Mutismus - WIP



Johanna og hendes forældre er kørt galt. Hun er den eneste overlevende ud over hendes hund Max. Hendes eneste venner er Louise fra skolen hun intet fortæller og hendes chatven Nightliner hun fortæller alt, men ikke har mødt. Det gør det ikke nemmere at hun er blevet psykisk stum efter ulykken. En dag møder hun hendes chatven Nightliner, Drake, og han opdager at hun ikke er som hun plejer. Han vil prøve at hjælpe hende, men hun ved ikke om hun vil hjælpes eller bare synke ind i sig selv.
Bemærk! Denne novelle er en tværfortælling med to jeg personer. Der bliver ikke skiftet fortæller vinkel midt i et kapitel.
Mutismus - latinsk betegnelse for en person der er psykisk stum. En chok tilstand en person kan komme i efter en voldsom og/eller traumatisk oplevelse. Ses oftest hos børn og unge.


Kapitel 1

Min hals var tør da jeg slog øjnene op. Der var hvidt overalt, og jeg kunne hører en Bib lyd tæt på mit øre. Jeg missede med øjnene og kiggede på apparaterne ved siden af mig. Det var ikke kun en drøm. Det var et levende mareridt. I mit håndled sad en nål der var forbundet til et stativ, der holdte en pose med noget rødt indhold. Foran min næse sad en hvid plastik dims, der lød som en gammel mand med lungeproblemer. Ovre ved vinduet sad min bedstemor og sov. Jeg kan ikke huske hvordan jeg kom hertil, kun hvorfor. Billederne for forbi mine øjne. Skrigende passerede mine ører. En lastbil i den forkerte side af vejen og et kæmpe brag, vinduer der blev smadret og så… mørke. Bib-lyden tæt på mit ører gik amok og en sygeplejerske kom til syne i døren.
Jeg ville aldrig komme til at se dem igen. Min mor, far og lille Ann. Jeg sad i bedstemors bil, på vej hjem. Jeg havde ikke sagt noget. Ikke i nu. Jeg turde ikke. Hvordan skulle jeg forklare min bedstemor, at jeg ville ønske jeg var død sammen med dem? Jeg vil være sammen med dem, for helt ærlig, jeg havde kun dem. Selvfølgelig havde jeg min bedstemor, men hun er der ikke i hverdagen. Jeg plejer at bruge dagene på at sidde ved min lille bærbar og skrive med min chatven Nightliner. Han fik mig til at glemme, at jeg ikke duede til noget som helst. Jeg er uendelig dårlig i skolen, kan ikke finde ud af sport og mine hænder er skruet forkert på mine håndled. Han fortalte mig, at jeg kun er så dårlig som jeg gør mig selv til, og at jeg bare skal tro lidt mere på mig selv. Når jeg sidder ved min computer, har jeg selvtillid som ingen anden. Jeg skriver om mine inderste følelser og lægger billeder ud af de grimmeste tegninger jeg lavede for 3 år siden, hvor jeg troede jeg skulle være kunstner, men så snart jeg forlod min computer, var jeg sårbar og dårlig til alt. Ingen ved hvem jeg er. Jeg er der bare. Jeg står bare i vejen. Selvom det ind i mellem var min familie der fik mig til at føle mig som et irriterende objekt, elsker jeg dem… Elskede dem.


Jeg havde ikke skrevet til nogen hvor jeg var. Jeg havde siddet med min lille bærbar på mit skød, i hospitalssengen. Jeg havde logget på min profil og Louise havde spurgt hvor jeg var og hvorfor jeg ikke var i skole. Min bedsteveninde der intet ved. Jeg kunne ikke få mig selv til at svare hende. Hun har aldrig rigtig vidst noget om mig. Jeg har aldrig fortalt hende noget om mig selv, og alligevel er hun bekymret og hænger ud med mig. Jeg havde ikke fortjent hende. Hun var sådan et godt menneske. Hun var god til alt. Hun var min totale modsætning. Nightliner havde også skrevet til mig. Han kunne ikke forstå hvor jeg havde været henne. Jeg havde ikke skrevet tilbage på hans sidst 117 beskeder han havde sendt de sidste par dage. Jeg svarede heller ikke ham. Jeg ved ikke hvorfor. Jeg har altid kunne skrive til ham om alt. Han var altid på min side og gav mig gode råd. Jeg tog bare ikke altid imod dem. Selvom han på mange måder ikke kendte mig, eller vidste hvem jeg var, var han den i verden der kender mig bedst. Vi har skrevet sammen i et par år, og han har spurgt flere gange om vi ikke skulle mødes. Jeg turde ikke. Jeg kan ikke lide mit udseende, og det jeg ret sikker på resten af verden heller ikke kan. Har aldrig hørt noget positivt om mig, fra andre mennesker, ud over den gang Nightliner spurgte om vi skulle udveksle billeder og så komplimenter fra min mor, men man kan jo ikke sige til sin datter hun er grim. Er ret sikker på hun gerne ville have, at jeg gjorde mere ud af mit udseende, men hvorfor når den eneste jeg vil snakke og dele med er en fyr i den anden ende af landet der sidder med sin bærbar i fjæset hele tiden. Thats pretty much my life.
Vi kørte ind i indkørslen ved min bedstemors parcelhus. To flyttemænd susede ind og ud af hoveddøren med en masse kasser. I de kasse lå hele mit liv. Jeg skulle bo hos min bedstemor nu. Det havde hun sagt til mig dagen før jeg blev udskrevet. Jeg havde jo heller ingen at tage hjem til, i det kæmpe store mennesketomme hus ude på landet, hvor jeg var vokset op. Godt nok bor min bedstemor kun 10 km derfra, men jeg ved at jeg ikke kommer til at se mit gamle hjem igen.


Jeg blev siddende i bilen lidt. Jeg trak tasken med brugt tøj til mig og gjorde mig klar til at stige ud. Det lyder ikke af meget, men det gjorde frygtelig ondt at bevæge sig. Jeg havde kun brækket et par ribben på grund af selen, men min krop var et stort blåt mærke. Jeg åbnede døren og tog en dyb indånding. Jeg trak mig ud fra bilen og blev mødt af et glad bjæf. Jeg kiggede efter ham, og han var der. Min vidunderlige golden retriever Max var på vej ud af døren, og kom haltende over mod mig. Han havde fået forbinding på hans ene forpote, men ellers lignede han sig selv. Det gjorde ondt, men jeg smed mig på knæene og omfavnede min pelsede ven og mine tårer trillede ned af hans pels.
Jeg havde været så bange for at mine forældre og Ann havde taget Max med i himmelen. Jeg havde ikke spurgt, for jeg kunne ikke få mig selv til det. Jeg havde bare håbet og bedt til at han var i god behold på et dyrehospital et sted.
Min bedstemor stod i døren og betragtede mig mens jeg lagde min taske fra mig og gik over til mit skrivebord og kørte hånden langs kanten.
”Johanna skat, du kan pakke ud senere. Vil du ikke ud i køkkenet og have en bid brød?” Jeg sagde ingenting. Jeg kiggede bare på hende og gik ud i gangen hvor max stod og kiggede efter os. Jeg satte mig ned til ham og klappede ham. Bedstemor sukkede og kom et øjeblik efter med en tallerken madder til mig og satte den på gulvet.

Min bedstemor kom ud og hjalp mig på benene igen. Jeg skar ansigt og nulrede Max’ ører før jeg gik ind. Hun havde et nogenlunde stort hus, med en lille have bagved. Værelset jeg havde sovet i da jeg var lille og var på besøg, var nu mit permanente værelse. Min seng stod allerede ovre ved vinduet med madras på og mit skrivebord stod der hvor hendes fryser plejede at stå og larmede. Mine ting var pakket ned i kasser, som stod langs væggen. 


Kapitel 2

Jeg bandt mine converssko og svang min guitar over skulderen. Inden jeg gik ud af døren, tjekkede jeg lige min bærbar og så hvem der var online. Mutismus var stadig Offline. Jeg kløede mig i håret og låste døren til min lejlighed da jeg gik. Da jeg kom ned på gaden trak jeg vejeret dybt. En blanding af lugten af benzin og mad fra den nærtliggende kinesisk take away ramte mig. Den gode velkendte lugt af storby. Jeg slentrede ned af gaden og glædede mig til at komme ned og spille. Musikskolen var mit hjem efter mine forældre nærmest sparkede mig ud af døren, da jeg sagde jeg ville være musiker og ikke advokat. De blev ved med at komme på besøg og fortælle mig, at med mine afgangskarakterer kunne jeg blive lige hvad jeg ville. Men det jeg ville, krævede ikke hjerne, men hjerte. Jeg smilede for mig selv, mens jeg gik forbi et par gamle damer der sad på en bænk uden for en kiosk.
”Ungdommen nu til dages. Han brude få lappet de huller i bukserne. Han ligner en bums.”
”Og det hår. Man skulle tro han ikke havde hørt om kam og saks.”
Da jeg kom over på musikskolen sad mine kammerater allerede og jammede i det store øvelokale. Jeg lavede en lille dans for at gøre nar af dem og satte mig på scenekanten.
”Hva’ så Drake? Har din Trunde svaret dig? Eller vil du blive ved med at gå og hænge med mulen?” spurgte Spencer bag trommerne.
”Jeg hænger sgu da ikke med mulen.” sagde jeg og svang min guitar om foran og begyndte at stemme den.
”lol, ok emo.” sagde Aksel og vendte sig om mod Spencer og Brian og viskede.
”Hun har ikke svaret!” Jeg blev sur og kastede et af mine plektre i hovedet på Aksel.
”fuck nu af!” Brian satte sig ned ved siden af mig og uldede mit hår.
”slap af. Det ikke verdens undergang. Tag dig sammen og prøv at sætte dit hår en anden gang!” Jeg blev mere nedtrykt af at snakke om det, for jeg blev mere og mere bekymret hver dag, om der måske var sket hende noget, siden hun ikke svarede.
”Hvad hedder hun? Har du overhovedet mødt hende?” Spurgte Brian. Jeg sukkede.
”Hun hedder Johanna. Jeg har prøvet at aftale et møde med hende flere gange, men hun afblæser det hver gang.” Drengene kiggede på hinanden.
”Så glem hende!” udbrød Aksel. ”Hun vil ikke engang møde dig! Og se dig lige, du pisse lækker! Hvis hun ikke falder for det der uvaskede hår og hængemule, så hun da en dum ko!” Vi grinte alle sammen.
”Ser jeg virkelig så skidt ud?” spurgte jeg og rejste mig op.
”seriøst? Du har ikke været til frisør i lang tid. Hvis du skal have langt hår, må du også vaske det, ellers er der ingen tøs der vil røre dig med en ildtang!”
Jeg overhørte dem og spillede et par takter på min guitar. Spencer fulgte efter på trommer og et mesterværk (i vores ører) blev igen skabt.
”Heller ikke i dag blev vi berømte” sagde Aksel og strakte sig, da vi gik ned af gaden fra musikskolen.
”De bliver ved med at love der kommer en fra pladeselskabet, men der kommer sgu aldrig nogen! De kan lige så godt lade være med at give os falske forhåbninger!” udbrød Brian. Jeg nikkede bare mens jeg gik og kiggede ned i jorden. Brian kom hen og klappede mig på skulderen, jeg fandt et smil frem og fulgte trofast med dem hen til en diner, men jeg ville mest af alt hjem til min computer og se om hun havde skrevet tilbage. Jeg havde skrevet til hende så mange gange. Hun plejer at skrive til mig døgnet rundt, og jeg var faktisk glad for det. Jeg rystede tankerne væk da jeg fik stukket en smoothie i hånden og gik uldet mit hår med en albue af Brian.
”Gider du glemme det lidt? Bare ind til du kommer hjem?”


Kapitel 3

Jeg pakkede lidt ud af gangen. Mine ribben gjorde stadig meget ondt, men de plakater var næsten det vigtigste ved hele mit værelse. De skulle bare op med det samme. Jeg havde fået mine bedstemor til at købe noget lærertyggegummi nede i hobbybutikken, for jeg ville ikke ødelægge hendes vægge med tegnestifter. Det lignede snart noget teenage venlig beboelse, hvis man så bort fra resten af huset. Jeg havde trukket max’ hundeseng ind på mit værelse, så han kan være hos mig hele tiden. Han lå da også fint og sov der nu. Han følte sig ikke rigtig hjemme i nu. Det kommer jeg nok heller aldrig til. Jeg hængte den sidste plakat op, og kiggede mig omkring. Værelset var større end det jeg havde hjemme, så plakaterne fyldte ikke væggene ud. Jeg tog en pyntepude fra en af kasserne og satte den i min kontorstol, og så fik jeg øje på min computer. Den havde jeg ikke rørt siden jeg kom hjem fra hospitalet. Selvom min bedstemor nok have informeret skole om vores biluheld, så ville Nightliner aldrig finde ud af det, med mindre jeg loggede på og fortalt ham det. Jeg stod og trippede lidt.  Max løftede hovedet og lavede et nærmest menneskeligt nik med hovedet. Jeg satte mig ned på huk og klappede ham. Syntes du jeg skal gøre det max? Han kiggede bare på mig med sine brune hundeøjne.

Jeg satte mig op til skrivebordet og løftede skærmen.
Jeg kunne spejle mig selv i den sorte skærm. Mit brune hår sad filtret oven på mit hoved og jeg havde store ringe under mine grå øjne. Jeg trykkede på startknappen og kiggede ned af mig selv mens jeg ventede. Jeg havde min gamle Snuppy pyamas på, et tegn på jeg ikke havde været ude i snart 2 uger, ud over den dag til begravelsen. Det stak i hjertet at tænke over det, og det fik min hals til at snøre sig sammen. Min skærm lyste op og et login vindue dukkede op. Jeg skrev min adgangskode, for mit brugernavn stod der allerede, Mutismus. Jeg trykkede Enter og min computer gik i hak i få sekunder og så kom der et hav af meddelelser op, der var blevet sendt, mens jeg var offline. Folk fra skolen jeg slet ikke kendte, havde skrevet hvor frygtelig kede af det de var på mine vejene og at jeg bare kunne komme til dem og snakke. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle tænke, ud over ’overfladiske røvhuller’. Hvis jeg virkelig ringede op til en af dem lige nu og ville bruge deres skuldre og græde på, ville de gå i panik og blive stumme. Jeg trykkede de chatvinduer ned uden at svare tilbage.

Louise havde skrevet flere gang, og hun var online nu. Jeg skrev til hende, at hun bare kunne komme over til mig, når som helst, men jeg nok ikke havde så meget at snakke om. Hun forstod mig ikke. Jeg måtte da have en masse at snakke om, når nu man stod i min situation. Jeg kunne ikke se hvorfor jeg skulle snakke om det? Det fik dem jo ikke tilbage, mine ribben ville ikke hele hurtigere af den grund og min hund ville stadig halte.
Jeg kiggede på det sidste chatvindue, Nightliner. Han var ikke på, men havde skrevet til mig, at han var bekymret, og om der var sket noget. Han skulle bare vide. Mens jeg sad der og læste hans beskeder igennem, kom han online.
Han begyndte at skrive at han var bekymret for mig og om jeg var okay. Jeg sad lidt inden jeg svarede, at jeg havde det fint og min computer bare havde været nede. Jeg ved ikke hvorfor jeg løj for ham. Måske ville jeg ikke have han skulle bekymre sig så meget, eller også er det fordi, at jeg havde afvist ham så mange gange, og hvis jeg nu fortalte ham at jeg havde været ude for et ulykke og ingen havde mere, ville han nok spørge ind til hvor jeg boede, opsøge mig og derefter fortryde at han skriver med mig, når han finder ud af hvordan jeg virkelig er. Kan ikke forstå han i forvejen ville.


Kapitel 4

Hun havde det godt. Det var det vigtigste. Jeg havde været så bekymret for hende. I den verden vi lever i, i dag kunne hun havde været ude for alt. Det sker ikke tit, men det sker. Jeg ved godt hun har fortalt at hun bor i en lille by uden for alting, men det sker. Jeg sendte mit mobil nummer til hende, så hun kunne komme i kontakt med mig, hvis hendes computer skulle gå i stykker igen. Jeg fik en sms lidt senere om at hun havde fået den. Og jeg kunne igen tage det roligt og hænge ud med drengene igen, uden drilleri.

Jeg tog min guitar i hånden og gik ud. Jeg havde ikke noget at tage mig til, så jeg kunne lidt så godt tage ned i parken og spille. Byen var stor og der var en masse mennesker i parken hver eneste dag. Folk der havde travl med deres liv. De gik alle rundt med en mobil i hånden og hastede til hvor de nu skulle hen. Kun få mennesker ville stoppe op og lytte, se sig omkring. Parken var altid fyldt op med importerede egern og brødfede duer. Jeg lagde min guitartaske foran mig, og satte mig på armlænet af en bænk langs den mest trafikerede sti gennem parken. En masse kom cyklende og gående forbi uden at lægge mærke til mig. Jeg spillede en af mine egne sange. En lille pige hev hendes mor over i min retning. Moderen havde travlt med sin mobil, men pigen begyndte at klappe begejstret. Da moderen løsrev sig fra sin mobil, fandt hun sin pung frem og gav mig et par små penge. Jeg nikkede og smilede til damen og blinkede til den lille pige. Hvis man vil blive til noget inden for musik skal man starte et sted, og i mit tilfælde var det de små børn.
”Knægt, kan du ikke lige rejse dig? Jeg trænger til at sidde ned!” Sagde en gammel mand med stok. Jeg stoppede med at spille og rejste mig fra armlænet.
”Jeg skulle alligevel til at gå.” Sagde jeg og lavede en grimasse til den gamle mand. Jeg pakkede de få penge sammen jeg havde fået ud af at stå der i en halv time, og tog min guitar på ryggen. Jeg gik rundt nede i byen lidt tid, og spekulerede over hvordan man måske kunne få Johanna ind til byen så hun kunne se mig spille guitar. Jeg ville gerne hun høre det, så jeg ikke bare sagde jeg var musiker for ingenting. Så slog det mig. Webcam. Jeg trak min mobil frem og sendte hende en sms.
Hey Johanna. Jeg tænkte på om du måske havde webcam? Jeg vil gerne have du hører en af mine sange irl. Hilsen Drake.
Der gik ikke længe før jeg fik en sms tilbage.
Hey Drake. Jeg ejer ikke et webcam. Min computer er oldgammel, men jeg tror ikke jeg behøver webcam, for at jeg kan se dig, bare du har et. Hilsen Johanna.
Great. Jeg tror aldrig jeg vil kunne komme til at se hende, ud over på billeder, men jeg måtte tage det som det kom. Jeg skal bare have sparet sammen til et webcam.



Kapitel 5

Nu kunne jeg snart ikke undgå det mere. Jeg burde snart cutte forbindelsen til Drake. Det er ved at være pinligt at snakke udenom og droppe aftaler hele tiden. Jeg lagde mig på min seng og tænkte om jeg skulle slette ham fra min chatliste og lade som om han aldrig har været der. Det er godt jeg skal begynde i skole i morgen. Bare på prøve, for at se om jeg kan leve et normalt liv igen, men det bliver aldrig det samme igen. Max kom ind på mit værelse og lagde sit hoved på kanten af min seng. Han er den eneste der forstod mig og kan mærke når jeg er nede.
Dagen efter, da min bedstemor kørte mig op på skolen, stod Louise og ventede på mig. Hun var en af de eneste der helt nøjagtig vidste hvad der var sket. De fleste andre havde vel læst avisen eller set nyhederne.
”Hey Johanna. Hvordan går det?” spurgte Louise lidt forsigtigt med et halvt smil på læberne. Man kunne se hun ikke vidste hvad hun skulle gøre i den her situation så jeg nikkede bare og trak på skuldrene.
Skolen lignede sig selv. Grå og kedelig. Lige hvad man havde brug for. Vores engelsk lære sagde det var godt at jeg var tilbage og jeg nikkede til hende som gestus. Jeg havde ikke behov for folks medlidenhed, og derfor havde folk ikke behov for et svar. De skulle bare lade mig være i fred. Det hjalp så lidt, at vores billedkunstlære havde arrangeret en tur til et museum i storbyen. Jeg havde intet fået at vide, men trængte til at komme ud, så jeg skrev en sms til min bedstemor at jeg kom senere hjem, da Louise havde tænkt sig at vi skulle shoppe bagefter, når nu vi kom gratis derhen med bus.
Museet var virkelig et der trak tænder ud. Det skulle bare overstås, men jeg var venlig og nikkede når hende der viste os rundt kiggede på os for at få lidt respons på et af malerierne fra 1700-tallet, eller var det 1600-tallet hun sagde? Da det hele endelig var overstået gik Louise over og meddelte vores lære, at vi ikke tog med bussen hjem sammen med klassen, men ville gå lidt rundt i byen.

Louise trak mig fra butik til butik hvor hun prøvede en masse tøj og sko uden at købe det stor. Jeg fik købt nogle øreringe og et armbånd, fordi jeg ikke gad snakke med ekspedienterne om størrelser når de holdte øje med en i prøverummet.
Louise trak mig med ind i en musikforretning for at finde den nyeste Cd fra en af hendes ynglings bands. Jeg glemte at høre efter og gik over og tog en tilfældig Cd op og bippede den under hørertelefonerne hvor man kan prøve-høre Cd’en før man køber den.  Det gjorde jeg med 5-6 tilfældige mens Louise styrtede rundt i butikken med en stakkels ekspedient der ikke vidste andet om musik end det der er mainstream lige for tiden.
Da Louise endelig fandt hendes Cd (og en et klistermærke med bandets logo til hendes computer) kunne vi komme ud derfra. Jeg trængte til noget frisk luft og skyndte mig ud før Louise, da jeg støder ind i en dreng.

Jeg prøver at gemme mit ansigt i skam, da jeg opdager han havde tabt hans hørertelefoner idet jeg gik ind i ham.
”Hey! Slap af!!” skældte drengen. ORV. Jeg var ikke gået ind i hvem som helts, nej, det var Drake. Min chatven igennem lang tid. Great. Jeg prøvede at gå udenom ham, men han stod allerede med åben mund og gloede på mig. Louise kom op på siden af mig.
”Undskyld min veninde. Jeg holdte hende nok i butikken lidt for længe.” grinte hun til Drake. ”Johanna?” spurgte han og viftede noget hår væk fra øjnene.
”kender i to hinanden?” spurgte Louise til mig. Jeg kiggede ned i jorden og nikkede.
”Ej hvor sjovt at vi mødes her! Det rart endelig at se dig!” Han prøvede at få øjenkontakt med mig, det lykkes ikke, så han krammede mig pludselig. Jeg blev helt rød i hovedet og kiggede over på Louise der bare lo af det.
”Vil du ikke med over og høre mit band spille? Kom nu! Nu har jeg skrevet om hvor god min musik er. Nu syntes jeg du skal høre den!” Jeg tror på dig, tænkte jeg, men Louise svarede for mig. ”Selvfølgelig vil hun det!”


Kapitel 6

Jeg tog Johanna og hende veninde med op på musikskolen hvor Spencer og Brian var oppe for at snakke med en af lærende der skulle kigge på vores nyeste sangtekst der skulle pudses af i takterne. Spencer slog sine trommestikker mod hinanden for at få takten mens Brian prøvede på at synge. Jeg afbrød dem med at komme syngende ind i rummet og overdøvede Brians forsøg på at synge sangen rent. Jeg tog hurtigt over for at ramme takten helt som jeg havde komponeret den. Musiklæreren nikkede begejstret da jeg var færdig.
”Meget fint. Den kan godt bruges. Men lad være med at lege for meget med forkortelserne af ordrerne. Det kan nemt blive et meget uforståeligt engelsk. Ok?” han vendt sig om og gik, mens jeg kastede håndtegn med Brian.
”Der reddede du lige min røv, makker. Jeg synger som en hvalros!.. Og hvem er så det?” spurgte han da han fik øje på Johanna og hendes veninde der stod bag mig. Jeg vendte mig om og tog Johanna om skuldrene.
”Det er hende jeg skriver med over nettet. Johanna aka Mutismus! Og det er hendes veninde…” Jeg pegede over på veninden.
”… Louise!” sagde veninden.
”Wow! er det din cyberspace kæreste? Jeg var lige ved at tro hun var opdigtet, makker. Nice to meet you!” sagde Brian og rakte Johanna hånden.
”Kom nu! Vi kan sagtens spille den sang uden Aksel!” Sagde jeg til Spencer og Brian der stod på gulvet foran den lille scene.
”Skal vi ikke vente på han kommer eller sådan noget? Det føles forkert uden ham, mand.” sagde Spencer og strakte sig. Jeg stod oppe på scenen og svang den elektriske guitar over skulderen og slog på strengene.
”Come on! Johanna kan ikke vente hele dagen!” Drengene kiggede på hinanden og sukkede i kor, men kom op på scenen. Spencer slog sine trommestikker mod hinanden. En, to, tre, fire. Så begyndte jeg og derefter Brian. Jeg nærmede mig mikrofonen og begyndte at synge. Johanna og Louise stod nede foran scenen med julelys i øjnene og lyttede. Jeg tror endda jeg så Johanna trække lidt på smilebåndet. Jeg lukkede øjnene og nød det et kort øjeblik da jeg kom i tanke om, at vi spillede en sang der endnu ikke var færdig skrevet. Så vi stoppede lidt akavet, men Johanna så stadig imponeret ud, men så ned i gulvet da jeg prøvede at få øjenkontakt med hende.
Jeg hoppede ned fra scenen og bukkede da Louise klappede.
”Hvad syntes du så, Johanna?” Sagde jeg og kiggede forventningsfuld på hende. Louise kiggede nervøst på hende.
”Hun syntes det var rigtig godt? Ikke Johanna?” Johanna nikkede.
”Du meget mere stille end jeg havde forventet. Du virker så udadvendt når vi skriver sammen, men det er jo selvfølgelig noget andet når man står ansigt til ansigt med nogen. Det klart.” Pludselig begyndte tårende at løbe ned over hendes kinder og hun kiggede mere og mere ned i gulvet.
”Hvad er der? Sagde jeg noget forkert?” Jeg prøvede at tage om hendes skuldrer, men hun slog mine hænder væk og løb ud af døren. Jeg kiggede efter hende. Lammet af overraskelse. Sagde jeg noget forkert?
”Har hun ikke fortalt dig det?” spurgte Louise mig. Jeg kiggede bare underligt på hende.
”Hva… hvad mener du?” Hun sukkede og kiggede på døren, som Johanna lige havde løbet ud af, med medlidenhed i blikket.
”Jo, hør…”


Kapitel 7

I stedet for at tage en bus hjem så de kunne indhente mig, så gik jeg ind i et storcenter og smsede til min bedstemor. Jeg ville ikke have han så mig sådan her. Jeg troede han ville kunne se, at jeg havde det dårligt. Han plejer at kunne føle det på den måde jeg skrev, hvis jeg havde problemer. Kendte han mig ikke? Som han selv sagde, så var det anderledes, når man står ansigt til ansigt. Jeg satte mig på en bænk og kiggede på folk der gik forbi mig. En mor med en barnevogn kom gående langsomt forbi. Hun ventede på en lille dreng der var ved at sakke bagud. Hendes mand tog drengen i hånden og opfodrede ham til kapløb op til moderen og barnevognen. Faderen løb lige efter drengen og passede på han ikke faldt. Han fangede ham i hans arme og de grinede alle tre. Jeg fik tåre i øjnene af at kigge på deres glæde. Det kunne lige så godt have været min familie for femten år siden. Mig der kom løbene men min far og min mor der gik med lillesøster Ann i barnevognen.

Min bedstemor kom og hentede mig på banegården, og jeg havde ikke set skyggen af Louise. Hun havde nok taget den første bus efter jeg løb væk. Hun havde prøvet og ringe til mig, og Drake havde skrevet en besked om at han havde snakket med Louise og min ulykke. Jeg havde ignoreret det indtil videre. Min hjerne kunne ikke kapaciteter mødet med Drake og jeg fik overbevis bedstemor om at jeg ikke var parat til at gå i skole i nu. Jeg lå bare derhjemme på min seng og stirrede ud af vinduet. Bedstemor havde placeret et fuglehus ude i træet uden for mit vindue og håbede på, at der ville flytte nogle fugle ind, så jeg havde noget at kigge på. Max lå også bare i sin seng og jo længere ned i et sort hul jeg kom, jo længere fulgte min trofaste ven med mig derned. Det var næsten synd at han bare lå der og så lige så deprimeret ud som jeg følte mig, men en hund ligner vel sin ejer. Jeg havde lagt og tænk over hvordan jeg skulle gribe det an med Drake. Han havde skrevet mange smser til mig, da jeg ikke havde været ved computeren siden vi mødtes. Jeg havde kun skrevet tilbage til ham én gang hvor jeg bad ham om at lade mig være i fred, indtil jeg selv tog mig sammen til at ville se folk igen. Bedstemor havde også kontakten en psykolog som hun mente ville kunne hjælpe mig. Jeg ved godt jeg ikke er i skole i nu, men sårene skulle gerne hele og jeg mente selv at jeg ville få det fint, hvis jeg bare fik et par uger mere. Skolen var ved at blive bekymret for mit fraværsprocent, men de blev ved med at sige jeg ikke skulle føle mig presset. Jeg syntes ikke folk gør andet end at presse mig ud i alt muligt. Som om det ikke er tilladt at holde sine minutters stilhed efter storm. Jeg vidste heller ikke hvad jeg skulle gøre af mig selv, og specielt ikke da det pludselig ringede på døren. 


Kapitel 8

Jeg stod længe og ventede uden for døren, da en gammel dame lukkede døren op. Hun smilede venligt til mig.
”Kan jeg hjælpe dig med noget?” Jeg kiggede hurtigt ind bag ved hende. Det lignede ikke et sted der boede en teenager, med alle de broderede dimser der lå på små pynte-borde og gamle malerier af kedelige motiver.
”Jeg leder efter Johanna. Bor hun her?” Spurgte jeg. Den gamle dame gav mig et elevatorblik og så ud til at vurdere om jeg var værdig til at komme inden for døren i hendes fine hjem.
”Ja hun gør, men jeg ved ikke om hun har lyst til at få besøg. Jeg spørger hende lige.” Damen lukkede døren på klem og forsvandt ind i huset. Jeg tog min guitar af ryggen og satte den ned på jorden, mens jeg stod og trippede. Jeg havde brugte mine drikkepenge fra mine små parkkoncert på en busbillet ud til en lille by jeg aldrig havde hørt om, bare for at finde en umulig adresse jeg havde fået af en pige jeg ikke kendte, bare for at kunne opsøge min chatveninde der ikke gad snakke med mig. Jeg fik en meget grim smag i munden. Hun må tro jeg stalkede hende eller noget.


Den gamle dame kom først ud efter 5 minutter. Hun sagde ikke noget, men åbnede døren og lavede en gestus med hånden til at jeg skulle komme ind. Jeg nikkede til damen og trådte indenfor. Hun stod og gloede på mig mens jeg tog mine sko af og omhyggeligt stillede dem på række med alle de andre sko der stod i entreen.
”Hendes værelse er nede for enden af gange.” Sagde damen og pegede ned af en gang til venstre. Jeg nikkede til hende og gik derned.
Johanna sad på gulvet da jeg kom ind af døren. Hun sad i skrædderstilling med en pude foran maven. En Golden Retriever lå i en hundekurv ved siden af hende og den løftede hovedet for at se hvem jeg var. Johanna kiggede ikke på mig, så jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre, andet end at stille min guitar op af væggen og satte mig på hug ved siden af hende.
”Det er en sød hund.” Sagde jeg og satte mig helt ned tæt på hende, for at klappe hunden. Hun nikkede bare og strøg den over hovedet.
”Har du det godt?” Spurgte jeg. Jeg fik ikke andet ud af hende end et kort nik.
”Jeg er ked af at jeg dukke op så pludselig, men du ville jo ikke skrive med mig. Jeg syntes ikke jeg kunne være bekendt at lade som ingenting, da din veninde fortalt hvad der er sket. Jeg er virkelig ked af det. Virkelig. Dårlig ting sker altid for de bedste mennesker.” Jeg strøg hende over ryggen og prøvede på at få øjenkontakt med hende, men hun kiggede bare på hunden. Jeg klappede hunden på hovedet og kiggede på dens hundetegn.
”Max. Den ligner også en max. Det er vel dig der har navngivet den?” Spurgte jeg. Hun nikkede og for første gang trak hun på smilebåndet.


Vi sad lidt tavse, uden det var akavet. Det var en god tavshed. En tavshed der betød vi forstod hinanden og vi behøvede ikke at sige noget for at snakke. Jeg rejste mig og tog min guitar. Hun kiggede hurtigt efter hvor jeg gik hen, og kiggede igen på sin hund. Jeg satte mig hen på hende seng og spillede et par toner. Den skulle lige stemmes lidt, før jeg kunne spille den beroligende melodi jeg havde i tankerne. Jeg var mere en rock type, end jeg var til stille musik, men der er vel ingen rock uden ballader. Da jeg begyndte at spille løftede hunden hovedet og kiggede på mig. Johanna kiggede sig hurtigt over skuldrene, men prøvede så vidt som muligt ikke at kigge på mig. Jeg lukkede øjnene og tænkte melodien igennem som noder mens jeg spillede. På indersiden af mine øjenlåg så jeg en masse små sorte noder hoppe rundt på et stribet stykke papir. De hoppede når jeg spillede dem og når jeg var færdig med at bruge dem, røg de ud af min fantasi og blev erstattet af nogle nye. Jeg kunne mærke sengen gav sig og jeg lukkede øjnene op idet Johanna satte sig ved siden af mig i sengen og lænede sig ind til mig. Hun havde endelig sænket paraderne og ville måske begynde at lukke op.



Kapitel 9

Til at starte med fortrød jeg virkelig at jeg havde givet bedste lov til at lukke Drake ind. Hun havde spurgt mig tre gange i træk hvor jeg sagde nej. Hun forklarede mig at det var synd for ham, at han skulle vente til den næste bus kom, da der ikke var tegn på at han havde hverken bil eller scooter med sig. Jeg satte mig ned på gulvet foran Max for ikke at have ansigtet ud mod rummet, så jeg var nød til at skulle se ham i øjnene. Han var kommet ind og satte sig ved siden af mig. Han snakkede til mig på en måde, så jeg bare kunne nikke eller ryste på hovedet. Han havde ikke brug for lange forklaringer. Han lod mig være og begyndte at spille på sin guitar. Det var virkelig smukt og lød ikke som noget han kunne finde på at spille, når jeg havde hørt hans band på musikskolen. Jeg havde kigget forsigtigt om på ham og opdagede han havde lukket sine øjne. For mig var det en tavs indbydelse til hyggelig stilhed. Han havde ikke brug for at snakke. Han ville ikke tvinge mig til at gøre noget jeg ikke vil. Han ville have respons på sin musik og det eneste han krævede var, at jeg reagerede. Jeg rejste mig op og kiggede på ham. Han sad virkelig og nød musikken. Jeg kiggede på Max bag mig. Jeg kiggede ham i øjnene for at se hans reaktion på, at jeg rejste mig. Det var op til ham, om jeg skulle sætte mig igen. Han satte sig langsomt op i sin kurv og støttede kun på den ene forpote. Jeg tog det som et tegn på at tage skridtet og satte mig over ved siden af Drake. Han kiggede ikke efter mig eller holde op med at spille. Jeg lukkede øjnene og lagde mit hoved på hans skulder. 
Jeg blev ikke nervøs, da melodien var slut. Jeg kunne mærke han drejede hovedet, for at kigge på mig.
”Du smiler jo.” Sagde han. Jeg nikkede så godt jeg kunne, med hovedet stadig hvilende på hans skuldre.
”Hvad vil du sige til, at komme over til mig engang? Så kan du se min lejlighed? Jeg bor jo alene, ved du jo.” Han trommede med fingrene på guitaren, en meget hul og tom lyd. Jeg rettede mig op og kiggede ned på mine hænder. Jeg ved ikke hvad jeg skulle sige. Han virkede som om, at han var til at stole på, og jeg havde ikke haft det så godt som jeg havde det lige nu, siden ulykken. Jeg nikkede svagt og blev ved med, at kigge ned på mine hænder.
”Jeg vil ikke presse dig til noget du ikke vil. Hvis du ikke er klar til den form for socialisering er det fint med mig. Jeg kan altid komme her over, og spille lidt guitar for dig. Men du vil gerne?” Jeg nikkede igen, denne gang lidt mere overbevisende.
”skal vi sige lørdag?”


Kapitel 10

Jeg stod og kiggede ud af vinduet, ud på gaden, for at se om hun kom gående. En masse mennesker med hovedet nede i deres telefoner og ipods kom vadende forbi, men jeg havde ikke set skyggen af hende i nu. Jeg gik over til min computer og kiggede på klokken nede i hjørnet. Vi havde aftalt, at hun skulle være her klokken 12. Der var stadig 5 minutter til, men jeg var så bange for at hun ikke ville dukke op. Tankerne havde kørt rundt i mit hoved, siden jeg kom hjem fra hende af. En del af mig, ville have jeg skulle droppe kontakten med hende, for hun ville aldrig blive den samme igen, men når vi sad og skrev sammen på computeren, var hun stadig den samme. Vi sendte sjove billeder til hinanden og snakkede om alt og intet. Men da jeg mødte hende i virkeligheden, så var hun en helt anden. Jeg kunne forstå på hendes veninde, at hun langt fra plejede at være sådan, så et lille håb havde groet sig fast indeni mig, om at jeg kunne få den gamle Johanna tilbage. Det vil nok tage tid, og jeg håber hun viser sig, at være værd at vente på.

Jeg sad og tænkte, da det bankede på døren. Jeg kiggede mig hurtigt omkring og overvejede, om jeg havde gjort nok rent, til at jeg kunne være bekendt, at invitere hende indenfor. Der havde ikke været så rent, siden jeg flyttede ind, så jeg åbnede døren og så at hun stod med ryggen til døren. Hun vendte sig imod mig og smilede, men kiggede hurtigt ned i gulvet. Jeg inviterede hende indenfor og viste hende over i sofaen. Hun tog hendes jakke af, og lagde den på armlænet og kiggede genert på mig. Jeg satte mig over i min lænestol og snakkede om hverdags ting. Hun så meget interesseret ud, lige meget hvad jeg sagde og smilede, når jeg fortalt noget sjovt. Det var som om hun tøede langsomt op og jeg flyttede mig over i sofaen ved siden af hende. Hun smilede bare til mig, hvilket var tegn på, at hun accepterede, at jeg kom tæt på.
Da jeg var ved at løbe tør for ting at fortælle, spurgte jeg, om vi skulle sætte en film på. Hun nikkede ja.
”Jeg har desværre ikke så mange DVDer, men jeg har downloadet en del. Kom!” Sagde jeg, og satte mig over til computeren. Hun stod lidt i baggrunden, men da titlerne rullede ned over skærmen, lænede hun sig alligevel ind over min skuldre, for at til sidst at læne sig op af min ryg. Jeg kunne godt lide, at hun nærmede sig på den måde, og det måtte betyde, at hun var tryg nok, ved at være tæt på mig. Hun pegede på en titel og jeg læste resuméet op til den.  Det var en hardcore gyser, meget psykologisk.
”Er du sikker på du vil se den? Den er altså rimelig uhyggelig!” Sagde jeg og kiggede op på hende. Hun nikkede og pegede på den igen.
Jeg satte filmen i, og imens reklamerne kørte, gik jeg ud, for at lavede os nogle popcorn. Hun spiste ikke rigtig nogen af dem, så jeg holdte igen, for ikke at virke alt for grådig. I løbet af filmen, bevægede hun sig længere og længere over mod mig, for hver gang hun blev skræmt. Til sidst sad hun med hovedet under min arm. Jeg kunne ikke lade være med at grine en enkelt gang, hvor hun hoppede en halv meter op fra sofaen, men hun så straks en smule såret ud, og jeg sagde undskyld og prøvede at styre mig. Hvordan kunne hun sidde og se sådan en film, på trods af hvad hun havde været igennem? Jeg kunne ikke sætte mig i hendes situation, men jeg ville nok hellere så på bamser og regnbuer efter sådan en ulykke.

Hun lagde ikke op til at skulle hjem på nogen tidspunkter. Jeg havde siddet og spillet en masse af mine egne kompositioner for hende og fortalt hende de tanker jeg havde lagt bag dem og hun sad helt stille i sofaen og lyttede på hvad jeg havde at sige. Det var dejligt at have en pige til at lytte. Hvis jeg havde sagt sådan nogen ting foran mine venner, især Brian, så ville de straks kalde mig bøsse eller grine af mig. Mens jeg snakkede kunne jeg pludselig høre en høj brumme lyd og hun blev helt rød i hovedet og kiggede ned i jorden.
”Er du sulten?” Lo jeg lidt og hun nikkede bare. Jeg havde ikke mange penge, men pizza ville være det nemmeste. Hun kendte til min situation med mine forældre der havde slået hånden af mig, så hun lagde automatisk hendes dankort foran mig, da jeg trykkede ind på JustEat.
”Det behøves du altså ikke.” Sagde jeg og rakte hende den igen, men hun blev ved med at stikke den ind foran hovedet på mig, så det endte med at vi betalte med hendes kort, men jeg gav hende penge tilbage i kontakter for min pizza. Det var kun fair.
Det endte med at blive rimelig sent og vi fik set et par film mere, før hendes bedstemor dyttede nede på gaden. Hun havde ikke ringet efter hende, men hun ville ikke blive længere oppe for at hente hende og hun ville i hvert fald ikke lade hende sove hos mig. Jeg kiggede efter hende da hun gik ned af trapperne i opgangen. Før hun kom ud af syne kiggede hun op og smilede til mig. Hun var helt klart værd at vente på.


Kapitel 11

Jeg fortrød intet da min bedstemor havde været nød til at hente mig så sent. Jeg havde ikke haft det så godt i lang tid. Jeg ved man ikke kan sammenligne en families tryghed med noget andet, men at sidde op af Drake var det tætteste jeg kom på den følelse af tryghed. At sidde i min bedstemors bil fik tørret smilet af mit ansigt igen og jeg stirrede ud i mørket og på gadelygterne der lyste gaderne op. Det første jeg ville gøre når jeg kom hjem, var at skrive til Drake.
Min bedstemor fik mig tidligt op dagen efter, da hun havde lavet en aftale for mig med en psykolog. Jeg havde ikke lyst til at åbne mig op overfor sådan en hjernevrider, så jeg sad med krydsede arme og stirrede ud i luften da vi sad i venteværelset. Det var møgkedeligt at sidde her. Malerierne var lige så forfærdelig som på det museum vores billedkunstlærer havde slæbt os med hen til og de havde sikkert en dybere mening som ingen alligevel fattede, ud over kunstneren selv. Et par halvdøde planter stod på gulvet rundt omkring og flere år gamle boligmagasiner lå på bordet ved siden af mig. Det her skulle bare overstås.
Bedstemor blev siddende udenfor da de sagde mit navn og jeg blev kaldt ind. En middel aldrende kvinde sad i en stor stol og overfor hende var en sofa. Hun rejste sig op og gik imod mig i hendes larmende stiletter og rakte mig hånden og jeg tog imod den. Hun lavede en gestus imod sofaen for at få mig til at sætte mig.
”Johanna. Lad os starte med det basale. Hvordan har du det?” Hun vippede læsebrillerne længere ned på næsen så hun kunne kigge på mig og jeg trak bare på skulderen. Som om hun ikke var ligeglad. Hun kendte mig ikke. Hun fik en kæmpe ved check af min bedstemor når hun var færdig med at lade som om, at hun interesserede sig for mig.
”Jeg ved det er en forfærdelig ulykke du har været igennem. Jeg kan ikke sætte mig i dit sted, men jeg kan prøve at forstå. Kan du udtrykke nogen følelser for mig. Hvordan har du det lige nu?” Jeg stirrede tomt på hende og trak på skuldrene igen og kiggede på hendes billede på væggen. Det forstilte en dame. Farverne var lyse og glade, men damen så alligevel ked ud af det.
”Okay så. Jeg kan forstå du helst ikke vil tale. Min bedstemor siger du har været meget tavs på det seneste. Jeg forstår dig godt. Det kan være ubehageligt at snakke om og jeg ville ikke presse dig til at tale, før du har lyst. Så jeg vil gerne have du lytter i stedet… bla bla bla bla.” Hendes ord kom ind af det ene øre og ud af det andet. Jeg kunne ikke bruge det her til noget. Jeg gad ikke og åbne op for en dame der ikke kendte mig alligevel. Hun kunne sagtens sidde der og være forstående, men forstod hun virkelig? Hun fattede ikke hvor forfærdelig ondt det gjorde at være konstant bevist om at ens forældre og lillesøster aldrig kommer tilbage og aldrig vil være der for en. Min hals snørede sig sammen hver gang jeg tænker på dem og det er konstant og det ville jeg ikke bare sådan lige holde op med.

Da hun endelig var færdig blev jeg bedt om at vente udenfor, mens hun snakkede med min bedstemor.
”Hun er modvillige over for hjælp og vil ikke snakke. Jeg tror det er bedst i kommer regelmæssigt, så jeg kan snakke med hende og måske prøve at løsne hende op.” De kunne måske have lukket døren helt, før de begyndte at snakke om mig. Min bedstemor smilede til mig da hun kom ud og den næste patient blev kaldt ind. Hun placerede en hånd på min ryg og førte mig ud igen.
Jeg havde ikke hørt alt hvad hun havde sagt til min bedstemor, men jeg havde jo heller ikke hørt hvad hun havde sagt til mig, men i stedet for at køre lige hjem, kørte hun med mig ned i byen og med på en lille cafe. Hun bestilte en kop kaffe til sig selv og te til mig.
”Vil du have kage til?” Spurgte hun venligt og jeg pegede på menukortet foran mig og hun bestilte to stykker cheesecake. Vi sad i tavshed indtil vores bestilling kom. Det gav mig bare muligheden for at skrive til Drake og spørge hvad han lavede.
Min bedstemor tog en bid af hendes kage og mumlede et eller andet med et smil, før hun kiggede på mig.
”Han var ellers en rigtig flink fyr, ham du var ovre at besøge i går.” Jeg nikkede og spiste selv noget af min kage. Det var længe siden jeg havde fået et rigtigt stykke kage. Måske var det her en del af psykologien? Det havde jeg bestemt ikke noget imod. Kage var altid godt.
”Har du kendt ham længe?” Jeg nikkede igen. Det føltes som om jeg havde kendt ham for evigt.
”Han går ikke på din skole, vel? Det ville være langt at køre for det i hvert fald. Han boede langt inde i storbyen.” Jeg rystede på hovedet og forblev tavs mens jeg stirrede på min kage der desværre snart var væk.
”Jeg snakkede med psykologen og hun mener det vil være sundt for dig at starte i skole igen. Og komme ud mellem mennesker igen og sådan. Du virkede så glad da jeg hentede dig ved ham din ven, så jeg tror det vil være godt for dig, ikke?” Jeg trak på skuldrene. Havde jeg noget valg?
Det var akavet at starte for anden gang. At jeg var kommet igen og smuttet kort tid efter, havde bare fået folk til at lægge mere mærke til mig og tage afstand fra mig i troen om, at jeg var blevet skør. De undgik mig alle sammen, undtagen Louise selvfølgelig. Hun var alt for god ved mig og selvom hun havde været sammen med nogle andre mens jeg havde været væk, gik hun trofast ved min side ned af gangen.
Jeg ved ikke om min bedstemor havde glemt at snakke med min engelsklærer eller han bare var et røvhul, men han bad mig med det samme om at læse høj på klassen. Jeg stirrede bare surt på ham indtil han sukkede opgivende.
”Du kan ikke undgå det for evigt.” Sagde han og pegede på en anden til at læse op. Du skulle selv prøve det spade! Prøv og se om du har lyst til at læse højt fra et ligegyldigt stykke af Shakespeare når du lige har fået taget hele din nærmeste familie fra dig. 



Ingen kommentarer:

Send en kommentar