Dronning Isis Smykke - WIP

Prolog

Tiden var inde til at give slip på byrden. Hun havde båret den i mange år og var nu klar nok i hovedet til at give slip. Hendes ukontrollable viljestyrke skreg fra hendes indre og bad hende om at lade kæden blive hængene om halsen på hende, men hendes krop fortalte hende noget andet og hun lukkede hendes unge hånd om smykket. Det brændte til at starte med, men det var noget man sagtens kunne vænne sig til. Hun gik ud i vandkanten hvor bølgerne slog ind over stranden og efterlod sig et hvidt spor af skum og tang, før en ny bølge kom og rev det med sig og efterlod noget nyt. Hun tog silketørklædet af, som sad rundt om hendes hoved og hals og lod hendes lange ravnesorte hår falde ned over ryggen. Hun kiggede op imod månen og beundrede dens lys og hele figur. Fuldmånen. Kun under den kunne hun mærke den lille rast af sig selv som strittede imod og det var kun på grund af den lille rest, at hun stod her nu.
Hun mærkede på kædens vedhæng, en oval sten der var slebet helt perfekt. Månens lys spejlede sig en smule i dens lyseblå overflade og fik den til at se mere guddommelig ud. Guddommelig…

Hun hev den over hovedet og væk fra sig så hendes lage hår kunne blive fri af kæden. Hun knugede den ind til sit bryst mens hun gik ud i vandet og hun fik kuldegysninger da den første bølge ramte hende og gennemblødte hendes sorte kjole. Den sorte farve repræsenterede alt hvad hun følte lige i det øjeblik. Hun tog et skrid mere og blev overrasket af hvor meget kraft der var i bølgerne og havde svært ved at stå fast på den bløde sandbund. Muslingeskallerne på bunden skar hende under foden da hun fik fodfæste men hun var ligeglad. Hun kyssede stenen og mumlede et farvel før hun strakte den ene arm op i luften med smykket i hånden, som om hun ville give den til månen. Først troede hun, at hun havde gjort noget forkert, for der skete ikke noget. Havde papyrusrullerne ikke lovet hende fri? Hun var ved at give op indtil stenen lidt efter lidt begyndte at lyse op. Til sidst var lyset så kraftigt at hun måtte skærme for sine øjne med den anden hånd. Den reflekterede lys ud til alle sider som et andet spotlight og hun håbede på, at ingen var i nærheden til at bemærke hvordan stranden pludselig var lyst op. Strålerne begyndte at bevæge sig unormalt næsten som en slange ud fra stenen og de bevægede sig langsomt ned imod kvinden. Hun lukkede øjnene da de gik i et og fandt vejen til hendes bryst. Det var som at blive spiddet da strålen ramte hende og hun kunne mærke rynkerne skære sig ind i sit ansigt og hendes kræfter forsvinde alt for hurtigt. Hun stod til sidst og holdte smykket over hovedet med rystende hånd og brugte sine sidste kræfter på at holde den oppe. Hun vidste det var slut nu. Det kostede hende livet, men hun havde allerede levet alt for længe. Det var slet ikke fair. Hun havde set alle hun kendte dø af alderdom omkring hende uden at være der for dem. Hun blev jo aldrig ældre, så hvordan skulle hun forklare hendes mission uden at blive straffet? Hele hendes liv passerede for hendes øjne som hun altid havde fået at vide det ville og hun faldt på knæ i vandet, men prøvede at holde smykket oppe lidt endnu. Bølgerne tog fat i hende og hun blev slynget imod stranden. Hun nåede lige at kigge på det lysende smykke der svævede i luften hvor hun havde givet slip, før hun blev dækket af vandet og alt blev sort. Hun prøvede at trække vejret. Det var ikke alene anstrengende men det var kun vand der blev suget ned i hendes ellers så ilthungrende lunger og men hun følte ikke smerten af vandet der var på afveje, for hun var allerede langt over hendes krop. Hun kiggede ned på sig selv som hun lå der som en gammel knoglet kvinde i strandkanten. Bølgerne skubbede til hende med et par sekunders mellemrum og til sidst begyndte hun at gå i opløsning og gik lidt efter lidt i et med sandet. Hun hørte et skrig komme ovenfra himmelen og hun vidste der ingen mennesker var på stranden, så det måtte være hende som hun frygtede allermest og havde bundet sit liv til i sin tid. Hun betragtede smykket mens den lysende slange langsomt vendte tilbage til det og det faldt ned i vandet med et lille plask. Hun håbede at ingen nogensinde ville finde smykket og være bundet til den rædsomme kvinde. Evigt liv var ikke det værd.

Kapitel 1

”Skynd dig nu Gabbie!” Jeg vidste jeg ikke skulle have ladet det vindue stå åben i nat! Jeg vågnede ved at min veninde Amber stod udenfor vinduet og råbte af mig. Det gjorde hun efterhånden tit, og jeg må indrømme hun var mere effektiv end mit vækkeur og min mor til sammen. Min mor havde alligevel givet op for længe siden og mente jeg selv kunne finde ud af at komme op hvis jeg virkelig ville noget i livet. Jeg sparkede dynen til side og rullede ud af sengen. Gulvet var utrolig koldt for mine bare tærer, men jeg var nød til at komme hen til vinduet og bekræfte at jeg var vågen, for ellers ville hun stå udenfor og råbe indtil naboen pudsede deres store schæfer på hende for at få ro. Jeg stak hovedet ud af det åbne vindue og kiggede ned på min blonde veninde. Hun var kun iført en cowboy nederdel og en top, da det var midt i august.

”Hvad er klokken?” Råbte jeg til hende og strøg mit irriterende morgenhår væk fra ansigtet. Jeg missede lidt med øjnene da solen allerede var oppe på den skyfrie himmel. Amber kiggede på klokken på hendes similistens beklædte mobil.

”Du har et kvarter. Lukker du mig ind?” Jeg nikkede til hende og lukkede vinduet. Jeg kiggede mig hurtigt i spejlet. Mit ellers så fine lange brune hår sad rodet om hovedet på mig og jeg tog børsen med og begyndte at redde det igennem mens jeg gik ned af trappen til stueetagen. Amber kiggede utilfreds på mig da jeg åbnede døren, men hun gik direkte forbi mig og ind i vores køkken.

”Du har ikke engang fået tøj på. Tag dig nu sammen!”

”Godmorgen til dig også..” Hun satte sig på en af barstolene vi havde ved vores høje bord og tog et æble fra skålen min mor havde sat frem i håb om at få mig til at spise mere frugt.

”Du kommer også senere end du plejer. Giv mig 2 minutter!” Jeg kiggede hurtigt op på uret over bordet og løb ovenpå igen. Jeg smed min pyjamas på sengen og begyndte at rode igennem mit gigantiske klædeskab. Det er virkelig et luksus problem at have så meget tøj, at man ikke aner hvad man skal have på og jeg havde et gigantisk problem. Skabet var propfyldt og det faldt næsten ud når jeg åbnede det. Jeg havde prøvet og have det hele ude og lagt det ordentligt sammen, men intet hjalp det. Jeg havde snakket med min mor om det walk-in-closet som måske kunne blive bygget i en del af mit badeværelse, men hun havde aldrig tid til at lytte til mig alligevel. Hun havde alt for travlt med at være ejendomsmægler for de kendte, til at være hjemme hos mig. Den frihed det har givet mig er simpelthen for kedelig. Det var sjovt nok i starten at kunne gøre hvad man vil, men til sidst er det træls at komme hjem til et tomt hus efter at have gjort noget man måske fortryder. Jeg stirrede tomt ind i mit skab og mindede mig om at jeg alligevel havde en veninde til at sidde nedenunder og vente på mig, så jeg var ikke helt alene.

Jeg kopierede Ambers stil og fandt en nederdel og en enkel T-shirt med print. Selvom nederdelen måske var en smule kort, så regnede jeg ikke med, at den ville gå ind under forbudt påklædning på skolen. Man måtte heller ikke vise noget som helst form for hud. Jeg tog mine bøger fra min rodede skivebord ned i min slidte skoletaske og svang den på ryggen. Det havde ikke taget mig lang tid at finde tøj, så jeg brugte ekstra god tid på badeværelset på min makeup. Skolens politik sagde også at man ikke måtte have for meget makeup på, men lysten til at gå rundt med så meget makeup at det føltes som en maske, var heller ikke lige mig alligevel. Jeg lod lipglossen ligge og gik ned til Amber. Hun havde slev fundet et lille lommespejl frem og sikrede sig at hendes makeup sad som den gjorde da hun forlod hendes hus.

”Bare rolig, du er stadig smuk.” Sagde jeg til hende og hun rakte bare tunge af mig.

”Nå! Lad os komme af sted! Dylan venter på os for enden af football banen.”

Der var latterligt kort vej hen til football banen så vi begyndte at gå. Vi boede i en af de heldige dele af Florida hvor de fleste havde swimmingpool i baghaven og kørte rundt i dyre åbne biler. Jeg havde ikke selv nogen, men jeg havde heller ikke bedt om en. Jeg havde det godt med at blive kørt rundt af Dylan, hvilket han var meget villig til, fordi jeg ikke selv var meget for at køre. Dylan havde været min ven siden vi var små, og selvom vi lagt fra havde de samme interesser, så var vi stadig sammen lige så meget, som jeg var sammen med Amber. Selvom han var en dreng, var han faktisk god til at lytte og sætte sig ind i pige-problemer. Når man havde det skidt kunne han sagtens komme over med chokolade is eller en kaffe fra Starbucks. Hans lange skikkelse stod lænet of af pælen til hegnet der indkredsede football banen. Han havde et par godt slidte jeans på og en meget løs tank top som man kun kunne tillade sig at gå i, når man var så muskuløs som Dylan nu var. Hans lystfarvede hår strittede ukontrollabelt ud til alle sider, men det lignede noget der var gjort med vilje og folk misundende tit hans hår, men hvis man kendt ham som jeg gjorde, så vidste man at han ikke engang forsøgte. Han kiggede op fra sin mobil og så os. Han skyldte sig at ligge ned i lommen og gik os i møde. Han gav os begge et en-arms knus og vi forsatte ned imod vores skole.

Duncan U Fletcher High School. En skole hvor alle de riges børn går og vi var virkelig privilegerede at kunne gå her, men vi hadet det. Men hvilken teenager hader ikke skolen? Det var bare noget der skulle overstås og det var heldigvis snart. Vi var i gang med vores senior year. Vi kiggede hen over parkeringspladen på den anden side af vejen, hvor mange store dyre biler allerede var parkeret så tæt på skolen som muligt, så man ikke skulle gå så langt. Det gjorde dem der kom på dette tidspunkt frustrerede over at de var nød til at gå over 20 meter fra deres bil, for at komme ind på skolen. Skolens facade var møgkedelig at kigge på. Det var en rød murstensklods med masser af vinduer, garanteret lavet af en designer i sin tid. Palmetræerne der var langs vejen forsatte op af stien mod indgangen hvor et par bannere var blevet hæng op i løbet af weekenden, i de velkendte blå og hvide farver som repræsenterede skolen. Football sæsonen må snart starte, for skolen spildte ikke penge på bannere hvis ikke det var fordi de skulle vise skolen frem for udefrakommende.
Vi trådte lige præcis indenfor døren da klokken ringede og man kunne se hvordan folk gik fra at bevæge sig i slowmotion til at bevæge sig i normalt tempo. Lyden af hundrede mennesker der næsten på samme tid smækkede deres skabe i lød voldsomt her fra morgenen af. Jeg havde ikke selv noget vigtigt i mit skab, så jeg hang aldrig ud ved det, som så mange andre gjorde. Måske i mit freshman år, men nu syntes jeg bare det så så latterligt og kliche agtigt ud, som taget fra en dårlig komedie.

Vi gik ind i klassen i det Hr. Barker svingede rundt om hjørnet nede for enden af gangen. Det er heldigt for os at læreværelset var på første sal, ellers ville vi have fået en del advarsler med hjem i form af breve til forældrene. Ikke at jeg ikke tror min mor var ligeglad med det, for hun var der alligevel aldrig. Jeg satte mig ned ved min vindues plads som altid og Dylan satte sig bag mig. Amber var blevet placeret i den anden ende af klassen fordi vi havde til vane at snakke engang i mellem. Okay, måske lidt mere end en gang i mellem, det indrømmer jeg gerne. Hr. Barkers mave kom ind af døren før resten af ham gjorde. Han var virkelig en kæmpe på alle måder. Jeg løj ikke hvis jeg sagde han var to meter høj, men hans mave måtte være samme mål i omkreds, for hvis man spurgte om hjælp og han kom ned til ens bord, måtte han gå ned i knæ, for han kunne ikke se bogen på bordet for sin mave alligevel. Han havde sluttet hele sit look af med et forfærdeligt busket overskæg. Han smed hans brune taske på kateteret og kiggede ud over os med hænderne i siden. Det var en tradition for ham at lange ud efter de elever der ikke var kommet til tiden, så han skulle lige orientere sig om hvem der var her og hvem der ikke var. Desværre for ham, så det ud til at vi alle var her, så han pustede hårdt ud som om han var skuffet og satte sig endelig ned.

”Vi skal endnu engang bevæge os ud over vores eget lands grænser, selvom vi ikke altid er så glade for det. Vi skal bevæge os til mellemøsten. Egypten vel og mærket, og finde vores historie der. Vi begynder så småt og kigge på de oldegyptiske dynastier og analysere kilder til deres dagligdag…” Og sådan fortsatte det. Vi skulle starte på et helt nyt emne i verdens historie faget. Det var ikke just spændende, men det var ligesom resten af high school, det skulle bare overstås. Jeg kiggede mig omkring og der var heller ikke mange andre der hørte efter hvad han sagde. En enkelt havde gang i mobilen under bordet og andre var allerede begyndt at tegne cirkler i deres kladdehæfter. Jeg kiggede op på Dylan der stirrede ud af vinduet og sikkert over på football banen på den anden side af vejen. Han brændte sikkert for at komme i gang med træningen igen så han kunne beholde sine enorme muskler, men man skulle bevise man kunne fokusere på skolearbejde på samme tid med football træningen, så jeg viftede min hånd foran ham til han kiggede op på mig. Jeg pegede over på Hr. Barker og han forstod hvad jeg mente og smilede til mig. Jeg havde før trøstet ham, da han var ved at ryge af football holdet og vi sad oppe om natten flere dage i træk for at læse op til en prøve han skulle have mindst et C+ i, for at kunne blive på football holdet.

”…I vil derfor blive sat i grupper til opgaven og til sidst i forløbet vil i skulle fremlægge jeres opgave for klassen.” Jeg vendte mig mod Hr. Barker da han sagde grupper. Nej! Ikke gruppearbejde! Hr. Barker var den mest forfærdelige lære hvad det angår. De andre siger vi bare skal finde sammen som vi vil, men Hr. Barker skal altid misbruge sin magt og lave grupperne for os. Jeg tror han har en indre censor som kan se hvilke elever der ikke kan klare hinanden og så sætter han dem sammen og venter på de hiver hovederne af hinanden. Det var det rene gladiatorkamp. Jeg kiggede bekymret hen på Amber som gengældte mit blik mens hun tyggede på en lille tot af sit blonde hår.

”Jeg har lavet grupperne på forhånd.” Sagde Hr. Barker henrykt og fandt et stykke papir frem fra sin taske. Han begyndte at råbe grupperne op og man kunne høre lave støn og suk rundt omkring i klassen.

”Gabriella Harris, Kevin McCarthy og Jamilla Rodriguez, find sammen i hold 4.” Nu var det min tur til at sukke. Jamilla var klassen, hvis ikke skolens, største snob. Jeg kunne virkelig ikke døje hende og havde have en intern kamp med hende siden starten af high school. Jeg kiggede over på hende som hun sad der med hendes glatte sorte hår, blå øjenmakeup og med armene krydset hen over den lidt for tydelige kavalergang. Hun brød helt klart skolens dresscode, men rektor havde nok ikke set hende endnu. Hun gjorde ikke tegn på at flytte sig, så jeg rejste mig op og tog fat i min stol og begyndte at møve mig tavst igennem klassen og placerede min stol ved siden af hendes. Heldigvis var Kevin der også. Han var klassen nørd med et stort n. Han rakte altid hånden op og var alle læres ynglings. Når han var her, havde Jamilla måske travlt med at hakke ned på ham i stedet for mig, og når han var her, kunne vi godt regne med en karakter på mindst B. Derfor kæmpede folk tit om at være sammen med Kevin i gruppearbejde, men så snart man trådte uden for klasselokalet, ville ingen have noget med ham at gøre. Ikke at jeg var meget bedre, for jeg ville heller ikke selv hænge ud med ham.

”I vil blive tildelt hver jeres gud fra Ennead, den egyptiske nygudskreds, som i skal arbejde med som et sideprojekt. I vil få timen i dag til det, ellers skal i lave det sideløbende så i får meget frie hænder her. Bare det bliver lavet!” Hr. Barker begyndte at dele papirer ud til de forskellige grupper som sad og ventede på der skulle ske noget. Folk lænede sig ind over for at læse overskrevet på deres opgave, for at finde ud af hvilken gud de skulle skrive om. Han smed et ark papir på Jamillas bord og Kevin var hurtig til at nærstudere papiret. Jamilla sad stadig stift med armene over kors, tydeligvis meget utilfreds med hvem hun var kommet i gruppe med. Jeg himlede med øjnene af hende før jeg kiggede opgaven igennem. Vi havde fået en gud ved navn Seth. Ikke at det sagde mig noget overhovedet. Jeg anede absolut ingenting om de gamle egyptiske guder, så de kunne lige så godt have skrevet Anders And og jeg ville have troet det var en gud.

”Hvordan har du tænkt dig at vi skal finde læsestof om det her?” Spurgte Kevin tvivlsomt og alle vendte deres opmærksomhed mod vores lærer.

”Du kan finde et par sider i jeres bog. Brug indholdsfortegnelsen.”

”Et par sider er da ikke nok til en hel opgave!” Brokkede en anden sig. Hr. Barker stoppede op og satte hænderne i siden igen.

”Har du hørt om et bibliotek? Måske internettet. Det er altså ikke så svært.” Der blev stille lidt, før de fleste rakte ud efter deres tasker og trak en bærbar frem. Jeg gik selv over til min plads og fandt min frem og fik øjenkontakt med Dylan. Han var blevet sat sammen med Amber?! Hvordan kunne det lade sig gøre? Jeg nikkede hen mod Jamilla og himlede med øjnene endnu engang. Det fik dem bare til at grine, hvilket bare fik mig til at få det lidt bedre. Kevin var allerede godt i gang med google men jeg var sikker på Jamilla bare havde lukket sig ind på facebook eller lignende.
Jeg googlede bare navnet Seth og fik en masse billeder op af gamle vægmalerier af hvad der skulle forstille denne gud Seth. Han var afbilledet med et meget aflangt hundehoved. Og en eller anden form for stav. Jeg kiggede skeptisk igennem billederne før jeg gik til Wikipedia og diverse opslagssider som sikkert blev brugt til krydsord.

”Guden for uorden.” Læste jeg højt og Kevin nikkede bare. Et stort suk kom fra Jamilla og hun lænede sig tilbage i stolen igen.

”Det her er latterligt. Hvad har det her med historie at gøre overhovedet? En mand med et hundehoved? Virkelig?” Hr. Barker som havde siddet oppe ved kateteret rejste sig og gik med tunge skridt ned imod bordet hvor vi sad. Han lade en af sine kæmpe hænder på bordet og støttede sig.

”Det er en meget vigtig del af historien, frøken Rodriguez. Folk troede på disse guder i sin tid og det er nogen af de allerførste noterede guder, så dine forfædre troede faktisk på det her. Det er vigtig med en forståelse for ens fortid.” Han lod utrolig forstående mens hans blik så meget irriteret ud. Da nogle andre havde et spørgsmål rettede han sig endelig op og forlod vores bord, så jeg kunne trække vejret igen. Han stank virkelig langt væk af daggammel sved selvom det var morgen.

”Det er en sjakal.” Sagde Kevin lavt uden at kigge op fra sin computer.

”Hvad?” Spurgte Jamilla muggent.

”Seths hoved. Det er en Sjakal.” Informerede han os om. Jeg nikkede bare ligeglad med Jamilla kiggede nedladende på ham og skulle helt sikkert til at sige noget, men hun vidste nok godt, at hvis hun gjorde ham sur, kunne hun godt sige farvel til vores nørd og de gode karakterer.

”Det er virkelig det underligste familieforhold de guder havde. De er alle søskende og ægtefælder på samme tid.” Indså Kevin som sad og fyrede en masse facts af mens vi bare sad og nikkede. Jeg skimmede endnu en hjemmeside på tysk uden at læse det, for jeg forstod ikke meget af det alligevel. Det var altså ikke så nemt at finde kilder som Hr. Barker sagde det ville være. Jeg havde kun fundet et par sider vi faktisk kunne bruge til noget, for vores lærer var ikke så glade for at vi brugte sider som Wikipedia, da man aldrig vidste om det var sandt det der stod, når alle kan gå ind og rette i det.

”Hvis Seth er Osiris bror men er gift med Nephthys som er Isis søster.. og Osiris er sammen selvom de er søskende så måde jo alle være søskende? Det må da være det underligste familieforhold? Og det må da ende med indavl når man leger sådan med kromosomerne.” Kevin var tydeligvis frustreret over det stamtræ han havde fundet og var blevet bedt om at sende rundt til resten af klassen.

”Måske er det derfor nogen af dem har dyre hoveder? Kromosomerne var gået amok.” Kevin grinte lidt af det og jeg prøvede virkelig at få gruppearbejdet til at fungere ved at lege lidt med men Jamilla sukkede dybt og nidstirrede ham.

”Der er jo intet af det der, der er sket i virkeligheden, så hvorfor tænker du overhovedet på sådan noget?”

”Hvor er du bare negativ!” Udbrød jeg så en stor del af klassen vendte sig om og stirrede på mig. Man kunne se hvordan Jamilla rasede indeni, men hun vidste at Hr. Barker ville smide os begge ud, hvis vi kom op og skændes. Det var måske sket et par gange før, så jeg fatter ikke hvorfor vi blev ved med at blive placeret i samme gruppe. Jamillas forældre arbejdede nemlig hjemme og havde alt tid i verden til at skælde hende ud hvis hun fik en eftersidning eller en seddel med hjem, om at hun havde råbt i klassen igen. Hr. Barker sagde ikke noget til os, men gav os et advarende blik indtil vi begge var kølet en smule ned.

”De.. De gamle egyptere troede jo på det. Men de vidste jo nok heller ikke så meget om cellebiologi dengang.” Det var et under at Kevin turde fortsætte med at snakke, men han kiggede også nervøst ned i bordet og rodede rundt i sine krøller.

”Jeg kunne rive hovedet af den tøs!” Vrissede jeg, da jeg gik sammen med Dylan og Amber ned i kantinen. Vi stoppede op ved Dylans skab for at han kunne komme af med nogle bøger, da Jamilla passerede os med en af hendes veninde. Hun lavede en grimasse til os som om vi var det mest ulækre hun nogensinde havde set.

”Okay. Jeg dræber hende.” Jeg begyndte at gå efter hende, men Dylan greb fat i min arm og trak mig tilbage.

”Vold løser ingenting.” Sagde han og grinte. Han smækkede lågen til sin skab så vi kunne fortsætte.

”Sig du? Du er football spiller.” Jokede jeg. Han trak bare på skulderen.

”Det er noget helt andet. Der er ingen piger der vil komme til skade og intet hår der bliver revet ud.” Påpegede han. Jeg ville gerne have siddet i den modsatte ende af kantinen i forhold til Jamilla, men kantinen er altid opdelt i årgang. Senior eleverne sad altid ude til venstre i den nyrenoverede side af kantinen. Freshman eleverne sad helt ude til højre i den del skolen havde været for nærig til at renovere endnu. Det var ikke noget der var bestemt, det var bare noget der var sket. Der gik ikke mere end et par uger efter sommerferien hvor de helt nye elever ikke ved hvad de skal gøre ved sig selv endnu og forvilder sig ind og sidder i venstre side af kantinen og fik de værste dræberblik af alle andre, til at de indordner sig og indser hvad der er det rigtig at gøre hvis man vil overleve første år. Jeg havde rimelig ondt af de nye, men jeg havde også selv været der engang.

”Så. Har du læst noget om de guder der? Langt ude ik’?” Spurgte Dylan og snuppede en af mine gulerodstænger jeg lige havde købt.
”Hvorfor snakker vi om historie?” Spurgte Amber irriteret med munden fyldt med sandwich. Et par krummer fløj ud af munden på hende og hun holdte hurtigt en hånd for hendes mund, fordi hun syntes det var lidt pinligt.

”Fordi det er langt ude? Vi fik en eller anden dronning Isis. Hun er gift med hendes egen bror og blære sig med, jeg citere hjemmesiden, at have hans sæd i hendes skød. Det er næsten værre end dengang vi havde om den græske mytologi.” Amber nikkede sig enig.

”Jeg har om ham der med hundehovedet der var hendes bror. Altså ikke den bror hvis sæd hun havde i sit skød.” Sagde jeg på en finurlig måde for at gøre en smule grin med Dylan, for det var så underligt at han sagde sådan noget. Han er en rigtig pæn dreng der ikke kan finde på at bande men alligevel er han en af de bedste på banen til at smadre folk i football, så at høre ham snakke om kropsvæsker på den måde var så underligt.
Vi spiste lidt i stilhed indtil vi kunne høre Jamilla slå en latter op. Vi drejede alle sammen hovedet for at se hvad der skete, og det vist sig, at hun lige havde skubbet Kevins bakke ud af hånden på ham. Personalet stod målløs og så på, mens Kevin bare lagde sig ned på alle fire og begyndte at samle maden sammen på den, utrolig nok, ikke smadrede tallerken. Ingen sagde noget til det og kiggede bare væk. De fleste havde nok ondt af ham, men man vidste man ville blive udstødt sammen med ham, hvis man gik hen for at hjælp. Dylan rystede på hovedet af situationen og det var tydeligt at se, at han havde det på samme måde som mig. Jeg ville ønske der en dag var en der ville stille sig op imod Jamilla for alvor.

Efter skole ville Amber ned på stranden. Hun havde sågar taget hendes badetøj med i skoletasken. Skolen lå ikke mere end 800 meter fra stranden hvis man gik af Seagate Ave, hvilket gjorde vi nogen gange havde idræt dernede og spillede rigtig beachvolley, men en del af eleverne brugte lang tid dernede efter skole også fordi det ikke krævede den helt store kraftanstrengelse at komme derned.  Stranden var selvfølgelig allerede godt fyldt lige nedenfor vejen, da vi kom derned. Folk orkede ikke at gå længere hen og placerede sig bare oven i hinanden. Lidt længere henne til højre lå et kæmpe hotel som havde reserveret en del af stranden til deres gæster, så vi gik imod venstre da vi kom derned. Folk fra skolen sad på deres jakker eller skoletasker for ikke at få sand på tøjet og sad og snakkede og lo. Et par ældre mennesker havde alt grejet med og havde slået sig ned med klapstol, parasol og en lille grill de nok skulle bruge når det blev aftensmads tid. Vi fandt et sted hvor der ikke var så mange mennesker og smed vores skoletasker i sandet. Amber måtte opgive at finde et sted at skifte til hendes badetøj, for hun havde intet håndklæde med sig som vi kunne holde op foran hende mens hun skiftede og hun gad ikke gå tilbage til skolen og bruge deres toilet. Vi smed vores sko og gik ned i vandkanten og plaskede lidt rundt. Dylan sparkede noget vand imod os så vi måtte løbe lang væk fra ham, for ikke at blive våde. Vores ben var helt sandede til, da vi var løbet op til vores tasker igen og havde efterladt ham nede ved strandkanten.

”Kom nu! Jeg er ikke farlig! Jeg skal nok lade være med at sprøjte på jer!” Råbte han ude fra vandet af og jeg kiggede på Amber som rystede på hovedet.

”Jeg går ikke derud så længe han er der!” Sagde hun bestemt og satte sig ned på hendes taske og prøvede at børste noget af sandet af hendes stadig våde ben. Jeg sukkede og begyndte at gå ned imod Dylan som stod og storsmilede med hænderne på ryggen. Jeg kiggede mistænksomt på ham og vendte ikke ryggen til ham på noget tidspunkt. Jeg gik lidt længere ud i vandet og var glad for jeg havde en kort nederdel på, for så kunne jeg gå længere ud end Dylan og ville kunne flygte med mindre han ikke havde noget imod at hans bukser blev våde. Vandet på den her årstid var meget lunken men den kølede stadig i forhold til luften, især når vandet blev lidt dybere. Jeg nød helt at mine tæer begyndte at blive en smule kolde da jeg kunne høre Dylan lige bag mig.

”Hey Gabbie?” Jeg kiggede om på ham og han havde gået ud så hans ellers så fint opsmurte bukser var gennemblødte for neden. Han havde samlet noget halvråddent tang op og holdte det hen imod mig.
”Gå væk med det der Dylan! Det er ulækkert!” Hylede jeg op, men han kom kun tættere på og begyndte at grine ondt. Jeg prøvede at løbe i vandet så godt jeg nu kunne, men alle ved at det praktisk talt er umuligt. Dylan var ikke meget bedre selv men kom stadig efter mig. Jeg grinede helt vildt og Amber heppede på mig. Jeg løb længere ind så jeg stadig var i vandet, men det var nemmere at løbe væk. Pludselig var der noget der brændte mig under foden og smerten var så stærk og pludselig at jeg skreg op og faldt så lang jeg var ned i vandet med et plask. Dylan stoppede forskrækket op og kiggede forvirret på mig indtil han smed det ulækre tang fra sig og kom hen for at hjælpe mig op.

”Vred du om?” Spurgte han bekymret og fik mig op og stå. Jeg fik tårer i øjnene men jeg holdte dem inde og prøvede at fokusere på noget andet end den brændende fornemmelse under min fod.
”Nej. Jeg brændte mig på et eller andet!” Dylan støttede mig, da det gjorde ondt at træde ned på foden og jeg humpede væk fra vandkanten. Amber kom hen og tog fat i min anden arm og fik sat mig ned i sandet.

”Hvad skete der lige?”

”Hun brændte sig på et eller andet.” Svarede Dylan, da jeg havde travlt med at skære tænder.

”På en brandmand?” Dylan og Amber satte sig begge ned foran mig og Dylan løftede forsigtig min fod op og kiggede under foden.

”Du har virkelig fået et brandmærke! Men det der er ikke fra en brandmand.” Han rejste sig op og gik ned til vandet. Jeg var bange for at se under min fod, hvis jeg virkelig havde fået et brændemærke for syntes af sådan noget gav mig nemt kvalme.

”Er det slemt?” Spurgte jeg Amber der kiggede undrende på min fod.

”Nej men det ser underligt ud. Det sådan helt… rundt?” Dylan gik rundt nede ved vandkanten og kiggede efter noget jeg kunne have trådt på mens jeg endelig fik taget mig sammen til at kigge under min fod. Et perfekt oval rødt mærke var lige under min fodballe og lignede lidt et betændt sår. Der var selvfølgelig kommet sand og det hele i, så det hele vendte sig i mig. Dylan samlede et eller andet op i vandkanten og børstede det af med hånden. Han så undrende fra mig og på det han nu havde samlet op, før han kom hen til os.

”Øh. Jeg ved ikke rigtig. Den her lå derovre, men jeg tror ikke den kunne have brændt dig, for den er slet ikke varm.” Han viste os et smykke der var fyldt med sand. En halskæde med en lyseblå sten i der spejlede sig i solen. Han børstede lidt mere sand af den og vendte den i hånden.

”Formen er den samme som mærket på din fod. Måske har vandet kølet den af igen?” Han rakte den til mig og jeg tog i mod den, men jeg brændt mig på dens overflade og trak hånden til mig igen.

”Du sagde den ikke var varm!” Skældte jeg på Dylan.

”Det er den jo heller ikke! Jeg står og holder den i hånden!” Sagde han forvirret og gned på stenen for at bevise den ikke var varm.

”Det giver jo ikke nogen mening!” Jeg rakte ud efter den igen, men brændte mig endnu en gang.

”Lad mig se!” Sagde Amber og tog smykket fra Dylan. Hun vendte den i hånden et par gange uden at reagere.

”Den er altså ikke varm. Stop med at pjatte sådan.”

”Jeg pjatter ikke!” Sagde jeg surt og prøvede at rejse mig, for jeg ville ikke sidde der og diskutere. Det gjorde forfærdeligt ondt at gå på foden, så jeg prøvede at gå på tæerne, men der ville stadig komme mere sand i såret.

”Stop nu. Vi skal have kigget på det sår der. Lad mig hjælpe dig.” Dylan havde rejst sig og lagde min om hans skuldre så jeg kunne støtte mig til ham. Amber sukkede og tog min taske og så gik vi hen over stranden hvor folk gloede efter os.

”Har i brug for hjælp?” Spurgte postbuddet da vi passerede ham på gaden. Han kiggede bekymret på mig.

”Nej nej. Det går.” Mumlede Dylan og vi fortsatte.
Jeg var halv gennemblødt og haltede af sted forbi skolen og videre hjem til mig. Amber vidste hvor ekstra nøglen lå og gik i foran os og låste os ind i mit hus. Dylan kendte vejen og ledte os hen til det store badeværelse i stueetagen og satte mig på kanten af det store badekar i hjørnet. Jeg elskede virkelig at Dylan tog sig sådan af mig, men det havde han altid gjort. Han tændte for vandet og lod det løbe ned over min forbrændte fod.

”Føles det bedre?” Spurgte han bekymret og klappede mig på hovedet. Jeg nikkede bare og kiggede ned på min fod. Bunden af badekaret var dejlig kold, så at sætte foden ned på det var virkelig dejligt.

”Jeg forstår stadig ikke hvordan du kunne brænde dig på den. Den er helt kold.” Amber kom ind på badeværelset og satte sig på kanten sammen med mig og rakte smykket til mig igen. Jeg tøvede lidt mens jeg kiggede på den. Begge mine venner kunne have den i hånden uden at blive brændt og jeg kunne knap røre ved den uden at få brandsår. Jeg prikkede dens overflade med en pegefinger og blev underligt nok ikke brændt denne gang. Men hvordan fik jeg så det brandmærke under min fod?

”Se den er ikke varm.” Sagde Amber. Jeg tog den i hånden og vejede den lidt. Den var varm, men ikke brændende. Den havde en pæn blå farve og var perfekt oval. Stenen var indkredset af et par små sølvstænger der holdte den på plads og den havde en lang sølvkæde uden nogen lås i nakken, men den så ud til at være lang nok til at man sagtens kunne få den over hovedet uden problemer.

”Gad vide hvem der har tabt den?” tænkte jeg højt og Dylan trak bare på skulderen.

”Kan det ikke være lige meget?”

”Den ser da ret dyr ud, gør den ikke?”

”Den lå på stranden i den rige del af Jacksonville, Gabbie. Selvfølgelig er den dyr.” Dylan slukkede for vandet til badekaret og rakte ud efter min fod. Han begyndte at sprøjte vand op på undersiden af dem, for at få det sidst sand væk, som havde sat sig i de dele af såret jeg havde revet hul på, ved at prøve at gå. Det sveg rimelig meget Så jeg skar en grimasse, men Dylan blev bare ved, for han mente det hjalp.

”Jeg aflevere den på kontoret i morgen på skolen, så den kan komme i glemmekassen. Måske er det en fra skolen der har tabt den.”

”Hvis du syntes.” Sagde Amber ligeglad og begravede hendes hoved i sin mobil.

Døren ud til gik op og et par høje hæle kunne pludselig høres gå rundt ude i gangen og videre ind i køkkenet.

”Er der nogen hjemme?” råbte min mor ud over hele huset og lyden fra hendes sko stoppede mens hun ventede på svar.

”Her ude mor!” Råbte jeg til bare så det gav et sæt i Dylan der sad helt op af mig.  Stilethælene kunne høres igen og min mor kom til syne i døren. Hun havde som altid en tæt siddende nederdel på med en matchende mørkegrå blazer som en anden forretningskvinde. Hendes stiletter og læber skilte sig ud fra de kedelige farver, med en postkasserød farve. Hendes hår der havde samme kastanjebrune farve som mit, var sat op i en høj knold oven på hovedet. Som altid et meget gennemført look.

”Hvad laver i dog herude?” Hun satte en hånd i siden mens hun kiggede på mig og mine to venner som vi alle sad på kanten af badekaret.

”Hej Mrs. Harris. Gabriella havde bare brændt sig under foden, så vi har fået den i koldt vand.” Svarede Dylan. Min mor var helt vild med Dylan og når hun endelig var hjemme spurgt hun altid ind til, om jeg ikke snart gjorde ham til hendes svigersøn. Heldigvis kunne hun holde lidt igen med spørgsmålene når han var i nærheden.

”Nå da. Det er godt du tager dig af hende.”

”Det er ren fornøjelse.” Sagde han og smilede stort til mig mor. Hvad fedtede han for?

”Har du fået en ny veninde?” Min mor kom helt ud til os så hendes sko gav genlyd i det meget rumlige badeværelse. Hun rakte hånden ud til Amber som tog imod den med et undrende udtryk i ansigtet.

”Nej? Jeg har kendt Amber i 4 år mor? Jeg er sammen med hende næsten hver dag.”

”Nå da? Jeg er virkelig dårlig til at genkende ansigter. Det må du undskylde.” Sagde min mor til Amber og gav slip på hendes hånd. Amber smilede bare men sendte mig et mindre irriteret blik.

”Du ville måske kunne genkende hende hvis du faktisk var hjemme engang i mellem. Hun bor her nærmest.” Sagde jeg måske en smule flabet.

”Du ved godt hvor travlt jeg har på arbejdet. Jeg kan jo ikke bare gå her hjemme og lave ingenting, for så ville vi slet ikke bo her.” Hun lavede en armbevægelse for at hentyde til vores store flotte hus og jeg nikkede bare uden at kigge på hende.

”Jeg ved det godt, okay! Jeg skal nok blande mig udenom.”

Kapitel 2

”Hun er simpelthen for meget!” Klagede jeg mig, da Dylan og Amber havde fået hjulpet mig op på mit værelse. Jeg smed mig tilbage i sengen og hev en af mine puder op over hovedet for at lade mine frustrationer gå ud over den.

”Jeg tror faktisk kun jeg har mødt hende én gang før.” Sagde Amber tænksomt og lagde sig ned ved siden af mig i sengen. Dylan indtog sin plads ved skrivebordet og smække benene op på det som han altid gjorde.

”Du skal ikke tage dig af Allison. Hun arbejder bare virkelig meget, så i kan blive boende her.” Jeg stirrede over på Dylan.

”Siden hvornår er du kommet på fornavn med min mor, dengse?” Spurgte jeg drillende og smed puden efter Dylan.

”Jeg har da næsten kendt hende lige så længe som du har!” Grinte han og Amber rullede med øjnene. Tydeligvist irriteret over at hun ikke kunne være helt med på de interne drillerier mellem mig og Dylan.
”Jeg ville bare ønske jeg så hende lidt mere ofte. Ja, jeg ved det lyder sært at en teenager siger det, men det er ved at være kedeligt at være alene og bare bestille mad ude fra. Jeg får kun hjemmelavet mad hvis jeg laver det selv, eller jeg er hos en af jer.” Jeg savnede faktisk hjemmelavet mad helt forfærdeligt. Det var en luksus at have et kreditkort der gik lige til sin mors konto, men man bliver virkelig træt af take-out mad. Jeg kendte snart pizzabuddet lige så godt som jeg kendte Amber.

”Hun er jo enlig. Hun er jo nød til at arbejde for i kan beholde huset.” Dylan vidste lige hvad han skulle sige for at få mig til at tie stille og det så var på den gode eller dårlige måde. Jeg sagde ingenting og kiggede bare på det blomstrede mønster på min dyne. Jeg hadede at blive mindet om at min mor var enke og at jeg aldrig ville komme til at se min far igen. Jeg havde fået at vide han ville komme tilbage. Det havde min mor sagt til mig mens hun selv græd. Jeg var ikke mere end 5 år gammel og vidste ikke hvad der skete, men min far var et godt menneske og selvom han havde travlt med at være direktør for et eller andet firma der producerede dele til computere så var han også frivillig brandmand i området, da de fleste her i området på ingen måde var interesseret i at risikere deres liv for andre, når nu de havde så travl med at være rige og berømte. Desværre skulle det gå galt da en gammel dame besluttede sig for at ryge i sengen og antænde hele hendes hus. Hun var som alle andre herude meget overbeskyttende med sin ejendom og havde ekstra låse og andet sikkerhedsudstyr på hendes døre og vinduer så hun havde lukket alle tyve ude, men hun havde også låst sig selv inde. Både hende og min far omkom i forsøg på at få hende ud derfra. Min mor græd men sagde han bare havde travlt på arbejdet, men han kom aldrig hjem. Hvor hvad jeg naiv at tro på hende, men jeg var trods alt kun 5 år gammel. Hun holdte alt skjult for mig, selv begravelsen. Jeg var ikke engang med til min egen fars begravelse og fik aldrig chancen for at sige farvel på nogen måder. Selvfølgelig blev jeg ved med at spørg om han ikke snart ville komme hjem og i rent raseri fra min mors side, fik jeg slynget i hovedet at han var død.
Jeg kan huske mine bedsteforældre tog mig med hen til kirkegården for at besøge ham og jeg havde lavet en tegning til ham. Jeg vidste ikke så meget om døden på det tidspunkt og fik at vide, jeg ikke ville se ham igen, for han sov under jorden. Jeg havde fået min bedstemor til at tage et billede af mig med min tegning mens jeg sad ved siden af hans gravsten. I dag når jeg tænke på det fatter jeg ikke jeg kunne få mig selv til det, for hver gang jeg så billedet i dag, begyndte jeg automatisk at græde. Jeg kan ikke så godt huske ham, men det at jeg ved han har været der og min mor har været så fraværende siden er bare en kombination Man ikke altid kan holde ud.

Dylan var nok godt klar over at det nok ikke var det mest heldige at hentyde til min fars fravær så han satte sig over i sengen til mig og lagde en arm om skulderen på mig.

”Du kommer bare over hvis du ikke gider lave aftensmad, ikke? Du ved du er altid velkommen.” Hans mor arbejde derhjemme og var designer, så hun var altid hjemme når man kom og det var rart at komme over og lade som om der faktisk var nogen der interesserede sig for en, men det er også en smule trist at se på hans forældre der bare har et super forhold.  Jeg nikkede bare til ham og lod ham trøste mig lidt.

”Skal vi ikke have noget forbinding på den fod? Eller i det mindste et plaster?” Han trak sig lidt væk og nikkede imod min fod. Jeg ved ikke om det så lige så ulækkert ud som det gjorde på stranden, men hvis det gjorde, så skulle jeg ikke have hovedet ned i det for at få forbinding på.

”Tror du ikke det går?” Klynkede jeg. Dylan satte sig ned i fodenden og kiggede under min fod. Han skar en grimasse og kløede sig i nakken.

”Du skal da have gjort et eller andet ved det. Jeg kan spørge din mor om i ikke har noget creme.”

”Lad det nu bare være! Det er ulækkert at røre ved!” Erklærede Amber før hun rejste sig og rettede på sin nederdel.

”Jamen hun kan da ikke bare gå på det? Det bliver det bare værre af?” Skældte Dylan men Amber trak på skuldrende.

”Jeg skal hjem og lave en aflevering, så hvis i vil røre ved det klamme sår der, så skal i være velkomne, men jeg kaster op hvis jeg kommer for tæt på.” Hun svang sin taske på ryggen og gik ud af døren og ned af trappen. Vi sad stille og lyttede efter døren der smækkede nedenunder.

”Er det virkelig så ulækkert?” Spurgte jeg og Dylan lænede sig ned for at kigge på såret igen.

”Altså… det er ikke kønt.” sagde han og jeg sukkede. Jeg rette mig op og trak mit ben op til mig og kiggede langsomt under min fod.

”Tror du at du kan finde noget forbinding et sted i huset?” Dylan var straks oppe og af sted.

Som altså stod Amber uden for mit vindue morgenen efter, men denne gang stod Dylan ved siden af hende.

”Vis noget livstegn!” råbte hun ude fra og jeg rullede ud af sengen og skulle til at sætte mine fødder ned på det kølige trægulv, da jeg kom i tanke om min fod. Jeg trak den til mig igen og nøjes med den ene fod. Jeg tog fat i sengegæret og humpede langs den og videre hen og fik fat i mit skrivebord og hen til vinduet. Jeg åbnede vinduet op og stak hovedet ud. Dylan grinede en smule af mit morgenhår.

”I ved hvor nøglen ligger!” Råbte jeg til dem og begyndte at humpe over imod mit skab. Det er også praktisk at have dem til at stå udenfor om morgenen for så får man også lige en følelse af hvordan vejret var udenfor og finde tøj efter det. Jeg fandt et par shorts af cowboystof og en T-shirt med print og satte mig over op min seng så jeg kunne få det på uden at skulle stå og balancere på ét ben. Jeg nåede lige at trække blusen over hovedet da Dylan bankede på døren til mit værelse og stak hovedet indenfor.

”Har du brug for hjælp til noget?” Spurgte han omsorgsfuldt.

”Du kan give mig min hårbørste, tak!” Smilede jeg og Dylan kom helt ind og tog min børste fra skivebordet og rakte den til mig. Mens jeg børstede mit hår tjekkede jeg lige Dylan ud. Han så som altid rigtig godt ud og havde taget et par shorts på så man også kunne se hvordan hans muskler var markerede på hans ben. Han løb meget for at kunne holde sig i form og det kunne tydelig ses. Jeg havde altid en hårelastik til at sidde på håndtaget af hårbørsten så jeg satte det op i hurtig hestehale. Dylan kom automatisk hen til mig med min skoletaske. Jeg smilede til ham og tog imod den. Smykket som jeg havde brændt mig på havde lagt på mit natbord og var kølet helt af. Jeg lagde den i den forreste lomme på min rygsæk og tog Dylans hånd som han rakte ud til mig, så han kunne hjælpe mig op.

”Din mor har faktisk lavet en madpakke til dig!” Råbte Amber fra køkkenet da hun kunne høre os komme ned af trappen. Hun sad som altid ved det høje bord og min mor havde lagt en seddel på bordet.

Der er en madpakke i køleskabet, så vi kan spare lidt penge på kantinemaden.
                                         - Knus mor

Jeg krøllede sedlen sammen og smed den ud med det samme og åbnede vores gigantiske køleskab der næsten altid var tomt. Som om hun nogensinde lagde mærke til om der forsvandt en tyver når hun havde flere millioner på kontoen. På midterste hylde i køleskabet lå en uformelig klump viklet ind i sølvpapir. Jeg tog den ud og vejede den lidt i hånden mens mine venner kiggede skeptisk på mig.

”Hvad er det?” Spurgte Amber undrende. Jeg trak på skulderen og lagde den over på køkkenbordet så jeg kunne støtte mig op af den mens jeg pakkede den op. Hun havde åbenbart stået og smurt mig nogle tunsandwich i går aftes. Hun var nemlig taget af sted midt om natten fordi hun havde en kunde i Los Angeles der havde besluttet sig for at være besværlig. De så ret slaskede ud og jeg var ikke sikker på hvornår jeg sidst havde købt toastbrød, så jeg smed den direkte i skraldespanden ligesom sedlen og tog min taske på ryggen.

”Hun prøvede da?” Mumlede Dylan og kom hen og hjalp mig ud i gangen.

”Hun kan lige så godt lade være.” Jeg havde ikke tænk mig at tage sandaler på, da de skulle sidde fast på foden og jeg ville ikke have noget til at røre såret, så jeg tog mine klipklapper på og lod Dylan hjælpe mig ud. Amber låste efter os og gemte nøglen bag ved postkassen som vi plejede, fordi den ikke sad helt tæt ind til muren længere.

Folk gloede lidt efter os da Dylan kom slæbene med mig, men jeg prøvede at virke upåvirket og lod ham bare føre mig frem til klasse. Vi var en smule forsinket i forhold til hvordan vi plejede at dukke op, men det var heldigvis ikke en af de lærer der kom til tiden, som vi skulle have i første modul.
Da det blev frikvarter ville jeg op og aflevere halskæden på kontoret så jeg sagde til Dylan og Amber jeg nok selv skulle finde ud af at komme derover og de skulle bare gå ned i kantinen. Jeg humpede langs væggen hen imod kontoret hvor døren stod åben. Jeg bankede på døren alligevel og den gamle sekretær med hornbrillerne kiggede utilfreds hen på mig, da jeg åbenbart forstyrrede hende i hendes gøren på computeren.

”Jeg har fundet en halskæde som skal i glemt-kassen.” Sagde jeg haltede ind af døren og lænede mig op af væggen så jeg stadig kunne nøjes med at støtte mig på den ene fod mens jeg tog min taske fra ryggen og fandt halskæden fra forlommen.  Jeg humpede over til hende og gav hende den og kiggede lige en ekstra gang om hun mon brændte sig på den, men selvfølgelig skete der intet. Hun kiggede dumt på den et stykke tid og rettede så på sine briller.

”Tror du virkelig eleverne her vil gå med sådan noget gammelt skrammel? Hvor fandt du den?” Spurgte hun muggent og studerede den nærmere.

”Øh, jeg fandt den nede ved stranden. Jeg tænkte sandsynligheden for at det var hen her fra skolen der havde tabt den var stor, når nu vi altid er dernede efter skole.” Jeg anede ikke hvorfor hun altid var i det humør, men jeg havde aldrig set hende smile så længe jeg havde gået på skolen. Det var efterhånden ved at være over tre år.

”Den er jo så gammelt at den er oxideret. Jeg tror næppe en elev her fra skolen af går med noget der er så gammelt. Du kan lige så godt smide den ud, i stedet for jeg skal gøre det til jul når vi tømmer kassen.” Hun pegede over sin skuldrer på den rodede trækasse hvor der lå glemt gymnastik tøj og solbriller i en stor klump. Hun ledte sin opmærksomhed tilbage til computeren for at hentyde, at vores samtale var ovre og jeg tog min taske på ryggen og tog halskæden med mig igen.
Jeg smed den på bordet da jeg kom ind i kantinen og sukkede da jeg smed mig ned på en stol ved siden af Amber.

”Du afleverede den ikke.” Sagde hun mere som en konstatering end et spørgsmål.

”Kontordamen mente ikke at folk her fra skolen vil gå med noget der er så gammelt, så jeg kunne lige så godt smide den ud, end at hun skulle gøre det.” Jeg snuppede en af Ambers gulerodstænger og lagde min fod op på stolen på den anden side af mig.

”Så behold den! Det kan være du kan bruge stenen til noget. Lig den i en potteplante som pynt.” Sagde Amber sarkastisk da klokken ringede og vores korte frikvarter var ovre. Jeg langede ud efter hende, for hun havde altid en dum kommentar til alt og jeg anede ikke hvordan jeg ellers skulle reagere på det.

Selvfølgelig var min mor ikke hjemme da jeg låste mig ind derhjemme. Jeg havde lavet en aftale med Dylan at jeg kunne spise hos ham så snart jeg havde været på biblioteket for at finde bøger til vores historie opgave. Jeg anede ikke om jeg kunne køre med den fod jeg havde anskaffet mig, men jeg orkede ikke at finde ud af hvornår busserne kørte. De kørte alligevel heller ikke lige forbi mit hus. Jeg smed min taske fra mig i køkkenet og tog et æble fra køleskabet og satte mig ved bordet. Jeg havde lagt kæden i lommen og da min lomme ikke var forfærdelig stor kunne det sagtens mærkes at den var der. Jeg tog den op og kiggede på den igen. Den så da ikke så gammel ud? Den var da heller ikke grim? Måske var sølvet lidt sort nogen steder, men det så ud som om det var med vilje, for det passede faktisk godt til smykket. Jeg tog den om halsen og humpede ud i gangen for at se mig selv i spejlet der hang ude ved siden af knagerne. Den passede da meget godt til mit tøj. Den blå sten havde næsten samme farve som mine shorts af cowboystof, så jeg lod den blive om min hals da tog mine bilnøgler og fandt ud til vores store garage. Der var plads til to biler, men når mor alligevel aldrig var hjemme, så var det næsten overflødigt. Jeg åbnede den med den lille fjernbetjening som jeg havde fået af min mor, for jeg ville nok få mere brug for den end hende mente hun, når nu der kun var en med. Min lille Mazda stod og ventede på mig med taget rullet ned så jeg rigtig kunne nyde turen. Nej. Jeg nød ikke at køre og havde altid været nervøs for at køre, men jeg havde fået en bil til min sweet sixteen fest af min mor og den levede stadig selvom jeg var en virkelig dårlig bilist.
Jeg var ikke moderne ved at jeg skulle køre i klipklapper og jeg kunne ikke træde ned på speederen med den fulde fod, for ellers ville mit sår svige alt for meget.

Jeg kom alligevel helskindet til det nærmeste bibliotek som lå den syd østlige del af Jacksonville. Den kedelig røde murstensfacade fik allerede ens øjenlåg til at blive tunge, men jeg skulle jo finde bøgerne. Biblioteket var som alle biblioteker nu er, dekoreret med pynt lavet af børnehavnebørn. Der hang grimme tegninger på væggene og der var en udstilling af papmache figurer henne i hjørnet som børnene gladelig havde skrevet deres navn på med store bogstaver. Jeg vidste jeg aldrig ville kunne finde rundt her inde, så jeg gik med det samme over til bibliotekaren som var en ældre herre der var halv skaldet og havde brillerne til at sidde helt nede på næsetippen. Han sad og kiggede på et eller andet program på computeren og tastede nogen numre ind fra bagsiden af nogle bøger mens han rykkede fingeren hen over den, for at kunne huske hvor han var kommet til. Jeg rømmede mig, så han kiggede op og vendte sig imod mig med foldede hænder.

”Hvad kan jeg hjælpe dig med, frøken?” Han kiggede underligt på mig, for manden nægtede åbenbart at rygge sine briller tilbage på plads, så han måtte læne hovedet lidt tilbage for at se på mig igennem dem.

”Jeg skal lave et historieprojekt om en gud fra det gamle Egypten. Hvor finder jeg materiale til det henne.” Spurgte jeg venligt og kiggede forventningsfuld på manden.

”Det gamle Egypten siger du. Lad mig se.” Han vendte sig mod skærmen igen og klikkede væk fra det han nu var i færd med og søgte efter nogle bøger for mig.

”Jeg skriver lige nogle numre ned til dig.” Han fandt en lille post-it blog frem og skrev nogle numre ned som jeg ikke fattede en brik af.

”Hvad er de numre til?” Spurgte jeg dumt. Jeg hørte tydeligvis ikke til på et bibliotek.

”Det er så du kan finde bøgerne. På ryggen af bøgerne er der skrevet et nummer alt efter hvilken afdeling de hører til.” Han rakte mig sedlen og jeg kiggede dumt på den. Jeg nikkede som tak og begav mig ud i biblioteket. Jeg anede ikke hvor jeg skulle finde det og gik først bare ind i mellem hylderne og håbede på at finde en stor fed bog med en overskift der havde noget med de egyptiske guder at gøre. Jeg kiggede hen over bøgernes rygge og sukkede dybt, indtil jeg så de små tal der var klistret på for neden på bøgerne. Rejsebøgerne var godt nok noget med Egypten at gøre, men det var langt fra den her afdeling, så jeg gik for tredje gang den dag over i den anden ende af biblioteket. Jeg håbede ikke at bibliotekaren holdte øje med mig, for det ville være ekstremt pinligt at jeg bare havde gået uvidende rundt i blinde uden at finde noget som helst af det jeg skulle bruge. Jeg fandt endelig min afdeling og støttede mig op af reolen, da mit sår var ved at svige voldsomt af at jeg havde gået så meget rundt. Heldigvis stod bøgerne jeg skulle bruge lige ud for næsten af mig og jeg vendte hovedet på skær, så jeg kunne læse titlerne. Der var rimelig mange bøger at vælge i mellem, hvilket overraskede mig. De andre måtte ikke have været her endnu og finde bøger. Jeg tog et par bøger der alle, ifølge indholdsfortegnelsen, indeholdte noget om guden Seth. Jeg overraskede mig selv da jeg kiggede igennem alle mine mange plastikkort og fandt et lånekort til biblioteket. Da jeg var mindre havde jeg været her med min bedstemor et par gange for hun var den eneste der nogensinde havde læst højt for mig. Det var godt nok et børne-bibliotekskort, men jeg gættede på den virkede endnu.

Biblioteker er ikke så moderne og selvom lånerkortet var gammelt gik det igennem og 10årige mig, som der var billede af på plastikkortet, har lige lånt 3 bøger om det gamle Egypten. Jeg bevægede mig roligt hjemad og lod dem der ville overhale, overhale mig, for jeg turde ikke køre mere end det var tilladt. Ingen andre havde fået den ide at overholde færdselsreglerne selvom vi var midt inde i en by. Jeg sad og holdte stift ved rettet og kiggede mig ekstra for, da jeg kørte over et kryds. Pludselig gik en person ud foran bilen og jeg lukkede øjnene i refleks og hamrede bremsen i bund så bilen klagede sig forfærdeligt. Jeg skreg op selvom jeg ikke hørte noget bum og jeg blev hevet frem i sædet og smidt tilbage igen.

”Åh nej, åh nej, åh nej!” gentog jeg mens jeg langsomt åbnede øjnene. Heldigvis nåede personen bag mig at lave en undvigelsesmanøvre, så jeg ikke fik en smadret bagende på min lille Mazda. Jeg kiggede omkring bilen, men personen var væk. Hvad jeg ramte ham alligevel?

”Hey hvad laver du?” Råbte manden bag mig som havde steget ud af sin bil. Han kom op på siden af mig og kiggede vredt på mig.

”Der var en mand der gik ud foran mig!” Råbte jeg nervøst og åbnede med rystende hånd bildøren og gik ud foran bilen. Der var ingen. Hvor var manden blevet af?

”hvad snakker ud om? Der var jo ingen på fortovet og der ligger ikke nogen under din bil. Jeg syntes du skal prøve at passe lidt mere på unge dame!” vrissede manden som gik tilbage til sin bil. Nogle biler holdt bag os og dyttede fordi vi spærrede det meste af vejen. Jeg gik forvirret en tur rundt om bilen og lagde mig ned på knæ for at kigge under den. Jeg sværger der var nogen der gik ud foran mig. Jeg satte mig ind i bilen og lukkede øjnene mens jeg pustede hårdt ud. Jeg måske heller ikke fået så meget væske i dag. Måske var det derfor jeg hallucinerede. Det tog mig et godt stykke tid før jeg tog mig sammen og tændte for bilen igen. En masse mennesker havde passeret mig og kigget utilfreds på mig, fordi jeg holdte midt på kørebanen, men jeg prøvede at ignorere det.

Jeg kørte direkte hjem til Dylans hus og parkerede bag hans mors bil. Jeg vidste hun ikke brugte den så tit, og hans far var ikke kommet hjem endnu, så det ville være dumt at parkere på hans plads. Dylans hus var lige så stort som vores, men deres have var mange gange større. Han mor gik meget op i hvordan haven så ud og hvordan huset var indrettet, så alt var topmoderne og jeg var meget begejstret for den pool de havde fået lavet sidste sommer. Den havde vi holdt en del fester ved efterhånden, for intet slog en god pool-party. Jeg humpede op til deres enorme egetræsdør og bankede på med deres flotte dørhammer der forstillede en løve. Selvfølgelig var det Dylans mor der lukkede op og hun trådte med det samme til side.

”Hej Gabriella! Dylan er ikke kommet hjem fra football træning, men du kan bare komme ind.”

”Tak Mrs. Young! Vi kan alligevel godt finde på noget at lave uden ham.” Sagde jeg venligt hvilket fik hende til at grine. Mrs. Young havde store krøller og noget af et overbid når hun smilte eller grinede. Jeg ved det er ondt at sige, men jeg syntes Dylan skal være glad for at han ligner mere hans far. Mrs. Young var også en lille dame som brugte alt for meget makeup. Heldigvis var hun ikke hoppet på botox-bølgen som ellers rasede her omkring. Hun ledte mig ind på sit værelse fordi hun ville vise mig nogle af de ting hun arbejdede med. Hun var utrolig kreativ og havde siddet og tegnet stole ned til mindste detalje. Jeg var mest imponeret over hvor detaljeret hun havde tegnet betrækket. Man kunne se at flere skitser af mønstret lå rundt omkring på hendes store skrivebord, men en del var små krøllede eller overtegnet med en stor fed sprittusch som indikerede at hun ikke havde været tilfreds med resultatet.

”Det er virkelig flot, Mrs. Young. Men det plejer det altid at være.” Mindede jeg hende om og hun smilede stort.

”Du er altid så dejlig at have på besøg!” Sagde han og krammede mig, så vores kinder blev mast mod hinanden. Måske var det lidt uhyggeligt at være så gode venner med Dylans mor, men jeg havde kommet her meget som barn. Heldigvis gik døren ud til og Dylan kom ikke lige frem lydløst ind i gangen.

”Jeg er hjemme!” råbte han og en stort brag lød ude fra gange så både mig og hans mor småløb derud. Han havde bare smidt sit football udstyr midt på gulvet i hans kæmpe sportstaske. Han havde engang fået mig til at tage det på og det var virkelig tungt, så hvis han gjorde det der hver dag, ville der til sidst komme hul i deres fine trægulv.

”Nå der var du Gabbie! Jeg troede vi skulle mødes nede ved football banen? Jeg var ved at tro at du havde glemt mig.” Sagde han melodramatisk og jeg skulle lige til at spille med og kaste mig i armene på ham, da han løftede armen og lugtede til sig selv. Jeg begyndte straks at grine mens hans mor rystede på hovedet og tog hans sportstaske væk fra gangen, så ingen kunne falde over den.

”Jeg tror jeg trænger til et bad.” Mumlede Dylan og spredte armene ud som om han skulle til at kramme mig.

”Hold dig væk, stinkdyr!” Kommanderede jeg men han gik truende hen imod mig. Jeg humpede væk fra ham og ud i vaskerummet hvor hans mor var i gang med at hive hans football tøj ud af tasken med væmmelse i ansigtet.

”Hjælp!” Råbte jeg og gemte mig bag ved hende. Hun kiggede strengt på Dylan, som var fulgt efter mig, med hænderne i siden.

”Jeg vil bare give hende et venskabeligt kram!” Sagde Dylan undskyldende og lod armene falde ned langs siden.

”Se at kom i bad! Ellers får du ingen aftensmad!”

Jeg hyggede mig altid hjemme hos Dylan og det var lidt som om jeg havde erstattet hans storesøster som var rejst væk for at gå på universitetet. Hans mor lavede et hjemmelavet måltid fra bunden af og jeg nød virkelig at der var en der bad mig om at spise mine grøntsager. Hans far var kommet hjem lige før aftensmaden og havde endnu klappet mig på hovedet da han gik forbi mig. Jeg hjalp til med at tage af bordet da vi var færdige og hans mor lagde endelig mærke til at jeg humpede.
”Hvad har du lavet med din fod, kære?” Spurgte hun bekymret og tog imod de tallerkner jeg havde samlet sammen inde fra bordet.

”Jeg har brændt mig på den her.” Jeg kunne lige så godt sige sandheden, selvom folk troede jeg var en smule skør. Selvom Dylan næsten havde stået lige ved siden af da det skete og havde fundet smykket på det sted jeg faldt, havde hverken han eller Amber troet på mig. Jeg vidste Mrs. Young kæden jeg havde om halsen og hun kiggede på den med sammenknebne øjne.

”Har du brændt dig på en angelite?” Spurgte hun og tog den mellem sine fingre.

”En hvad?” Spurgte jeg dumt.”

”Angelite. Det hedder stenen. Den er ellers meget pæn.” Bemærkede hun. Jeg vendte ryggen til hende og løftede mit ben, så hun kunne se såret under min fod. Hun udstødte et lille gisp da hun så den.
”Det der ser til gengæld ikke så pænt ud. Har du fået noget salve på? Måske har vi noget et sted. Hvad med en lille forbinding?” Jeg nåede ikke at sige noget før hun små løb ud af køkkenet og af sted for at finde alle mulige ting der skulle hjælpe på såret. Jeg begyndte at sætte tallerknerne i deres opvaskemaskine da Dylan kom ud med nogle gryder.

”Har mor sat dig til at rydde op?” Spurgte han drillende og rakte mig gryden. Jeg tog ikke imod den, men pegede bare på opvaskemaskinen.

”Nej, hun så bare mit brandsår og besluttede sig for at gøre noget ved det her og nu.” Jeg skar en grimasse hvilket fik Dylan til at grine. Jeg havde ikke været så meget for at få gjort noget ved det i går og jeg havde ikke skiftet mening, men når Mrs. Young først havde sat sig for meget, var hun næsten umulig at få snakket fra det igen. Hun val valsende ind med noget bandage, en klud og noget creme som hun læste på bagsiden af, hvor at bekræfte det ville hjælpe.

”Åh godt du her er Dylan. Du kan lige ordne resten her, så kan jeg se på Gabriellas fod. Kom kære!” Hun tog min hånd og jeg sendte Dylan et drillende blik inden hun trak mig ind i stuen. Hun bad mig sætte mig på deres Chaiselong der gik i forlængelse med deres sorte lædersofa. Jeg smækkede benene op og hun trak en puffer hen hun kunne sidde på.

”Du skulle måske have været på skadestuen med det.” Sagde hun, da hun kiggede på det igen.

”De vil nok bare have sagt, at jeg skulle ligge en kold klud på og så sende mig hjem igen.” fnøs jeg. Jeg havde aldrig været særlig vildt med læger eller hospitaler, for bare lugten af dem fik det til at vende sig i mig.

”Har du så haft en kold klud på?” Hun kiggede skeptisk på mig men jeg løj og nikkede bare, for det ville måske have været en klog ide, og hvorfor kom jeg først i tanke om det nu?

”Nå. Jeg renser det lige først. Det kan godt være det kommer til at gøre lidt ondt.” Lidt? Da hun begyndte at duppe var det til at holde ud, men fordi jeg havde gået rundt i klipklapper havde mine fødder været frit tilgængelig for alt snavs og skidt fra gaden som ifølge hende åbenbart havde groet sig fast, for hun tog pludselig hårdt ved og begyndte at skrubbe på såret så jeg vendte og drejede mig i sofaen og bed tænderne hårdt sammen. Dylan var blevet færdig i køkkenet i mellem tiden og kom ind i stuen og kiggede bekymret på mig, som jeg sad og vred mig i sofaen.

”Måske skulle du slappe lidt af mor!” Sagde han og satte sig ved siden af mig og anede ikke hvad han skulle gøre, så han stirrede bare på min fod som om det på magisk vis skulle hjælpe noget. Heldigvis havde hun besluttet sig for at det var fint nok og smurte meget mere forsigtig en kølende slave på. Det var næsten som om det fik smerten til at gå væk for en stund indtil hun begyndte at vikle den lille bandage omkring. Dylans far sad ovre i hans lænestol der matchede sofaen og havde det vældig morsomt med at kigge på mig i stedet for nyhederne på BBC.

”Har jeg fortalt jeg var ved at køre en mand ned på vej herhen?” Spurgte jeg Dylan for at flytte fokus til noget andet.

”Nej? Hvad?” Han virkede meget overrasket og det kan jeg ikke sige, at jeg ikke selv var. Det var bare drysset lidt af mig igen.

”Køre du ikke ordentligt?” Spurgte hans far og lo lidt af sig selv.

”Jo jo! Men der var pludselig en mand der gik foran min bil. Midt på vejen! Så jeg bremsede hårdt op og ramte ham ikke, men jeg ved ikke hvor han blev af, for øjeblikket efter var han væk.” De kiggede alle undrende på mig og Mrs. Klappede min fod et par gange da hun var færdig med at vikle den ind.

”Jeg ville og løbe for livet, hvis der kom en teenager kørende.” Jokede hans far og slog en rigtig mandelatter op. Lige meget hvor meget jeg elskede Dylans forældre, kunne de også blive for meget ind i mellem. Måske er det fordi jeg ikke selv var vant til at have pinlige forældre omkring mig.

”Nå. Jeg tror hellere jeg må komme hjem! Jeg har lånt nogen bøger jeg skal have kigget igennem inden i morgen.” Sagde jeg frisk og prøvede at ignorer Hr. Youngs tidligere kommentar.

”Har du været på biblioteket?” Spurgte Dylan overrasket og grinte så. Jeg slog ham drillende på armen, hvilket bare fik han til at grine mere.

”Du kommer bare når du har lyst, søde. Vi har altid mad nok.” Sagde Mrs. Young og gav mig et hurtigt kram. Jeg var overrasket over hvor meget den bandage egentlig hjalp. Det gjorde stadig ondt at træde ned på den, men bandagen tog lidt af stødet. Det så godt nok ikke så smart ud i klipklapper. Jeg satte mig nervøst ind i min bil igen og mindede mig selv om, at der ikke var sket noget tidligere. Jeg kørte forsigtigt hjem og var måske en smule til gene for andre i trafikken, men jeg havde det ikke godt efter oplevelsen.

Da jeg var på min vej og jeg fokuserede på mit store tomme hus der ventede forude, så jeg der stod en mand i min indkørsel. Jeg bremsede straks op og glemte koblingen, så jeg blev for anden gang i dag kastet frem i sædet og hevet tilbage igen. Jeg rystede hovedet lidt og kiggede hen imod huset igen. Nu var han væk. Det kunne da ikke passe? Jeg startede bilen igen og kørte langsomt frem. Jeg kiggede ind på nabo huset og så min nabo stå i vinduet. Han havde sikkert undret sig over larmen fra min pludselig opbremsning. Jeg rullede lige så stille ind i indkørslen og kiggede mig omkring før jeg med min fjernbetjening åbnede garagen. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg forventede på en eller anden måde, at der stod en mand derinde med et baseball bat eller noget lignende, men der var intet derinde. Ikke engang min mors bil. Jeg parkerede min bil, tog mine lånte bøger med mig og kiggede mig mistroisk omkring inden jeg låste mig ind i mit tomme hus. Jeg måtte se at drikke noget mere væske, siden jeg skal begynde og se syner. Der var jo ingen mand! Men skeptisk som jeg var, gik jeg en runde i huset og sikrede mig at alle døre og vinduer var låst og sikkerhedssystemet var slået til. Jeg tog et stort glas vand med mig ovenpå og besluttede mig for at lade bøgerne blive i tasken, for jeg orkede ikke flere utrolige hændelser og mystiske historie om folk der alligevel ikke findes. Som manden jeg næsten havde kørt ned. Og manden der stod udenfor mit hus.