The peacemaker -Divergent fanfic

Ali er født og opvokset hos skytsenglene og er totalt og andels ligeglad med alle de andre faktioner. Hun syntes det er direkte irriterende, når der kommer folk til skytsenglene, fra de andre faktioner. Men måske kan en enkel fyr fra pacifisterne få hende til at ombestemme sig.

Kapitel 1

Jeg er født til det her. Det her er mit liv.

Jeg pustede hårdt ud og satte mig op i sengen. Den var lidt hård, men jeg havde efterhånden vendt mig til den. Jeg havde slet bygget den af et pat paller og en madras. Min mor bankede hårdt på døren kort efter og flåede næsten døren op.
”Det er ikke i dag du skal komme for sent Ali.” Sagde hun strengt.
”Jeg ved det. Jeg ved det. Jeg vågnede faktisk før du kom ind, okay?” Jeg rullede med øjnene af hende. Hun skulede bare af mig og forlod straks huset for at tage ud til hegnet. Hun var beskytter af byen og gik hele dagen rundt med et AK-47 gevær. Ikke en dame man lige skulle pisse af. Jeg smed benene ud over sengekanten og lige ned i min kæmpe militærstøvler der var godt udtrådte efterhånden. Jeg var kommet sent jeg dagen før, da jeg havde rendt rundt med mine venner nede ven sprækken hele aftenen. Paul havde ledet som om han ville skubbe Kathleen i sprækken og hun skreg op. Vi blev hurtigt fanget af en af de voksne, men han valgte at være med i legen i stedet for at sige, at vi ikke måtte lege tæt på det gabende hul der var i vores kompleks. Det er det fede ved at være skytsengle. Man kan tillade sig næsten alt og selvom vi skal forstille at være byens beskyttere og politi og alt det halløj var vi også dem der havde det sjovest bag facaderne. Vi skulle ikke sidde stille i krogene og læse bøger eller diskutere politik dagligt. Vi snakkede om det der passede os. Jeg elsker det her, og derfor er jeg også 100% sikker på at egnethedstesten vil sende mig direkte tilbage hertil.

Jeg sjoskede ned til morgenmad hvor mine venner allerede sad ved vores sædvanlige bord. Efter i morgen vil der være en masse andre ved dette bord, som vi ikke kende. Det vil være skiftere fra andre faktioner. Små sandhedstalere, peacemakers og hvad andet, katten nu får slæbt med ind. Der skulle nok hurtigt blive sorteret godt ud i dem som altid. Vi er nogen der er født til det her liv.
”Det er virkelig klamt.” Konstaterede Kathleen. Paul sad og prøvede at fodre Hilary med hans kartoffelmos, men hun fik det tværet ud over hele hendes grinende ansigt. Det sad tilmed i hendes røde krøller.
”Kan hun ikke æde selv?” Spurgte jeg, da jeg satte mig. Paul grinte bare og forsatte med at smøre mosen ud på Hilary.
”Hvis du røre mig med det der, så får du tæsk.” Advarede Kathleen. Hun himlede med øjnene og tog en bid af hendes blåbær muffin og passede på hun ikke rørte ved andet end papiret. Hun skulle jo nødig få beskidte fingre. Hun var en meget forfængelig mulat pige med lang hår der var sat op i en høj hestehale. Man skulle ikke tro hun var skytsengle så påpasselig hun var med alt, men hun havde det ondeste cirkelspark, hvis man rørte hendes hår. Hun var også en af de bedste af os til at skyde og ramme plet, så man skal ikke skue en hund på hårene. Heller ikke selvom den er velfriseret.
”Av for helved!” Udbrød Paul og trak straks sine hænder til sig. Hilary havde bidt ham i hånden og skraldgrinte. Jeg selv kunne ikke lade være med at grine. Han havde rigtig godt af det.
”Klar på egnethedstesten?” Spurgte jeg og kiggede straks ned på min fransktoast. Vi måtte egentlig ikke snakke så meget om testen. Det var der regler om. Ingen vidste hvad der skulle foregå og hvad testen gik ud på, men vi fik konstant at vide, at hele vores liv indtil nu havde været en forberedelse til den her test. Det var noget af et pres for så unge mennesker som os.
”Så klar os man kan være, tror jeg.” Sagde Hilary der var holdt op med at grine og tørrede kartoffelmod af sit ansigt, med et stykke køkkenrulle. Paul hjalp hende med at få det ud, der sad i hendes hår.
”Hvad tror i testen går ud på?” Spurgte jeg stille, så de andre ved bordet ikke kunne høre os. Mine tre venner trak på skuldrene.
”Min storebror sagde det var møg ubehageligt. Andet ville han ikke sige.” Næsten hviskede Paul. Møg ubehageligt. Det lyder jo super.

Vi sprang af toget som altid og landede alle perfekt på benene – på nær Paul der skulle blærer sig med et rullefald. Vi var så vant til det efterhånden. Vi små løb ned af bakken imod skolen. Et af de få steder faktionerne blev blandet. Et par elever i blå stift tøj sprang til side for os, da vi kom løbende. Kloge åger fra Intelligentsia. De rystede på hovederne af os, men for at være ærlig er jeg ligeglad med dem. En gruppe leende elever sad samlet på nogle bænke uden for skolen. De var klædt i sparsomligt rødt og gult tøj. Hippierne eller pacifisterne. De lod deres hår gro vildt om deres hoveder og de gik som regel med en plante under armen eller lignende.  Ej okay, det var sket én gang, at en fyr tog en potteplante med i skole, men det var virkelig også sært.
”Se jer for! I tror i ejer det hele!” Blev der råbt efter os fra højre. Sanddru elever i sort og hvidt. De sagde hvad der passede dem og de var altid klar til at diskutere, men for at være helt ærlig, så kommer man ikke nogen vegne med at diskutere med dem. De er stædige som en flok gamle æsler. Da vi når dørene går et par gråklædte skikkelser til side for os og bukker hovederne. Puritanerne. Stiverter hele bundet. De lignede noget der var løgn i deres sparsomlige grå genbrugstøj der var lavet af lapper. Jeg havde aldrig haft noget med dem at gøre og ville heller ikke. De var simpelthen for mærkelige. Vi stoppede op uden for lokalerne. Der hang en liste i hvilken rækkefølge vi skulle gå ind i testlokalerne.

Vi stod pænt og ventede. Snakken gik, men vi blev i vores køer. Selvom vi var skytsengle og gjorde hvad det passede os, så var det her stadig den anden vigtigste dag i vores liv, og vi ville ikke gå glip af selv den mindste detalje, bare fordi der var en der råbte op eller grinte som en søløve. Rækkerne rykkede sig og folk kom ud ingen og så smårystede ud. Vi måtte ikke snakke med dem, sådan var reglerne, men vi sendte dem alle lange blikke. Jeg smilede til Hilary før hun gik ind før mig. Hun var blevet helt bleg, da hun pludselig stod forrest i køen. Jeg forsikrede hende, at der ikke måtte ske det store derinde. Ingen var kommet ud med sår i hovedet eller brækkede ben.  Dog var det mere en trøst for vores perfekte Kathleen. Dit ansigt er uskadt! Hurra! Snart blev det min tur og jeg gik ind på samme tid som Paul. Han sendte mig et lille smil og en tommel op, før vi begge trådte frem og dørene blev lukket bag os.

Det første jeg så var mig selv. Hele rummet var klistret til med spejle og jeg beundrede mig selv i det nærmeste, rettede min piercing i næsten, så den sad lige. En hosten kom fra den anden side af det lille rum. En Sanddru dame med gråsprængt hår sad og ventede utålmodigt på mig.
”Mit navn er Allyson. Sæt dig ned.” Beordrede hun. Kort og kontakt, må jeg da sige. Jeg satte mig midt i rummet i noget der lignede en muteret tandlægestol. Godt jeg ikke havde tandlæge skræk.
”Hvad kommer der til at ske?” Spurgte jeg nervøst og begyndte at slå hælene af mine militærstøvler ned i foret på stolen.
”Det får du at se.” Sagde Allyson koldt og klikkede løs på sin computer. Et øjeblik efter stak hun et lille glas i ansigtet på mig. Det indeholdt en klar væske der lignede vane, men noget sagde mig, at det ikke bare var et lille shot mineralvand.
”Hvad er det? Gift?” Spurgte jeg og tog imod det lille glas. Jeg snusede til det. Det lugtede ikke af noget.
”Hæld det ned.” Sagde hun bare og vendte sin opmærksomhed imod skærmen igen. Jeg stirrede lidt på væsken. Skulle jeg nippe lidt til den først eller? Det kunne ikke være gift, for de andre kom jo levende ud igen. Jeg gjorde til sidst som hun sagde, og drak væsken i en mundfuld. Selvom den ikke lugtede af noget, var smagen skarp. Det smagte lidt ligesom piller, når man ikke havde noget vand, til at skylle dem ned med. Jeg lavede en grimasse og klemte øjnene sammen.
”Hvad fanden er det for noget rævepis.” Spurgte jeg. Men da jeg åbnede øjnene igen, var damen væk. Jeg kiggede mig omkring i lokalet, men det eneste jeg kunne se, var mit eget spejlbillede. Jeg rejse mig og gik imod døren, men stoppede, da jeg så, at den ikke var der.
”Ømh.. Hallo?” Sagde jeg. Det var en smule klaustrofobisk og så alligevel. Med alle spejlene omkring en, var det svært at bedømme hvor stor eller lille rummet var. Det så ud som om det fortsatte ud i uendeligheder, men jeg så også mig selv fra 100 forskellige vinkler på én gang. Jeg snurrede forvirret rundt om mig selv. Jeg kunne se brændehullerne i min læderjakke, som Hilary lavede engang, da hun skulle prøve at ryge for første gang. Hun havde hørt at læder ikke kunne brænde. Den dag fandt jeg også ud af at min jakke ikke var ægte læder. Jeg kiggede nærmere på mig selv. Det var som om, at mine spejlbilleder ikke bevægede sig på samme tid og måde som mig. Jeg vendte mig hurtigt rundt og så min egen ryg igen. Jeg overvejede kort, om det var en anden person der stod foran mig, for når jeg gik frem imod personen med ryggen til, bevægede personen sig ikke.
”Hallo?” Prøvede jeg igen. Personen rykkede sig ikke. Jeg gik helt hen og lagde en hånd på skulderen af personen, men på samme tid, kunne jeg mærke nogen røre ved min skulder. Det gav et sæt i mig og jeg slog ud efter personen bag mig, som en naturlig reaktion. Min hånd røg lige igennem personen, som var hun en illusion. Personen var mig.
”Tag dig sammen og vælge din spade.” Sagde jeg til mig selv. Jeg blev helt forvirret. Det var underligt at stå og kigge på sig selv. Jeg havde en bums i panden, som jeg først så nu.
”Vælge hvad?” Spurgte jeg dumt.
”Bare vælg.”  Sagde jeg igen og pegede bag mig. Jeg vendte mig om og så et bord med to skåle af mat stål. I den ene lå en rå bøf og i den anden lå en lang kniv. Skulle jeg vælge i mellem dem? Og til hvad? Kniven trak mest. Men det er også kun fordi jeg elsker at kaste med dem, og ved en del om dem. Det var spændende at vide hvad den ægget var lavet af og skæftet var af mørkt træ. Bøffen er jo kun lækker når den er stegt. Jeg tog kniven og bordet forsvandt foran mig. Jeg spærrede øjnene op. Borde kunne da ikke bare sådan forsvinde?! Hvad er det her? Jeg blev hevet ud af min trance, da jeg hørte en knurren bag mig.
Jeg vendte mig om og stod ansigt til ansigt med en kæmpe stor schæfer hund. Jeg ville have beundret dens store pels, hvis ikke den havde blottede tænder.
”Sød vuffie!” Prøvede jeg, men hunden begyndte at løbe imod mig. Det eneste jeg havde på mig, var kniven. Men jeg ønskede jo ikke at skade dyret. Den var helt sikkert blevet kommanderet til at angribe mig. Det var et menneskes fejl, ikke dyrets. På den anden side; det var mig eller hunden. Jeg stillede mig klar med kniven og da hunden sprag op imod mit ansigt, hakkede jeg kniven op i struben på dyret og vi faldt begge. Jeg klemte øjnene i, før jeg ramte gulvet, men jeg mærkede ingenting. Da jeg åbnede øjnene igen, sad jeg med den sure Sanddru dame ved siden af mig. Jeg gispede efter vejret og kiggede mig vildt omkring efter hunden jeg lige havde dræbt, men der var ingen tegn på, at den havde været der.
”Der er vist ingen tvivl her. Du er født til at være skytsengle.”  Sagde Allyson og hamrede løs på tasterne.
”Så jeg er velegnet til at blive i skytsenglene?” Spurgte jeg for at være sikker.
”Det ser sådan ud. Du må gerne gå nu.” Allyson sendte mig ikke så meget som et kort glimt, før hun begyndte at hælde noget af den modbydelige væske op, til den næste der skulle ind i rummet.

Kapitel 2

Jeg må indrømme jeg var rundt på gulvet da jeg kom hjem til komplekset. Det var lige før jeg var væltet ud af toget, i stedet for at hoppe. Jeg landede heller ikke så elegant som jeg plejede og måtte gå ned i knæ. Jeg havde aldrig slået noget ihjel før. Havde jeg det nu? Hunden havde ikke været ægte vel? Det føltes bare så ægte. Jeg kunne mærke dens pels, da jeg faldt sammen med den. Jeg rystede tanken ud af hovedet, og tænkte på det vigtigste. Jeg havde lige fået bekræftet, at jeg passede ind hos skytsenglene. Det jeg længe havde troet og vidst. Jeg gik direkte hjem. Jeg orkede ikke folk nede ved sprækken. Jeg var ikke sikker på, at jeg kunne holde mund med testen lige nu. Jeg skyndte mig ind på mit værelse og smed mig på min seng, så pallerne knagede faretruende. Selvom jeg vidste hvad jeg ville og hvor jeg hørte til, var i morgen alligevel en ny begyndelse. Jeg ville ikke længere være barn. Jeg ville være færdig i skole. Jeg skulle igennem skytsenglenes benhårde træning, for at bevise jeg passede ind. Men for os der var skytsengle i forvejen var det mere et overgangsritual til at blive voksen, end det var for at bevise at vi kunne, hvad en skytsengel skal kunne. Vi har ikke lavet andet hele livet end at træne til det her. Hvorfor skulle de andre have en chance overfor os?

Jeg sov som en sten den nat. Jeg var selvfølgelig nervøs og det burde have holdt mig oppe, men jeg var på samme tid virkelig udmattet af at ligge og tænke så meget. Hvis ikke min mor havde rusket liv i mig, havde jeg heller ikke fået aftensmad den dag. Mit vækkeur ringede og jeg prøvede at åbne mine øjne, som var klistret sammen af søvn. Jeg stod ekstra tidligt op, så jeg kunne få badeværelset før min mor. Jeg skulle se pæn og ordentlig ud, før jeg vi skulle til udvælgelsesceremonien. Det tog som regel langt tid for mit tykke hår at tørre. Jeg trak min børste igennem mit sorte og lilla hår, da min mor kom ind og også skulle gøre sig klar. Hun havde fået fri i dagens anledning. Hun kyssede mig i mit halvvåde hår og fik øjenkontakt med mig i spejlet.
”Din far ville have været så stolt.” Sagde hun og fortsatte med sin gøren. Jeg fik en klump i halsen. Vi plejede aldrig at snakke om min far. Han var blevet væk, sagde min mor altid. Aldrig noget om at han var død eller noget. Bare væk. Jeg var efterhånden holdt op med at spørge ind til ham, men min mor lukker i som en østers med det samme. Det eneste jeg ved, er at jeg har hans næse. Ih tak, tror jeg nok. Men jeg undrede mig over, hvorfor hun netop nu skulle bringe ham på bane. Men som altid, spurgte jeg ikke ind til det.

Jeg fandt min pæneste sorte kjole til dagen anledning, men toppede den med den forbrændte læderjakke. Militærstøvlerne fik eller ikke lov til at blive hjemme og hvile i dag. Jeg løb om kap med min mor hen til toget, hvor jeg mødte mine venner. Paul havde skiftet hans piercinger ud i underlæben, for at være rigtig fancy og Kathleen havde en tætsiddende buksedragt på, der kun komplementerede hendes flotte former. Vi løb langs toget og fik os smidt op i en vogn. Hilary og hendes forældre fangede vognen bag os.
Folk strømmede til knudepunktet fra alle sider. Vi kom alle sammen fra forskellige bydele og alle havde forskellige farver tøj på, alt efter hvilke faktioner folk kom fra. De Sanddru havde fundet deres stiveste puds frem og kom alle i smoking og stramtsiddende kjoler. Jeg troede ikke de kunne blive mere stive i deres antræk. Pacifisterne havde tilføjet et par blomster i håret, men – intelligentsiaerne og puritanerne lignede bare dem selv. De er kedelige alle sammen, i mine øjne. Vi flokkes ind i elevatorerne mens puritanerne tog trappen. Jeg havde en smule ondt af dem, men de havde jo selv valgt det.
Salen summede af liv og jeg vinkede til mine venner der sad rundt omkring, i skytsenglenes rækker. Vi sad i alfabetisk rækkefælge efter efternavne, så vi kunne ikke komme til at sidde ved siden af hinanden. Nede i midten af salen stod de 5 beholdere der lignede store tømmer på afstand. De repræsenterede de 5 faktioner. Jeg koncentrerede mig om den beholder med det sydende kul. Det var min faktion. Mit hjem. Skytsenglene. Jeg kiggede op på min mor, og hun smilede tilbage. Hun havde få rynker i ansigtet, men ellers så hun meget ung ud. Hendes hår var ikke begyndt at blive gråt endnu, og havde en naturlig mørkebrun farve. Hendes øjenbryn bar præg af en piercing, som hun havde valgt at tage ud, og som nu havde efterladt et ar.

En mand i blåt tøj – intelligentsia - gik på scenen og selv skytsenglene blev stille. Der skal ellers meget til som regel. Han fortalte om vigtigheden med vores valg i dag og forklarede os hvad de forskellige faktioner stod for. Som om vi ikke vidste det. Vi lavede ikke andet end at terpe faktionernes historie i skolen. Til sidst understregede han byens motto.
”Faktion før familie.” Råbte han ud i salen.
”Faktion før familie.” Mumlede jeg i kor med alle andre og så var vi ellers i gang. Salen var fyldt med klappen, jubel og gråd. Familier mistede deres unge, fordi de ikke passede ind i deres gamle faktion. Nogen nye familier vil blive skabt, når faktionernes fik nye medlemmer. Vi hujede og skreg hver gang vi fik et nyt medlem, selvom jeg tvivlede stærk på, at nogen af dem ville overleve vores introduktionsprogram.
Kathleen blev råbt op og hendes mor rejse sig med hende og kyssede hende på kinden. Hendes far smilede til hende og mumlede noget jeg ikke kunne høre herfra. Hun fortrak ikke en mine i hendes kønne ansigt. Hun gik ned til de 5 beholdere der stod for hver deres faktion. Kul der repræsentere skytsenglene, vand for intelligentsia, grå sten for puritanerne, glas for sanddru og muldjord for pacifisterne. Intelligentsia manden rakte hende kniven og hun stod et øjeblik og så tænksom ud. Hvorfor nu det? Vi havde det så sjovt hos skytsenglene? Hun kunne vel ikke finde på at vælge en anden faktion, og opgive vores venskab? Jeg stirrede intens på hende, mens hun stak hul i håndfladen. Jeg sad for langt væk, til at kunne se blodet i hendes hånd, men jeg kunne se tvivlen i hendes ansigt. Hvad var det hun gjorde? Hun rakte hånden ind over det glædende kul og mit hjerte faldt til ro i et kort sekund, indtil hun vendte om på hælen og lod blodet løbe fra hendes hånd og ned mellem de skarpe glasskår.
”Sanddru!” Råbte intelligentsia manden og Kathleen gik med bøjet hoved, hen til de sort og hvidt klædte mennesker der klappede vildt. Jeg havde sådan lyst til at løbe ned og give hende en røvfuld. Hun kunne da ikke bare sådan svigte os på den måde? Jeg vendte mig om, for at finde mine andre venner. Jeg fik øje på Paul som så lige så bitter ud som jeg følte mig. Ingen af os havde regnet med det her. Og så lige sandhedstosserne! Utroligt!

”Ali Jenson.” Mit navn druknede næsten i latteren fra skytsenglene. En pacifist havde lige valgt os og hendes mor sad og græd snot. Jeg klemte min mors hånd før jeg rejste mig. Jeg gik selvsikkert ned i midten af salen og tog kniven fra intelligentsia manden. Uden at tøve stak jeg kniven ned i min håndflade og bed tænderne sammen. Så skarp var den kniv heller ikke, så der skulle trykkes en smule. Jeg kiggede på de 5 beholdere foran mig. Varmen fra kullene tiltrak mig og jeg fnøs af de andre faktioner. Jeg var hundrede procent sikkert. Jeg lod den dræbe, der havde samlet sig i min håndflade, falde ned på de glødende kul. Jeg nåede lige at høre en svitsende lyd, før skytsenglene for anden gang i træk hujede. Jeg kiggede op på min mor og op på mine venner der alle klappede. Se Kathleen! Det er sådan man gør! Der blev bedt om ro i salen igen, så næste kunne komme op.  Jeg satte mig tilfreds på forreste række sammen med de andre unge. Paul og Hilary slog sig ned længere henne. Kun med endnu en pacifist i mellem os. Jeg rakte hen over ham for at give Hilary en high five.

Vi stormede ud af salene så snart vi var færdige. De ældre skytsengle blev i salen for at snakke, men os nye skulle hen til vores kompleks. Vi var blevet instrueret i, hvor vi skulle tage hen, for at få vores første udfordring. Vi satsede bare på at aspiranterne fulgte pænt med. Vi løb igennem pladsen foran knudepunktet og hen til de høje stålstænger der førte op til jernbanen. Jeg begyndte at kravle op, som jeg havde gjort det en del gange før.
”Hvad er der, der oppe?” Lød en mørk stemme under mig. Jeg stoppede op og kiggede ned på den åbenbart stupide person. Pacifist fyren der havde siddet mellem mig og Hilary stod og kiggede op på os. Han havde lagt brunt hår der sad i en løs hestehale og hans gule og røde tøj hang løs på hans krop. Det måtte være mindst 4-5 størrelser for stort. Hilary rullede med øjnene og kravlede videre henne på stålstålpen ved siden af min.
”Undskyld mig?” Spurgte jeg dumt.
”Hvad kravler vi derop efter?” Spurgte han og knep øjnene sammen, da han kiggede op på mig, da jeg havde solen i ryggen.
”Vi skal med toget spade.” Sagde jeg og kravlede videre og lod ham klare sig selv. Hilary og jeg udvekslede blikke da jeg kom op på perronen. Vi kunne allerede nu se rundt omkring os, hvem der passede til her, og hvor dem ikke gjorde. Toget kom ude i horisonten og vi begyndte at sprede os godt på perronen. Vores pacifist ven kom pustende op, som en af de sidste. Han børstede sit tøj af og tog sig til brystet. Taber.
Da toget kom nærmere begyndte os skytsengle fødte at løbe. Jeg sprang op på siden af toget ret hurtigt og hev døren op. Hilary kom ind lige efter mig.

Paul fandt Hilary og jeg og vi stod sammen i vognen og kiggede ud på byen der fløj forbi den åbne dør. De nye aspiranter sad allerede og brokkede sig over vores måde, at komme med toget. De kunne finde mindst hundrede måder der var bedre. Især intelligentsia aspiranterne. Men det ville jo ikke være nær så spændende.
Vi havde fået at vide, at vi skulle af ved taget før vores kompleks. Paul stak hovedet ud af døren, så vinden blæste godt op i den sorte fuglerede på hans hoved, som han kaldte en frisure.
”Vi er ved at være der.” Sagde han og gik baglæns væk fra døren. Han tog tilløb og sprang sent nok til, at han lige nåede inden for taget. Aspiranterne kiggede skræmt efter ham, hvilket fik Hilary til at grine.
”I kan bare blive siddende og stige af ude ved de faktionsløse. Der ender i alligevel snart. Så spare i på kræfterne.” Hånede Hilary dem, og sprang ud på taget. Jeg fulgte lige efter hende. Dog gik der ikke længe, før aspiranterne hoppede efter os. Pacifistdrengen landede på maven og fik noget af en mavepumper. Bare for at være flink, gik jeg over og tog fat i hans krave, og hjalp ham med at komme op og stå.
”Du kan da ud af toget, peacemaker.” Hilary skulle lige til at tilføje en spydig kommentar, men der blev fløjtet af os, fra den anden side af taget. En overpiercet fyr stod ved kanten og ventede på os.
”Velkommen til skytsenglenes kompleks. Mit navn er Eric og jeg er en af skytsenglenes ledere. Jeg vil stå for dele af jeres træning, så snart i er kommet derned.” Han pegede ned bag sig. Vi samledes alle sammen henne ved kanten af taget, og kiggede ned. Et stort gabende hul var det eneste jeg så. Det var et hul der førte ned igennem et tag, på et hus der var mindst tyve meter under os. Det var helt sort og det var ikke til at se, hvad der var dernede.
”Hvordan kommer vi derned?” Spurgte en Sanddru bag mig. Jeg tror godt jeg kunne svare på det spørgsmål.
”Hvordan tror du, aspirant?” Sagde Eric og viste os antydningen af et flot smil.
”Skal vi hoppe igen?” Spurgte pacifisten, som jeg før hjalp på benene. Han åndede stadig tungt. Han havde tydeligvis ikke genvundet alt luften igen.
”Jeg skal gerne springe først.” Sagde Paul og trådte frem. Eric så en smule imponeret ud og trådte til siden. Paul stillede sig helt ud til kanten og kiggede ned. Man kunne se tvivlen i hans ansigt, men han vendte sig om, blinkede i Hilary og min retning, før han lod sig falde ned imod det sorte intet. Vi skyndte os hen til kanten og kiggede ned. Vi nåede lige at få et kort glimt af Paul, før han forsvandt ned i mørket. Der var helt stille på taget, men inden længe kunne vi svagt høre en flok skytsengle fejre den første hopper.
”Hvem er den næste?” Spurgte Eric. Skytsenglene sprang straks til.

Da jeg endelig havde fået mast mig frem og det var min tur, lod jeg være med at tænke og lod mig bare falde. Jeg baskede med arme og ben, for at opretholde min siddende position, så jeg eventuelt ikke ville slå hovedet, hvis jeg skulle ramme ind i noget nede i mørket. Jeg nød luften omkring mig og lukkede kort øjnene, før jeg landede i noget der sendte mig en tur op igen. Et elastisk net havde grebet mig, kort før jeg ville have ramt gulvet. Jeg lod rebet kaste mig op og ned et par gange, før klapsalverne også lød for mig. En fyr jeg før havde set ved sprækken, men jeg ikke kunne sætte navn på, rakte sin hånd til mig, og hjalp mig ud af nettet. Jeg nåede knap nok at få fødderne på jorden, før den næste person faldt ned i nettet. Jeg vendte mig om, og så at det var pacifist drengen. Det undrede mig, at han skreg hele vejen ned. Han blev lige som jeg hjulpet ud af nettet.
”Hvad er dit navn?” Blev han spurgt. Jeg kunne ikke lade være med at lytte med. Drengen gnubbede sig på hagen og kiggede lige ud for sig.
”Mac. Mit navn er Mac.” Sagde han til sidst, og det blev noteret.
”Mac? Det er da ikke et pacifist navn?” Sagde jeg spørgende.
”Nej det er det bestemt ikke, men jeg havde hørt man kunne vælge et nyt navn, når man skiftede faktion.” Sagde han selvtilfreds.
”Hvad hed du før så?”
”Nah. Det har du ikke godt af at vide.” Sagde han og blinkede kækt til mig. Jeg spærrede øjnene op. At han tillod sig det.
”Whatever peacemaker.”

Kapitel 3

Vi blev kort efter delt op i skytsengle fødte og aspiranter. Det var nok også sundt nok for mig, for hvis ham Mac havde provokeret mig meget mere, havde han nok gået en knytnæve i fjæset som en velkommen til skytsenglene. Vi fulgte efter vores unge leder Eric, mens aspiranterne fulgte efter en af min mors kollegaer Beth. De skulle vises rundt i komplekset og vises deres nye midlertidige hjem, indtil de var kommet igennem vores optagelsesprogram. Heldigvis for os, kunne vi stadig sove i vores egne senge og bare møde op til træning. Paul havde sneget sig rundt i aspiranternes afdeling og han mente det lignede en stor fængselscelle. Det havde de kun godt af at prøve. Vi blev vist træningslokalerne, selvom vi havde været der en del gange før, men det var kun for at understrege, hvor vi skulle mødes i morgen tidlig. Jeg var super spændt på at komme i gang, og jeg måtte indrømme, at hvis Eric skulle følge med i vores træning, så kunne jeg godt finde på at yde lidt mere, end jeg ville normalt. Han havde et rigtig kønt ansigt, bag ved alle de piercinger. Åh gud, jeg lød ligesom Kathleen. Den forræder.

Om aftenen var alle spiranterne klædt i sort. De så nærmest ud som om, at de passede ind. Hvis man lige så bort fra deres forskræmte ansigter. De kiggede sig rundt i lokalet og jeg bad en stille bøn om, at de ikke ville sætte sig ved vores bord. Jeg fik øjenkontakt med peacemakeren Mac da de kom ind i spisesalen og han sendte mig et skævt smil. Jeg rullede med øjnene, før jeg vendte tilbage til min burger.
”Åh nej de kommer her hen.” Mumlede Hilary. Jeg så op igen og Mac ledte hele flokken af aspiranter, hen imod vores halvtomme bord. Han svang benene over bænken og satte sig ved siden af Hilary. Lige overfor mig.
”Det mener du ikke, peacemaker.” Sagde jeg olmt. De andre aspiranter fulgte hans eksempel og jeg fik hurtigt en intelligentsia som siddemakker.
”Vi fik at vide vi bare skulle gå ind og blande os. Vi er skytsengle ligesom jer nu.” Sagde intelligentsia drengen ved siden af mig. Jeg kunne ikke lade være med at grine og det samme gjorde mine venner.
”Hvor er det sødt. De tror virkelig…” Fik Hilary fremstammet. Jeg elskede hvor ond hun var nogle gange.
”I har meget træning foran jer. I er slet ikke tæt på at være skytsengle endnu. Det sorte tøj er ikke nok.” Sagde Paul og rystede grinende på hovedet og tog en bid af sin burger.
”Hvad er det for noget træning?” Spurgte en pige der sad på den anden side af Mac.
”Træning i alt hvad det vil sige, at være skytsengle. Hvis du ikke ved det allerede, så har du valgt forkert søde.” Sagde Paul kækt. Pigen rødmede og lukkede i som en østers.
”Træning i at slås og skyde og den slags, ikke?” Spurgte Mac og så håbefuldt på mig. Jeg løftede bare øjenbrynet af ham. Inden jeg nåede at komme med endnu en kommentar begyndte de ældre skytsengle at rasle med deres stålkopper. Vores ledere var her. Jeg tørrede mine fingre af i bukserne, før jeg greb min kop og hamrede den ned i bordet i takt med de andre. Aspiranterne kiggede måbende på os, og gjorde ingenting. Vi kiggede op på udsigtspladsen, hvor vores ledere stod, og larmen af jern mod træ dæmpede sig.
”Skytsengle! Vi har fået ikke mindre end 28 nye aspiranter! Kun ganske få viste sig at være forrædere denne gang. Vi vokser i tal og styrke! Lad os fejre vores nye medlemmer i dag, for fra og med i morgen, har de ikke tid til at fejre noget som helst!” Råbte vores øverste leder. En skaldet fyr med øjenbrynspiercing. Et brøl lød igennem salen og skytsenglene kom hen til vores bord og løftede os op en efter en. De bar os rundt i salen som var vi trofæer. Jeg hujede og lo. Jeg havde set dette her på afstand før, når de nye skytsengle skulle indvies, men nu var det endelig min tur!

Jeg stod op før min mor, for at komme ned til den første træning. Mine venner stod dernede i deres nye træningstøj der var magen til det jeg havde fået. Vores leder Eric gik rundt og satte sandsække op, sammen med et par andre skytsengle. Kort før vi skulle starte, kom Beth ind sammen med aspiranterne der alle lignede zombier. Det var tydeligt at de lige var rullet ud af sengen.
”Kom herhen alle sammen.” Råbte Eric og vi skyndte os at samles omkring ham på et podie der blev brugt til kamp. Lidt ligesom en boksering uden rebene, til at sørge for man ikke faldt ned.
”Vi starter træningen separat. Vi vil ikke have de skytsengle fødte til at tæske modet ud af alle de ny. Selvom det nu kunne være sjovt. I nye bliver her sammen med Beth. Jeg tager resten af jer med ned i den anden ende. For jer vil det kun være en opfriskning af gammel træning.” Eric sendte os et køligt smil, før han trådte ned af podiet.
”Er det ikke snyd hvis de allerede kan det hele, og vi skal dømmes på samme grundlag?” Mumlede Mac bag mig, til en af de andre aspiranter.
”Det er nu i skal bevise, at det er her i passer ind.” Sagde Beth sigende og tog hårdt fat i hans skulder.

Vi startede ud med simple kampteknikker vi havde været igennem en del gange før. Vi stillede os ved hver vores sandsæk og slog og sparkede løs, mens vi råbte i kor, for at få mere kraft i slagene. Eric gik frem og tilbage, for at observere os. Han valgt nogen ud, som skulle slås mod hinanden. Jeg var desværre ikke en af dem, men vi fik lov til at se på. De to udvalgte fyre slog og sparkede på hinanden. Det var en vild kamp, og jeg kunne ikke vente til det var min tur. Vi havde for længst fundet vores styrker og svagheder i kamp, så det var bare med at udnytte det.
Mens kampen stod på, så jeg ned i den anden ende af salen. Det var tydeligt at de var utrænede dernede. De gik mere i cirkler omkring hinanden, end de slog. Beth råbte kommandoer til dem, for at få dem i gang. Et par stykker lå allerede på gulvet og tog sig til hoved og mave. Vores kampe trak åbenbart ud, i forhold til deres. Jeg lagde mærke til at Mac sad og støttede hans pacifist veninde, der sad på gulvet. Hun havde næseblod, og lå slynget hen over hans arm, så hun kunne have næsen bagud. Midt på podiet blev der skreget og råbt stop. En pige blev slæbt ned derfra af Beth, og hun råbte to nye navne op. Den ene var Mac. Jeg kunne ikke lade være med at kigge på ham. Han havde fået sit lange hår redt tilbage, og sat op i en hestehale. Han havde smidt jakken og havde en tanktop på der viste hans overraskende muskuløse arme. Hvorfor havde en pacifist overhovedet muskler på den måde? Af at løfte store poser med æbler og kartofler? Eller hvad sådan nogen ellers lavede. Han stillede sig klar på en håbløst uprofessionel måde og modtog det første slag. Jeg skuttede mig, da slaget gav genlyd i salen. Bag mig var en blev slået i gulvet og en person blev slæbt ned fra podiet.
”Ali. Op med dig.” Jeg slap Mac med blikket, idet han fik et slag ind og vendt mig mod Eric der så utålmodig ud. På podiet stod Hilary.
”Ej det mener du ikke.” Sagde jeg frustreret. Eric kiggede koldt på mig. Gud hvor gjorde det ham kun flottere. Hans tatoveringer så vildt godt ud, som de snoede sig om hans nakke og tittede op over kraven på hans bluse.
”Det er jo ikke fair!” Hilary vidste godt hvordan det her ville ende. Vi havde været i den her sal et del gange før, og vi vidste godt hvem der fik tæsk af hvem. Jeg havde dog aldrig brækket noget på hende, men hun ser som regel ikke så godt ud, når jeg er færdig med hende.
”Undskyld babe.” Sagde jeg til hende, før jeg stillede mig parat overfor hende. Hun så ikke nervøs ud, kun meget irriteret.
”Prøv at undgå mit ansigt, tak. Jeg vil gerne kunne se ud af mine øjne i morgen igen.” Mumlede hun.
”Det skal jeg prøve at huske.” Eric råbte os an og kampen var i gang. Jeg var hurtig på fødderne og fik hurtigt et slag ind på siden af halsen på min bedste veninde, så hun krummede sig sammen. Jeg benyttede lejligheden til at jage et knæ i maven på hende. Hun kastede sit hoved ind i mine ribben og jeg mistede selv pusten. Vi trak os begge tilbage for at få vejret, men jeg var hurtigere end hende. Jeg greb om hendes skuldre og kastede hende ned i jorden. Jeg havde overrasket hende, og sparkede hende i maven et par gange, før hun greb fat om mit ben, og bed sig fast i min ankel. Jeg skreg op og faldt ned over hende. På det her tidspunkt tænkte jeg ikke, og fik mig op og sidde overskrævs på hende og slog hende i ansigtet med en knytnæve.
”Stop stop! Du vinder! Jeg er færdig.” Råbte hun og jeg faldt bagover af udmattelse. Jeg lå og hev efter vejret.
”Bitch! Du sagde du ikke ville slå mig i ansigtet!” Klagede Hilary sig og tørrede blodet af hendes ansigt væk med sit ærme. Jeg havde givet hende en blodtud.
”Du bed mig i benet!” Svarede jeg igen og grinte. Vi hjalp hinanden op og stå og gav hinanden et kram. Vi er bedste veninder der tæver hinanden. Det perfekte venskab. Da jeg gik ned fra podiet, kiggede jeg tilbage, hen i den anden ende af salen. Mac var også færdig med hans kamp, og da han stadig stod op, gik jeg ud fra, at han vandt. Men til min overraskelse kiggede han også hen mod os. Hen mod mig. Han smilede da han så, at jeg kiggede igen, og sendte mig en tommel op. Jeg smilede fjoget for mig selv, og gav ham en tommel op tilbage.

Kapitel 4

Efter et par dages intens træning kom vores første fri dag og ranglisterne kom op på tavlen i træningslokalet. Jeg valgte at sove længe, men Hilary havde brast ind i vores lejlighed og hoppede op i min seng.
”Duuude! Vi ligger alle tre i top ti! Vågn op! Vi skal ud og fejre det!” Sagde Hilary begejstret. Jeg var selvfølgelig også ovenud lykkelig over resultatet, men jeg var mere træt, end jeg var lykkelig på det tidspunkt, så jeg gryntede bare af hende, og begravede mig i min dejlige dyne.
”Ali Jenson. Hvis du ikke snart kommer ud af den seng, så hiver jeg den øverste palle ud under dig.” Truede min utålmodige veninde og jeg kunne mærke hun tog fat i den øverste palle, i men hjemmelavede palleseng. Jeg stønnede og satte mig op. Mit sorte og pink hår strittede ud til alle sider, og lignede helt sikkert én stor fuglerede.
”Paul venter udenfor. Jeg vidste jo ikke om du sov nøgen eller noget.” Sagde Hilary der var gået over til mit skab, og var begyndt at rode igennem det.
”Siden hvornår, skulle jeg være begyndt med at sove nøgen?” Spurgte jeg irriteret og væltede mit hår rundt, for at finde min skilning et sted. Det lykkes aldrig helt.
”Man ved aldrig med dig. Man kan aldrig stole på dig. Så som når jeg siger, at du ikke skal slå mig i ansigtet og du siger du ikke vil.” Hun pegede på sin næse, som stadig var en flot lilla farve. Jeg var imponeret over mig selv. Jeg burde overveje at farve mit hår den farve en dag.
”Jeg har et bidemærke i benet frøken uskyldig.” Svarede jeg igen. Jeg tog det tøj på, som Hilary havde fundet til mig. Jeg ved ikke hvad hende og Paul havde tænkt sig, at vi skulle lave, men det tøj hun havde valgt til mig, var meget tøset i forhold til hvad jeg ellers går i. Et par leggings, en tætsiddende nederdel og en top. Det hele i sort selvfølgelig. Måske skulle vi faktisk bare ud og fejre det med maner. Paul havde sat sig op af døren udenfor og ventet på os. Han faldt nærmest ind af døren, da jeg åbnede den.
”Hvor skal vi hen?”
”Det får du at se, efter morgenmaden. De laver dessert til os i dag!” Sagde Paul begejstret.

Vi gik imod spisesalen, men passerede gangen ned til træningslokalerne.
”Gå i bare i forvejen. Jeg skal lige ind og se ranglisten med mine egne øjne.” Hilary og Paul havde begge været der, så de nikkede bare og snakkede videre, mens de gik imod deres chokolade kage. Gangen ned til træningslokalerne var helt stille, da alle helt sikkert var til morgenmad. Da jeg nærmede mig vores lokale, kunne jeg høre stemmer derinde. Jeg åbnede døren forsigtigt og så to skikkelser stå tæt omslynget derinde, foran den store tavle med alle vores navne der lyste op i neon. Ingen af dem havde set mig endnu. Jeg ved ikke hvorfor jeg listede på den måde, indtil jeg hørte den ene af dem hulke. Jeg rynkede brynene. Man skulle ikke græde over et dårligt resultat. Man skulle bare tage sig sammen. Jeg gik med mere faste skridt, så de to skikkelser hørt mig, og gav slip på hinanden. Det var Mac og hende den anden pacifist.
”Hvad så peacemakers.” Sagde jeg til dem, med et selvtilfreds smil. De sagde ingenting, men da jeg kom tættere på, kunne jeg at pigens ansigt var helt svulmet op og rødt, af at have grædt, plus hun havde fået en ordentlig omgang tæv de sidste par dage. Hun så ned i gulvet og inden jeg nåede hen til dem, marcherede hun forbi mig og udstødte et hyl, før hun forsvandt ud af døren.
”Sagde jeg noget forkert?” Sagde jeg og lo lidt. Mac rystede bare på hovedet af mig. Jeg ignorerede ham, og kiggede op på tavlen og blev overrasket over resultatet. Jeg stod som nummer 5 på ranglisten, hvilket er ret godt. Hilary lå nummer 8 og Paul nummer 2. Men lige under mit navn, fangede et andet navn mit blik.
”Flot placering peacemaker.” Sagde jeg og glippede med øjnene. Mac kom op på siden af mig, og kiggede op på tavlen.
”Det er det første positive du har sagt til mig.” Bemærkede han.
”Er navnet peacemaker ikke positivt?” Spurgte jeg henkastende og vente min opmærksomhed mod ham, med krydsede øjne.
”I den sammenhæng de siger det i. Nej, det tror jeg ikke.” Jeg fnøs. Hvordan kunne han vide, hvordan jeg mente?
”Men jeg er imponeret. Ingen pacifist har været så højt på ranglisten til at begynde med. Resten af top ti er kun skytsengle.”
”Jeg er også skytsengel.” Sagde han hårdt, som om det, at jeg kaldt ham pacifist, var en fornærmelse for ham.
”Alt hvad du siger peacemaker. Du må være god til at uddele slag. Hvad så med din lille kæreste der løb da jeg kom? Hvordan er det gået med hende?” Han rødmede da jeg nævnte hende, og vente blikket mod tavlen igen.
”Claire klarede sig ikke så godt. Hun ligger under den røde linje. Og hun er desuden ikke min kæreste.” Jeg fulgte hans blik hen på det nederste af tavlen, hvor Claires navn lyste op. Hun lå anden sidst. Det var hende der havde lagt hen over armen på Mac, da hun havde fået en blodtud og var givet op. Det blev trænerne som regel ikke så imponeret af. Uden at jeg havde spurgt, fortsatte han med at snakke.
”Jeg var venner med hendes storebror hos pacifisterne. Han vidste at hun overvejede at skifte og det samme med mig. Han hev mig til siden en dag, og spurgte om jeg ikke ville hjælpe hende igennem optagelsesprøverne. Han havde hørt de var meget hårde. Tror hun har fået sig en grim overraskelse. Men det at overveje, at skrifte faktion, er ikke noget man taler om, så jeg kunne ikke have advaret hende. Jeg havde godt hørt de samme rygter som hendes bror. Jeg er bare bange for nu, at jeg ikke rigtig kan stille noget op. Hun er ikke bygget til at være her. Hverken fysisk eller mentalt.” Selvom jeg ikke vidste hvordan det var at skifte faktion, så rørte det mig. Jeg kunne ikke forstille mig hvordan det ville være, at være på randen af at blive smidt ud af den faktion som du selv havde valgt. Hvordan det vil være at være faktionsløs. Mac så bedrøvet ud. Hans løfte til pigens storebror betød åbenbart meget for ham. Uden jeg tænkte over det, lagde jeg en hånd på hans ryg, og kørte min hånd op og ned langs hans hestehale. Medfølelse var ikke en følelse jeg viste så tit.
”Det skal nok gå, hvis du er lige så stor en fighter som dig. Hvis hun virkelig vil det her.” Jeg kunne mærke varmen fra hans krop igennem hans tynde bluse. Det var en behagelig varme. Han kiggede væk fra tavlen og over på mig. Jeg blev overvældet af oprigtigheden i de brune øjne. Han sendt mig et uimodståeligt smil.
”Tak for opbakningen. Det er rart at se en anden side af det, end den hardcore pige du er til hverdag.” Jeg er sikker på jeg rødmede lidt for meget af hans kommentar, så jeg vendt mig om og begyndte at gå imod udgangen.
”Forvent ikke for meget af mig. Vi ses i morgen Mac!”
”Vi ses Ali!” Svarede han. Jeg kunne på en måde godt lide at høre ham sige mit navn. Jeg stoppede op i døren og kiggede tilbage på ham.
”Du, Mac?”
”Ja?”
”Hvis du skal passe lidt bedre ind her hos skytsenglene. Så klip dit her! Det er kom peacemakers der går rundt med sådan noget hippiegarn!” Sagde jeg og grinte. Mac grinte også og tog fat om hans hestehale.
”Det skal jeg huske. Tak Ali.”

Kapitel 5

Tilbage ved morgenmaden var mine venner godt i gang med at skovle alverdens gode sager i sig. Ikke kun den berømte skytsengle chokoladekage, men også vafler, varmeboller og jeg tror jeg så chokoladepålæg.  Jeg satte mig ned ved siden af Paul der prøvede at føre en samtale med mad i munden, men efter Hilarys ansigtsudtryk, gik det ikke forfærdelig godt for ham. Man kunne ikke forstå et ord af, hvad han sagde.
”Der kom du! Du kan holde vrøvlehovedet her beskæftiget, mens jeg går op og henter noget mere kage. Skal du have noget med?” Hilary stod allerede op og jeg nikkede bare, og overtog hendes stilling som mad-i-munden oversætter. Jeg zonede ret hurtigt ud, da jeg ikke kunne finde hoved og hale i det Paul sagde, og fik øje på pacifistpigen Claire, som Mac havde trøstet før. Hun sad lidt væk fra de andre og hang med hovedet. Hun snakkede ikke med nogen, men jeg kunne også godt forstå de andre. De var selvfølgelig i samme båd mange af dem, men de sad ikke og flæbede og ville nok heller ikke ses sammen med en, der viser så klare tegn på svaghed.
”Hun er da holdt op med at flæbe.” Sagde Paul, endelig forståeligt.
”Huh?” Paul havde opdaget hvem jeg kiggede på.
”Hun kom grædende ind og prøvede at snakke med de andre. Det så ikke ud som om, at de ville have noget med hende at gøre.” Paul kiggede intens i samme retning som mig, og tog en bid mere. Han lignede en der så verdens mes spændende film.
”Hun er nød til at lære at styre den slags. Hun ligger til at blive smidt ud.” Mumlede jeg. Hilary kom tilbage og placerede en bakke foran mig. Hun havde fikset mig en bolle og et stort stykke kage til os begge.
”Hvad snakker vi om?” Spurgte hun, før hun skovlede den første bid kage ind i munden.
”Hende tude tøsen. Hun sidder der endnu.” Opsummerede Paul og kastede med hovedet i Claires retning.
”Urgh. Hun ryger så meget ud, med mindre hun går frivilligt inden, så vi ikke behøves at se på hende.” Grinte Hilary. Idet som Mac ind i kantinen. Jeg ved ikke hvorfor jeg var så hurtig, til at opfange hans tilstedeværelse i rummet, men han kiggede i min retning og smilede. Jeg kunne mærke jeg blev rød i kinderne, og sendte ham et kort smil igen.
”Wow wow wow. Hvem flirter du med, tøs?” Hilary havde opdaget min pludselig fraværen og kiggede sig forvirret bagud, for at finde ud af, hvem jeg smilede af. Mac opdagede åbenbart Hilarys søgende blik og kiggede væk. Han satte sig ned ved siden af Claire, hvor ingen ville sidde.
”Tjekkede du lige ham peacemakeren ud?” Spurgte Hilary overdramatisk.
”Gu gjorde jeg ej! Han hilste og det ville være uhøfligt, ikke at hilse igen.”
”Han er en peacemaker. En hippie! Det er nærmest en fornærmelse, overfor vores faktion at hilse på ham.” Hilary var helt oppe og ringe og spyttede kage stykker ud over hele bordet.
”Han er i top ti skal du lige huske på. Han er praktisk talt en af os snart.” Paul lød meget ligeglad med hele situationen, men hans kommentar fik Hilary til at falde ned og hun nøjes med at fnyse.
Jeg sad så diskret som muligt og sendt ham lange blikke. Han havde sat sig til at snakke med Claire, som stadig hang med hovedet. Han lagde pludselig en arm om skuldrene og lod hende begrave sit ansigt, ind i hans bluse. Jeg mærkede pludselig en stikkende følelse. Var jeg virkelig jaloux på sådan en lille svag tøs? Jeg kendte knap nok fyren, men jeg beundrede ham stadig for hans person. Han var bygget til at ære skytsengle. Det viste hans resultater tydeligt, men han var på samme tid meget medfølende, hvilket ikke mange skytsengle var. Eller også kunne han virkelig godt lide pigen? Det stikkede og prikkede i mig igen og jeg knyttede mine hænder under bordet.

Dagen som alle skytsengle venter på i deres liv. Dagen hvor de første gang virkelig kan vise deres værd. Dagen for flagerobringen. Det virker måske som en fjollet leg for nogen, som ser udefra. Latterligt hvis du spørger en pacifist. Men for skytsengle var det noget, som vi havde hørt rygter om, og kun ventede på at prøve. Instruktørerne havde helt sikkert gået og snakket taktikker og mange skytsengle benyttede lejligheden til at væde penge på hvilket hold der vandt. Det var Eric mod Beth. Jeg håbede på at Eric havde tænkt på, at vælge mig til hans hold. Jeg ville gøre alt for at vinde for ham. Han repræsenterede alt jeg gerne ville være. Det var kun et ekstra plus, at han så brand godt ud.

Jeg stod tidligt op, før min mor, og tog ned for at varme op i træningssalen. Andre skytsengle, blandet andet Paul, var også dernede og løb enden runder i salen, eller øvede sigte på de hvide skydeskiver der hang på skydebanen. Jeg tog en løbetur sammen med Paul til at starte med, mens vi senere opmuntrede hinanden til at yde vores bedste på skydebanen. Kort før morgenmad kom en enkel sanddru aspirant ind og gav sig til at skyde også.
Hilary kom løbende hen til vores flok i sidste øjeblik. Eric havde en stor taske over skulderen, og havde fået nogen andre til at tage resten af taskerne og poserne vi skulle have med. Vi var alle klædt i vores fineste uniformer, uden beskyttelsesudstyr, hvilket kun gjorde det hele sjovere. Vi begyndte at løbe, da vi hørte toget fløjte i det fjerne. Snart dukkede det op for anden af platformen, og de første skytsengle begyndte at hoppe på og åbne dørene. Jeg løb bag en med en taske over skulderen, og blev næsten slået ned af den, da han hoppede om bord på toget. Jeg sprang ind lige efter og snublede over en intelligentsia aspirant som lå på gulvet og hev efter vejret efter løbeturen. Jeg var parat til at støde fra med hænderne, da en greb min skulder.
”Pas på.” Blev der sagt hurtigt. Jeg kunne hurtigt genkende den ru stemme. Det var Mac der havde grebet mig.
”Ømh tak.” Mumlede jeg og rettede på mit tøj, før jeg kiggede op på ham. Jeg spærrede øjnene op, da jeg så at han var blevet klippet. Det lange hår som før var samlet i en lang hestehale, sad nu som en halvlang pjusket manke om hans hoved. Ikke kort, men heller ikke langt nok, til at det hang ham ned i øjnene.
”Du.. Du er blevet klippet?” Spurgte jeg og gik en tur rundt om ham.
”Yeah. Tak for tippet! Jeg føler mig mere frisk og mindre hippie, hvis du ved hvad jeg mener.”
”Det gør jeg. Det ser rigtig godt ud!” Sagde jeg måske lidt for hurtigt, og jeg skar en grimasse over mig selv. Han rødmede en smule og kiggede væk.
”Tak. Claire klippede det for mig.” Stik! Prik! Knugede hænder. For fanden den tøs var irriterende.
”Okay. Sejt nok.” Mumlede jeg bare, og lod mit blik vandre over på Eric, som stod og snakkede med Beth. Han havde en sort kamp uniform på ligesom os andre, men den så bare meget bedre ud på ham, end på nogen anden. Hans piercinger skinnede i lyset fra solen der var ved at gå ned, som lyste ind af den åbne tog dør.
”Hør efter alle ynglinge!” Råbte Beth pludselig op, så jeg spjættede en smule. Jeg havde drømmet mig helt væk i Erics flotte blågrå øjne.
”Vi vil nu dele jer op i to grupper. Beths hold og mit hold. Når vi kommer ud til vores bane, skal vi på holdene blive enige om, hvor vi placere flagene. Flagene lyser i mørke, så de skal gemmes godt. Derefter går det bare ud på, at beskytte jeres flag og stjæle modstanderens. Det hold der først får fat i modstanderens flag har vundet.” Erics ryst var guddommelig at høre på og en hver ville respektere ham som en leder, med det samme de hørte ham. Beth rakte ud efter en taske, og fandt et gevær frem.
”I får alle et skydevåben med 30 skud i. Det er ikke ægte kugler, men når de rammer jer, vil de simulere et rigtigt skud og vil derfor gøre pisse ondt. Bare for at sige det mildt. Jeg vil forslå jer, at så vidt som muligt at undgå at blive skudt.” Hun lagde pres på ordet undgå, men jeg tvivler på at nogen havde tænkt sig andet. Jeg havde godt hørt rygter om disse skud. Jeg tror endda min mor fik prøvet det, under hendes prøve.

Lederne begyndte at råbe navne op hver i sær. En efter en valgte de deres hold. Jeg udstødte et lille ’yes’ da Eric råbte mit navn op, og jeg svor på, at jeg så ham smile, da han hørte mig. Hilary kom på Erics hold og Paul på Beths. Det skulle nok blive interessant. Skytsenglene blev tydeligvist delt ud på holdene først. Bagefter aspiranterne.
”Jeg tager Mac.” Hørte jeg Beth sige, og Mac flyttede sig over i den anden ende af togvognen. Den sidste der blev delt ud på et hold var Claire, som kom på Beths hold. Hun havde sat op af væggen, og set ligbleg ud hele tiden. Hun rejste sig op, og sluttede sig til Beths hold. Mac kørte cirkler på ryggen af hende, med sin hånd. Nok for at berolige hende, men jeg brød mig ikke om, at han rørte ved hende hele tiden. Hvorfor irriterede det mig overhovedet? Jeg var ved at blive småskør.
”Når vi stiger af toget om et øjeblik, vil der være fem minutters forspring, hvor hvert hold vil få lov til at snakke strategi, uden at blive angrebet, forstået?” Eric delte våbnene ud til os på hans hold. De var alle med et blåt mærke på siden, så man kunne genkende dem man var på hold med. Da han rakte mig et fuldautomatisk våben, smilede jeg skæv til ham. Jeg ved ikke hvor den selvtillid pludselig kom fra, men jeg blev hurtigt blød i knæene som en lille skolepige, da han pludselig smilede igen. Da han forsatte ned at rækken af hans hold, lænede Hilary sig ind til mig og hviskede mig i øret.
”Du har ikke en chance hos ham.”
”Hold din kæft.” Vrissede jeg gennem tænderne. Jeg vidste godt han var noget ældre end os, men derfor må man da godt kigge.
”Blåt hold. Vi springer nu.” Råbte Eric, og forsvandt med det samme ud af døren. Vi andre skyndte os efter ham. Han holdt en lommelygte foran sig. Det eneste lys der var omkring os, ud over månen. Vi løb efter lyskeglen ud på den ujævne mark, som vist engang havde været en flod dal. Forladte og ødelagte bygninger tårnede op omkring os og et gammelt rusten pariserhjul stod og knirkede foran os. Det hele var vores slagsmark. Det røde hold løb modsatte vej og råbte allerede kampråb i det fjerne. Vi stoppede op foran det store pariserhjul og Eric stillede sig op på en platform, hvor folk i sin tid steg på vognene, og blev ført op imod himmelen.
”Vi har tre minutter igen til at diskutere taktik. Jeg forslår vi deler os op. Nogen gemmer og beskytter flaget, andre angriber.” Eric hørte forskellige forslag. Nogen havde været her før, og kendte nogle gode gemmesteder, mens andre – inklusiv mig – meldte sig til at angribe og erobre. Det her skulle nok blive sjovt.

Kapitel 6

”Af sted, af sted, af sted!” Sagde Eric til os, og vi løb frem. Eric var på angrebs holdet, da han var en mesterskytte. Han ville holde sig i baggrunden af os andre, og dække os bagfra. Hilary var ved siden af mig, mens vi løb i kanten af vores bane, inde mellem en masse træer. Vi stoppede kort op og lyttede efter. Der var ikke meget at høre omkring os. Vinden fik træerne til at knirke, men ellers var der intet at høre. VI fortsatte frem, til vi kom til den første bygning. Det var ikke meget større end et stort skur og vinduerne var smadret. Jeg lænede mig op af muren på bygningen og kiggede langsomt om hjørnet. Kysten var klar. Måske havde modstanderne valgt at gå den anden vej omkring, som Eric havde forudsat. Han mente de ville holde sig væk fra det bevoksede område og gå langs murene over i øst siden af banen. Han mente Beth ville rykke ind med næsten fuld styrke. Satse mere på angreb end på forsvar. Vi skulle derfor skynde os frem til deres base. Vi havde nogenlunde regnet ud hvor hinandens baser var, men området var stort, så det kunne tage tid at finde flaget.

Jeg nikkede med hovedet som tegn på, at de andre kunne gå rundt om huset. Hilary stak hurtigt hovedet ind, af et af de smadrede vinduer, for at være sikker på at der inden var derinde. Da vi var på den anden side af huset, sparkede en af drengene døren ind og lavede en masse spektakel. Jeg kiggede vredt på ham og jeg var sikker på, at Eric bestemt heller ikke var tilfreds med ham.
”Hvad fanden laver du?” Hviskede Hilary til ham, før jeg nåede at sige noget. Hendes flamme røde hår fremstod voldsomt i det svage lys fra månen.
”Hvis vi bliver angrebet, har vi et sted at kravle i skjul.” Sagde han lidt for stolt.
”Vi vil ikke blive angrebet, før du lavede den lyd. Vi bliver nød til at rykke hurtigt.” Sagde jeg, og daskede ham med en flad hånd i baghovedet. Vi løb videre igennem træerne og kom ud til et område der var fladt og øde. Godt halvtreds meter foran os, var der en masse gamle tanke. Det lignede nogen af dem der blev brugt til at leveret oli til vores maskiner hos skytsenglene. De her var bare over dobbelt så store og der voksede mås på toppen af dem. Vi stoppede op lige inden det øde område og krøb sammen og lyttede. Vi kunne høre noget bevægelse i det fjerne, men det var ikke tæt nok på, til at kunne ses, så de ville højest sandsynligt ikke kunne se os.
”Jeg løber første over og ser om kysten er klar. Hilary, du kommer når jeg klikker med tungen, okay? Bare vær helt stille. Hvis i høre skud, så løber i tilbage og får Eric med op. Hvis i hører skud, har vi ikke meget tid, og vi må storme deres base.” Jeg hviskede alle kommandoerne og folk nikkede forstående. Jeg sad et par sekunder og lyttede og spejdede territoriet af, før jeg løb. Jeg løb hen til den første tank og smed mig ned på jorden og lå stille. Jeg lyttede igen efter det mindste. Vi var trods alt ved at være tæt på. Jeg kravlede langsomt frem mellem to tanke. De stod på lange rækker, med cirka to meter imellem dem. Jeg passerede den første tank og kiggede mig til begge sider. Der kunne nemt gemme sig nogen bag tankene omkring mig, men det var nu eller aldrig. Jeg rejste mig lydløst og fortsatte forbi den næste tank. Igen holdt jeg stille og kunne pludselig høre en lyd. Jeg kunne høre nogen ånde tunget ud og ind. Det lød som en der var ved at hyperventilere et sted længere fremme. Jeg tog et par forsigtige skridt og svang mig rundt om hjørnet på en tank og sigtede direkte mod pacifist pigen Claires skræmte ansigt. Hun rakte hænderne op i luften med det samme, men sagde ikke et ord. Tårer på hendes kinder, skinnede i det svage lys fra månen. Hendes gevær stod op af tanken, i stedet for at ligge i hendes hånd.
”Du må ikke skyde mig.” Mumlede hun. Jeg tyssede stille på hende. Fristelsen var for stor. Hun var en modstander. Vi skulle skyde modstanderne. Det var det jeg var skabt til. Det var det jeg havde trænet til hele mit liv. Men når jeg kiggede ind i hendes skræmte øjne, kunne jeg ikke lade være med at tænke på det Mac havde sagt. Hvor meget det betød for ham, at hun var i sikkerhed. Hvor meget det løfte han havde givet hans ven, var værd for ham. Jeg kunne ikke bare skyde hende. Det ville være ligesom at skyde Mac, og det vidste jeg inderst inde, at jeg ikke kunne få mig selv til. Selvom jeg ikke kendte fyren særlig godt, havde hans medfølelse rørte mig og det at han var en dygtig skytsengle var kun et stort plus. Hun var hans lille projekt og jeg ville gerne at det lykkes for ham.
”Stik af. Løb. Mine venner ligger inde i skoven, så find dig et andet sted at gemme dig.” Hviskede jeg til hende. Hun sank og bøjede hovedet. Jeg blev ved med at sigte på hende, da hun samlede sit gevær op, og bakkede væk fra mig. Da hun var godt ti meter væk, begyndte hun at løbe ud i mørket. Jeg sænkede mit gevær og sukkede. Det ville ikke hjælpe pigen alligevel. Hun var så godt som smidt ud af skytsenglene.

En knasende lyd lød pludselig bag mig, og hurtigere end lynet, fik jeg vendt mig om og sigtede i retningen af lyden. Bag den næste tank stod Mac og sigtede på mig. Han havde det ene øje lukket, så han havde mig på sigtekornet, på trods af, at jeg stod så mindre end 5 meter fra ham. Jeg kiggede direkte ind i løbet på hans gevær, og ventede på at han ville skyde mig. Men efter et kort øjeblik, sænkede han sit våben og det samme gjorde jeg. For anden gang på kort tid, kæmpede jeg mod mit instinkt. Jeg skød ikke fjenden, selvom det røde mærke på hans våben, sprang mig i øjnene. Han smilede pludselig til mig. Jeg anede ikke hvad jeg skulle gøre. Var han alene? Var det her et bagholdsangreb? Havde han set at jeg hjalp Claire før? Eller skød han mig ikke bevidst? Ville han have skudt mig, hvis jeg havde skudt Claire? Alle de tanker for igennem hovedet på mig, mens han langsomt kom nærmere. Idet han passerede mig, lænede han sig tæt ind til mit øre.
”Flaget er i den laveste bygning lige frem. Der er snigskytter i det høje hus til højre, ellers er kysten klar.” Jeg vendt mig imod ham, men nåede kun at se hans brede ryg, før han forsatte samme vej, som Clarie var forsvundet.

Jeg stod lidt endnu og ventede på eventuelle angreb fra siderne, men de to var åbenbart alene. Hvorfor hjalp de os? Deres hold ville tabe, og det ville påvirke deres resultater. Hele holdets resultater. Min ven Paul var på det hold. Det var ædelt af ham at beskytte Claire og sødt at han ville hjælpe, men jeg kunne godt klare det selv og det var også fandens egoistisk.
Jeg løb tilbage til mit hold som stod og ventede i kanten af træerne.
”Jeg var to sekunder fra at løbe ind efter dig!” Vrissede Hilary.
”Jeg skulle bare være sikker på min sag. Jeg tror flaget er i den lave bygning lige frem. I bygningen til højre for den, sidder der snigskytter, jeg ved ikke hvor mange.” Hviskede jeg til mit hold. Eric stod og betragtede mig lidt.
”Hvordan ved du flaget er inde i huset, kunne du se det udefra?” Jeg kiggede ham i øjnene. Selvom der næsten var kul mørkt omkring os, så var hans øjne så lys blå, at de næste lyste selv. Jeg kunne ikke fortælle ham, at jeg havde fået det at vide.
”Jeg kunne se snigskytterne. De må jo være der af en grund.” Prøvede jeg og Eric kiggede strengt på mig, som om han kunne se at jeg løg, men han nikkede bare.
”Jeg leder angrebet.” Sagde han og begyndte at løbe hen til olietankene. Vi fulgte efter ham, men noget fik mig til at vende om, og kigge tilbage. Der var ingenting. Det virkede bare så underligt. Hvorfor skulle Mac fortælle mig hvor flaget var? Svigte sine holdkammerater? Sin læremester. Der burde være et baghold et sted. Jeg sakkede bagud med vilje og sikrede ryggen på mit hold. Jeg kunne pludselig høre skud i det fjerne, men det var langt nok væk, til at det var nede ved vores base. Vores flag var i fare, men det var ikke det vi skulle tænke på. Vi havde folk til at forsvare det. Vi skulle bare få fat i modstanderens flag inden.

Eric fik sneget sig helt hen til huset, uden at blive opdaget af snigskytterne. Jeg stod gemt bag ved et træ, og kiggede op med den høje bygning. Ruderne var knust og skytterne var langt fra usynlige. Eric ville ikke have svært ved at tro, at jeg havde set dem. Det måtte være amatører. De havde fået svage spiranter til at blive tilbage ved flaget, for at lade de erfarende og stærke kæmpe. Det betød vi skulle skynde os. En dreng løb samme vej som Eric og de forsvandt ind i det høje hus. De ville overraske skytterne på første sal. Så snart de havde fået fat på dem, kunne vi andre storme huset med flaget. Vi sad og kiggede op på skytterne, der åbenlyst var blinde. Der gik ikke mere end et halv minut, før vi kunne høre Eric råbe og skud lød. Skudende lyste rummet op i det høje hus, men vi havde ikke tid til at se om de var forsvundet. Resten af os løb hen til det mindre hus, og en stor bred fyr rambukkede døren, så let som ingenting. Jeg ville nok bare have slået mig selv ud ved den handling. Hilary og jeg løb ind og sigtede omkring i lokalet, men der var ingen. Vi fortsatte op af trappen med de andre i hælene. En fyr stod for anden af trappen og prøvede at tage sigte på os, men vi skød ham i benet, så han fandt skrigende sammen. De store stærke fyre overhalede os og smadrede ind i alle dørene på første sal. Da de nåede døren for enden af gangen, blev de overrasket af et skud, og vores først fyr faldt sammen. Hilary og jeg søgte dækning, ved siden af døren. Jeg kiggede mig om hjørnet hurtigt for at se ind. De gemte sig bag en væltet gammel sofa. Jeg nåede lige at flytte mit hoved, før der blev skudt lige forbi mig.
Hilary begyndte at tælle ned, uden at lave en lyd. Vi kiggede på hende og da hun nåede til tre, sprang vi hen foran døren og pløkkede løs på alt der bevægede sig. Hilary nåede at blive ramt i skulderen, men smed ikke sit våben fra sig. Hun skreg op, men blev ved med at skyde. Hun er virkelig hård. Et øjeblik efter, lagde alle i rummet nede på jorden og vred sig i smerte. Vi måtte have ramt dem mindst et par gange hver. Hilary smed sit gevær og løb hen til flaget. Så snart hun holdt det i hånden, brølede vi alle op og jublede. Jeg samlede nødblusset op der lå ved siden af flaget, og løb ned for at sende det af sted. Nødblusset ville lyse hele området op, og indikere at vi havde vundet. Eric kom løbende i det jeg satte ind til blusset, og hold det ud i strakt arm. En stor blå ildkulge blev sendt op i luften og kort efter bade vores ansigter i blåt lys.
”Det er fanme godt gået!” Sagde Eric og klappede mig på skulderen.

Kapitel 7

Om aften blev vores sejr fejret. Eric blev modtaget som en helt og alle skytsengle var samlet i spisesalen for at hylde os. Det lyder af meget, nu hvor det bare var et spil, men skytsenglene skal nok finde en undskyldning, for at holde en fest. Det ville også have været lige meget hvem der vandt, festen ville have været lige stor. Det eneste der ville være anderledes, var at Beth ville have siddet og tronet oppe ved det forreste bord. Erics hold sad rundt om bordet sammen med ham, og skrålede hver gang nogen skålede. Jeg sendte Eric lange blikke. Jeg havde aldrig set ham så glad og smilende før. Det smittede virkelig af på mig og når vi fik øjenkontakt rødmede jeg som en tomat. Det var ikke sundt for mig, at sidde så tæt på ham. Vi havde det pisse sjovt og der blev serveret alkohol og søde sager i lange baner. Festen ville om ikke længe blive rykket ud til sprækken og det ville snart være tid for os nye, at tage hjem og sove. Vi havde træning dagen efter og selvom de sagde, at træningstøjet kunne blive hjemme, og vi kunne møde op i vores almindelige tøj, så ville jeg gerne være udhvilet.

De første var begyndt at rykke ud til sprækken og jeg bevægede mig samme vej, med mine venner. Paul var ikke spor nede over, at hans hold ikke vandt. Jeg kunne ikke fortælle ham, at han havde en holdkammerat der stak ham. Jo mere jeg tænkte over det, jo mere vred blev jeg. Jeg kunne sagtens have fundet det flag uden hjælp. Jeg kunne have skudt både Mac og Claire og fundet flaget. Sejren ville have været større, Hvis vi ikke havde fået hjælp, men selvfølgelig vidste folk det ikke og jeg kunne ikke fortælle dem det. Da Hilary og jeg sagde farvel til Paul og vi gik imod vores lejligheder i komplekset, passerede vi en vej der lå øde, ud over to mennesker der – igen – stod omslynget. Mac stod med Claire i armene. Han kørte sine fingre igennem hendes lyse hår. Jegfrøs på stedet og stirrede på dem. Hilary begyndte at grine, hvilket fik Mac til at kigge i vores retning, men Claire reagerede ikke.
”Tuder hun igen?” Spurgte Hilary gryntende. Hun er altid så charmende når hun griner. Hun lignede lidt en ond heks, med de kæmpe røde krøller. Hun manglede bare hatten.
”Det behøves du ikke at bekymre dig om.” Svarede Mac koldt igen. Han blev ved med at kærtegne hendes hår, men han kiggede direkte på mig. Han blik var ikke til at læse.
”Hilary, gå du bare i forvejen. Jeg skal lige snakke med dem.” Jeg kiggede ikke på min veninde, men jeg vil væde med, at hun så forvirret ud.
”Hvad har i at snakke om?” Spurgte hun olmt.
”Vil du ikke bare gå?” Hvæsede jeg. Det var ikke min mening, at jeg ville lade min vrede gå ud over Hilary, men jeg anede ikke hvad jeg lavede. Jeg hørte hendes tunge militærstøvlers klunk hen af gangen og lyden forsvandt. Først der gik jeg hen til Mac og Claire.

”Er i sindssyge? Retarderet måske?” Spurgte jeg vredt.
”Hvad snakker du om?” Mac gav endelig slip på pigebarnet. Claire lænede sig op af væggen og kiggede ned på sine mudrede støvler.
”Du ved fanme godt hvad jeg snakker om.  I render rundt som to forelskede tosser og ter jeg åndsvage. I stak jeres hold derude i dag! Var det for at jeg ikke skulle skyde jer? Hvorfor gjorde i noget så dumt? Jeg kunne sagtens have fundet det flag, uden din hjælp Peacemaker. Jeg ved hende dér allerede er ude, men jeg kan få dig smidt direkte på gaden, hvis jeg så meget som bare nævner det for Eric.” Jeg prøvede på at holde min stemme dæmpet. Ingen skulle høre det her. Mac ville være i vanskeligheder, hvilket jeg ønskede lige nu. Men jeg ville også blive stemplet som kujon, da jeg havde mødt fjenden derude, uden at skyde.
”Claire gider du gå op til vores sovekammer?” Spurgte Mac hende. Hun kiggede op på ham. Hun fortrak ikke en mine.
”Jeg går ingen steder. Hvad hvis hun begynder at slå på dig?”
”Vi ved begge to, at du alligevel ikke kan stille noget op der. Gå bare.” Claire gik en stor bue uden om mig, da hun besluttede sig for at gå. Hun gik tilbage mod sprækken, hvor folk holdt fest og dæmpet musik og klirende ølflasker kunne høres i det fjerne.

”Hør her. Jeg gjorde det ikke, for at gå bag ryggen på mit hold eller hjælpe Claire. Jeg gjorde det for at hjælpe dig.” Prøvede Mac. Hans brune øjne borede sig ind i mine.
”Jeg har ikke brug for din hjælp.” Sagde jeg ud gennem tænderne. Jeg knyttede mine hænder af rent arrighed. Hvor vovede han at antyde, at jeg havde brug for hjælp?
”Det mener jeg bestemt heller ikke! Det er bare naturligt for mig at hjælpe folk. Jeg kunne have skudt dig derude, at du ved det. Jeg havde dig på sigtekornet, i al den tid du snakkede med Claire.”
”Hvorfor skød du mig så ikke?”
”Hvorfor skød du ikke Claire?” Jeg kiggede væk. Det her var ikke noget jeg ville diskutere med ham.
”Jeg er et godt menneske, Ali. Det ligger bare i mig. Jeg kunne ikke få mig selv til at skyde dig.” Forklarede han.
”Et godt menneske? Du lyder som om du burde være blevet hos pacifisterne.” Jeg nærmest spyttede ordet på den faktion ud, som om det gav en grim smag i munden, at sige det ord.
”Det burde jeg ja. Det sagde egnethedstesten.” Jeg kiggede tilbage på ham, med foragt i blikket. Sagde han lige, at han ville vælge pacifisterne over skytsenglene? Hvad lavede han her så? Hvorfor spildte han min tid?
”Hvorfor valgte du så skytsenglene? Var du for blind til at se forskel på jord og brændende kul?” Jeg lo lidt over hvor latterligt det lød.
”Jeg valgte skytsenglene, fordi jeg føler det er her jeg høre til. Jeg er ligeglad med hvad en computer siger om mig og min hjerne. Jeg vil væde med, at din egnethedstest sagde du var skytsengle.”
”Selvfølgelig.” Jeg tøvede ikke. Selvom det ikke var meningen, at man fortalte hvad ens resultater var, så var jeg ikke bange for at sige det til Mac af en eller anden grund.
”Du er skytsengle, og alligevel skød du ikke Claire.” Påpegede han. Jeg himlede med øjnene af ham.
”Det var et øjebliks svaghed. Bare glem det, okay?”
”Det er ikke svaghed. Du er et godt menneske.” Jeg ved ikke hvorfor, men jeg rødmede pludselig. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare ham. Jeg ville helst ikke indrømme over for nogen, at jeg havde spildt en chance for at vise, at jeg havde et skydetalent, men jeg ville heller ikke stå her og sige, at jeg var et dårligt menneske.
”Hør her. Vi er kommet skævt ind på hinanden fra starten, men jeg mener virkelig vi har en del til fælles. Kan vi ikke prøve at starte forfra? Jeg har endda klippet mit hår, kun for din skyld!” Han rakte hånden frem mod mig, og ventede på, at jeg tog den.
”Kun for min skyld?” Sagde jeg og lo lidt.
”Claire mente jeg skulle beholde min hestehale. Det fik mig kun til at indse, hvor meget jeg stadig lignende en pacifist.” Jeg gav ham endelig hånden og forseglede vores aftale. Vi startede forfra.
”Jamen så hej. Mit navn er Ali. Velkommen til skytsenglenes kompleks, jeg håber du bliver hængene.”
”Jo tak. Mit navn er Mac, og du skal ikke regne med du slipper af med mig lige foreløbig.” Han grinte af sig selv og jeg kunne ikke lade være med at smile ved synet af hans ansigt. Hele hans skikkelse. Han var en høj, havde brede skuldre. Bygget som en skytsengel. Hans smil og øjne udstrølede venlighed. Ikke bygget som pacifist, men som et dejligt positivt og empatisk menneske. Det kunne jeg sagtens se nu. Inden jeg nåede at trække mig væk, omfavnede Mac mig. Jeg blev helt overvældet og rørte mig ikke ud af stedet. Duften af ham, fik det hele til at snurre for mig. Han var dejlig varm og det var længe siden jeg havde fået et rigtigt kram.
”For meget?” Spurgte han, da han lagde mærke til, at jeg ikke krammede igen.
”En anelse. Små skridt, du, små skridt.” Mumlede jeg ned i hans skulder. Han gav hurtigt slip og vi kiggede begge akavet væk.
”Jeg må hellere se at komme hjem. Vi skal tidligt op i morgen.” Mumlede jeg.
”Øh ja helt sikkert. Sov godt, Ali.” Han kløede sig akavet i nakken, før han vinkede til mig, på trods af, at jeg kun stod en meter væk eller lignende. Jeg skyndte mig at løbe, før det blev mere underligt. Hvor kom det nu pludseligt fra?

Kapitel 8

”Ali, du er den næste. Gør dig klar.” Sagde Beth til mig, før hun førte en intelligentsia aspirant igennem døren og lukkede den bag sig. Jeg satte mig på stolen nærmest døren. Jeg var nervøs. De havde ikke fortalt os, hvad der skete inde i det rum, men ingen havde gået derinde, uden at komme ud og ligne et omvandrende lig. Claire var vidst besvimet. Hilary prøvede at så barsk ud, da hun kom ud, men jeg kunne se på hendes øjne, hvor skræmt hun var.
Jeg sad uroligt på stolen og vippede mit ene ben op og ned. Jeg stirrede hen i hjørnet på det lille rum. Her var hvidt fra gulv til loft, og de eneste møbler der var her, var de stole vi sad på. Vi var ikke mange tilbage i rummet, men Mac var her stadig, og han så lige så nervøs ud som mig. Jeg kiggede hen på ham. Hans ben hoppede op og ned ligesom mit, og han begyndt at bide negle. Han kiggede sig nervøst rundt i lokalet og fik øje på mig. Han sendt mig et lille skævt smil, før han rejse sig op og tog stolen med hen ved siden af mig.
”Må jeg sidde her?” Spurgte han, selvom han allerede sad.
”Det går an på om du har nogle sygdomme.”
”Ikke så vidt jeg ved af.” Grinte han. Min nervøsitet forsvandt lidt. Vi var de eneste der snakkede i hele lokalet, så de andre kiggede nysgerrigt over på os. Skytsengle og de andre aspiranter havde ikke blandet sig så meget endnu, så det var noget helt nyt, at vi snakkede sammen.
”Er du klar?” Spurgte jeg ham.
”Det tror jeg da. Det er svært at forberede sig til noget, som man ikke ved hvad er. Men jeg tror jeg er så klar som mulig. Hvad med dig?”
”Jeg er nervøs. Når selv Hilary så skræmt ud, så er det ikke sjovt at være derinde.” Påpegede jeg og skar en grimasse.
”Hun så da ellers meget kølig ud.”
”Tro mig. Jeg kender hende. Jeg kunne se på hendes blik, at hun var få minutter fra at bryde sammen.”
”Men du er sejere end hende.” Sagde han opløftende. Han lagde en hånd på min ryg, og kørte den lidt op og ned. Det var dejligt beroligende, så jeg sagde ikke noget til det. Normalt ville jeg ikke lade en dreng røre ved mig, på den måde.
”Tak. Det skal også nok gå med dig. Du er trodsalt de eneste aspirant der er i top ti.” Mindede jeg ham om. Han nåede ikke at svare, før døren gik op, og den stakkels intelligentsia pige kom ud. Hun lignede en der havde set et spøgelse.
”Ali, du kommer bare med mig. Kate du holder dig klar.” Sagde Beth, mens hun var ved at læse nogle papirer. Jeg kiggede en sidste gang på Mac som smilede til mig og gav mig en tommel op. Pigen der hed Kate gik over og tog min plads, så snart jeg havde rejst mig. Jeg fulgte med Beth ind i et stort rum. Det var lige så hvidt som venterummet, men meget mere lyst op, så man måtte knibe øjnene sammen. Inde midt i rummet stod en stol, som mindede meget om den jeg sad i, til egnethedstesten. Tandlægestolen fra helved.
”sæt dig bare til rette.” Beth havde gang i en masse andet. Hun havde et rullebord i stål til at stå ved siden af stolen, som lignede et mini-laboratorium. Det var fyldt med sprøjter, flydende væsker og reagensglas. Hun var ved at gøre en sprøjte klar og jeg var sikker på, at den var til mig. Jeg satte mig i stolen og hun gjorde tegn til jeg skulle flytte mit hår.
”Du vil bare mærke et lille prik.” Jeg lukkede øjnene, da nålen kom imod min nakke, og det begyndte straks at svige, da væsken blev sprøjtet ind i mine årer. Det føltes som at få et stort blåt mærke, men inde under huden.

Da jeg åbnede øjnene og rettede mig op, var det som om jeg lige var våget af en dyb søvn. Som om nogen havde slået mig ud. Jeg missede med øjnene, da jeg ikke helt kunne forstå mine omgivelser. Havde jeg sovet længe? Hvad havde der været i den væske? Rummet jeg befandt mig i, lignede ikke det rum, som jeg var i for et øjeblik siden. Eller måske var det længere siden? Jeg var helt omtåget. Rummet var ikke længere hvidt og lyst. Gulve og vægge var beskidt og igennem loftet voksede der sig en form for slyngplante, som havde dækket det meste af væggen for enden af rummet. Kun en enkel lampe var tændt, de andre hang i ledningen og var smadret. Et par enkelte af dem var allerede faldet ned. Der hvor der før havde været en dør, var nu et stort gabende hul i væggen. Jeg burde kunne se mine venner udenfor. Sidde og vente i stolene. Jeg burde kunne se Mac, men der var ikke andet end mørke.
”Hallo?” halv råbte jeg ud i mørket. Jeg rejste mig fra stolen, men stoppede, da mine skridt gav genlyd langt ude i mørket. Jeg kiggede mig omkring efter noget jeg eventuelt kunne forsvare mig med, men kunne kun finde lamperne. Jeg tog en af de lange lamper med lysstofrør op og vejer den i hånden. De kunne sagtens bruges. Desværre larmede den mindst lige så meget som mine skridt, når jeg bevægede den omkring, da lysstofrøret sad løst indeni lampen. Jeg bevægede mig mod mørket og kunne pludselig høre en lyd. Jeg stoppede brat op, og kunne høre lyden blive højere og højere. Det var en underlig skrabe lyd. Ikke noget jeg havde hørt magen til før. Jeg kiggede ud i mørket og så noget glimte. Jeg holdt lampen op foran mig, for at være sikker på at blokere hvad end der kom imod mig. Jeg kneb øjnene sammen og lod mine øjne vende sig til mørket derude. Hårende rejste sig i nakken på mig og det løb mig koldt ned af ryggen da jeg så hvad der var derude. Hele lokalt var fyldt med edderkoppespind. Ikke et lille diskret et, som tit var ude i hjørnet af vores køkken i lejligheden. Det her var solidt og helt hvidt. Det glimtede i det svage lys der kom fra den ene lampe i rummet jeg befandt mig i. Jeg vidste nu hvad der ville komme imod mig. Det var kun et spørgsmål om tid.

Jeg havde haft om edderkopper i skolen før. De kunne placere deres bytte efter rystelser. De ville kunne mærke det på flere meters afstand, hvis jeg trådte omkring deres spind. At dømme efter deres spinds størrelse udenfor, var det ikke små edderkopper. De her var nok store nok til, at kunne placere mig flere hundrede meter væk. Mit hjerte slog hurtigt og hårdt i mit bryst. Edderkopper var forfærdelig nok i forvejen, når de var små. Klamme små væsner med lodne ben, som sugede deres bytter tør for væsker.  Min vejrtrækning blev hurtigere, mens lyden af skrabende ben kom nærmere. Jeg bakkede tilbage i lyset, for at kunne se mine snarlige angriber bedre. En klam klikkende lyd, lød tæt på åbningen og jeg udstødte et klynk. Jeg hadede edderkopper! Jeg hadede edderkopper! Det første ben kom til syne i lyset og jeg havde lyst til at skrige, men der kom ikke en lyd. En edderkop på størrelse med en golden retriever trådte ind i rummet. Dens størrelse gjorde kun dens skrabe tænder mere synlige og man kunne nærmest se giften dryppe fra dem. Jeg sørgede for at holde lampen parat, hvis nu den skulle finde på at angribe. Jeg skulle bare være modig! Jeg var en skytsengel for fanden. Jeg burde kunne klare alt. Jeg vidste ikke om det bare var min fantasi, men jeg sværger på, at jeg hørte den hvæse af mig, før den hurtigt frem mod mig.
”Hold dig væk!” Skreg jeg af den, men selvfølgelig hjalp det ikke. Jeg svang lampen imod den, da den kom for tæt på, og den fløj ud til siden, men den landede perfekt på dens lange behårede ben. Den hvæsede af mig igen, før den sprang på mig. Dens tænder havde direkte sigte imod mit ansigt, men jeg nåede i sidste øjeblik at skærme for mit hoved med lampen. Det klamme dyr bed sammen omkring lampen. Jeg panikkede, da den ikke gav slip og løb imod væggen. Jeg ville smadre dyret mod den. Jeg ville brække dens lemmer. Jeg skreg i vilden sky, mens jeg løb imod væggen. Jeg kunne mærke dens ben kæmpe for at holde mig fast. Dens ben hang klæbende på min hud. Idet dyret hamrede imod væggen, splintres væggen og jeg lukker af instinkt øjnene, da små stumper af væggen flyver omkring mit ansigt. Det næste øjeblik mærker jeg stolen under mig. Jeg for op af stolen og bliver nød til at misse med øjnene, da der er helt hvidt omkring mig.
”Tag det roligt. Det er overstået.” Sagde Beth til mig. Hun lagde en hånd på min skulder, hvilket fik mig til at fare sammen igen.
”Hvad var det?” Spurgte jeg med skælvende stemme. Jeg greb fat i hendes arm, for at forsikre mig at hun var virkelig. At jeg var tilbage i det sikre edderkoppefrie rum.
”Det var en frygt simulation. Væsken går ind i din hjerne og finder det sted, hvor du gemmer dine frygte. Den simulere en situation, hvor du bliver stiller over for din frygt og den eneste vej til at komme ud af den, er at overvinde sin frygt på den ene eller den anden måde. Det vil være jeres sidste test, at skulle igennem alle jeres frygt på én gang. De med de bedste tider og bedste resultater fra de forgående runder, bliver udvalgt til at blive her i komplekset.” Forklarede Beth. Hun ventede tålmodigt, mens jeg stadig holdt fast i hendes arm.
”Så edderkoppen var ikke ægte?” Spurgte jeg med en meget lav stemme. Hun rystede bare på hovedet. Det fik mit hjerte til at slå lidt langsommere.
”Det føltes så ægte.” Mumlede jeg.
”Du klarede det flot. Forholdsvis hurtigt. En af de hurtigste indtil nu. Jeg forslår at du tager hjem og får hvilet dig lidt. Vi ses her igen i morgen.” Skulle jeg igennem det i morgen igen? Jeg svarede hende ikke, men lod hendes ekskortere mig ud af døren. Pigen der hed Kate sad ved siden af Mac, på den stol jeg havde før. Hun kiggede nervøst på mig. Jeg måtte have lignet et lig. Jeg følte mig som et. Mac kom hurtigt på benene og kom hen til mig.
”Var det så slemt?” Spurgte han. Han lagde en hånd på ryggen af mig igen, ligesom han gjorde før jeg gik ind til simulationen. Det virkede dejligt beroligende.
”Jeg kan ikke lide edderkopper.” Sagde jeg og kiggede ham i øjnene. Han rynkede brynene. Han så kun forvirret ud.
”Er der edderkopper derinde?”
”Er du bange for dem?”
”Jeg ved ikke rigtig.” Mumlede han. Der var tvivl i hans stemme. Jeg vidste ikke om han ville komme til at opleve samme senarie som mig derinde, men jeg havde pludselig ondt af ham.
”Det er virkelig en ubehagelig oplevelse.” Sagde jeg og havde næsten tårer i øjnene. Jeg hadede virkelig edderkopper. Mac måtte have set mine blanke øjne og trak mig ind til sig. Jeg begravede mit ansigt i hans bluse og holdt godt fat i ham. Jeg ville aldrig have gjort noget lignende i andre omstændigheder, men i det øjeblik var jeg ligeglad. Den menneskelige kontakt fik mig til at føle mig tryg og den forsikrede mig, at det her var virkeligheden. Edderkoppen var ikke virkelig. Edderkopper var ikke så store.
Han begyndte at køre sine fingre igennem mit hår, hvilket var dejligt beroligende. Jeg forstod hvorfor Claire var gået til ham, da hun var nede. Han var en sand mirakelmager.
”Tak. Jeg ved ikke hvad jeg skulle gøre uden dig.” Jeg ved ikke hvorfor jeg sagde det. Måske sagde jeg det højt, som jeg tænkte. Jeg havde aldrig sagt noget lignende før. Kun sarkastisk til Hilary. Jeg kunne mærke Mac le lidt. Det vibrerede i hans bryst.
”Det var så lidt. Vil du stå her, når jeg kommer ud også? Jeg har på fornemmelsen af, at jeg har brug for samme omgang.” Jeg trak mig lidt væk og kiggede ham i øjnene. Kunne jeg have samme beroligende virkning på ham, som han havde på mig.
”Det lover jeg.”

Kapitel 9

Skytsengle var ikke folk der normalt gik rundt og krammede, kyssede og gramsede på hinanden i utide. Det seneste knus jeg kan huske, var fra min mor engang hvor jeg havde slået mit ben. Jeg var gledet tæt på kanten af sprækken, fordi vandet fra vandfaldet sprøjtede op over kanten, og gjorde den usikker. Jeg havde heldigvis grebet fat i gelænderet, før jeg gled længere, men på daværende tidpunkt var et knus fra mor, det eneste der kunne gøre alt bedre.
Følelsen af et kram var ved at vinde ind på mig. De sidste par dage, når vi sad i ventelokalet uden for simulationsrummet, så havde Mac lagt armene omkring mig. Han havde støttet mig på den måde. Han behøvede ikke at sige noget. Det fik det til at kriller i min mave og frygten jeg skulle føle når jeg kom ind i det hvide lokale, var ikke nær så overvældende. Mine tider blev bedre og bedre og selv ikke slanger, frit fald uden faldskærm og døden over alle mine venner, kunne ryste min grundvold så voldsomt, at en omfavnelse bagefter, ikke kunne hjælpe lidt på det.

Efter at have oplevet en hel mennesketom by i simulationen. Efter at have følt mig helt alene i verden og forladt af alle, løb jeg nærmest ud af lokalet og ud i favnen på Mac. Han stod allerede op og lukkede sine arme omkring mig. Mit åndedræt blev langsomt roligere, mens han vuggede os roligt fra side til side.
”Var det slemt?” Hviskede han i mit øre, så de få der var tilbage omkring os, ikke kunne høre det. Jeg var glad for at han ikke spurgte ind til mine frygte. Han var hun interesseret i at vide, om jeg var okay bagefter. Så jeg spurgte heller ikke ind til hans. Jeg kiggede ham over skulderen og så de dømmende blikke fra nogle skytsengle. De vidste godt han var aspirant, men mens vi stod der, var jeg ligeglad. Folk kunne mene hvad de ville.
”Mac det er dig nu.” Beth kaldt Mac ind i rummet og da vi kiggede hinanden i øjnene, lavede vi en tavs aftale om, at jeg ville være her igen, når han kom ud. Han forsvandt ind i lokalet og det føltes hurtigt meget koldere. Folks blikke virkede meget mere dømmende, når han ikke var her. Jeg hadede at vente på ham, men jeg kunne kun gøre det samme for ham, som han gjorde for mig.
”Hvor lavt kan man synke?” Var der pludselig en der sagde bag mig, mens jeg stirrede på døren, hvor Mac for få øjeblikke siden forvandt igennem. Jeg skulle til at forsvare mig mod hvem end der nu var bag mig, som turde sige noget til mig, men jeg havde ikke regnet med, at jeg ville vende mig om, og se Hilary stå med armene over kors og med et hånende smil på læben.
”Hvad mener du?” Spurgte jeg bare dumt.
”Du står her og lader en peacemaker gramse på dig. Det er virkelig lavt.” Sagde hun hånligt.
”Han gramser ikke på mig. Han giver bare en god krammer. Det hjælper mig med at indse, at hvad vi ser i det rum, ikke er ægte. Det er den eneste grund til det, så du behøves ikke at stå der og være hellig.” Jeg nærmest spyttede mine ord i ansigtet på hende.
”Hvis han bare skal give dig et lille bamse kram efter sin simulation, hvorfor står du her så endnu?” Den tøs fik mit blod til at koge engang i mellem. Hun fik mig til at føle mig svag, selvom vi vidste, at jeg sagtens kunne tæske hende halvt fordærvet.
”Jeg vil bare gengælde hans tjeneste. Jeg vil ikke skylde nogen noget.” Sagde jeg simplet. Hilary havde ikke godt af at vide, at jeg faktisk var ved at blive gode venner med Mac. Hun havde det på samme måde, som jeg havde engang. Aspiranter var ikke rigtige skytsengle, før de var gået igennem det fulde forløb med prøver og teste. Men sandheden var, at det var vi heller ikke jo.  Vi kunne også blive smidt ud. Vi skulle også vise vores værd. Vi var præcis ligesom dem. Mac var lige så meget skytsengel som mig.
”What ever. Men jeg kom egentlig med en god nyhed, som alle de andre ikke har godt af at høre. Så hvis du har tid? Eller vil du stå her og vente på, at din peacemaker er færdig med at tude?” Jeg knyttede mine hænder. Mac havde ikke grædt en eneste gang. Han var ekstremt rolig når han kom ud, og måske var det fordi, at han havde det på samme måde som mig. Det at der var en udenfor lokalet når man var færdig, gjorde at man blev roligere meget hurtigere. På den anden side skulle Hilary ikke vinde det her. Hun fik mig til at se svag ud foran de andre, hvilket hun ikke skulle have lov til. Hun fik mig næsten til at føle mig uværdig. Uden at sige noget gik jeg med hende. Jeg kiggede mig tilbage, men Mac var ikke kommet ud endnu.

Hun førte mig hen til en gang, som jeg kun havde været et par gange før, i anledningen af nogle lege da vi var mindre. Det var et godt sted at gemme sig, da der aldrig kom nogen den vej. Hun stillede sig op af muren og kiggede på mig. Hun morede sig over det her.
”Jeg forstår dig simpelthen ikke Ali. Før havde du så meget imod hans slags, men pludselig står du næsten og deler mundvand med ham.” Jeg kunne mærke mit temperament koge indeni mig, men jeg bevarede fatningen og prøvede at beholde et ansigtsudtryk der ville bevise, at jeg var ligeglad med alt.
”Jeg skal andeles ikke dele mundvand med ham. Jeg kan slet ikke lide ham. Han tilbød at hjælpe mig hurtigere over min frygt og jeg sagde ja. Jeg har det pisse fint når jeg er færdig med de simulationer. Jeg har godt set hvor vild du er i øjnene, når du kommer ud.” Hilarys mund snerpede sig sammen. Jeg havde ramt et ømt punkt og jeg skulle passe på, at jeg ikke kom til at smile.
”Meget vel. Når nu du stadig foragter den slags mennesker, hvilket du jo tydeligt gør jo. Så kan du vel more dig sammen med mig og Paul et øjeblik. Paul venter på os, men du skal være stille.” Hun lagde ekstra pres på ordet tydeligt, for at det skulle lyde så sarkastisk som muligt.
”Hvad skal vi lave da?”
”Vi skal så men bare se en lille forestilling.”

Jeg fulgte efter Hilary gennem komplekset, og vi kom til det område hvor aspiranterne boede. Jeg var en smule forvirret over at se Paul gemt bag ved en mur, mens han kiggede diskret ind af døren til aspiranternes sovekammer.
”Hvad sker der?” Hviskede jeg. Hilary tyssede på mig, og gik over ved siden af Paul.
”Eric er kommet nu.” Hviskede Paul så lavt, at jeg knapt kunne høre ham. Han smilte over hele hovedet. Hvad var der, der var så sjovt. Jeg stillede mig ved siden af mine venner og kiggede ind. Pacifist pigen Claire sad krøllet sammen som en kugle på sin underkøje. Hun sad med hoved nede mellem knæene og hendes skuldre vibrerede. Hun græd igen. Jeg kiggede længere omkring hjørnet og så Erics brede ryg. Han var i færd med et eller andet inde i et stort metalskab, som stod i nærheden af Claires seng. Da jeg kiggede nærmere kunne jeg se hvad han havde i hånden og hvad han lavede. Han var ved at fylde en pose med Claires få ejendele. Hun var blevet smidt ud af skytsenglene. Mit hjerte slog hurtigere. Det gjorde direkte ondt at se på. Pigen der sad på den rustne metalseng var faktionsløs nu. Hun havde ingen steder at gå hen. Hun var dømt til at vandre i de ødelagte gader i byen og tigge om mad hos puritanerne. Det var en grusom skæbne og jeg ønskede det for ingen.
Når Mac hørte om det her, ville han blive knust. Selvom jeg ønskede den pige så langt væk fra Mac, så jeg var den eneste der modtog hans knus, så kunne jeg ikke lade være med at tænke på den gang jeg hjalp hende med at flygte til flagerobringen. Hun var så lille og skrøbelig. Hun kunne umuligt klare sig selv derude. Eric kastede posen hen til hende på sengen og gjorde tegn til at hun skulle rejse sig og følge med. Hun kom rystende på benene og tog stofposen med sig. Vi skyndte os væk fra døren, før Eric kom rundt om hjørnet. Han kiggede blot i vores retning og smilede kort, før han gik tilbage til hans hårde ansigt igen. Han smilede kun, fordi vi var rigtige skytsengle. Fordi vi var gode elever. Clarie kom ud bag ham. Jeg kunne ikke kigge på hende. Hun sendte mig et blik der bad om hjælp. Der bad om forståelse. Jeg ville så gerne hjælpe hende, men jeg havde gjort hvad jeg kunne. Jeg kunne intet stille op overfor Erics magt og ord. Hvis først en leder havde besluttet, at man skulle smides ud. Så var der ikke mange andre der havde noget at skulle have sagt. Jeg var selv ved at få tårer i øjnene, da jeg gjorde noget af det mest dumme jeg nogensinde havde gjort i mit liv.
”Vent.” Råbte jeg efter Eric og Claire. Eric vendte om. Han så så intens ud, når han stod der og nidstirrede mig. Hans blodårer på halsen stod frem under tatoveringerne. Jeg gik over og omfavnede Claire. Hun udstødte et lille hulk som svar. Det tog hende lidt tid, før hun også lagde armene om livet på mig.
”Jeg er virkelig ked af det her skulle ske for dig. Jeg ønsker kun at du klare den. Held og lykke.” Jeg lod hende græde på min skulder. Jeg havde forstået vigtigheden med en knus, så selvom jeg ikke kunne gøre noget ved hendes situation, så kunne jeg i det mindste prøve at få hende til, at føle hun ikke var totalt uønsket.
”Kom her.” Eric var blevet gnaven og tog fat om Claires skulder, og hev hende væk fra mig. Hun mumlede et kort tak, før de forsvandt ned af gangen.

”Jeg fatter ikke du gjorde det der.” Sagde Paul bag mig. Jeg sukkede. Jeg havde virkelig ikke brug for flere til at dømme mig.
”Hun er blevet helt blød over for de peacemakers, er det ikke rigtig Ali?” Sagde Hilary hånligt. Jeg vendte mig mod mine venner. Paul så bare forvirret ud og stod og bed i sin læbepiercing. Hilary så igen hånlig ud og lignede en heks mere end nogensinde.
”Gider du godt holde din kæft?” Sagde jeg bare surt.
”Åh okay. Så du vil ikke have jeg fortæller Paul hvordan du hjalp de to peacemakers ude til flagerobringen?” Jeg stirrede lamslået på Hilary. Hvordan vidste hun det?
”Hvad snakker hun om?” Spurgte Paul mig. Tydeligvis forvirret.
”Du troede måske jeg ville efterlade dig alene med en peacemaker efter festen? Jeg hørte alt i snakkede om, inklusiv at du hjalp de to med at flygte, så vi ikke pløkkede røven af dem.”
”Hvor våger du!” Råbte jeg af hende. Paul stod og kiggede skiftevis på Hilary og jeg. Tydeligvis stadig forvirret over hvad det var han hørte. Han kendte mig kun som hårde Ali. Som skytsengel Ali der slår sine venner ned, hvis en leder siger hun skal. Som er en koldblodig skytte, når det gælder. Han kendte ikke til den nye Ali. Den menneskelige Ali.
”Jeg syntes du skal hold dig væk fra de mennesker, indtil vi har fået bevist, at de faktisk er skytsengle materiale.” Sådan lød Hilarys sidste kommentar, før hun gik forbi mig og forsvandt samme vej som stakkels Claire og Eric havde for få øjeblikke før. Paul stod bare lamslået tilbage.
”Hjalp du dem virkelig derude?”
”Paul, de var på dit hold. Jeg hjalp dem ikke, jeg undlod bare skyde dem.” Jeg prøvede at vinde Paul over på min side, men han rystede bare på hovedet.
”Du har virkelig forandret dig.” Og så gik han også.

Kapitel 10

Jeg gik tilbage imod simulations området, men på det tidspunkt jeg nåede derhen, var der kun to tilbage i lokalet. Mac måtte være færdig for længst. Jeg orkede ikke mine såkaldte venner lige nu og de gad åbenbart heller ikke mig længere. Så jeg begav mig ud i komplekset for at finde Mac. Der var larm og støj omkring sprækken som der plejede. En masse mennesker var samlet, spillede musik og kommunikerede på et råbende niveau, for at overdøve musikken. Det gav genlyd i hele området. Jeg stille mig op på en sten trappe uden gelænder, for at kunne spejde ud over folk, men jeg kunne ikke få øje på Mac. Jeg var lige kommet fra aspiranternes sovesal, så det eneste logiske sted der var tilbage, måtte være spisesalen. Der var stadig et par timer til der var mad, men en del aspiranter sad ved deres langbord allerede og snakkede. En del af dem så forskræmte og pinte ud. De snakkede helt sikkert om deres simulationer. Nede for enden sad Mac og snakkede med en jeg husker, som værende Sanddru før de kom hertil. Han så ikke skidt ud som mange andre. Faktisk så han utroligt godt ud. Hans hår var en smule mere pjusket end det plejede, hvilket bestemt ikke var en skidt ting. Han havde et opmuntrende smil på læberne, så jeg gætter på hans ven ikke havde set nogen rare ting i dag.

Jeg ville ikke snakke med ham sådan et offentligt sted. Jeg var ikke pinligt berørt over at snakke med ham, som jeg tror jeg måtte have følt tidligere, men jeg ville ikke fortælle ham at Claire var smidt ud, mens en masse andre hørte på det. Jeg vidste at han på et eller andet plan holdt meget af hende. Jeg satte mig hen på den anden side af ham, og hans samtale med personen ved siden af, døde straks hen.
”Hvor blev du af tidligere. Jeg ledte efter.” Sagde han bebrejdende til mig, og vendte ryggen til fyren ved siden af hvis øjne var røde som om han havde grædt.
”Det må du virkelig undskyld! Hilary kom og.. og skulle vise mig noget. Jeg vil gerne snakke med dig. Under fire øjne.” Jeg flyttede mig uroligt på bænken. Jeg ville ikke fortælle ham, at jeg ikke rigtig var på talefod med mine venner mere. Han så oprigtig ked ud af det, fordi jeg gik fra ham. Han kørte den sidste slurk sodavand rundt i sit glas, før han sukkede og rejse sig.
”Du fører an.” Han rakte mig hånden og trak mig op og stå. Jeg kunne kun finde på ét sted hvor vi kunne være alene uden nogen Hilary typer, som sneg sig rundt. Vores lejlighed.

Vi gik i stilhed indtil jeg låste os ind i lejligheden. Min mor var ikke kommet hjem fra arbejde, så den eneste lyd der var i hele lejligheden, var vores udluftning system der summede. Hans øjne var overalt i rummet. Han havde nok aldrig været i en skytsengle-lejlighed før. Alle aspiranter boede jo i samme rum. Vores stue var ikke af meget. En stor bred sofa i slidt læder og det meste af den ene væg var dækket af diverse pokaler og medaljer fra diverse ting min mor havde vundet. Skydekonkurrencer og sådan noget. Et par af dem var mine, men de var ikke nær så imponerende, når det var junior klasse.
”Mit værelse er den her vej.” Der var ingen behov for, at vise ham mit værelse, men han skulle da have en rundtur, så han kunne se hvordan rigtige skytsengle boede. Mit værelse bestod hovedsageligt af min seng, skrivebord og skab. Jeg havde nogle billeder af mine venner og mig til at hænge hist og her.
”Bor alle skytsengle sådan her?” Han sparkede let til min seng, som var lavet ud af træpaller.
”Sengene plejer at være bedre, men jeg har selv lavet den.” Jeg satte mig på sengen og observerede ham, mens han gik rundt og kiggede på billederne op væggen.
”Bor alle skytsengle sådan her?”
”De fleste. Men når man bor alene, så får man regel ikke en der er så stor. Vi plejede at bo tre her jo.”
”Plejede?” Mumlede Mac. Jeg rødmede lidt. Jeg havde aldrig snakket med nogen om mig far, for jeg vidste alligevel ingenting.
”Min far er her ikke mere.”
”Ikke for at snage i noget personligt, men er han død eller?” Mac var færdig med at udforske mit værelse, og satte sig ved siden af mig på sengen.
”Jeg ved det faktisk ikke. Jeg har bare fået at vide, at han er væk. Jeg ved ikke hvad det vil sige. Min mor vil ikke fortælle mig noget.” Jeg ved ikke om jeg havde vist tegn på svaghed, ved at fortælle ham det her, men han lagde straks den beroligende hånd på min ryg.
”Det gør mig ondt.” Sagde han blot. Jeg nikkede. Ikke nogen med at holde tårer tilbage, for helt ærligt, at kendte jeg ikke min far. Vidste ikke engang om jeg havde mødt ham. Så jeg havde ikke rigtig noget at være trist over.
”Har du ingen forsvundne tanter eller fætre der eventuelt er faktionsløse?” Spurgte jeg sarkastisk og skar en grimasse. Han lo lidt for sig selv og så tænksom ud.
”Forsvundne tanter. Hmmm. Nej ikke hvad jeg ved af. Jeg kommer fra en meget varm og kærlig familie. Jeg har en storebror der er intelligentsia nu. Mine forældre er ret okay med vores valg. De smilede da til mig, da jeg valgte at lade mit DNA dumpe ned i gløderne.” Han virkede meget oprigtig. Virkede ikke bitter over at hans storebror skiftede faktion. Pacifisterne virkede bare alle sammen som nogle meget venlige mennesker. Meget forstående over for andre. Jeg sad og fik det helt dårligt over, hvor meget jeg egentlig havde foragtet dem før i tiden, bare fordi de kom fra en anden faktion.
”Men du skiftede faktion alligevel?”
”Det gjorde jeg. Jeg følte ikke jeg passede så godt ind, selvom egnethedstesten sagde jeg gjorde. Jeg kan godt lide at sige min mening nu og dag, du ved. For eksempel kan jeg rigtig godt lide dit hår, når det hænger frit ligesom nu.” Jeg rødmede og var nød til at grine. Ingen plejede at komplimentere mig, så det virkede nærmest som en løgn.
”Nu skal du ikke få mig til at fortryde, at jeg tog dig med hjem.” Skyndte jeg mig at sige.
”Hvad var egentlig grunden til du tog mig med hjem?” Spurgte han så. Hans stemme blev hurtigt mere alvorlig. Jeg havde næsten glemt hvorfor jeg skulle snakke med ham. Det var længe siden jeg havde hyggesnakket, sådan rigtigt. Jeg sukkede, før jeg begyndte.
”Grunden til at jeg gik fra simulationsrummet, var fordi Hilary kom og hentede mig. Hende og Paul havde fundet ud af, at der skete noget i jeres sovesal. Da jeg kom derover var Eric ved at samle alle Claries ting sammen. Hun blev smidt ud, på grund af hendes dårlige resultater. Jeg er virkelig ked af det, Mac.” Han stirrede bare ned i gulvet med et lille smil der spillede på hans læber.
”Jeg vidste godt det ville ske. Det var kun et spørgsmål om tid. Med hvad skulle i derovre? Ville i håne hende? Hvad skete der?”
”Jeg sværger, jeg vidste ikke hvad jeg gik med til. Jeg ved ikke hvordan Hilary og Paul fandt ud af, at hun skulle smides ud på det tidspunkt. Jeg ved hun betød meget for dig og..”
”Hun betød ikke så meget for mig, som jeg lagde det ud som. Hendes storebror var bare en af mine bedste venner. Jeg har brudt det løfte jeg gav ham. Jeg skulle passe på hende.”  Han masserede sit næseben mellem sin tommel og pegefinger. Nu var det min tur til at ligge en trøstende hånd på hans ryg. Min berøring fik ham til at rette sig op.
”Jeg er glad for du fortæller mig det her.” Sagde han og kiggede endelig over på mig. Hans brune øjne var venlige og taknemmelige. Det gjorde mig varm i kroppen. Som om jeg havde gjort ham en stor tjeneste. Det fik mig til at smile.
”Jeg skylder dig vist en krammer. Det er måske på din plads nu?” Jeg spredte armene ud til siden og så hans smil brede sig, før han lod sine arme vikle sig om min krop. Han hvilede sin hage på min skulder, så jeg kunne rigtigt indsnuse duften af hans hår og tøj. Det duftede skønt af… af Mac.

”Du er blevet bedre til at kramme.” Lo han i mit øre.
”Var jeg da dårlig til det, til at starte med?” Jeg gyngede os lidt frem og tilbage.
”Du er meget mere afslappet nu.” Han gyngede med og til sidst hev han mig med ned og ligge hen over sengen, uden at give slip på mig. Jeg udstødte et overraskende hvin, da jeg mistede balancen.
”Hvad skulle det nu til for?” Spurgte jeg grinende.
”Det er nemmere på den her måde.” Sagde han bare. Vores ansigter var ikke langt fra hinanden. Mine øjne skelede næsten, når jeg kiggede ham i øjnene.
”Det her.” Inden jeg vidste af det, havde han lukket øjnene og lukket mellemrummet i mellem os. Han læber var dejligt bløde og smagte skønt. Han kyssede mig grådigt, på den gode måde. Han hev mig oven på ham, og kom til at gribe fat i mine hofter, så det kildede.  Jeg grinte imod hans læber, så vi var nød til at brydes. Da han begyndte at grine også, kunne jeg mærke hele hans bryst vibrere. Han skulle lige til at læne sig op og kysse mig igen, da jeg trak mig væk.
”Hvorfor nu det?” Klynkede han.
”Der er to ting jeg gerne vil vide, før vi fortsætter her.” Jeg prikkede ham på næsten med min pegefinger, hvilket fik ham til at rynke den, som om det kløede.
”Fyr løs.”
”For det første. Var der noget i mellem dig og Claire?”
”Ikke det mindste.”
”Godt. For det andet, har du aldrig fortalt mig hvad du hed, før du blev skytsengel.” Mit sidste spørgsmål fik ham til at kigge væk, som om det var pinligt for ham.
”Vil du virkelig gerne vide det?”
”Selvfølgelig!” Han tog en dyb indånding.
”Lover du, at du ikke vil grine?”
”Er det så slemt?” Spurgte jeg grinende. Han nikkede bare og jeg lagde mærke til, at hans kinder blev en anelse mere lyserøde.
”Milford.” Sagde han og lukkede øjnene.
”Milford?” Gentog jeg, for at være sikker på, at jeg havde hørt rigtigt. Det var der for alvor ikke nogen der kaldte deres børn.
”Mit navn var Milford.” Sagde han igen. Jeg prøvede ikke at holde min latter inde. Jeg skreg næsten af grin. Mac så ikke særlig tilfreds ud, og rulle os rundt, så han lå øverst. Så han kunne tage kontrollen igen.
”Jeg ved ikke hvordan jeg skal forhold mig til, at jeg har kysset med en Milford.” Gryntede jeg, meget ucharmerende, men Mac smilede bare skævt.
”Hvad med at kysse med en Mac?” Jeg prøvede at se tænksom ud og lavede trutmund.
”Det kan jeg godt forholde mig til.” Sagde jeg til sidst, før jeg trak ham ned til mig.

Kapitel 11

Jeg må indrømme at jeg svævede en smule dagen efter, hvor jeg skulle ned til simulations lokalet. Jeg havde det som om ingenting kunne få mig ned med nakken. Min mor var kommet hjem blot en halv time efter, at han kyssede mig første gang. Det blev til en hel del kys på den halve time, men også en god snak om livet som skytsengel, som vi snart begge ville skulle opleve til det fuldeste. Han listede stille ud af døren, før mig mor ville opdage noget.
Jeg tog af sted lidt tidligere end jeg normalt ville, men jeg håbede lidt på, at Mac ville gøre det samme, så vi kunne kommer til at snakke sammen, før jeg skulle ind til min simulation. På samme tid håbede jeg at Hilary og Paul holdte sig væk. Jeg havde ikke fortalt Mac, at Hilary havde stået og smålyttet til vores samtale, men hvis jeg stillede mig op og kyssede på Mac foran Hilary, ville hun nok eksplodere i vrede.

Jeg havde ladet mit hår hænge med vilje den dag, fordi Mac sagde han kunne lide det. Ventelokalet var lige så koldt og hvidt som det plejede, med de ubehagelige metalstole langs væggene. Jeg kiggede mig omkring, men kunne ikke få øje på Mac. Han kom nok til den tid han plejede, så jeg satte mig ned og ventede. Der var flere i rummet end der plejede på det her tidspunkt. Jeg mente da bestemt, at en del af dem allerede havde været inde. De sad og mumlede i krogene. Jeg prøvede at lukke det ude og finde mine glade tanker om Mac frem. Jeg kunne stadig ikke helt fatte, at jeg bare lod mig rive med dagen før. Jeg lod ham praktisk talt nedlægge mig på min seng. Ikke at jeg havde det fjerneste imod det. Det var rart at lade ens forsvar falde en gang i mellem, så man ikke behøvede at være truende skytte, en knyttet næve eller en kold soldat. Det var rart at føle mig som en teenage pige for én gangs skyld.

Tiden gik og det var snart min tur til at komme ind i simulationen. Mac havde stadig ikke vis sit kønne ansigt og jeg var ved at overveje om jeg havde skræmt ham væk. Måske havde han fortrudt det vi lavede i går? Ej det var ham der begyndte, så noget andet måtte være i vejen. Jeg havde lyst til at gå ud og lede efter ham. Det ville være rart bare få et glimt af ham, før jeg begav mig ind og skulle stå ansigt til ansigt med noget jeg frygtede mest, men jeg kunne ikke bare gå, når det snart blev min tur. Hvis jeg missede en simulation, så var det direkte grund til at smide mig ud. Jeg ville ikke risikere noget. Jeg blev siddende på min stol, men begyndte at blive urolig i benene. Noget var ikke helt rigtigt her. Mac lå højt på ranglisten. Han ville ikke bare blive væk. Han ville det her, ligeså meget som mig. Jeg kiggede rundt på de andre i lokalet, som stadig summede med sladder. De fleste af dem var aspiranter. Måske skulle jeg spørge dem? De boede jo trods alt alle sammen i samme sovesal, så måske vidste de noget. Hilary vil grine hånligt af mig, hvis hun så, at jeg gik over og snakkede med de andre aspiranter, men jeg så ikke på dem, som jeg gjorde før. Der var ingen forskel på os mere. De var i samme bås som os. Havde det samme tøj på, de samme gøremål, den samme fremtid. Det eneste der var anderledes ved dem, var at de ikke er vokset op med piercede forældre og skydevåben. De havde ikke engang deres forældre mere. De var faktisk mere modige end de fleste skytsengle.
”Umh, undskyld mig.” Jeg rømmede mig, så jeg kunne få deres opmærksomhed. Der blev straks helt stille i lokalet. Skytsenglene kiggede olmt på mig, som om jeg lige havde leveret en nybagt kage til fjendens lejr. Aspiranterne kiggede spørgende på mig. Helt uden fordomme i deres øjne. Ingen fjendtlighed. Jeg følte mig en smule blottet, som jeg sad og halv råbte hen i den anden ende af lokalet, så jeg rejse mig op og gik hen til dem.
”Hva’ så?” Spurgte en tidligere intelligentsia dreng med rødt hår.
”Ømh.. Har i set Mac måske? Jeg skulle snakke med ham, inden jeg skulle ind til simulationen.” Jeg pegede tilbage på døren ind til helvedsrummet. Aspiranterne kiggede på hinanden med nervøse blikke. Det lignede, at de havde en tavs dialog med hinanden, om de burde fortælle mig noget eller ej. En pige nikkede til den rødhårede fyr, og han sukkede.
”Han kommer ikke herhen.” Sagde han, uden at kigge på mig.
”Hvad mener du med det? Hvad forgår der?” Jeg var begyndt at blive mere urolig.
”Vi ved ikke så meget. Her i morges blev vi alle vækket af Eric som braste ind i sovesalen. Han hev fat i Mac og skreg noget med at snyde. Han tog ham med sig, og vi har ikke set ham siden.” Forklarede den rødhårede dreng.
”Måske er han blevet smidt ud.” Sagde pigen og lagde en hånd for munden. Jeg fik en grim smag i munden. Mac kunne ikke være blevet smidt ud. Han lå for højt på ranglisten, til at de bare ville smide ham på gaden. Men Mac havde da ikke snydt i noget? Jeg havde blot ladet være med at skyde ham og Claire ude til flagerobringen. Det kunne da umuligt være det. Vi var kun få der vidste det og en var allerede blevet smidt ud. Havde Claire sagt noget til Eric, da hun blev slæbt ud?
”Du er hende den skytsengle fødte han hele tiden er sammen med, er du ikke?” Spurgte intelligentsia drengen mig.
”Ømh jo?”
”Dine venner er sikkert ikke særlig glade for, at du bliver set sammen med sådan nogen som os.” Han kluk lo. Mine venner. Hilary og Paul. De kendte begge til hændelsen til flagerobringen. Det løb mig koldt ned af ryggen. Det kunne de da ikke finde på?
Jeg var to sekunder fra at have løbet ud af døren for at finde Mac, da Beths stemme gav genlyd igennem venterummet.
”Ali. Det er din tur.”

Jeg havde det allerede som om jeg skulle kaste op, da jeg satte mig i den muterede tandlæge stol. Jeg stirrede bare lige frem for mig, og overvejede om Mac var igennem noget værre end det jeg skulle til, i det øjeblik. Jeg lagde næsten ikke mærke til, at Beth stak mig med den gennemsigte væske, som ville føre mig ind i et skræksenarie. Rummet snurrede rundt for mig et øjeblik, før jeg hoppede ned fra stolen.
”Jeg kan ikke det her i dag Beth. Jeg har det virkelig skidt.” Mumlede jeg. Uden at se tilbage på Beth gik jeg ud af døren. Ventelokalet var tomt, men langt væk fra kunne man høre en masse larm. Jeg skyndte mig igennem gangene i komplekset for at finde ud af, hvor larmen kom fra. Det var ikke en overraskelse at jeg endte ved sprækken. Alle folk elskede at hænge ud der, men der var noget helt galt. Alle skytsengle var sjældent samlet på ét sted på en gang, men der var så mange mennesker, at nogen også stod helt ude ved kanten af det brusende vandfald. Det så ikke ud som om de lod mærke til, at de var så tætte på kanten, for de kiggede den anden vej og hujede og grinte af et eller andet. Jeg maste mig igennem menneskemængden for at komme frem, og se hvad det var der skete. Folk lagde ikke mærke til mig, når jeg klemte mig ind i mellem dem og fik dem til at spilde deres drikkevare, eller få deres hoveder til at støde ind i sidemandens. Deres øjne var stift rette lige frem for dem, mens de grinte og pegede fingre. Jeg kom endelig frem til midten af alle menneskerne og stivnede ved synet. Inde midt i mellem alle menneskerne var Mac splitternøgen. Han hang i armene der var bundet med to tykke jern lænker der forsvandt op i det sorte ingenting. Lange nok til at han kunne stå op, men ikke sidde ned. Hans krop lignede en kludedukke og hans fødder vendte en helt unormal vej. Men det der skræmte mig mest, var at han krop var dækket af lange blodige mærker.

”Er du ved at have fået nok?” Råbte en meget mandig stemme ved siden af mig. Jeg fjernede mit blik fra Macs slappe krop, og så Eric komme frem fra mængden ved siden af mig. I hånden havde han en pisk. Et langt stål rør med tynde sorte ræderstykker hængende ud af enden. Han gik frem imod Mac med pisken, mens han grinte håndlig sammen med resten af forsamlingen af skytsengle. Jeg fik tårer i øjnene. Hvordan kunne folk bare stå og kigge på, mens en uskyldig fyr fik tævet livet ud af sig? Jeg kiggede rundt på de grinende ansigter og genkendte mange af dem. Alle lederne var der. Damen der arbejdede sammen med min mor, vores families faste tatovør, vores ledere og mine venner. Hilary og Paul stod og så vildt selvfede ud, mens de klaskede sig på låret som om de så på en stand-up komiker og ikke en henrettelse.  Pisken smældede og jeg for sammen. Macs slappe krop spændtes under slagene og han skar tænder. På trods af det, undslap der ikke en eneste lyd fra hans læber.
”Det har du for at snyde!” Råbte Eric og løftede pisken igen. Den ramte Mac hen over skulderbladende og han løftede hovedet og åbnede munden i et lydløst skrig. Jeg anede ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv. Jeg var nød til at gøre noget. Men jeg kunne ikke bare trodse Eric. Han var en fyr jeg plejede at så op til og beundre. Han var vores leder og man respekterede en leders beslutning. Alligevel kunne jeg ikke stå og se på, mens de slog på Mac. Jeg bar en del af skylden. Det var mig der valgte, at lade være med at skyde.

Jeg gjorde noget, som jeg aldrig havde regnet med jeg ville. For øjnene af hele min faktion løb jeg ind til senariet og dækkede Macs krop med min egen. Jeg stod i mellem ham og Eric og det fik kun forsamlingen til at grine mere. Eric kiggede hårdt på mig.
”Hvad laver du tøs?”
”Det her er ikke retfærdighed. I piner et uskyldigt menneske.” Skreg jeg af ham, med tårende der stod ud af øjnene på mig.
”Flyt dig, ellers får du også med pisken.” Jeg prustede vredt og gjorde noget fantastisk. Jeg hyrede et knæ i maven på vores leder, så han knækkede sammen. Jeg gav ham en albue i baghovedet og fik fat om hans hånd der holdt ved pisken. Jeg vred tommelfingeren om på ham, så han skreg op og slap pisken, så den ramte gulvet med en hul metallisk lyd. Jeg skyndte mig at få fat i den, og gik hen og stillede mig foran Mac. Jeg ventede kun på at Eric ville genvinde balancen. Jeg stod klar til at angribe, da nogen tog fat om min bluse bagfra. Jeg vendte mig skræmt om, og så at Mac havde genvundet nok styrke, til at holde fast om min bluse. Adrenalinen forlod straks min krop igen og jeg ville ikke andet, end at befri ham fra lænkerne og tage mig af hans sår.
”Ali.” Fik Mac fremstammet. Han var for svag til at løfte sit hoved og kigge på mig, så jeg løftede det stille for ham med min fri hånd, så jeg kunne se på hans forslåede ansigt. Selvom han havde et blåt øje og blodige skrammer i hele ansigtet, var han stadig den mest attraktive og mest charmerende fyr jeg havde mødt.
”Jeg skal nok tage mig af dig.” Sagde jeg til ham, med tårer i øjnene. Jeg skulle til at læne mig ned og plante et kys på hans blodige læber, da jeg mærkede et slag i baghovedet og alt blev sort.

Jeg gispede og kom til mig selv i den store læderstol. Beth sad ved siden af mig, og kiggede på hendes computerskærm med et foruroligende ansigtsudtryk. Jeg blinkede et par gange og opdagede jeg havde tårer i øjnene. Det havde ikke været ægte. Det havde kun været i simulation. Mac var helt okay. Eric havde ikke pisket ham til blods. Det hele var en del af mit eget personlige mareridt.
”Ali..” Var det eneste Beth kunne sige. Hun havde siddet og set hele scenen på sin skærm. Hun kunne følge med i mit mest intime frygtsenarie indtil nu.
”Jeg skal ud og finde Mac.” Sagde jeg bare og rejste mig.
”Det er måske ikke så god en ide.” Nåede Beth at sige, før jeg fik fat i håndtaget til døren ud.
”Hvad mener du? Simulationen er ikke ægte vel?” Peb jeg. Jeg lød ynkelig lige nu, men jeg var ligeglad.
”Nej selvfølgelig ikke. Det eneste jeg ved, er at Eric har ham.”  Jeg vidste ikke hvorfor hun fortalt mig det. Måske havde hun medfølelse over for mig. Måske kunne hun fornemme mine følelser for Mac, selvom hun kun kunne se mit frygtsenarie men ikke føle det selv. Jeg gav hende ikke tid til at forklare mere, før jeg var løbet ud af døren. Jeg måtte finde Mac.

Kapitel 12

Jeg løb igennem komplekset og jeg var ligeglad med, at jeg stødte ind i folk på min vej. Jeg havde en fornemmelse af, hvor Mac ville være, hvis det var Eric der havde ham. Eric var måske en af vores ledere, men han var også den nyeste leder, så han opholdte sig meget i den afdeling hvor lederne arbejde, for at kunne vinde noget respekt over på sin side. Han arbejde hårdt og kontant. Jeg havde før været inde i den afdeling af komplekset med min mor. Jeg kan ikke huske hvorfor, men der var noget hun skulle snakke med nogen af lederne om. Der var selvfølgelig en stor del af området jeg ikke havde set, men almindelige skytsengle vandrede heller ikke bar rundt derinde i utide. Jeg stoppede op, da jeg kom til sprækken. Der var ikke mange mennesker på det tidspunkt, kun et par yngre børn som farede rundt og legede. Det var et helt andet senarie, i forhold til hvad jeg lige havde set ved sprækken. Der var ingen stor forsamling som hånede en uskyldig nogen dreng, mens han blev pisket til blods. Billedet havde brændt sig ind på mine nethinder og jeg kunne næsten se lænkerne for mig, som kom ud af det sorte ingenting, et sted oppe under loftet.
”Ali.” Blev der råbt et sted oppe fra. Jeg kiggede mig omkring og så Paul komme gående ned af en af trapperne uden gelænder. Det var ikke et sted hvor unge på vores alder gik. Den vej var hen imod en af skytsenglenes større arbejdspladser, hvor man overvågede komplekset og en stor del udenfor. Hvad lavede han i overvågningen?

Han løb hen imod mig, forpustet af åbenbart at have skyndt sig. Jeg havde ikke den største lyst til at tale lige nu. Han var skyld i at Mac var blevet hentet af Eric. Han var på samme side som Hilary. Jeg nidstirrede ham, da han stoppede op foran mig og tog sig til knæene, for at få vejret igen. Vreden kogt i mig, og jeg begyndte at trække vejret hurtigere. Hvis jeg tog fejl og Eric rent faktisk ville smide Mac ud, så var mit ikke engang begyndte forhold allerede slut. Paul rettede sig op og skulle til at sige noget, men vreden fik mig til at se blod og jeg smadrede en knytnæve lige i næsen af ham. Han vaklede tilbage og tog sig til næsten mens han stønnede af smerte. Jeg skulle til at frem mod ham, og give ham et spark i maven, men han holdt en hånd oppe.
”Stop! Stop! Jeg er her for at hjælpe!” Råbte han. De små børn der før løb rundt og legede var stoppet op og kiggede på os. Jeg ved ikke hvad Paul prøvede på, men jeg trådte lidt tilbage. Så hvis han skulle finde på at slå igen, havde jeg den ekstra afstand at løbe på, da jeg vidste at Paul var stærkere end mig.
”Jeg ved hvad i gjorde!” Skreg jeg af ham.
”Jeg gjorde ikke noget! Jeg sværger! Det var Hilary der gik til Eric.” Han talte sjovt, for han holdt sig for næsten. Jeg havde åbenbart givet ham næseblod.
”Hvorfor er jeg så ikke blevet hentet? Det var mig der undlod at skyde dem.”
”Hilary er din ven, Ali. Hun tror hun gør dig en tjeneste, ved at sladre om pacifisten. Du har forandret dig, og det kan hun ikke lide.” Paul trådte et skridt tættere på, stadig med en hånd oppe, for at hold mig tilbage.
”Vi ved ikke engang hvad Eric han kan finde på! Han kan gøre Mac faktionsløs med et knips med fingrene.” Jeg måtte komme hen til ledernes område. Jeg rystede på hovedet af Paul og skubbede mig forbi ham. Han greb fat i min arm, og fik mig vendt om, så jeg så på ham.
”Ali jeg så på overvågningen at han er i af simulationsrummene i ledernes eksperimentarium.” Han kiggede mig i øjnene. Han så bekymret ud. Det kunne ikke være gode tegn.
”Kan du følge mig derhen?” Hvis han vidste hvor det var, så kunne jeg hurtigere kommer der hen. Simulation kunne umulig være et godt tegn, hvis det blev brugt som straf. Vi blev dagligt plaget med simulation, men kun som træning.
”Desværre Ali. Jeg vil helt ikke blandes ind i det hele. Men følg skiltene til eksperimentariet. Der står numre på dørende. Jeg mener det var lokale fire.” Selvom han var lidt af en kryster og ikke ville tage med, så var jeg stadig taknemlig for, at han ville hjælpe mig med at finde Mac. Han lød heller ikke tilfreds med min såkaldte forandring, men derfor behøves man ikke være ond.
”Okay. Tak Paul. Men hvorfor var du overhovedet i overvågningen?”
”Jeg har måske noget kørende med en der arbejder der.” Sagde han og rødmede. Han kinder fik næsten samme farve som hans næse. Jeg rystede smilende på hovedet og klappe ham på skulderen.
”Du er og bliver uforbederlig.”

Jeg skyndte mig at løbe op af trapperne mod ledernes område. Jeg tog genvejen og brugte en stige der hang på ydersiden af bygningen. Hele etagen var lavet af glasvinduer, så man kunne så langt omkring. Folk kiggede i min retning, da jeg kom gående ned af gangen. Folk der ikke arbejdede der, hørt ikke til der, men de vidste ikke om jeg havde et ærinde der eller ej, så de stoppede mig ikke. Jeg fulgte skiltene oppe under loftet, som Paul havde sagt til mig. Jeg kom ned på en lang gang der var oplyst af lysstofrør. En enkel lange var dødende og blinkede voldsomt. Nede ved en af dørende kunne jeg se ryggen af min kære veninde Hilary. Hun stod ved en metaldør som stod på klem. Det lignede at hun smug lyttede, hvad end der skete derinde. Synet af den forræder fik det til at koge i mig igen. Hun havde udsat en uskyldig fyr for en eller anden form for tortur, og hun valgte at blive og lytte ved døren. Jeg sneg mig om bag hende, og da jeg var tæt nok på, sparkede jeg hende bagi, så hun røg med ansigtet først ned i gulvet. Hun vendte sig forskrækket om, for at se sin angriber.
”Har du det sjovt?” Spurgte jeg hende, før jeg gik om og sparkede hende i ribbene. Hun skreg som en stukket gris og vred sig i smerte. Jeg overvejede om jeg skulle forsætte, men hvis Eric var inde i rummet, ville det ikke tage ham lang tid, at komme ud på gangen, så jeg lod hende ligge og braste ind i rummet.

Rummet var større end jeg havde regnet med. Det ar delt op med et tykt glas tværs igennem. På min side af glasset stod Eric sammen med en mand i hvid kilt. De stod ved et avanceret computersystem, men kiggede i retningen af mig. Jeg skulle til at forsvare mig selv, da jeg så hvad der var på den anden side af glasset. Spændt fast på arme og ben sad Eric i en af de muterede tandlæge stole og vred sig. Han havde kun et par pyjamasbukser på. Han havde ikke nået at skifte, før Eric havde slæbt ham af sted. Hans øjne var lukkede og sveden lå som perler på hele hans krop. Heldigvis havde han ikke nogen fysiske skader, ligesom i min simulation, men at dømme ud fra hans ansigtsudtryk og den måde han vred sig på, for at komme fri, måtte det være mindst lige så forfærdeligt. Jeg stirrede bare på ham, som han sad der fanget i sin egen hjerne. Jeg glemte at stritte imod, da Eric kom over og tog hårdt fat om min overarm og slæbte mig over i hjørnet.
”Hvad bilder du dig ind, sådan at forstyrre når vi arbejder?” Vrissede han, så hans piercinger klirrede.
”Han er uskyldig!” Stammede jeg. Eric havde så meget autoritet, at jeg næsten skammede mig over at være kommet.
”Jeg syntes du skal holde din pæne lille mund lukket, ellers er det dig der ryger derind. Det er jo trods alt dig han overtalte til ikke at skyde på ham og hans lille kæreste.” Han gav slip på min arm og skubbede mig bagud, så jeg mistede balancen. Jeg støttede mig op af væggen. Jeg tog en dyb indånding, men selv ikke det kunne få mig til at blive rolig. Det var slet ikke sådan det skete, så hvorfor havde Hilary fortalt dem det? Det burde faktisk være mig der var derinde og jeg vidste ikke engang hvad han blev udsat for, men jeg var ikke i tvivl om, at det involverede nogen af hans frygte. Måske dem alle. Kunne man fastholde en i en simulation? Den er jo forbi, når man har overvundet sin frygt. Det var ved at være længe siden, at det var morgen og aspiranterne sagde, at de hentede ham fra morgenen af. Det forklarede måske også sveden der dækkede hele hans krop. Alt det kom ikke så hurtigt.

Jeg tog chancen og for imod Eric, men der er en grund til, at han er vores leder. Han lå som den første i hans årgang til egnethedsprøvet og var en god kæmper. Så da jeg prøvede at slå ham i baghovedet, var han allerede et skridt foran og fik fat om nakken på mig, og hamrede mig ned i bordet, ved siden af alle computerskærmende. Jeg var heldig, at jeg nåede at vende kinden til, for ellers var min næse hamret lige ned i det blanke metalbord.
”Hvorfor kan du ikke bare opføre dig ordentligt? Hvorfor er du så desperat for at få ham fri? Har du ikke hjulpet ham nok syntes du?” Han hev mig op i håret igen og tvang mig til at se på ham. Jeg var begyndt at få tårer i øjnene igen. Jeg kunne se ud af øjenkrogen, hvordan Mac vred sig inde i stolen. Pludselig udstødte Eric en hånelig latter. Jeg var så tæt på ham, at jeg kunne mærke det vibrere i hans bryst.
”Aaah. Det er sådan det hænger sammen. Jamen så syntes jeg du skal have lov til at se din lille kæreste lidt tættere på.

Han hev mig med sig i håret, mens han holdt mine arme på min ryg med den anden. Fyren i den hvide kittel stirrede bare ned på sin skærm, og lod som om vi ikke var i rummet. Eric fik smidt mig op af glasvæggen der skilte rummet. Skilte mig fra Mac. Det gav genlyd i hele rummet og jeg svor på, at det rykkede i Mac. Kunne han høre os? Min venstre kind var presset imod det kolde glas, så min ånde efterlod en sløret plet ved siden af min mund.
”Mac, kan du høre mig?” Fik jeg sagt lettere forståeligt. Det er svært at tale, når man er presset op imod en rude. Eric sagde ikke noget som helst, men holdt mig bare fast.
”Mac! Kan du ikke godt høre mig?” Sagde jeg til højere og Mac rørte på sig igen.
”Ali?” Fik han skreget igennem sammenbidte tænder, som om han havde ondt. Det smertede mig at se ham sådan. Han spærrede pludselig øjnene op og jeg troede et kort øjeblik, at han var kommet ud af simulationen, men hans blik var mælkehvidt og stirrede bare lige op i lyset i loftet.
”Ali, få det til at holde op.” Skreg Mac og klemte øjnene sammen igen.
”Jeg.. Jeg ved ikke om jeg kan.” Råbte jeg tilbage.
”Det her er alt sammen din skyld!” Skreg Mac sine lungers fulde kraft, før hele hans krop spændtes. Som om han havde fået stød. Det var først der hvor jeg brød rigtig sammen. Eric gav endelig slip på mig, og lod mig falde sammen på gulvet.
”Lad mig komme ind til ham!” Bad jeg Eric uden at kigge op.
”Hvad godt ville det gøre? Han hader dig alligevel.” Hånede Eric og satte sig på stolen ved siden af deres computernørd. Jeg rejste mig op og stillede mig ved siden af fyren i kitlen. Der gik en ledning fra en elektrisk dims på hans hoved og ned til computeren. Jeg gik ud fra, at han kunne se alt der skete med Mac.
”Lad mig gå derind.” Sagde jeg bestemt og hamrede min knyttede næve ned i bordet, så computeren hoppede lidt. Begge mænd kiggede på mig og derefter på hinanden.
”Har han fået nok nu?” Spurgte Eric den anden mand der var lige så piercet som ham selv. Manden nikkede kun, hvilket fik Eric til at sukke og ligge armene over kors.
”Okay okay. Lad hende gå ind.” Mumlede han. Manden ved computeren trykkede en masse ind på maskinen og bag mig, der over Eric for lidt siden havde klasket mig op imod glasset, gik det i to, og den ene del rullede ind og forsvandt i væggen. Skulle der ikke andet til at ændre deres holdning.

Jeg trådte ind på den anden side af glasset og gik langsomt mod Mac. Han sad stadig med spændt krop og med sammenknebne øjne. Hans hud var rødlige af at have været så overophedet og svedig.
”Mac?” Spurgte jeg stille. Jeg nærmede mig langsomt, da jeg ikke vidste hvordan han ville reagere eller om han egentlig var ude at simulationen igen. Jeg rakte ud efter hans hånd. Hans fingre boerede sig ind i forret på armlænet endnu. Idet jeg strejfede hans hånd, spærrede han øjnene op og hele hans krop gik nærmest i krampe et kort øjeblik, før han slappede helt af.
”Mac?” Prøvede jeg igen. Denne gang var hans øjne den normale dejlige brune farve, men hans blik var koldt. Han stirrede bare på mig, uden at sige noget.
”Jeg skal nok få dig ud af den stol.” Forsikrede jeg ham og begyndte at spændte remmen op, som var om hans håndled. Så snart jeg havde fået hans første arm fri, slog han ud efter mig, men stolen holdt ham tilbage. Jeg bakkede tilbage i chok.
”Jeg vil bare hjælpe dig!”
”Ligesom da du fortalte Eric om, at du lod mig slippe? Hvordan du var barmhjertig over for mig og Claire, fordi du ikke skød os? Spar mig Ali. Jeg har ikke brug for din hjælp.” Hans øjne var vildt og pupillerne var små. Jeg ved ikke hvad han havde set og oplevet i den simulation, men det måtte ikke have været rart. Han begyndte at hive og flå i remmen om hans andet håndled.
”Mac du forstår ikke! Det var ikke mig..”
”Vi var de eneste der var til stede, da det skete! Claire kunne aldrig finde på at sladre! Jeg kender dig ikke engang rigtig endnu. Jeg vidste man ikke skulle stole på sådan nogen som dig!” Han skreg af frustration, for han havde ikke tålmodighed til at være omhyggelig med remmen, så han kunne ikke få den op.
”Jeg har ikke sagt noget! Det var Hilary!”
”Og du stolede nok på din veninde til at fortælle det? Fortalte du hende så også at du også fik hjælp? Er det ikke også meningen at du skulle sidde her?” Han var så småt ved at være rasende. Dels på mig, men nok også på sig selv, fordi han ikke kunne få remmen op.
”Du har ret. Jeg burde sidde der, men som du sagde Hilary er min ven, og hun fortalte ikke noget om mig. Men det er ikke nogen undskyldning for hendes handlinger. Jeg foragter hende stadig. Og for guds skyld, lad mig hjælpe dig med den der.” Han sad med vilde øjne der stirrede rundt omkring i lokalet og jeg troede ikke han opdagede at jeg tog fat i remmen, men så snart jeg havde fået åbent den, kastede han sig efter mig. Han fik fat i mit hår og fik hevet mig ned på gulvet foran sig. Hvis ikke hans ben stadig var bundet fast til stolen, så havde han helt sikkert angrebet mig.
”Jeg skal nok få fat på dig tøs!” Råbte han. Jeg kravlede hen af gulvet, så han ikke kunne nå mig, og fik mig rejst op ved at støtte mig til væggen. Om få øjeblikke ville han være ude af den stol, og han troede stadig ikke på mig. Stolede stadig ikke på mig. Jeg kunne ikke begribe det, men jeg vidste at jeg burde flygte. Jeg gik ud hvor Eric og den anden mand stod og kiggede på. De så ud som om de morede sig. Jeg smækkede døren op og udenfor stod Hilary stadig og lyttede med. Hun holdt sig allerede til ribbene, men hun ville tydeligvis ikke gå glip af noget. Dog bakkede hun væk i frygt, da jeg kom stormende.
”Dig.” Var alt jeg kunne få frem i vrede.
”Jeg sagde bare sandheden!” Protesterede hun, men jeg tog fat i hendes hår og slog hendes hoved mod væggen.
”Kunne du ikke bare blande dig udenom? Hvorfor kunne du ikke bare lade mig være? Ja måske kommer de fra en anden faktion, men Mac ligger faktisk på niveau med os andre og er mere skytsengle end du nogensinde vil blive! Din lille kryster!” Jeg skreg hende op i ansigtet og hun turde ikke gøre modstand. Hun var allerede såret.
”Sådan nogen som ham falder aldrig til.” Prøvede hun.
”Skrid af helveds til med din mening. Du kender ham slet ikke. Du dømmer folk på hvor de kommer fra og ikke hvem de er. Og på grund af dig har jeg lige mistet min bedste ven. Og nej jeg snakker ikke om dig din lille modbydelige kælling.” Jeg havde stadig fat i hendes hår og kastede hende ned og ligge. Hun skreg op, men jeg var ligeglad. Jeg skulle give hende en ægte omgang skytsengle bank. Jeg satte mig overskrævs på hende og slog hende i ansigtet med min nævner. Jeg gentog min handling indtil hun holdt op med at pive. Jeg blev pludselig hevet væk. To stærke arme fik fat om livet af mig, og hev mig ned af gangen, så mine støvesåler blev slæbt hen af gulvet.
”Jeg var ikke færdig! Jeg skal!” Jeg spjættede med armene og benene, for at komme fri.
”Jeg tror hun har fattet budskabet.” Lo Eric. Stadig i godt humør over at se blod og pinsel. Hvorfor så jeg nogensinde op til den fyr? Ud fra lokale fire kom fyren i den hvide kittel som holdt om skulderen på Mac. Mac var kommet på benene, men virkede forholdsvis rolig, på trods af at hans øjne stadig var vildt. Mac fik øje på Hilary der lå helt ubevægelig på gulvet og kiggede i min retning, hvor jeg blev slæbt baglænds væk af Eric.
”Jeg gjorde det der for dig!” Råbte jeg efter ham, før jeg blev slæbt rundt om hjørnet.

Kapitel 13

Jeg blev låst inde på mit værelse. Som en anden uartig teenager. Det var virkelig ikke fair, når man så hvilken straf Mac havde fået og jeg bare fik stuearrest. Min mor havde været helt oppe at ringe, da der blev ringet ud til muren hvor hun arbejdede. Hun blev kaldt hjem, så hun måtte efterlade sine kollegaer derude, hvilket der ikke blev set godt på. Hun hentede mig personligt på Erics kontor, hvor de havde bundet mig fast til en stol, fordi jeg blev ved med at gøre modstand. Jeg lå på min seng og kiggede op i loftet. Jeg spekulerede over hvad der blev af Mac. Satte de ham bare tilbage på aspiranternes værelse, som om intet var sket? Han så jo nærmest psykisk syg ud, sådan som hans øjne kørte rundt i øjnene på ham. Gad vide om han nogensinde ville se mig igen? Det virkede som om han hadede mig inderligt, efter den behandlingen han havde fået i simulationen. Han var nød til at se mig på et eller andet tidspunkt alligevel, for der var ingen tvivl om, at vi begge ville blive foldgyldige medlemmer af skytsenglene. Med mindre han overhovedet ikke kunne tåle endnu en simulation? Tanken var skræmmende, for jeg kunne ikke forstille mig at han ikke ville være her, selvom han hadede mig. Om aftenen fik jeg ingen mad som straf fra min mor. Hun havde hørt hvad jeg havde gjort med Hilary. Selvom det var sygt at slå sin egen veninde ned i utide, havde hun også hentydet at hun var stolt over, at jeg var blevet så stærk. Man skal så men bare torturere en person jeg kan lide, og så skal du se mig i fuld hammerslag.

Dagen efter så jeg ikke Mac til simulation. Jeg spurgte de andre aspiranter, om hvordan han havde det. Han lå på sygeafdelingen, men efter omstændighederne havde han allerede været nok igennem, så han behøvede ikke den sidste simulation, før det virkelig gjalde. De havde ikke fået at vide, hvad der var sket med ham, så de spurgte ind til, om jeg vidste noget, men jeg sagde ikke noget til dem. Jeg skulle slet ikke fortælle noget om Mac til nogen. Jeg ville ikke risikere, at han hadede mig mere end han gjorde i forvejen. Paul dukkede op med et ordentlig blåt mærke hen over næsen. Han kom ud af simulationsrummet, kort efter jeg var ankommet. Han satte sig ved siden af mig, med hovedet nede mellem benene. Jeg forstod godt, at han lige skulle have et øjeblik til at sunde sig, efter at have set en af hans frygte i øjnene, så jeg talte ikke til ham, før han sagde noget selv.
”Hvordan ser jeg ud?” Var det første han spurgte mig og rejste endelig hovedet op, så jeg kunne se hans ansigt. Hans næse var ikke skæv, så den var ikke brækket, men de flotte blå lilla farver var gennemtrængende.
”Du er yderst yndefuld. De farver står godt til dine øjne.” Drillede jeg. Han kluklo og rørte lige så stille ved sin næse.
”Hilary har flere nuancer end jeg har.” Sagde han sigende. Jeg burde have dårlig samvittighed, men helt ærlig, så kunne jeg ikke føle det mindste i forhold til hende. Jeg havde fået min vrede ud og forvoldt skade på hende, ligesom hun havde på Mac. Jeg så hende ikke som min ven mere.
”Hvordan har hun det?” Spurgte jeg, selvom jeg egentlig var ligeglad, men derfor kan man godt være høflig.
”Hun har et par brækkede ribben og en brækket næse der skulle hives på plads igen. Man må sige, at du fik ram på hende.” Han klappede mig på skulderen, som om det var godt det jeg havde gjort. Det var ikke rart at forvolde andre skade, men jeg følte det var nødvendigt og det var sådan os skytsengle var opdraget. Uenigheder skal slås væk med en knytnæve, hvis det er muligt.

Det føltes helt tomt, når Mac ikke var der. Han havde ikke været her længe, men han var hurtigt blevet en stor del af min hverdag. Min støtte i den hårde tid. Jeg kunne ikke vente til at det her var overstået, så jeg kunne få mig et godt job og leve som en rigtig skytsengel. Min mor var yderst spændt på den sidste og endelige simulation, som ville være meget længere end alle de andre. Hun kunne dog ikke få fri, så hun ville ikke kunne se, hvor godt jeg klarede mig. Vi skulle igennem samtlige af vores frygte og ingen kunne fortælle os hvor mange der ville være, og om vi havde været dem alle sammen igennem i vores test simulationer, som vi havde været igennem det sidste stykke tid. Den sidste simulation foregik oppe i ledernes afdeling. Jeg kendte vejen derop nu. Vi skulle ned i rummet for enden af gangen, som jeg et par dage forinden havde tæsket Hilary til blods i. Jeg forventede næsten, at der ville være blodpletter på gulvet, men det var vasket helt rent, så alt igen var hvidt. Jeg blev igen overrasket over hvor stor lokalet var. Taget og væggene var alt sammen lavet af glas og himlen havde en flot lyseblå farve over os. Der var folk med hvide kitler over alt. Der var mindst ti computere sat op i en halvcirkel rundt om et ovalt rum, ude i den ene side. Inden i rummet sad der allerede en aspirant i stolen og gennemlevede alle de frygte, som personen havde fået samlet til sig, i hans seksten år lange liv.

Flere mennesker kom til. Mange kom kun for at se på. Frygt senarierne blev vist oppe på to store skærme der hang i loftet, og det var sikkert god underholdning for nogen, som havde været igennem præcis det samme. Jeg havde ikke den store lyst til at kigge, da jeg havde fået et kort glimt af en, som var ved at brænde op. Jeg stillede mig blandt de andre der snart skulle ind. Der var en del tid til, at det blev min tur. Det var altid samme rækkefølge, men når nu vi skulle igennem mere end bare en enkel simulation, så ville det nok tage sin tid.

Som jeg stod og observerede de andre, som sad uroligt i stolene, blev jeg nervøs selv. Jeg stod og rystede lidt på hænderne og fik fugtige håndflader. Jeg havde det ikke godt bare med én simulation. Hvordan ville jeg kunne klare ti eller måske tyve? Det eneste der havde fået mig nogenlunde igennem, var fordi jeg vidste, at Mac stod og ventede på mig udenfor. Han var der for mig. Men nu var han ikke til at få øje på nogen steder. De eneste der snakkede i hele lokalet var folkene der sad ved computerne som holdt øje med hvordan personen i stolen klarede sig. Da det blev Pauls tur, gav jeg hans arm et lille klem, før han gik ind. Han var trods alt stadig min ven, selvom han ikke havde stoppet Hilary. Han havde hjulpet mig i sidste ende. Ingen sagde noget til hans blå næse, da det var fuldstændig normalt at gå rundt med blå mærker og skrammer hos skytsenglene. Jeg orkede heller ikke svare på spørgsmål fra nysgerrige mennesker, så det var nok godt nok.

Jeg begyndte at stå og ryste det ene ben. Jeg var ved at blive angst for hvad der skulle ske. Hvad hvis nu jeg ikke kunne klare det? Hvad hvis nu jeg brød sammen halvvejs. Jeg tog mine fingre op til munden og begyndte at bide i mine negle. Det var ikke en vane jeg havde, men det her kaldte på nye måder at slappe af på. Jeg begyndte at få koldsved over hele kroppen. Jeg havde det simpelthen fysisk dårligt. Jeg pustede hårdt ud og lukkede øjnene, og prøvede at tænke på noget andet. Jeg tænkte på den dag hvor jeg havde taget Mac med hjem. Hvordan han spontant havde lagt mig ned på sengen, mens han holdt om mig. Og hvordan det føltes, første gang hans læber rørte mine. Jeg spjættede pludselig, da jeg mærkede nogen røre ved min arm. Inden jeg nåede at vende mig om, lagde to arme sig om livet på mig. En hage blev lagt på min skulder og jeg kunne med det samme genkende duften.
”Hvad laver du?” Spurgte jeg, måske en smule dumt, men jeg var forvirret.
”Jeg er her for at støtte dig.” Mumlede Mac imod min nakke. Det fik hårende til at rejse sig.
”Hader du mig ikke?” Hviskede jeg, så de andre omkring os ikke kunne høre os. Han vendt mig imod ham, ved at tage fat om mine hofter. Jeg kunne mærke de andres blikke bore sig ind i min nakke nu, men jeg var ligeglad. Mac lignede sig selv igen. Han havde ingen fysiske men, efter hvad han havde været udsat for. Hans øjne var lige så venlige som de var før han blev tortureret og hans hår sad pjusket om hans hoved.
”Jeg havde et manisk øjeblik, hvor jeg ikke tænkte klart. Jeg hader dig bestemt ikke.” Mumlede han og skulle til at læne sig ind for at kysse mig, men jeg skubbede ham væk.
”Du sagde, at man ikke kunne stole på sådan nogen som mig.” Jeg havde brug for en forklaring, på denne pludselige følelsesmæssige vending. Jeg ved at han på det tidspunkt han sagde, lige havde været udsat for tortur, men der måtte ligge noget bag.
”Jeg ville aldrig have sagt sådan noget til dig, hvis jeg var ved mine fulde fem. Jeg var vred på hele verdenen på det tidspunkt. Jeg havde set alle mennesker jeg kendte dø for øjnene af mig, kort før jeg hørte din stemme igennem simulationen. Jeg var vred på alle skytsengle fordi de udsætter os for det her. Men lige nu er jeg mest vred på mig selv, fordi jeg sårede dig. Jeg ved godt, at du ikke kunne finde på at sige noget til Eric.” Han kiggede mig lige i øjnene, for at forsikre mig, at han talte sandt. Jeg havde svært ved at modstå ham. Jeg var jo ikke vred på ham, men det var rart at få en forklaring. Hvis han bare mente det.
”Jeg er glad for du er her. Jeg er virkelig ved at gå ud af mit gode skind.” Jeg valgte at skifte emne. Han behøvede ikke at forklare sig mere. Så længe han havde det godt nu. Mac kiggede ind på personen i stolen og op på skærmene, som viste personen der var ved at drukne.
”Vi har hinanden, ikke? Ligesom til alle de andre simulationer. Vi skal nok klare den!” Han lignede ikke en der mente det.
”Mac det er okay at være bange. Du har været igennem noget forfærdeligt. Jeg ved du er stærk og jeg skal nok vendte på dig bagefter og bade dig i små kys.” Jeg ved ikke hvorfor jeg sagde det. Det var så typisk at teenage pigen i mig tog over, når jeg havde mest brug for at være skytsengel. Men min kommentar fik ham til at smile.
”Det må jeg huske på. Jeg kunne vel ikke få en forsmag? Så jeg ved hvad jeg har at vente mig?” Han løftede det ene øjenbryn og smilede kækt. Jeg havde på den ene side lyst til at smække ham en lussing. Det var skytsengel Ali. På den anden side var den nye og mere følsomme Ali som havde fundet ud af hvad hun ville i livet. Hun ville ikke være hård og brutal. Hun ville være sammen med Mac.

Jeg lænede mig ind og lod hans læber skille mine. Mine arme lagde sig automatisk om halsen på ham, og han strammede sit greb om mine hofter. Folk måtte sige hvad de ville og tænke hvad de ville, for i det øjeblik var jeg ligeglad. Jeg lagde ikke mærke til folk der rømmede sig, eller at min tidligere veninde kom ind med krykker og nakkestøtte. For Mac var den eneste person, som kunne få mig igennem de frygt senarier. Mac var den eneste jeg ville dele de her øjeblikke med.
”Ali Jenson. Så er det din tur.” Råbte Beth henne fra det ovale glasbus. Jeg gav slip på Mac for denne gang, men jeg vidste jeg ville kom let igennem alle de grimme oplevelser der ventede mig, for Mac ville vente på mig, på den anden side og jeg ville hjælpe ham igennem det samme.