt væk fra skolen, for de ikke skulle blive ridset af andre biler, mens dem fra middelklassen gladelig tog imod p-pladserne tættest ved indgangen. Jeg lod mærke til at alle folk havde tasker med sig. Hvis ikke kæmpe rygsække, så en lille håndtaske. Jeg kom i tanke om alle de bøger Tiffany ejede, som hun næsten aldrig tog med. Måske skulle jeg få mig sådan en? Hvis alle andre havde en, så måtte det jo være standard. Jeg gik hen bag den første og bedste busk, for jeg kunne ikke fremane en taske for næsten af alle de unge mennesker. Jeg tænkte på en enkel mørkeblå rygsæk og fik den straks i hænderne. Jeg smed den over skulderen og gik imod indgangen. Det torsdag i dag og Tiffany skulle have historie i første time, så jeg skulle op på første sal. Jeg kendte hendes skoleskema ud og ind ufrivilligt. Jeg stoppede op foran hoveddøren og fik en elev i nakken med det samme. Han bandede og svovlede om at jeg ikke bare skulle stoppe op. Men jeg kunne jo ikke bare gå ind? Jeg kunne ikke bare vade ind i Tiffanys klasse. Jeg var jo ikke elev her og ingen ville vide hvem jeg var og desuden vidste Summer at jeg var en engel. Ville hun råbe op om det? Det er ekstremt svært at stryge noget fra en hukommelse. Især når det er noget så stærkt et minde, som at måde et overnaturligt væsen for første gang. Jeg ved ikke om jeg ville kunne få Summer til at glemme det, hvis jeg ønskede det. Jeg måtte bare håbe på det bedste. Jeg måtte også få overbevist deres lærer om, at jeg skal være i klassen på en eller anden måde. Jeg gik indenfor på den hvidmalede skole og kiggede mig omkring. Der hang plakater fra diverse klubber man kunne være med i. Skak klubben, drama klubben og meget andet. Der var tilmed snart galla på skolen. Jeg måtte nok hellere få Benjamin til at invitere Tiffany snarest.
Oven over alle disse hjemmelavede plakater hang et skilt hvor det stod information og en pil der viste rundt om hjørnet. Jeg mindes at Tiffany havde haft brug for informationen et par gange, men det var vist kun for at hende diverse ting som hun havde glemt rundt omkring, som folk havde afleveret til glemt-kassen.

”Kan jeg hjælpe dig med noget?” Spurgte receptionisten i informationen. Hun var en rar gammel dame med brillerne siddende ned på næsetippen, så hun måtte læne sit hoved lidt tilbage, for at kunne se igennem dem.
”Hej mit navn er Jamie og ømh.. Jeg er ny her.” Idet jeg sagde det, ringede klokken ind til time. Eleverne løb pludselig forvirret rundt bag mig.
”Vi forventer ikke nogen nye elever.” Sagde damen og kiggede undrende på mig. Hendes ansigt fik dobbelt så mange rynker.
”Jo det tror jeg i gør. En Jamie ømh.. Hebel.” Jeg trak i nogle tråde i hendes hukommelse med mine kræfter, for at plante nogle falske minder.
”Nå ja! Ja dig kan jeg godt huske. Du var her vist for et par uger siden, for at se skolen. Jeg finder lige dine papirer.” Hun gjorde det kun vanskelligere for mig, men jeg fik fremanet en mappe med mit navn på i bunken til højre for hende, men hun begyndte at lede i bunken af papir til venstre. Det hele lå pænt spredt, så det ville tage noget tid og jeg stod kun og ventede på, at komme videre.
”Frue. Jeg tror du lagde dent i bunken til højre.” Prøvede jeg at sige, så høfligt som muligt. Hun kiggede overrasket på mig, men flyttede sin opmærksomhed til bunken til højre. Hun fiskede den mappe op jeg havde lagt der.
”Her var de sørme. Jeg finder lige et skema til dig. Du skal i vist i Z klassen.” Hun vendte sig om og rodede igennem en tredje bunke, som lå på et skrivebord bag hende. Hun trak et skema ud, fra under en masse andet ragelse og rakte mig den sammen med min mappe. Jeg skyndte mig over til trappen og tog den i få spring. Gangene var mennesketomme, så jeg blev ikke forstyrret da jeg stoppede op og tog en dyb vejrtrækning, før jeg bankede på døren. Jeg kunne høre historielæreren derinde, så jeg var gået rigtigt, uden at kigge på det kort, som jeg havde fået af receptionisten. Da jeg gik igennem døren, kunne jeg høre alt snak forstumme. En enkel gispede højt og jeg gik ud fra, at det var Summer, men jeg kiggede ikke på eleverne. Jeg gik hen til læreren og gav ham de papirer jeg havde fået med mig.
”Jeg mindes ikke at vi skulle have en ny elev, i den her klasse.” Mumlede han, mens han kiggede mine papirer igennem. Historielæreren var en høj mand med gråsprængt hår og han havde altid et stribet jakkesæt på. Ligesom med receptionisten, pillede jeg ved nogle få ting i hans hukommelse, så da han igen kiggede op fra papirerne og hen på mig, gik noget op for ham.
”Nåå jo, nu kan jeg godt huske dig. Troede bare du skulle gå i X klassen. Alle sammen! Det her er Jamie og han er lige flyttet hertil. Han skal gå i jeres klasse, så tag rigtig godt imod ham. Jamie, du sætter dig bare ned hvor der er plads. For første gang kiggede jeg ud over klassen. Det var et hav af nysgerrige ansigter. Jeg spottede Tiffany med det samme. Hun sad som altid bagerst i lokalet. Hun viklede en tot hår om hendes finger, mens hun stirrede intens på mig. Lidt længere foran sad Summer og var ved at tabe kæben af forbløffelse. Jeg sendte hende et smil, da jeg gik ned forbi hende, og satte mig i den modsatte side af klassen som Tiffany.
”Ømh Jamie? Har du fået dine bøger udleveret?” Spurgte historielæreren.
”Ja sir.” Svarede jeg bare. Jeg kiggede på min sidemands bog, som ikke var åbnet endnu, så de var ikke nået at begynde. Jeg rakte ned imod min ellers tomme taske, men jeg sørgede selvfølgelig for, at en kopi af den bog ved siden af mig, var i den. Jeg bladrede op på det, som læreren bad om, og ellers gik timen som jeg altid så fra min post. Den eneste forskel var, at alle folk nu gloede på mig. De havde fået noget nyt til at distrahere dem. Summer fik flere gange besked på, at rette sin opmærksomhed imod tavlen, men hun havde travlt med at rykke sig frem og tilbage på stolen, for at få et godt udsyn til mig, på alle måder. Jeg kiggede af og til hen imod Tiffany, for at sørge for, at hun ikke ville blive taget i, at snakke. Men hun snakkede ikke nær så meget som plejede, for hun havde også travlt med at glo på mig. Hun hviskede et eller andet til Jennifer ved siden af, som nikkede mens hun lavede en tyggegummiboble med sit klistrede lyserøde tyggegummi. Det var en meget mærkelig time, men også min første nogensinde på en menneskeskole.

Så snart klokken ringede rejste Summer sig, og gik imod mig, men nogle fyrer fra klassen, som jeg aldrig havde lagt mærke til, rejste sig og kom over til mig første. Summer prøvede at se travl ud, med at rode i hendes penalhus og i tasken, så folk ikke lagde mærke til, at hun var på vej herhen. Fyrene begyndte at spørge ind til om jeg spillede amerikansk fodbold. Jeg var bange for de ville spørge mig, om hvor jeg var fra, men det interesserede dem ikke.
”Du ligner ellers en der er bygget til fodbold.” Sagde en af dem og jeg kiggede ned af mig selv. Jeg havde aldrig motioneret i mit liv, men det havde engle sådan set heller ikke brug for. Vi havde ikke rigtig brug for noget overhovedet. Jeg var ikke pumpet på nogen måder, men jeg var heller ikke slap. Jeg var vel meget middelmådig.
”Jeg har aldrig spillet det før.” Sagde jeg bare til dem, og trak på skulderne.
”Du skulle komme ned til træning en dag og prøve det af! Vi træner hver onsdag og nogen gang om fredagen, hvis det er op til en vigtig kamp.” Sagde den ene ubetydelig fyr, mens den anden erklærede sig enig og slog mig på skulderen. Det var en underlig adfærd, men han gjorde det med et smil på læben, så jeg regnede ikke med, at han mente noget ondt med det.
Da fyrene var smuttet igen, kom Summer endelig hen til mig og smækkede sine håndflade ned i mit bord.
”Hvad laver du her? Hvor er dine vinger?” Sagde hun målløst og så vildt ud i øjnene. Klasseværelset var tomt nu, på nær Summer og jeg, så jeg sukkede og lænede mig ind over bordet, så jeg kom tættere på hende. Jeg kunne genkende hendes duft, fra dagen før.
”Vil du ikke nok lade være med at snakke om det? Hvis du begynder at snakke højt om sådan noget, så tror folk bare, at du er skør.”
”Men hvad laver du her i klassen? Har du ikke et andet sted at være? For eksempel himmelen?” Hun stod stadig lænet ind over mit bord og kiggede mig lige i øjnene.
”Jeg tænkte du kunne bruge lidt selskab, når nu jeg er her.” Det var ikke en hel løgn. Jeg var her fordi jeg skulle være tæt på Tiffany, men jeg ville lagt hellere bruge noget tid sammen med Summer, end jeg ville noget andet.
”Når du nu er her?” Spurgte hun og løftede et øjenbryn.
”Ja det er svært at forklare. Jeg har gjort et eller andet forkert og jeg er lidt… fanget på jorden? Jeg ved ikke hvordan jeg skal forklare det, men jeg venter på, at min familie eventuelt finder en måde, at få mig tilbage derop.” Jeg begyndte at hviske i stedet for at snakke, da jeg havde på fornemmelsen af, at Tiffany var tættere på, end jeg kunne se. Jeg kunne mærke hendes tilstedeværelse. Heldigvis fangede Summer den, og hviskede også.
”Så du kan ikke komme tilbage? Er du faldet? Som i en falden engel? Jeg har læst meget om sådan nogen.” Hun så helt spændt ud i øjnene, men jeg lo bare lidt af hendes iver.
”Beklager, men jeg er ikke faldet. Det er håbløst umoderne og det er ikke noget vi bruger mere.” Det var sandt. Jeg havde ikke hørt om nogle engle der var blevet smidt af deres post i et par tusinde år.
”Hvor er dine vinger så?” Det lød ikke som om hun troede på mig.
”Dem har jeg gemt væk, så jeg ikke vækker opsigt. Du ved godt selv, hvordan du reagerede på dem, første gang du så dem.” Hun nikkede forstående.
”Kom lad os gå ned i kantinen. Det er trodsalt frokost og du er sikkert sulten.”

Summer gik med uden at protestere og som jeg havde fornemmet, så var min skytsengel pine lige uden for døren. Tiffany og hendes veninde Jessica og Jennifer stod udenfor klasselokalet og så ud som om de var i gang med en vigtig samtale, indtil Summer og jeg trådte ud af døren. Tiffany løftede en hånd, for at stoppe Jennifers talestrøm og der skulle heller ikke andet til. Tiffany slentrede over til os og Summer stivnede ved siden af mig.
”Så Summer du kan godt smutte nu og måske skifte til noget ordentligt tøj eller noget. Jeg ved simpelthen ikke hvad du ligner i dag.” Tiffany kiggede op og ned af Summer med væmmelse i blikket. Jeg fulgte hendes blik. Summer havde en sort kjole på der gik til knæene og en sort hættetrøje på ud over, hvor der stod Nirvana på ryggen. Langærmet, bemærkede jeg. Hendes armbånd stak lidt ud for enden af ærmerne. Summer begyndte at bevæge på sig, men jeg rørte let ved hendes arm, som tegn på hun skulle blive. Hun så op fra gulvet, som hun havde til vane at stirre på, og kiggede op på mig for at være sikker på, at jeg mente hun skulle blive. Jeg nikkede let. Tiffany lagde ikke mærke til at Summer blev, men rettede sin opmærksomhed mod mig.
”Det var James ikke?” Sagde hun. Jeg lavede store øjne lige ført. Hun havde aldrig mødt mig før og vidste ikke hvad jeg var. Alligevel kaldte hun mig ved mit rigtige navn. Jeg vidste godt, at det var en hørefejl, men tanken om, at hun vidste at jeg holdt øje med hende, strøg mig lige kort, før jeg indså, at sådan kunne det umuligt være.
”Jamie.” Sagde jeg bare.
”Åh ja Jamie. Vi havde ikke fået noget at vide om en ny elev i klassen, men jeg er glædeligt overrasket. Kan vi vise dig rundt måske? Spise frokost med dig, så du ved hvor du skal sætte dig fremover? Vi skulle jo helt undgå nogle misforståelser.” Hendes blik landede kort på Summer, som igen kiggede ned i gulvet og smilede derefter sukkersødt til mig.
”Nej tak. Jeg skal spise frokost sammen med Summer og hvis vi skal nå det inden klokken ringer, så er vi nød til at gå nu, men hyggeligt at møde dig.” Jeg gik en bue udenom Tiffany og Summer fulgte hurtigt efter mig og kom op på siden.
”Du behøves virkelig ikke hænge ud med mig.” Sagde hun genert. Jeg kunne se en let rosa farve var ved at sprede sig over hendes ellers så blege kinder. Jeg skulle lige til at sige, at jeg tusinde gange hellere ville hænge du med hende, men en voldsom hovedpine ramte mig som en hammer. Jeg tog mig til hovedet og ønskede det stoppede, men det gik ikke væk.
”Er du okay?” Spurgte Summer og lagde en hånd på min ryg. Jeg kunne mærke aftegningerne fra hendes lille hånd igennem min jakke. Det fik mig til at slappe lidt af, men hovedpinen forsvandt ikke. Jeg kiggede mig tilbage. Tiffany marcherede i det øjeblik lige forbi mig med faste skridt, så hendes høje hæle lød voldsommere end nogensinde. Hendes veninde prøvede at holde trit med hende. Hun var sur. Sur på mig. Det var derfor jeg havde hovedpine. Hver gang Tiffany følte sig misfornøjet, var i fare eller bare sur, så kunne jeg mærke det. Og det passede hende bestemt ikke, at jeg var sammen med Summer i stedet for hende.

Kapitel 5

”Jeg har det fint.” Sagde jeg og kneb øjnene hårdt sammen og åbnede dem igen. Summer kiggede bekymret på mig og jeg blev helt varm i kroppen, af at tænke på, at hun faktisk bekymrede sig for mig. Hun kørte sin hånd op og ned af min ryg, indtil vi begyndte at gå igen.
”Hvad skete der?” Spurgte hun lavt, da vi passerede et par andre elever som stod ved deres skabe og snakkede.
”Det er en engel ting. Det er ikke noget du skal bekymre dig om.” Sagde jeg og smilede til hende, for at forsikre hende, at jeg var okay.
”Du er vel ikke dødende? Eller er ved at blive en falden engel?” Spurgte hun lidt for begejstret.
”Gider ud lige? Det er som sagt ikke noget vi bruger mere.”
”Man ved jo aldrig.” Sagde hun og trak på skulderne.

Vi kom ind i den larmende kantine. Lyden af bestik mod tallerkner lød overalt, men druknede i en masse snakken og latter. Vi gik hen til køen og kiggede på maden. Jeg havde aldrig spist i mit liv, men jeg måtte indrømme den lasagne så god ud.
”Hvad skal du have?” Spurgte Summer og åbnede glaslåget og tog en tallerkenfuld pastasalat ud.
”Jeg spiser ikke.” Sagde jeg og kiggede rundt på alt den mad, som eleverne ivrigt fortærede.
”Slet ikke? Drikker du heller ikke cola?” Hun åbnede en låge længere henne og tog en plastikflaske op med en mørkebrun drik i. Etiketten var rød og der stod med snøret skrift Coca Cola. Summer rakte ud efter en flaske med samme mørkebrune væske i, men med en sort etikette.
”Hvorfor skal vi ikke have den samme?” Spurgte jeg og var ved at sætte min ned.
”Den med sort mærkat er uden sukker. Jeg tænkte at hvis du aldrig havde drukket en cola før, skulle du have den med sukker, for den smager bedst.” Indrømmede hun.
”Hvorfor skal du så ikke have den med rød mærkat, hvis den smager bedst? Der er flere af dem?”
”Fordi jeg ikke har brug for mere sukker. Jeg er fed nok i forvejen.” Mumlede hun og kiggede sig omkring, for at være sikker på, at ingen hørte hende, ud over mig. Jeg kiggede op og ned af hende. Hun var på ingen måder fed. Hun var ikke ret høj, men tyk var hun bestemt ikke. Jeg satte den colaen med den røde etikette tilbage og tog en med sort i stedet.
”Der er intet galt med din krop, Summer. Men hvis du mener du ikke fortjener en drik med sukker, så gør jeg heller ikke.” Summer kiggede bare ned i gulvet, men smilede alligevel.
”Kan i to ikke gå videre i køen?!” En sur elev stod og trippede bagved os, for at komme frem og betale sin mad. Summer skyldte sig frem og jeg fulgte med.
”Har du nogen penge?” Spurgte hun, da hun faldt sin pung frem fra sin taske. Hendes pung var rød og havde en lille sløjfe foran.
”Giv mig to sekunder.” Jeg vidste godt hvordan penge så ud, da Tiffany var god til at bruge sådan nogen, så jeg fremanede en pung magen til Summers i min taske og hev den op. Hun kiggede forbløffet på mig, da jeg hev et bundt halvtreds dollar sedler op af den.
”Hvor har du alle de penge fra?” Hviskede hun.
”Jeg laver dem.” Sagde jeg stolt og rakte hende to af sedlerne og lagde pungen tilbage i tasken.
”Du kan ikke bare trykke penge! Det er ulovligt!” Hviskede hun igennem tænderne.
”Bare rolig, jeg har ikke trykt dem. Jeg laver dem på samme måde som jeg lavede min taske.” Jeg hev op i stroppen, der sad over min skulder, for at vise hvad jeg snakkede om. Hun kiggede fra pengene og op på tasken.
”Hvordan?”
”Det er lige meget lige nu.”
”Men her er alt for mange penge. Det her bliver højest ti dollars.”
”Behold resten.”
”Det kan jeg ikke. Det er dine penge.”
”Jeg laver bare flere.”
”Ssssh! Det skal du ikke sige højt her!” Hvæsede hun og tog den ene halvtredser ned i sin pung, og rakte kassedamen længere fremme, den anden. Hun fik sine penge tilbage og skyldte sig ned til et bord bagerst i kantinen. Jeg fulgte pænt efter og satte mig ved siden af hende med min cola uden sukker. Jeg undrede mig lidt over, at der ikke kom andre hen til bordet og sad med os, da nogen sad henne lags væggen, fordi der ikke var plads ved de andre borde.
”Plejer du ikke at spise frokost med nogen?” Summer som ikke havde sagt noget, siden vi sat os, kiggede endelig op fra sin mad.
”Nej ingen plejer at ville sidde sammen med mig.” Sagde hun stille og forsatte med at spise. Jeg skruede på låget til min cola, som jeg havde set andre gøre det og den gav et lille pift fra sig.
”Hvorfor ikke det? Du er ellers så sød.” Sagde jeg og kiggede koncentreret på overfladen af den brune drik, som begyndte at boble og springe.
”Tak men… De fleste på den her skole er rigmands børn. Jeg er meget anderledes i forhold til dem, så de vil helt ikke have noget med mig at gøre.” Jeg kiggede op fra min cola. Summer spiste ikke længere, men kiggede rødmende ned i sin tallerken.
”Så dine forældre er ikke rige?” Tanken virkede bizar for mig, for jeg kendte kun til mennesker som var rige. De andre så Tiffany ikke og derfor så jeg dem heller ikke.
”På sin vis jo, men man behøves ikke opføre sig som om, at man ejer hele verden af den grund. ”I det hun sagde det, gik dørene op til kantinen igen og en masse snak døde hen og blev erstattet af klik af stiletsko. Alle kiggede hen imod Tiffany og hendes venner, som kom frisk fra pigetoilettet og havde fået et nyt lag makeup på. Jeg havde set det så mange gange før, men det var underligt at sidde i den kantine, som hun plejede at dominere. Hun havde sit sædvanlige bord i det modsatte hjørne af kantinen og jeg kunne se, at de elever der sad der, allerede var ved at rejse sig op og flygtede, før de nåede derhen. Jeg mærkede intet ubehag, hvilket vil sige, at Tiffany havde det rigtig godt med det.

Jeg sad skiftevist og holdt øjne med Tiffany og snakkede med Summer. Hun fortalte mig om alle hendes bands hun lyttede til, og hvordan de var med til at få hende til at få det bedre med sig selv. Hun fortalte mig hvordan hun engang havde kendt Tiffany i børnehavnen, men de aldrig havde, kunne enes. Ikke engang dengang. Jeg fik en grim smag i munden. Måske var Summer et af de børn, som jeg hjalp Tiffany med at trumle ned med sin personlighed, så hun ikke blev ked af det og fik det som hun ville have det. Selvfølgelig ville jeg ikke have lagt mærke til Summer dengang, for vi var begge børn den gang, men tanken fik mig til at få det skidt, selvom Tiffany havde det godt lige i det øjeblik.
Kort efter lagde jeg mærke til at Benjamin kom ind i kantinen med sin guitar over skulderen. Han lignede altid en der havde styr på alt og flere piger dånede over ham. Det var vidst også den største grund til, at Tiffany ville have ham til at starte med. Jeg lavede en lille bevægelse med min finger, så diskret at Summer ikke lagde mærke til det. Det fin Benjamin til at se hen på Tiffany og vil gå derhen. Summer stoppede pludselig med at snakke og jeg komme mærke hende stivne. Jeg kiggede forvirret på hende, men hun sad med blikket stift rettet mod Benjamin. Fyren som hun havde musik med, som var en del af grunden til, at hun fik smadret sin violin. Måske hadede hun ham så meget, at hun ikke kunne tåle synet af ham mere. Det var måske derfor hun virkede så anspændt. Jeg fik Benjamin helt hen til Tiffany og hun hvinede op, så de fleste i kantinen kiggede i hendes retning. Tiffany fik rejst sig vaklende op på stiletterne og slog armene omkring hans hals. Han greb hende om hoften i hans trance. Jeg kom i tanke om den plakat, der hang på væggen ved indgangen. Der var snart galla på deres skole og jeg skulle have Benjamin til at invitere Tiffany med. Hvad ville være mere tilfredsstillende for Tiffany, end at han spurgte hende, for øjnene af hele kantinen, der allerede var blevet opmærksom på hende, da hun hvinede op? Jeg lavede en lidt større bevægelse med hånden under bordet og jeg holdt øje med Benjamin, da han gik ned på knæ foran hende og bad hende blive hans gallapartner. Endnu engang hvinede hun op og kastede sig over Benjamin med våde kys, så han havde pink læbestift i hele ansigtet. Hendes tilhængere Jessica og Jennifer klappede vildt og hvinede næsten lige så højt. Jeg rullede med øjnene af scenen. Det var næsten for meget, men det var sådan Tiffany ville have det. Men jeg blev straks trist til mode da jeg lagde mærke til Summer. Hun pludselig lige så knust ud, som da jeg så hende på taget. Hun kiggede ned i sin næsten tomme tallerken og var begyndt at skubbe rundt med de sidste pastaskruer.
”Er der noget i vejen?” Spurgte jeg og lagde en hånd på hendes ryg, som hun havde gjort ved mig tidligere.
”Nej alt er fint.” Sagde hun og prøvede at smile, men det lykkes ikke. Hun sad og skævede hen imod Tiffanys bord, hvor det tvunget forelskede par sad og rå snavede. Og der gik det op for mig. Summer var forelsket i Benjamin.

Kapitel 6

Da jeg efter skoledagen kravlede tilbage i mit træhus i baghaven på den ukendte villa, kunne jeg ikke lade være med at tænke over, hvor meget af Summers deprimerende tilværelse, jeg havde været med til at skabe. Jeg vidste allerede på nuværende tidspunkt at Tiffany og Summer aldrig har kunnet enes og det måtte have gået ud over Summer hver gang, for jeg sørgede altid for at Tiffany fik ret, at Tiffany blev glad og tilfreds. Jeg havde givet Tiffany den fyr hun gerne ville have, uden at tænke på, at han måske var skabt for en anden. En anden som kunne være Summer. Jeg så jo hvordan de sad og spillede sammen. Han på guitar og Summer på violin. Men jeg sørgede for at ødelægge deres øjeblik og Tiffany smadrede endda Summers violin. Jeg havde ikke engang spurgt ind til hendes violin, for jeg var bange for at jeg ville røbe mig selv, da jeg havde virkelig dårlig samvittighed. Jeg fandt colaen frem fra min taske og åbnede den igen. Jeg havde aldrig fået taget mig sammen, til at drikke af den, da den bare virkede så underlig. Denne gang boblede den ikke nær så meget som første gang. Summer havde bare hældt drikken i sig, så det måtte være godt. Jeg tog en dyb indånding, før jeg tog et lille sip af den brune drik. Jeg spærrede øjnene op. Hvordan kunne det her være fremstillet af mennesker? Det smagte så godt, at jeg var ved at græde. Det var super sødt og de små bobler legede på min tunge, før jeg slugte det og tog en sip mere. Jeg var dybt imponeret og stoppede ikke, før flasken var tom. Jeg var glad for, at cola var det første menneske mad jeg smagte. Nu kan jeg godt forstå, hvorfor der er så mange der drak det, rundt omkring i kantinen. Jeg er glad for, at Summer ikke var bange for mig og kunne lærer mig en masse nye ting om menneskene.

De næste par dage brugte jeg sammen med Summer. Jeg var sammen med hende hele dagen i skolen, og selvom jeg ikke havde styr på noget som helst i timerne, så arbejdede vi altid sammen. Hun sad og hviskede til mig, hvad hun skrev på sin computer, så jeg kunne følge med og lærer en masse om fysik og kemi. Jeg havde aldrig gået op i hvad for nogle lektier som Tiffany lavede og ikke lavede. Jeg vidste ikke hvad hun skrev ned og afleverede, men jeg vidste hun ikke gjorde sig særlig umage. På trods af det, sørgede jeg for, at hendes lærere gav hende gode karaktere. Summer fik også gode karaktere, men alle virkede ligeglade. Jeg troede det galte om, at finde en partner der kunne hjælpe en, så man kunne lave det hele rigtigt og blive hurtigere færdig. Men Summer var for speciel. De andre elever lavede ikke andet end at glo på os. Tiffany var stadig oppe og køre over Benjamin, så hun havde for travlt til at hakke på Summer, hvilket kun gjorde mit arbejde nemmere.

”Skal du noget i weekenden?” Summer stoppede op foran sit skab, og skulle til at bytte historiebøgerne ud med matematik bøger.
”De kommende fridage?” Spurgte jeg dumt. Jeg havde aldrig haft fridage eller haft en af de såkaldte weekender. Det var altid der Tiffany var mest aktiv, hvilket fik mig til at stoppe, med at tænke på Summer. Jeg var helt ved at glemme mine pligter.
”Jeg tænkte vi kunne hænge ud, uden for skolen også. Når nu du alligevel er her.” Sagde hun og stødte ind i min skulder for sjov. Jeg havde lyst til at sige ja med det samme, for jeg ville elske at bruge mere tid sammen med Summer, men jeg var nød til at sørge for, at Tiffany ikke kom noget til, i løbet af weekenden.
”Be..beklager men det kan jeg ikke.” Sagde jeg trist. Hun kiggede forvirret på mig.
”Kan ikke? Jeg troede ikke du havde noget at lave, så længe du var fanget på jorden?” Hun knugede sine matematikbøger ind til sit bryst og kiggede igen ned i gulvet. Jeg var ved at være træt af, at hun hele tiden kiggede ned i gulvet. Hun var virkelig alt for usikker på sig selv. Jeg rørte let hendes hage med min pegefinger, for at få hende til at kigge op på mig igen.
”Selvom jeg er fanget på jorden, så har jeg stadig et arbejde der skal gøres.” Forklarede jeg og rodede usikkert rundt i mit hår. Jeg håbede på hun ikke ville stille nogle spørgsmål til det. En hurtig ide kom til mig, og jeg sørgede for at holde spørgsmål væk fra hendes hjerne, selvom jeg ikke var meget for, at påvirke hende på den måde. Hun nikkede bare og vendte sig om, for at lukke sit skab. Jeg kunne høre et lille suk forlade hendes læber, men da hun vente sig om imod mig igen, smilede hun.
”Det er helt i orden. Jeg forstår.” Sagde hun og kastede med hovedet, som signal til, at jeg skulle følge med hende ned til klasselokalet.

Efter skoletid begav jeg mig ud på noget af en opgave. Jeg skulle holde øje med Tiffany, uden hun opdagede mig. Jeg gik 10 skridt bag hende ud af klassen og ud af hovedindgangen. Jeg måtte stoppe op på gangen, og læne mig ubemærket op af et skab, mens hun ventede på, at Jennifer og Jessica fik snøvlet sig færdig. Det ville have været meget sejere, hvis ikke jeg stod op af et skab, som ingen skulle bruge. Jeg måtte pænt undskyld til en flot solidt pumpede fyre, for at have lavet fodspor, på den enes skab, da jeg lænede mig op af det. Da Tiffany og hendes slæng fortsatte, fulgte jeg efter dem ned til parkeringspladsen. Jeg gik på stien lags de parkerede biler og da jeg passerede en busk, sikrede jeg mig, at jeg var usynlig og spredte mine viger ud. Jeg sukkede dybt, hvilket fik Tiffany til at kigge hen imod mig, men hun rystede bare på hovedet, da hun satte sig ind i bilen. Jeg burde have tænkt mig om, men at gå rundt med vingerne usynlige en hel dag, er som at gå rundt med et par alt for stramme underbukser. Så snart man er fri fra elastikken der har gnavet sig ind i ens hofteknogle hele dagen, så er man meget lettet.
Hun startede bilen og jeg lettede og fløj efter hende. Hun måtte have mærket vinden fra mine vinger over hendes åbne sportsvogn, for hun trykkede på knappen, som fik taget til at rulle op. Jeg fulgte nemt efter hende, ude på hovedvejen, hvor man måtte kører lidt hurtigere og det var rart at få fart under vingerne. Noget jeg sjældent fik oppe ved min post.
Hun gjorde sig ikke umage med at parkere bilen ordentlig i indkørslen og smed nøglen i hoved på deres husholdeske, som gik hende i møde udenfor døren og bad hende parkere bilen i garagen. Jeg landede oppe i et af træerne ved hovedgitteret, som var rundt om hele ejendommen. Jeg kunne lige skimte hende igennem køkkenvinduet, men jeg kunne ikke se hvad hun lavede. Jeg gjorde mig synlig, hvilket ikke var nær så udmattende, men jeg måtte blive skjule i træet, hvis jeg ikke skulle gøre deres husholderske nervøs. Jeg gik ud fra, at der ikke ville gå længe, før Jessica og Jennifer dukkede op med deres små rullekufferter. Når de i weekenden skulle i byen, overnattede de tit hos Tiffany, men de skulle have halvdelen af deres garderobe med hjemmefra. Så kufferten var fyldt ud med tøj og makeup. Sengetøj, pyjamas og tandbørste havde de hos Tiffany i forvejen. Jeg fik fremtryllet mig en kikkert og kiggede imod de forskellige vinduer, men jeg kunne ikke se hende nogen steder mere. Hendes værelse havde vindue ud til forhaven, men der var trukket for, så jeg måtte vente til der skete noget.

Så snart dobbelt J mødte op ude foran Tiffanys dør, blev der straks fest og ballade. Fra min plads i træet, kunne jeg mærke den voldsomme bas, som der blev skruet op for lidt efter lidt, mens de tre tøser forfestede. Troede jeg. Jeg sad alt for længe i træet, men de kom aldrig ud. Og jeg som troede at det var trættende at sidde oppe på min post og kigge ned på hende hele dagen, men at sidde i et træ, på en tyk gren, omgivet af insekter, slog alligevel rekorden for nederen. Jeg var en lille smule chokeret over, at der til sidst på natten blev slukket for alt lys derinde. Ingen andre var ankommet for at feste med pigerne og de var ikke taget i byen som sædvanlig. Jeg ved ikke hvad der var anderledes med den her dag, men jeg fortrød med det samme, at jeg ikke havde sagt ja til Summer. Jeg overvejede om hun stadig var vågen, men jeg havde ingen anelse om, hvor hun boede, så jeg ville ikke kunne finde hende alligevel. Jeg fløj ned fra træet og landede i græsset udenfor det mørklagte hus. Jeg vidste ikke om jeg burde blive, eller om jeg kunne finde mig et sted at hvile mig. Jeg havde i hvert fald ikke tænkt mig, at blive i træet. Jeg spankulerede rundt i deres store have lidt og kiggede i ny og næ op på huset, som stadig lå hen i mørke, så jeg besluttede mig for, at flyve tilbage til mit træhus. Jeg lagde mig på gulvet oven på mine vinger, så jeg ikke behøvede at gøre dem usynlige, så jeg kunne ligge i sofaen.

Dagen efter fløj jeg tilbage til Tiffanys hus. Jeg havde ikke taget mig sammen, før solen stod højt på himmelen, men jeg kunne mærke, at noget var ved at ske. Jeg susede hen over himmelen, men ikke kunne se mig. Det er lidt trist, når man ved, hvor cool man sikkert så ud. Jeg landede i mit træ fra dagen før og fandt min kikkert frem, fra den skoletaske jeg efterhånden havde mig over alt. Jeg kiggede ind i de forskellige vinduer og kunne se folk gå forbi vinduerne i køkkenet, men jeg kunne ikke se hvad der skete. Jeg måtte tættere på. Jeg gjorde mig usynlig igen og fløj ned på græsset foran et af vinduerne i køkkenet. Solen skinnede lige i glasset, så det var svært at se andet end mit eget spejlbillede, så jeg lænede mig tættere på. Uden at jeg havde bedt ham om det, var Benjamin inde i Tiffanys hus. Han sad ved bordet og spiste morgenmad sammen med Tiffany, på trods af, at det var formiddag. Jennifer stod i baggrunden henne ved væggen og kiggede intens på kæresteparret, mens deres husholderske var i gang med at lave flere æg på panden. Lidt efter dukkede Jessica også op, og de satte sig over ved siden af Tiffany og Benjamin. Jeg mærkede et lille stik i hovedet, ikke meget, men det var nok til at jeg vidste, at Tiffany ikke var meget for, at Jessica sad ved siden af Benjamin nu. Jeg anede ikke hvornår Benjamin var kommet. Havde han sovet der? Han havde ikke pyjamas på eller noget, så det tydede ikke på det. Jeg skulle være meget forsigtig med Benjamin, for inderst inde, nærede han ikke mange følelser for Tiffany og det kunne jeg mærke, hver gang jeg havde påvirket ham, til at gøre noget for hende. Måske havde det noget med galla at gøre. Intet mere skete i lang tid, før Benjamin endelig forlod huset. Han stod stillede ude på trappen, foran huset og så tænksom ud. Han kiggede i min retning og jeg blev næsten i tvivl om, om han kunne se mig, men efter lidt tid rystede han bare på hovedet og gik ned til sin bil, som var parkeret i indkørslen. Hvis han havde tænkt sig at dukke op hele tiden, var jeg nød til at holde mere øje med dem. Hvilket i sidste ende ville betyde mindre tid sammen med Summer, tænkte jeg. Jeg satte mig ned i græsset efter han var kørt, og gav mig til at vente igen. Jeg kunne hører lavt igennem det lukkede vindue at pigerne hvinede op, som de plejede at gøre, når de var over begejstret over noget. Jeg vendte det hvide ud af øjnene, da de kort efter løb ud af døren og skreg shopping. Jeg fløj ufrivilligt efter Tiffanys bil og måtte anstrenge mig for ikke at gå ud af mit gode skin, da de begyndte at spille deres boyband musik så højt at alle fugle i en omkreds af hundred meter fløj skræmt væk. De kørte ind på en parkeringsplads foran et stort center, som jeg var sikker på jeg havde set før, men selvfølgelig fra en anden vinkel. De slukkede endelig for musikken og tog deres solbriller af og smed dem i handskerummet. De marcherede hen til den store grå beton bygning som indeholdte mere end hundrede butikker. Eller måske føltes det bare sådan, fordi jeg var en fyr. Jeg landede for enden af parkeringspladsen og ventede til ingen var i nærheden, til at gøre mig synlig igen og skille mig af med vingerne. På med de stramme underbukser igen.

Jeg gik et godt stykke bag pigerne, så jeg kun lige kunne skimte dem. Når de stoppede op, lod jeg som om, at jeg kiggede på et eller andet i den første og bedste butik ved siden af mig. De brugte længe i hver butik, og det var ved at drive mig til vandvid. Der var så mange mennesker inde i et center på sådan en høj hellig lørdag og jeg skulle virkelig anstrenge mig og strække hals hele tiden, for at holde dem inden for mit synsfelt. Det hele var meget nemmere, når man så ned på dem, oppe fra min post. Der fulgte jeg også Tiffany automatisk. Jeg behøvede ikke at anstrenge mig det mindste.
Efter jeg ved ikke hvor mange butikker, gik de tre tøser endelig hen imod en smoothie stand mit i centeret og satte alle deres mange poser fra sig. Jeg åndede lettet op, da de satte sig ned og alle hev deres mobiler op af tasken. Pause! Jeg smed min skoletaske ned af skulderen. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre af den, så jeg havde bare taget den med mig, selvom det måske så lidt underligt ud, at en ung fyr som mig, gik rundt med sine skolebøger på en lørdag. Jeg stod bare foran en butik og vidste ikke rigtig hvad jeg skulle gøre af mig selv, indtil de begyndte at bevæge sig videre rundt. Hvorfor kunne de ikke bare gå i skole alle syv dage i ugen? Så kunne jeg holde øje med Tiffany og være sammen med Summer på én gang. Jeg kunne selvfølgelig plante ideen i hovedet på deres skoleinspektør, men jeg tror elever som Tiffany ville lave oprør på ingen tid. Den pige levede for weekenderne. Tiffany lagde endelig sin telefon fra sig og koncentrerede sig om sin smoothie og pigerne foran hende. De fnist og lavede fagter, mens de fortalte hinanden om gud ved hvad. Jeg så mig omkring i centeret og lagde mærke til hvor mange piger der egentlig havde en fyr på slæb. En stakkels kæreste der var med dem, til at slæbe tasker og poser. De stod uden for butikkerne og lignede nogen der blev straffet hårdt.
”Hey hvad laver du her?” Lød det pludselig bag mig. Jeg for sammen, men så til min lettelse at det var Summer. Eller til min rædsel. Hun havde en sort kjole på der gik ned over knæene, sin hættetrøje og hun havde sine klassiske militærstøvler på. Hun holdt en smoothie i den ene hånd og hun prøvede hårdt på ikke at spytte den lyserøde væske ud over det hele af grin, så hun holdt sin hånd op for munden.
”WOW. Jeg så dig ikke!” Sagde jeg og lavede en grimasse, hvilket bare fik hende til at grine mere.
”Det var jeg godt klar over. Hvad lavede du? Stod du og tågede?” Hun havde endelig fået sunket sin smoothie og tørrede sig om munden med sin håndryg.
”Jeg stod bare.. og kiggede på butikken.” Sagde jeg, for at finde på et eller andet. Jeg kiggede ind i butikken jeg havde stået op af, og så til min rædsel, at det var en dame undertøjsbutik. Alt i hele butikken var skrigende pink og lyserød og der var unge piger over alt. Jeg lavede store øjne og slog mig selv i panden, før Summer var ved at bryde sammen af grin igen. Hun kom endda til at grynte, hvilket bare fik mig til at grine også.
”Jeg tror vi står lige nu.” Sagde hun en smule pinligt berørt og jeg kunne se hendes kinder blive lyserøde. Jeg hostede et par gange, mens jeg prøvede at finde på noget bedre at sige, end at jeg kiggede på dame undertøj.
”Så du er ude og shoppe?” Spurgte jeg. Jeg kiggede ned, hun havde ingen poser på sig.
”Nah jeg er ikke så god til den slags, men de har nogle rigtig gode smoothies her nede, så det var dem jeg kom for. Desværre sidder bi dronningen og hendes lakajer derhenne, så jeg måtte drikke mens jeg gik. Jeg orker dem virkelig ikke i weekenderne også.” Sagde hun og rystede sin kop, for at høre om der var mere i den.
”Mener du Tiffany? Hende havde jeg slet ikke set.” Løj jeg og kiggede hen imod smoothie boden. De sad der endnu og dobbelt J sad og grinte af et eller andet Tiffany havde sagt. Hun så i hvert fald meget selvtilfreds ud, mens de andre grinte hysterisk, så de klappede sig på låret.
”Hun er svært ikke at ligge mærke til. Men hvad laver du egentlig her? Jeg troede du havde en mission eller sådan noget?” Jeg fulgte med hende, da hun begyndt at gå, for at finde en skraldespand.
”Jeg går bare lidt rundt. Jeg øh… har ikke fundet personen som jeg skal beskytte.” Jeg løj for hende igen og slog mig mentalt i baghovedet med en skovl.
”Kan det ikke være farligt for personen, når du ikke er der?” Spurgte hun og lød oprindeligt bekymret. Hun skulle bare vide hvem hun bekymrede sig over.
”Det vel som man tager det. Du har ikke nogen skytsengel og du klare dig da fint.” En skygge gik ned over hendes ansigt, da jeg havde afsluttet min sætning og hun begyndte at hive ned i sine ærmer på hættetrøjen, selvom de allerede dækkede det meste af hendes hænder, men jeg forstod hendes reaktion. For mig var hun en helt speciel dejlig pige, men hun så nok ikke meget længere, end hendes problemer og fejl. Jeg var bange for, at hun ikke vidste hvor meget hun egentlig havde at tilbyde.
”Du har ikke gjort det siden, vel?” Spurgte jeg stille og trak lidt i hendes ærme. Hun rystede voldsomt på hovedet.
”Jeg har ikke haft brug for det. Folk lader mig være, så snart de ser mig sammen med dig.” Indrømmede hun. Vi gik videre igennem centeret i stilhed. Jeg kom længere og længere væk fra Tiffany, men på det tidspunkt var jeg ligeglad.
”Det vil sige, at jeg faktisk gør et glimrende stykke arbejde.” Lo jeg og lagde min hånd på hendes læn, mens vi gik. Hun fjernede den ikke, så jeg gik ud fra det var okay. Hun smilede mens vi gik, men kiggede ikke på mig. Hun kiggede på butikkerne rundt omkring os, som alle andre almindelig mennesker nok ville, men jeg havde kun øjne for Summer.
”Hvad med noget nyt tøj?” Hun stoppede pludselig op. Jeg kiggede i samme retning som hende, ind i en herretøjs forretning der så en smule alternativ ud. Jeg havde ikke set nogen på skolen have sådan noget tøj på, men Summer så ud til, at hun kunne lide det.
”Mangler jeg det?” Hun kiggede endelig på mig med sine dejlige blå øjne, men de så en smule skeptiske ud.
”Nu har jeg ikke nævn noget, men her på jorden går vi ikke i det samme tøj, i en hel uge. Vi skifter tøj hver dag.” Hentydede hun og hev ud i min hvide T-shirt som stadig var lige så hvid, som den første dag jeg havde den på.
”Jeg har ingen menneskelige behov.” Sagde jeg og trak på skulderne.
”Nej, men du burde nok opføre dig lidt mere menneskeligt, hvis du skal være her længe endnu.” Hun havde nok ret, men jeg havde aldrig været ude at shoppe før. Jeg kunne ikke forstille mig selv prøve hundrede par jeans, ligesom Tiffany så tit gjorde.
”Og du mener det tøj derinde vil klæde mig?” Spurgte jeg oprigtigt. Jeg ville gå i hvad som helst, hvis hun syntes jeg var bare den mindste smule mere attraktiv. Hun tog min hånd, hvilket var en underlig tilfredsstillende følelse, og trak mig med ind i butikken. Manden ved kassen var dækket af tatoveringer på armene og Summer forklarede mig hviskende at det hed sleeve. Jeg spurgte om jeg skulle anskaffe mig sådan et, men hun forklarede mig, at det var meget smertefuldt at få lavet og jeg nok ville blive smidt ud af skolen. Jeg turde ikke tage chancen. Summer fandt en masse bukser og bluser til mig og nogle støvler der lignede hendes til forveksling og skubbede mig ind i prøverummet. Jeg havde set Tiffany og hendes venner gør det her så mange gange før, så da jeg havde det første sæt tøj på, de strammeste sorte jeans og en ternet bluse, gik jeg ud fra prøverummet og poserede med hænderne på hofterne.
”Hvad laver du?” Grinte Summer og måtte igen holde sig for munden, for ikke at afsløre sit brede smil.
”Det har jeg set folk gøre, når de prøver tøj.” Forklarede jeg og skiftede pose.
”Ja billige tøser, ikke mænd. Men ud over det, sidder de jeans rigtig godt på dig.” Sagde hun og hun blev straks en smule rød i kinderne igen, så hun dækkede noget af sit ansigt, med sine ærmer, der sad ud over hendes hænder.
”Jeg har det som om.. den.. ikke kan trække vejret.” Sagde jeg og justerede lidt på de stramme jeans, ved at sprede benene, så meget jeg kunne. Det fik hende kun til at grine, så jeg gik ind bag forhænget igen og skiftede til det næste sæt tøj. Det endte med at jeg måtte fremtrylle en masse penge, for Summer valgte en del tøj til mig. Ifølge hende sad det meste af det rigtig godt på mig. Jeg kom ud af butikken slæbende med 3 poser fyldt og havde ladet mine kondisko stå i butikken og taget støvlerne på med det samme.

Vi fortsatte ned igennem det store center og kiggede efter børnene der løb rundt udenfor en børneforretning, som havde en stor elefant maskot til. Vi grinte af nogle gamle sure damer som kastede en sko efter en ekspedient, fordi den var den forkerte størrelse. Der skete meget i sådan et center og jeg havde aldrig rigtig lagt mærke til det, selvom jeg havde været her en del gange før, bare på en anden måde. Det var rart at se så meget liv omkring. Alt var så meget mere spændende end Tiffanys udramatiske liv. Jeg gik rundt og spekulerede på, hvilke problemer folk omkring os gik rundt med, når nu de ikke havde nogen skytsengel og hvordan de stadig kunne se så meget mere glade og tilfreds ud, i forhold til Tiffany der havde alt og altid fik sin vilje. Jeg lagde mærke til et gammelt ægtepar, som var stoppet på deres tur igennem centeret og havde fundet en bænk. De sagde ikke noget til hinanden men deres fingre var flettede, mens de observerede folk omkring dem, ligesom jeg gik og gjorde. Jeg kiggede ned på Summers hånd, og overvejede om jeg kunne tillade mig, at flette vores fingre, men de ældre mennesker var helt sikkert et par. Jeg var bare en uvidende skytsengle fyr der var faldet ned fra himmelen og ikke vidste hvad Cola var. Jeg kunne blive hentet tilbage om et minut eller om en time. Hvem ved? Så hvorfor skulle hun ville flette fingre med mig? Hun var jo også tydeligvis interesseret i Benjamin og der var jeg allerede kommet i vejen én gang. Jeg sukkede og skulle til at meddele Summer, at jeg nok heller måtte udføre min opgave, da jeg opdagede, at hun ikke længere var ved siden af mig. Jeg kiggede mig tilbage og så, at hun var stoppet op udenfor en butik og kiggede ind af ruden. Jeg skyndte mig hen til hende og prøvede at finde ud af hvad hun kiggede på. Forbi alle de smarte guitarer og bas der hang i vinduet, kunne man længere inde i butikken skimte et par violiner der hang på væggen. Jeg sank en klump, da jeg kom til at tænke på dengang jeg lod Tiffany trampe og ødelægge Summers violin.
”Jeg bliver nød til at gå nu.” Var det eneste jeg kunne sige. Den dårlige samvittighed fortærede mig indefra. Hun smilede og kiggede op på mig. Hendes blå øjne var trist, men hendes smil var stadig alt for sødt.
”Tak fordi du alligevel tog dig lidt tid til at være sammen med mig. Jeg ved du har travlt.” Jeg kunne ikke sige noget. Eller jeg vidste ikke hvad jeg skulle sige, så jeg åbnede min arm for hende og lod hende ligge armene om min talje, mens jeg kun kunne bruge en arm, da jeg skulle holde poserne i den anden hånd, men jeg var glad for hvad jeg kunne få, for jeg fortjente det slet ikke. Jeg indåndede hendes duft. Hendes hår var måske en smule slidt på grund af den sorte hårfarve, men det var perfekt. Hun gav slip først og trådte et skridt tilbage, lige som om hun gav mig plads til at gå. Jeg nikkede en sidste gang, før jeg gik samme vej tilbage igennem centeret, som vi var kommet.

Kapitel 7

Jeg forlod mit tøjfyldte træhus om mandagen efter et meget stille weekend. Resten af weekenden var brug på at hænge ud på græsplænen udenfor familien Leeds hus. Jeg havde snakket med et par egern og forskrækket en del fugle, hvilket var det eneste spændende der var sket. Tiffanys storebror Alexander var kommet hjem lørdag aften med en eller anden tøs og havde smidt hende ud igen om morgenen. Hun stod og bankede på døren i næsten en halv time, før Alexander bad deres husholderske, om at bede hende gå. Jeg spekulerede på om min søster kunne se mig. Jeg var usynlig for menneskene, men min søster burde kunne se mig sidde uden for huset. Hvorfor havde hun så ikke fået mig hjem? Måske ville hun ikke have mig hjem? Eller måske kunne hun ikke. Det eneste jeg kunne vide mig sikker på var, at jeg stadig var på jorden og ingen ide havde om, hvordan jeg vendte tilbage. Jeg sukkede og rejste mig op fra græsset. Jeg havde lavet et flot numsemærke hvor jeg havde siddet, så jeg kørte mine fødder hen over græsset et par gange, så der ikke var nogen spor efter mine mange timers spionring.

Oppe på skolen var alt som ugen før. De fleste gloede efter mig, fordi jeg stadig var ham den nye, som ingen vidste noget om. Jeg kunne selvfølgelig indplante en eller anden sej og action fyldt baggrundshistorie så alle frygtede mig, men helt ærlig, så orkede jeg det ikke. Den menneskelige ladhed havde jeg allerede taget til mig, på trods af, at jeg ikke var i stand til at blive træt.
”Du tog bukserne på.” Sagde en lille stemme bag mig. Jeg stod ved mit nye skab og tog nogle af de bøger ud, som jeg havde brugt ugen før. Jeg kendte skemaet ud og ind.
”Du sagde de sad godt på mig.” Huskede jeg og sendte Summer et kækt smil. Hun rødmede og kiggede ned i jorden.
”Og min mening betyder noget.” Sagde hun. Mere som konstatering, end et spørgsmål.
”Din mening betyder alt i den her sammenhæng.” Fik jeg sagt og fortrød det straks. Hun spærrede øjnene op og rødmede nu så meget, at hun prøvede at gemme sit ansigt i ærmet der hang ud over hendes hånd.
”Det er rart at vide man er værdsat.” Nåede hun at sige, før klokken ringede. Det hele havde forvandlet sig, til sådan en akavet situation på meget kort tid.

Jeg satte mig automatisk ved siden af Summer, rækken foran Tiffany, som endnu ikke var dukket op endnu. Hendes to følgesvende sad allerede og holdt hendes plads. Som om nogen turde tage den alligevel. Jeg fixede en smule med vores lærer som stadig ikke var kommet, for at være sikker på, at Tiffany kom først. Han tog sig en halv op kaffe mere på læreværelset. Jeg kunne mærke Tiffany var i nærheden og noget sagde mig, at hun sikkert hang på Benjamin et eller andet sted. Endelig kom hun slentrende ind i klasselokalet, og lige i hælene på hende, kom vores lærer. Han startede med det samme op med at fortælle hvilken side vi skulle slå op på og begyndte at skrive ting ned på tavlen. Jeg døsede hurtigt hen i en trancelignende tilstand, hvor jeg bare kiggede på Summer, som sad og skrev notater ned i sit kladdehæfte. En gang i mellem kiggede hun op og vi fik øjenkontakt. Jeg kunne ikke få mig selv til at kigge væk og smilede bare til hende når det skete, hvilket fik hende til at rykke sig nervøst på stolen og hurtigt fokusere på tavlen.
”I kan finde sammen to og to, hvis ikke i vil arbejde alene. Det er spørgsmålene her på tavlen der skal svare på, inden timen er slut, så vi kan gennemgå dem sammen. I bliver her inde i klassen.” Den sidste kommentar fik nogle elever til at stønne, før lyden at stole der blev kørt hen over linoleumsgulvet overdøvede mine tanker.
”Jamie?” Hørte jeg en sukkersød stemme sige bag mig. Jeg vendte mig om og så Tiffany ligge hen over bordet og hun prøvede at nå mig med sin blyant. Jeg kiggede spørgende på hende.
”Kunne du ikke tænke dig at arbejde sammen med mig?” Spurgte hun og sendte mig et skævt smil. Hun var helt sikkert en attraktiv pige, men hendes personlighed gjorde hende modbydelig.
”For at være ærlig, har jeg slet ikke hørt efter.” Sagde jeg og vendte mig imod Summer, som bare stirrede stift ned i sin bog.
”Det gør ikke noget. Det har jeg heller ikke.” Sagde hun og fniste. Jeg så hvordan Jessica og Jennifer der sad på hver side af Tiffany, var i gang med at gå i panik. Hvem skulle de hænge på, hvis Tiffany lige pludselig forlod dem? Så havde de kun hinanden og det var ikke særlig godt i skole sammenhænge.
”Jeg tror jeg skal arbejde sammen med Summer.” Sagde jeg over skulderen og fortrød det straks. En skrap smerte borede sig ind i mit kranium og jeg for sammen og tog mig til hovedet. Det fik Summer til at reagere, men desværre også Tiffany.
”Er du okay?” Mumlede Summer til mig og lagde en hånd på min arm. Det gjorde kun smerten værre, for Tiffany stod halvvejs op og var klar til at springe til, men Summers berøring på min arm, fik hende til at koge indeni og det skulle jeg bøde for.
”Det er fint. Jeg tror jeg går om og arbejder med Tiffany.” Fik jeg sagt mellem sammenbidte tænder. Jeg tog min bog og smerten fortog sig straks, da jeg rejste mig. Tiffany sad og smilede til mig og den smule bekymring hun havde for mig før, var gået væk.
”Jennifer flytter sig lige, så kan du få hendes plads.” Sagde hun og stirrede på Jennifer indtil hun rejste sig op og gik over på den anden side af Jessica. Jeg satte mig ned ved siden af Tiffany på den allerede varme stol og kunne mærke de fleste i klasse stirre på os. Specielt dobbelt J, som var blevet skubbet til side af deres bidronning.

”Så Jamie, har du haft en god første uge?” Spurgte Tiffany, mens hun tegnede krydseduller i sit hæfte. Tydeligvis fuldstændig ligeglad med spørgsmålene på tavlen.
”Den har været glimrende.” Svarede jeg uden at tøve. Det havde været den bedste uge i mit kedelige liv. Der var aldrig sket så meget inden for så kort tid før. Det kunne jeg selvfølgelig ikke fortælle Tiffany.
”Hvor kommer du egentlig fra?” Spurgte hun pludselig. Hun kiggede endelig op fra set hæfte og smilede igen skævt til mig og afslørede den hvideste perlerække af tænder. Genetisk skabt selvfølgelig.
”Hvor jeg kommer fra?” Jeg følte mig igen meget afsløret, ligesom dengang hun kaldte mig James.
”Ja hvilken skole gik du på før?”
”Nååå.. Øh.. Jeg gik i skole i England. I hovedstaden.” Fik jeg slynget ud og jeg lagde mærke til at Summer løftede hovedet fra sine noter. Jeg tror hun lyttede med.
”Fra London? Det er sjovt, for jeg syntes slet ikke du har en britisk accent.” Sagde hun og løftede et øjenbryn af mig.
”Man lærer at holde igen med den slags.”
”Det er trist. Jeg syntes ellers at en britisk accent er død charmerende.” Hun sendte mig et blik der fortalte mig, at hun flirtede med mig. Jeg havde set det så mange gang før. Det gjorde mig virkelig forvirret, for hun var så glad for Benjamin og han havde lige inviteret hende til galla, foran hele skolen. Så hvad ville hun overhovedet med mig.
”Skal vi ikke lave nogen af de opgaver?” Jeg åbnede min bog på den side, som vi skulle være på, men Tiffany trak bare på skulderne.
”Jeg vil hellere høre mere om dig. Du har ikke været så forfærdelig social den sidste uge.” Hun trak stolen lidt ud, så hun kunne lægge hendes blottede ben over kors. Hun havde som altid kun et par små denim shorts på og en bluse. Jeg ved ikke om hun prøvede at imponere mig, men jeg syntes jeg kunne høre et forbløffet åh komme over fra hendes to veninder.
”Der er ikke meget at fortælle. Jeg er en stille og rolig fyr, med begge ben solidt plantet på jorden. Intet fancy.” Jeg prøvede at få hende til at lade være med at spørge mere, men det så ikke ud til hun gav op.
”Dit tøj fortæller ellers noget andet. Du kunne godt virke som en type der kan være vild efter skoletid. Hvis du ved hvad jeg mener.” Hun klappede mig på armen og blinkede til mig.
”Jeg er ikke sikker på, at jeg vil vide hvad du mener.” Sagde jeg og mærkede en stikken i mit baghoved igen. Hun var ikke tilfreds med svaret.
”Det jeg egentlig gerne ville vide var, om du skulle noget i weekenden. Hvis du er ny i området, kan mine venner og jeg jo lige vise dig, de bedste steder at gå i byen?” Hun lagde hovedet på skrå, så hendes lange lyse hår lagde sig ned i hendes opslåede bog.
”Jeg er ikke rigtig festtypen. Beklager.” Svarede jeg kort og vendte min opmærksomhed imod min bog igen, som om jeg faktisk vidste, hvad det var vi skulle lave. Jeg havde ingen anelse om hvad der stod i bogen.
”Det lyder ærligtalt lidt kedeligt.” Sagde Jennifer pludselig fra min anden side af. Både Tiffany og jeg kiggede hen på de to piger, som havde siddet næsten klistret op af min side, for at kunne lytte med. Jeg kunne mærke på mit stakkels hoved, at Tiffany ikke var glad for, at dobbelt J blandede sig.
”Vi viser dig bare rundt en anden god gang så?” Tiffany fik som altid rettet alt opmærksomhed imod sig igen.
”Helt sikkert.” Skyndt jeg mig at sige. Bare bidronningen blev tilfreds.

Efter timen, løb Summer nærmest ud af klassen, inden jeg nåede hen til hende. Sådan forløb hele ugen. Tiffany blev ved med at henvende sig til mig og om fredagen satte jeg mig med det samme ved siden af hende, da jeg kunne mærke hendes utilfredshed gnave i mit baghoved, da jeg havde kurs imod pladsen ved siden af Summer. Jeg sendte Summer et undskyldende blik, men hun kiggede bare ned i bordet som svar. Det var ved at være det eneste jeg så. Hendes kønne ansigt isoleret af det sorte hår. Tiffany snakkede meget om sig selv og ville fortælle alt hun havde formået at opnå. Jeg vidste det hele i forvejen, men så længe hun snakkede, stillede hun ikke mig nogen spørgsmål. Efter skoletid løb jeg hurtigere ud af klassen end mange af de andre, for at kunne nå Summer, inden Tiffany ville komme ud af klassen. Jeg var nød til at løbe i hælene på hende og gribe fat i hendes arm, for at få hende til at standse. Hun stillede ingen spørgsmål, men kiggede bare koldt på mig.
”Kan vi ikke hænge ud? Vi har ikke snakket sammen hele ugen.” Jeg sendte hende et prøvende smil og gav slip på hende arm. Hun løb ingen steder, men kiggede sig tænksom omkring mens de andre elever efterhånden kom ud af klassen.
”Så okay da.” Sagde hun med et suk og vendte sig om for at gå imod udgangen og jeg skyndte mig efter hende, inden Tiffany ville snøfle sig færdig og komme ud af klasselokalet.

Summer og jeg tog bybussen ned til stranden. Vi smed os i sandet og nød varmen fra solen. Eller Summer gjorde, mens jeg var lod som om. Det med at føle varme og kulde var ikke lige min ting som engle.
”Blev du træt af Tiffany og hendes slæng?” Spurgte Summer. Jeg kiggede hen på hende, men hun sad med lukkede øjne og med ansigtet imod den bagende sol.
”Hun virker interesseret i at vide hvem jeg er. Jeg forstår det ikke.”
”Du er ny på skolen. Hun skal finde ud af, om du er lige så cool, som du ser ud.” Summer sad stadig med lukkede øjne, så hun opdagede ikke at jeg smilede kækt til hende.
”Syntes du jeg er cool?”
”Jeg har jo selv valgt dit tøj. Selvfølgelig er du cool. En rigtig bad boy.” Hun begyndte at grine over sin egen kommentar og kiggede endelig smilene på mig.
”En bad boy? Hmm. Måske var det derfor hun inviterede mig i byen.” Summer kiggede chokeret på mig. Eller måske en smule imponeret.
”Hold da op. Inviteret ud af selveste dronningen. Det må jeg sige.”
”Jeg vil nu hellere i byen med dig.” Sagde jeg hurtigt og kiggede ud mod vandet, for hun ikke skulle se, hvis jeg eventuelt skulle rødme. Der var en pinlig tavshed i mellem os, før hun rømmede sig lidt.
”Beklager. Jeg har faktisk allerede en aftale i den her weekend.” Hun sagde det så lavt, at hun lød som om hun skammede sig over det. Med det samme kom jeg til at tænke på Benjamin, men jeg rystede hurtigt tanken af mig. Benjamin var sammen med Tiffany og han ville ikke nærme sig Summer på den måde, med mindre jeg holdt op med at styre hans vilje og tanker.

”Oh.” Sagde jeg bare. Skuffet over at jeg ikke kunne være sammen med hende. Men kunne jeg egentlig tillade mig det alligevel? Det lød som om at Tiffany var klar på at feste hele weekenden.
”Det er bare en veninde jeg har mødt online. Vi har mange af de samme interesser og… problemer.” Hun mumlede det sidste og kiggede væk. Jeg forstod godt hvad hun mente. Hun havde fundet en der forstod hende. En hun kunne dele sine problemer med, som måske kunne give gode råd fra egen erfaring.
”Er det sikkert at mødes med en fra internettet af? Jeg har hørt fra andre skytsengle, at det kan gå galt.” Jeg ville ikke skræmme Summer, men jeg havde hørt historier om andre skytsengle der næsten havde mistet deres menneske, fordi online dating var så meget oppe i tiden. Jeg bekymrede mig meget mere om Summer, end jeg gjorde om Tiffany.
”Vi har snakket sammen før. Og videochattet. Så jeg er ret sikker på hun ikke er en seriemorder.” Grinte Summer. Hun rettede sig op og børstede sandet af hænderne.
”Jeg vil bare ikke have der sker dig noget.” Sagde jeg bestemt og rejste mig sammen med hende. Hun kiggede undrende på mig, men hendes kinder fik langsomt en lyserød farve. Det var en ekstrem kontrast til den ellers blege hud.
”Husk du ikke er min skytsengle.” Sagde hun bare og gik forbi mig, væk fra havet. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg greb ud efter hendes hånd, så hun vendte sig om mod mig igen.
”Jeg ville ønske jeg var.” Jeg hev hende tilbage og hun gjorde ikke modstand. Jeg trak hende ind til mig og lagde armene omkring hende. Hun gjorde det samme ved mig og jeg kunne mærke hvordan hendes hjerte slog hurtigt. Jeg indåndede hende duft, så jeg havde nok af hende til hele weekenden. Vi stod lidt, en smule akavet måske, og vuggede frem og tilbage i sandet.
”Du skulle af sted.” Sagde jeg imod hendes hår.
”Mmmh.” Var det eneste hun fik frem, da hendes ansigt var trykket ind imod min t-shirt.
”Pas på dig selv.” Jeg løsnede mit greb i hende og lidt efter gjorde hun det samme. Jeg gav hende et lille kys på toppen af hendes hoved, før hun gik op fra stranden og ned af gaden. Nu skulle jeg bare af hendes duft til at være en hel weekend, hvor jeg skulle rende i røven af Tiffany.

Kapitel 8

Jeg blev på stranden i lang tid efter Summer var taget af sted. Jeg satte mig ned i sandet igen og kiggede ud på bølgerne. Jeg havde været på jorden et stykke tid og jeg havde aldrig rigtig set havet før. Tiffany ville aldrig nærme sig havet, da hun hver gang skal gøre et stort nummer ud af, at det ville ødelægge hendes flotte hår. Folk var begyndt at forlade stranden, da solen var ved at hænge lavt og folk skal nok hjem og spise. Jeg måtte snart tilbage til Tiffanys hus. Det ville blive en begivenhedsrig weekend. Jeg rejste mig endelig op og gik imod de små rødhvide stribede træhuse, som blev brugt til omklædning. Jeg kiggede efter et der var frit og gik ind og satte mig. Jeg tømte de tunge støvler fra sand og blev siddende lidt. Jeg kunne høre et par piger grine udenfor og gå ind sammen, i hytten ved siden af. Jeg gjorde mig usynlig og fik mine finger frem. Den lettede følelse kom over mig med det samme og jeg trådte ud fra hytten. Der stod en fyr kun iført badebukser og kiggede undrende efter døren jeg lige havde åbnet. Jeg lettede, før han kunne komme nærmere og jeg er sikker på han kunne mærke slipvinden fra mine vinger. Jeg fløj hen over byen der var fuld af liv. Trafikken var tæt omkring højhusene, men jo længere ned af kysten man kom, jo længere blev der mellem bilerne og menneskene. Husene blev langsommere større jo længere jeg fløj hen og baghaverne fik swimmingpools og tennisbaner. Jeg nåede familien Leeds hus og landede som så mange gange før, i deres forhave. Pigerne var allerede godt i gang inde i stuen og havde skuet højt op for musikken. Jeg trådte hen til køkkenvinduet og kunne se ind i stuen, igennem en åben dør. De sad derinde og spiste sushi med pinde, mens de grinte og skyllede det ned med nogle farverige væsker. De var allerede godt i gang med at drikke sig fulde. Jeg kunne allerede mærke det blev en lang aften.

Senere på aften kørte en taxi ind i deres indkørsel og jeg satte af fra græsset, gemte min taske oppe i et træ og svævede over til taxien. Chaufføren steg ikke ud og bankede på døren, men dyttede bare. Pigerne kom løbende ud i deres højhælede Stilletter og Jessica var ved at falde, da hendes hæl sad fast i græsset, men Jennifer fik hevet hende fri og de tre piger satte sig vaklende ind i bilen. Jeg fulgte efter taxien, som kørte råddent hele vejen. Kørte over for rødt, så jeg måtte sænke farten på en lastbil, selvom den overholdte fartgrænsen og der var flere sving, som taxien knap nok fik. Den kørte pigerne hen til deres favorit sted at feste. Club la Brisas. Jeg kendte efterhånden stedet så godt, at jeg kunne have taget en smutvej og vente på dem derhenne, hvis det ikke havde været fordi de havde bestilt en taxi fra helved. Pigerne så ikke rystede ud da de steg ud og Tiffany fiksede et kreditkort op af BH’en, for at betale deres chauffør. Alle tre piger havde ikke andet på end nogen små kjoler. Alle i mørke farver. Håret var sat op til narrestreger og de havde små tasker under armen, så de kunne have de nødvendige ting med. Penge til hvis fyrene ikke køber drinks til dem og telefon, så de kunne tage selfies hele aftenen. Jeg sukkede og landede bag ved klubben, da pigerne var gået ind. Jeg var nød til at gå efter. Mit første klubbesøg, hvor jeg selv skulle være en af de svedige gæster, i stedet for at se det hele ovenfra og vifte de klamme typer væk fra Tiffany. Jeg gjorde mig synlig og fik mine vinger til at forsvinde igen. En trykken på min ryg opstod som altid, men jeg var ved at være vant til det. Jeg gik om foran hvor dørmanden med det samme lukkede mig foran i køen. Flere andre fyre brokkede sig over, at jeg kom foran, men nu er det jo ikke alle der er i stand til at plante en ide i dørmanden hoved, om at lukke mig ind først.

Indenfor var musikken alt for høj. Jeg kunne ikke høre mig selv tænke og klubben var proppet med mennesker. En masse svedige unge mennesker. De hoppede op og ned, dansede og spildte deres drinks ud over dem selv og gulvet. De var tydeligvis ligeglade. Jeg kunne ikke få øje på Tiffany og dobbelt J nogen steder. Jeg bevægede mig længere ind i menneskemængden og blev et øjeblik væk fra mig selv, da en tilfældig pige fik fat i mig og svang mig rundt om mig selv et par gange, i et forsøg på at få mig til at danse. Jeg skyndte mig videre og blinkede vildt med øjnene at det voldsomme diskolys i det ellers mørke lokale. Jeg fandt op til baren i den anden ende af klubben og lænede mig hen over det, for at få luft.
”Skulle det være noget?” Spurgte en alt for smart bartender. Han havde mere gele på hovedet end hår og hans skjorte var næsten knappet op ned til navlen, så man kunne se hans brysthår.
”Øh ja, jeg skal have en af de der.” Jeg pegede på hvad end fyren der stod ved siden af mig fik og Bartenderen vendte sig om, for at blande en masse underlige ting fra farverige flasker. Jeg brugte tiden på at kigge mig omkring. Fyren ved siden af mig, havde tydeligvis scoret og var godt i gang med at hviske i øret på en rødhåret skønhed. Han var dog ikke så charmerende bagfra, da hans bukser hang så lavt, at jeg kunne se hans numsesprække.
”Her er din drink. Det bliver ti dollars.” Bartenderen stillede den hvide drink foran mig. Jeg lod som om jeg rodede rundt i min lomme, men materialiserede penge frem i min hånd, som jeg kunne give ham. Jeg rakte ham pengene og tog min drink til mig, mens jeg spejdede ud over menneskerne. Hvis jeg kendte Tiffany ret, så sad hun langs væggen et sted. Jeg tog sugerøret til munden og smagte på den underlige drink jeg havde fået og skar ansigt. Det smagte afskyeligt. Jeg sank det med besvær.
”Hvad er det dog jeg drikker?” Spurgte jeg mere mig selv, end bartenderen, men han svarede mig alligevel.
”Det er en mojito. Ligesom du bestilte.” Han virkede irriteret over, at jeg ikke kunne lide den, så jeg tog den med mig, da jeg bevægede mig ind mellem folk igen.

Jeg gik langs båsene ved væggen, indtil jeg fik øje på Tiffany og hendes veninde. De sad sammen med Benjamin og et par fyre som jeg genkendte fra fodbold holdet. Tiffany havde en hånd på låret af Benjamin og det så ud som om hun var mere interesseret i ham, end i samtalen der foregik ved bordet. Jeg satte mig ved en tom bås med fronten vendt mod Tiffanys bord, så jeg kunne holde øje med hende. I det mindste sad hun sammen med Benjamin, så jeg skulle ikke holde en masse klamme typer væk fra hende den aften. De kom som regel sværmende ret hurtigt, når de ser en blondine i hulkort kjole.
Uden at tænke over det, kom jeg til at tage drinken op til munden igen, mens jeg stirrede på Tiffany. Først da smagen ramte min tunge, indså jeg hvad jeg gjorde og satte drinken fra mig på bordet. Der var gået mindst en time og Tiffany var ved at være synlig fuld. Hun hang med hovedet på Benjamins skulder, mens han bare snakkede videre med deres venner. Ud af den blå luft kom en pige susende og satte sig over for mig. Hun skærmede udsynet til Tiffany.
”Hvis du er så vild med hende, så gå dog over og smak med hende!” Pigen havde kort sort hår med en blå stribe i pandehåret. Hun så på mange måder rå ud med hendes sorte tøj og netstrømper, men hun havde et baby ansigt.
”Undskyld mig?”
”Hende blondinen? Du har stirret på hende den sidste time. Gå dog over og snak med hende. Det er ved at være ynkeligt at se på.” Pigens ord var grove, men hun lød ikke som om hun mente det så alvorligt. Hun grinte også til sidst, som om det var en insider joke som kun hende og jeg havde.
”Det er ikke som du tror.” Sagde jeg bare og kiggede forbi pigen, for at så om Tiffany havde rykket sig. Det havde hun ikke.
”Ved du hvad? Jeg sidder og venter på en ven. Jeg kan lige så godt få noget sjovt ud af den her situation. Nu går jeg over til hende blondinen og siger, at du er interesseret i at snakke med hende, ik’? så får vi det her overstået.” Hun grinte igen før hun rejste sig op igen.
”Nej! Du skal virkelig ikke..” Jeg greb ud efter pigen, men nåede det ikke, før hun bevægede sig imod Tiffanys bord. Jeg så på mens hun bøjede sig ind imod Tiffany for at hviske til hende. Tiffany så misfornøjet på hende og jeg kunne også godt mærke i mit baghoved, at hun ikke var helt tilfreds med den sortklædte piges tilstedeværelse. Efter hun havde tilladt pigen at hviske til hende, kiggede hun med det samme min vej. Jeg krøb lidt i mit sæde, for at undgå hendes blik, men det var for sent. Pigen i det sorte tøj gav mig tomlen op og gik, mens Tiffany hvinkede hysterisk i sin fuldskab. Jeg lod som om jeg ikke havde set hende, selvom vi for et kort øjeblik siden, havde haft øjenkontakt.

Tiffany gav ikke op og vaklede hen til mit bord og satte sig ned over for mig og kastede sin overkrop hen over bordet, for at kunne snakke med mig, uden at råbe for meget.
”Hej Jamie! Jeg vidste du ikke var sådan en kedelig en, som bliver hjemme en fredag aften!” Hun grinte af sig selv og gryntede. Hun havde fået fat i ærmet på min læderjakke og holdt fast.
”Tja, jeg var bare lige ude og få en drink.” Sagde jeg og pegede på det sure stads, som bartenderen havde lavet til mig. Tiffany greb drinken uden at spørge og tog et ordentlig sug af sugerøret. Hun skar en grimasse, før hun satte den fra sig igen.
”Drikker du mojito? Ad ad ad!”
”For at være ærlig, så kan jeg ikke rigtig lide den.” Sagde jeg og trak på skulderen.
”Kom så går vi op og finder noget andet til dig!” Grinte hun og tog igen fat i min ærme, og hev mig op til baren igen. Hun kastede sig ind over baren og sagde et eller andet til bartenderen. Han gik straks i gang med at lave drinken, mens Tiffany prikkede fyren på skulderen, som stod på den anden side af hende. Fyren var pænt stor at se på. Han havde en tank top på, så hans muskuløse arme rigtig kunne vises frem og han var karseklippet, hvilket fik hans hoved til at se utrolig firkantet ud. Tiffany kørte fingeren op og ned af hans arm og begyndte at flirte med ham. Jeg vidste ikke rigtig hvad jeg skulle gøre af mig selv, andet end at vente til drinken var færdig. Bartenderen stillede en drink foran Tiffany og ventede.
”Betale du ikke for den her, søde?” Hun blinkede ivrigt med øjenvipperne til fyren og han trak smilene pungen op af lommen og smed en seddel på bordet.
”Ih hvor er du dejlig!” Sagde Tiffany begejstret, tog drinken og gik sin vej. Jeg panikkede da fyren kiggede surt efter hende. Han skulle lige til at rejse sig og gå efter, da jeg slettede ideen fra hans hjerne og hen lod hans opmærksomhed til brunetten ude på danegulvet.

Jeg skyndte mig at finde Tiffany igen. Hun sad ved bordet vi lige havde forladt.
”Er du sindssyg? Den fyr var ikke speciel glad for at betale for den drink.” Sagde jeg, da jeg satte mig ned.
”Han så da ellers meget villig ud.” Tiffany tog en slurk af den og kørte den hen over bordet til mig. Denne drink var rød og plumret. Jeg ved ikke hvor fristende det så ud.
”Prøv den nu!” Sagde Tiffany. Jeg gjorde som hun sagde og smagte på den klumpede drink. Den smagte meget bedre end den anden. Den var dejlig sød, men på en anden måde end colaen, som Summer havde introduceret mig for.
”Den er faktisk god.” Indrømmede jeg.
”Alle kan lide en daiquiri!” Sagde Tiffany og tømte hurtigt det høje glas.
”Måske skulle du tage det med ro, med alle de drinks.” Advarede jeg hende, da hun allerede var godt snalret.
”Hvem er du? Min far?” Gryntede Tiffany. Nej jeg er så men bare din skytsengel som skal redde din røv, hvis du kommer ud i ulykker.
”Jeg bekymrer mig bare for dig.” Sagde jeg med et suk. Fuld som Tiffany var, opfattede hun det åbenbart som en romantisk gestus og blev helt stille lidt, mens hun kiggede mig i øjnene.
”Bekymrer du dig for mig?” Sagde hun lavere, end hun havde snakket hele aftenen. Bagefter kunne jeg godt høre hvordan det lød, men jeg vidste ikke hvordan jeg skulle redde den.
”Det.. øh.. ja. Selvfølgelig gør jeg det.” Det skal jeg, tænkte jeg. Hun rakte hånden over bordet, og lagde den på min arm.
”Selvfølgelig gør du det. Selvfølgelig.” Sagde hun og smilede. Jeg ved ikke hvad det smil betød, men når det var Tiffany, var det helt sikkert ikke noget godt. Hun sad helt stille og smilede til mig. Jeg anede ikke hvordan jeg skulle reagere på det og jeg kunne ikke trække mig tilbage, da hun havde fat i min arm. Så jeg nøjes bare med at stirre tilbage på hende. Resten af klubben fortsatte, mens Tiffany var gået i stå. Den dunkende musik var øredøvende og nu hvor Tiffany ikke rørte sig ud af stedet, kunne jeg ikke andet, end at lægge mærke til det igen. Det samme skete åbenbart for Tiffany. Hendes smil blev bredere og bredere og hendes greb om min arm strammes pludselig.
”Vi skal ud og danse!” Udbrød hun pludseligt og hev mig af sted. Jeg væltede min drink på vejen og fik det ud over mit ene bukseben. Tiffany var ligeglad og hev mig ud på midten af dansegulvet.

Jeg tog det først roligt, på trods af jeg ikke kunne danse. Det kunne alle andre omkring mig heller ikke. Men Tiffanys hænder var pludseligt overalt på mig. Hun startede med at placerede den på min ryg og køre dem ned over min røv. Jeg prøvede at baske hendes hænder af mig, men hun kørte hendes hænder rundt omkring på mit bryst, mens hun gnubbede sig selv op af mig.
”Tiffany jeg tror virkelig ikke..” Hun afbrød mig, ved at sætte en finger aggressivt imod min mund, før hun begyndte at vride sig op af mig, så hendes kort kjole gled op og afslørede at hun ikke havde andet på, end en g-streng. Jeg vred mig akavet rundt og prøvede at få fat i hende kjole, for at trække den ned. Hun tiltrak for meget opmærksomhed, for de forkerte typer. Det endte med jeg fik fat i hendes g-streng og kom til at hive ud i den, så den smækkede tilbage imod huden på hendes balle. Hun kiggede på mig med et smørret smil, før hun tog om mit hoved med begge hænder og smækkede sine læber mod mine. Jeg stod helt stille og anede ikke hvad jeg skulle gøre. Hun blev ved med ivrigt at gnave løs på mit ansigt. Da hun endelig lod til at skulle have luft, gav hun slip på mit ansigt og smed armene om halsen på mig.
”Jeg har haft lyst til at gøre det, lige siden jeg så dig første gang.” Indrømmede hun fnisende. Jeg stod bare med vidt opspilede øjne og kiggede på hende. Jeg havde ikke noget svar til hendes handlinger, da jeg på ingen måde fandt hende attraktiv.

”Wow wow wow hvad sker der her?” Kom det pludselig bag mig. Jeg vred mig i Tiffanys arme, for at se Benjamin komme stormende imod os.
”Det er ikke..” Var det eneste jeg fik fremstammet, men jeg vidste det ikke nyttede noget. Tiffanys irritation og forvirring begyndte allerede at gnave i mit baghoved. Jeg ville gøre Tiffany glad, for at holde det væk, men ikke hvis det involverede mig i stedet for Benjamin. Benjamin så rasende på mig. Han kunne ikke være vred på Tiffany og det var min fortjeneste. Jeg prøvede med det samme at påvirke Benjamin til at træde nogle skidt tilbage, men hans fodbold venner var også dukket op bag ham, hvilket gjorde det hele meget værre. De så ikke specielt glade ud. Jessica og Jennifer skulle selvfølgelig også med ud midt på dansegulvet, for at se hvad der skete. De stod med hænderne for munden, som om det var det mest chokerende de længe havde oplevet.
”Jeg sværger.. Det er..” Prøvede jeg.
”Jamie?” Stemmen var lav, men det var som om den trangte igennem og overdøvede alt musikken og de mange mennesker omkring os. Over Tiffanys skulder kunne jeg se Summer sammen med pigen med det sorte hår og netstrømper. Tiffany stod stadig med armene om halsen på mig. Jeg vred mig løs for at gå hen til Summer, som stirrede mistroisk på mig.
”Det er ikke, som det ser ud.” Mumlede jeg. En pludselig skarp smerte i mit baghoved, fik mig til at lave en grimasse og misse med øjnene, men jeg prøvede at holde fokus på Summer. Jeg var ligeglad med Tiffany lige nu.
”Jeg troede du havde travlt med dine pligter.” Mumlede hun og så såret ud.
”Det har jeg også. Tro mig! Det er ikke…”
”Du har pink lipgloss i hele hovedet.” Sagde hun højt og vendte sig om for at gå.
”Summer vent! Det var ikke mig..” Men hendes veninde med det sorte hår, skubbede mig tilbage med en hånd mod mit bryst og Summer banede sig vej mellem menneskerne.
”Jamie!” Tiffany kaldte på mig et sted bag mig, men jeg var begyndt at skubbe mig igennem menneskemængden. Tiffanys utilfredshed gnavede så slemt i mit hoved, at mit syn blev sløret. Jeg havde efterladt hende med Benjamin og hans venner. Jeg var ved at falde ind i et dansende par, da jeg vaklede igennem det blinkede diskotekslys og den dunkende bas der matchede fornemmelsen i mit hoved.
”Jamie!” Det sortnede for mine øjne, men jeg prøvede på at fokusere på Summers lange hår, som var alt for langt foran mig og ar ved at forsvinde i menneskemængden.
”Jamie!” Jeg rakte ud efter hende, selvom hun var langt væk. Jeg var ved at falde forover, da smerten var ved at være for meget for mig. Mit hoved var ved at eksplodere.
”Jamie!” Et par arme fik fat i mig, før jeg faldt mod jorden og jeg blev slæbt det sidste stykke ud af natklubben. Det var blevet helt mørkt udenfor, hvilket ikke gjorde det nemmere for mig, at se min redningsmand, men jeg genkendte min storesøsters ansigt, igennem sløret over mine øjne, før alt blev sort.

Kapitel 9

Da jeg vågnede igen, gjorde alt stadig ondt. Det sortnede stadig i kantet af min synsfelt, men jeg kunne se nok til at genkende min post i himmelen. Jeg lå på gulvet i det hvide rum og til venstre for mig, sad min storesøster og rev sig selv i håret. Hendes lange lyse hår var langt mere uldet, end det plejede. Engle havde som regel aldrig dårlige hårdage, som dem jeg havde overhørt Tiffany snakke om. Tiffany. Noget frygteligt gik op for mig og jeg satte mig op. Min hoved hamrede stadig forfærdeligt, men jeg kunne stadig kontrollere min krop.
”Thea?” Mumlede jeg og hun stivnede. Hun vendte sig om og kiggede på mig. Jeg havde aldrig set Thea sådan. Hendes øjne var rødsprængte som om hun ikke havde sovet i dagevis, på trods af at engle ikke behøvede søvn. Jeg åbnede munden for at sige noget beroligende til hende, men jeg vidste ikke hvad der var sket.
”Vi taber det her.” Sagde hun og vendte sig om mod sin post igen. Jeg rejste mig op og kørte en hånd igennem mit hår. Alt var som det plejede i himmelen. Min stol stod og ventede på mig.
”Hvad er der sket?” Spurgte jeg forsigtigt og Thea stivnede igen, før hun vendte sig om og rejste sig.
”Du er ødelagt alt for os lillebror! Det er hvad der sker! Du skulle absolut pludselig opføre dig menneskeligt og tage ned på jorden, hvilket vi ikke må gøre alene! Du gør hele familien urolig og vi kunne kun se på, mens de ældre prøvede at finde ud af, hvordan engle kommer tilbage fra jorden igen alene. Det viste sig at det er totalt umuligt, så jeg meldte mig frivilligt til at redde din sørgelige røv og alt er gået galt imens vi begge forlod vores post!” Hun gik rasende frem og tilbage i rummet, mens hun råbte af mig. Det hjalp ikke på min hovedpine. Men det forklarede min hovedpine, til at starte med. Tiffany måtte være meget utilfreds.

Jeg gik hen til min stol og satte mig ved min post. Jeg kiggede ned på Tiffany der lå på hendes store drømmeseng med hendes veninder dobbelt J på hver side af hende. Hun lignede noget der var løgn med makeup i hele ansigtet. Hun havde tydeligvis sovet med det på og måske også grædt. Hendes veninder klappede hende trøstende på skulderen og mumlede et eller andet som kun gjorde Tiffany mere sur. Det kunne jeg tydeligt mærke i mit baghoved.
”Jeg er fucking ligeglad med Benjamin, okay? Han var ikke min type alligevel!” Råbte hun pludselig af Jessica som hurtigt rejste sig fra sengen, som om hun var bange for, at Tiffany ville æde hende.
Jeg prøvede at få et overblik over situationen, for jeg skulle finde en måde at gøre det hele godt igen, så jeg kunne slippe for den gnavende fornemmelse i mit hoved. Tiffany havde kastet sig over mig på dansegulvet, af en eller anden grund. Hun får altid alt det hun vil have, så hvis hun faktisk havde sat næsen op efter, at jeg ville date hende, kunne hun godt tro om. Så hellere evig smerte i hjernen. Benjamin havde set os på dansegulvet. Så meget kan jeg huske, inden jeg fik et black-out af smerterne fra Tiffanys utilfredshed. Var han sur eller skuffet? Kunne jeg på en eller anden måde tvinge ham til at være sammen med Tiffany igen? Det var svært nok i første omgang, men når hun så åbenlyst var ham utro? Jeg troede ikke engang mine kræfter var stærke nok til at få dem sammen igen. Desuden lød det ikke som om at hun overhoved ville være sammen med Benjamin igen. Eller var det bare noget hun sagde, for ikke at tabe ansigt?

Jeg begyndte lige så stille også, at hive mig selv i håret. Hvorfor skulle piger være så svære at læse? Hvorfor kunne hun ikke bare være ærlig og sige hvad hun mener ligesom… ligesom Summer? FUCK! Jeg smækkede hovedet ned i min skærm og jeg frygtede næsten at Tiffany og dobbelt J kunne høre det, men så huskede jeg, at den kun fungerede den ene vej.
Jeg havde totalt glemt episoden med Summer. Hun havde set Tiffany og jeg på dansegulvet. Hun havde set mig sammen med den person der gjorde hendes liv et helved. Personen som havde taget Benjamin fra hende og smadret hendes violin. Hun havde ikke bare set mig med hende, nej, hun havde set Tiffany og jeg gnide os op af hinanden på dansegulvet, imens jeg desperat prøvede at beskytte hende imod nysgerrige blikke fra potentielle voldtægtsmænd. Dét mætte have set så forkert ud. Og kysset. Tiffany havde kysset mig for øjnene af alle. Jeg ejer ikke kræfter nok til, at alle de mennesker skal kunne glemme det. Ikke i særlig lang tid i hvert fald.

”Thea?” Spurgte jeg min søster. Hun sad helt stille over ved sin post. Hun rørte ikke en muskel. Jeg rejste mig og gik hen til hende. Hun stirrede ned igennem sin skærm og ned på Alexander der lå i en pøl af hvad jeg gættede på, var hans eget bræk. Han var bestemt ikke typen, som man skulle lade være alene en weekend. Thea var taget til jorden for at hente mig og efterladt Alexander til sig selv. Det var som at tage sig af en baby i en voksen krop. Totalt uansvarligt. Men i det mindste havde hun nok ikke ondt i hovedet. Som Alexander ligger der, føler han nok ikke noget, ligesom hans søster gjorde, på den anden side af gangen.
”James. Det her er din skyld. For din egen skyld, så blev på din post og lad os andre være i fred. Vi kan ikke tabe ansigt igen på den måde. De andre klaner holder øje med os og de har grint lige siden mor og far var inde og spørge de ældste, om hvordan vi fik dig tilbage til himmelen. Gør nu ikke mere dumt!” Vrissede hun, dog uden at kigge på mig. Hun blev ved med at stirre på den stakkels rigmands søn som lå døddrukken og helt sikkert stank værre end et stinkdyr. Jeg opgav at spørge hende til råds. Jeg skulle selv finde en løsning på alt det rod, som jeg havde skabt.

Tiffany ville ikke i skole. Hun havde lagt og haft ondt af sig selv resten af søndagen og dobbelt J var der for at fortælle hende, at lige meget hvad folk havde fået at vide i skolen, så var hun stadig skolen dronning. Jeg ville have kastet op hvis jeg kunne, af den bemærkning, men jeg tror ikke det er noget der ligger til engle at gøre. Jeg har i hvert fald ikke haft brug for det. Jeg sørgede for hun tog i skole. Jeg gav hende viljen, for jeg satte nogle positive tanker i hendes hoved og fik hende til at sminke sig som aldrig før og svinge hofterne på vej ind på skolens grund. Hvilke positive tanker hun end fik, ved jeg ikke, men mine kræfter virker lidt som at tage en lykkepille gætter jeg på. Man bliver bare glad, men ved ikke rigtig hvorfor. Dobbelt J kom hurtigt op på hver side af hende, mens hun gik ned af gangen mod deres klasselokale. Folk kiggede ganske vist på hende, på en anden måde end jeg var vant til, men jeg så stadig frygt i deres øjne. Ikke meget havde ændret sig der. Hun stivnede dog da Benjamin viste sig for enden af gangen, men jeg tvang hende til, at dreje ind i klasselokalet. Og lige der sad Summer.

Mit hjerte sprang et slag over da jeg så hende igennem skærmen. Hun havde trukket hætten over hovedet igen og sad bare og stirrede ned i et kladdehæfte, der var fyldt med små tegninger. Det var så utilfredsstillende at se hende igennem en skærm. Alt jeg ville, var bare at hoppe derned igen og forklare hende alt om hvad der sker og håbe på hun ville forstå og tilgive mig. Det blev bestemt ikke bedre af, at Tiffany marcherede lige hen til hende og klaskede sin hånd ned i bordet foran hende, så Summer, og samtlige andre i klassen, hoppede en halv meter. Tiffany kiggede nedlagende på Summer, mens Summer mest af alt lignede et dådyr fanget i lyset fra et par forlygter. Hun vidste ikke hvad hun skulle gøre af sig selv.
”Er det hårdt at blive valgt fra?” Spurgte Tiffany køligt.
”Jeg ved ikke hvad du mener.” Mumlede Summer og kiggede igen ned i hendes kladdehæfte.
”Spar mig, din lille emotøs. Jeg ved godt hvordan du så på Jamie. Hvor forelsker du var i ham! Det var lige så ynkeligt, som da jeg startede med at date Benjamin. Åh, de lange blikke du sendte ham! Hvorfor holder du dig ikke bare væk? De vælger jo tydeligvist mig hver gang?” Tiffany grinte, men Jessica og Jennifer kiggede nervøst på hinanden. Det ville jeg også gøre hvis jeg var dem. Hvordan kan hun sige sådan noget? Hvis hun havde samme viden som mig, så ville hun være den person som krøb sammen under en hættetrøje. Summer sagde ingenting, men lod bare Tiffany forsætte.
”Jeg ved ikke om du så det, men Jamie var overalt. Jeg kunne ikke få hans hænder fra mig igen. Og det kys! Han er virkelig en god kysser. Han sagde endda, at han havde ventet på at gøre det, siden han så mig første gang.” Og i det hun blev færdig, ringede klokken endelig og deres lærer kun ind i klassen. Tiffany satte sig ned på sin plads bagerst i klassen og lod endelig Summer være. Jeg selv var ved at koge over af raseri. Hvordan kunne nogen være så modbydelig over for et andet menneske? Jeg kunne mærke i mit baghoved hvordan Tiffany alligevel var nervøs. Følelsen gnavede sig ind i min hjerne som et lille insekt. Måske frygtede hun, at jeg ville komme og afslører hende i hendes løgn. Det var virkelig fristende, men det ville i sidste ende gå ud over mig selv. Jeg ville gå i gulvet igen af smerte, på grund af hendes utilfredshed og jeg ville lave mere rod i den for min klan. Mine forældre ville slå hånden af mig, hvis jeg gik amok på den person, som det er meningen, at jeg skal beskytte for hver en pris.

Desværre havde jeg ikke forudset hvad der ville ske næst efter. Idet læreren kom ind i klassen og satte sin taske ned ved siden af kateteret, lagde jeg mærke til de første tårer der ramte Summers kladdehæfte og plettede papiret og fik blækket fra hendes kuglepen, til at flyde ud. Åh nej, nåede jeg lige at tænke, før Summer rejste sig op så pludseligt, at stolen væltede bag hende. Alles øjne rettede sig imod hende, mens hun greb fat i sin taske og løb mellem bordene og hen imod døren. Deres lærer råbte op, men hun var allerede væk og jeg tabte hende af syne, da hun var for langt væk fra Tiffany. Jeg panikkede med det samme, da jeg så hun løb hen imod trappen. Det eneste jeg kunne tænke på, var den gang jeg tog ned til jorden, for at forhindre hende i at springe ud fra skolens tag. Jeg så hen på min storesøster, som stadig desperat kiggede ned på Alexander og mumlede for sig selv.
”Jeg er ked af det, Thea.” Sagde jeg og før min søster nåede at reagere, så var jeg sprunget ned igennem min skærm og var på vej ned imod jorden igen.

HeleneKristensenWrites

The game of the Guardian Angels - WIP